![]()
SERIE: HAVEN I HUNE
Alle haver er sanselige, men nogle haver er så stimulerende for vores sansesystem, at de overgår andre og samtidig sætter sig i hukommelsen som en lille varm lykkedråbe, lige til at tage frem af mindernes store hav. Sådan en have er Haven i Hune - tag med på sansetur i Vendsyssel.TEKST & FOTO: MARIANNEDer er mange grunde til, at en have, som Anne Just og Claus Bonderups have i Hune, har sat sig fast i mit system. Det gør den jo nok i alle mennesker, der har besøgt den, men den dag jeg besøgte haven første gang var helt særlig. Jeg var af sted med min veninde Bine, og vi var begge fulde af forventning.
Det er morsomt, at når man er forventningsfuld, så er det som om ens sansesystem er opspilet til det yderste og man bare oplever hele sin omverden forstærket faktor 10. Derfor er selve turen fra parkeringspladsen og hen til haven også en temmelig besynderlig oplevelse. Jeg ved jo, at noget helt exceptionelt ligger lige rundt om hjørnet og venter på mig, men hvis det ikke var for det skilt der står ved indgangen til stisystemet på vejen derhen, så ville jeg tro, vi var på afveje.
Haven i Hune ligger nemlig midt imellem flade, sandede og helt almindelige rare parcelhusgrunde med den type sparsomme, halvforblæste beplantning, der nu er kendetegnende for egnene omkring Vesterhavet. Men fra det sekund vi nærmer os begynder forvandlingen.
![]()
Man går faktisk forbi den gule have, inden man kommer ind i receptionen for at købe sine billetter. Og selvom jeg var forhippet på netop en billet, så var jeg svær at rive væk fra det syn. Jeg blev pludselig som et lille barn, der ikke ville gå forbi en slikbutik.Og selvom farven gul er en krævende farve i en almindelig dansk gennemsnitshave, og for mange haveejere gør helt ondt i øjnene, har farven aldrig generet mig. Blot synes jeg, at dens placering kræver omtanke. Når jeg så ser den her - kun sammen med grøn og i alle mulige former, højder og teksturer, så er den farve intet mindre end fortryllende. Det er som om solens stråler skinner nede fra haven og op imod én. Som om man kommer til at få øje på alle de gullige toner, der også findes i de grønne blade. Uhmmmm - her ville jeg kunne sidde hele dagen. Det er ekstremt elegant!
AT MÆRKE EN HAVE
![]() |
| Tv. Hosta 'Francis Willius'. Th. buksbom, thuja samt en "hule" af indtørrede vinstokke. |
Nu findes der jo forskellige tilgange til, hvordan vi oplever, indlærer og sanser - hvordan vores primære, så at sige "indadgående", kommunikationssystem fungerer. Det har mange af os stiftet bekendtskab med i vores liv, på et kursus, i TV eller radio, i en fagbog el. lign. Altså det, at nogen mennesker primært sanser gennem synet, og går op i, hvordan farver, linjer og former spiller sammen. Andre gør det primært via hørelsen, hvor lydene og ordene udgør en afgørende faktor i forhold til oplevelsen. Atter andre gør det hovedsageligt via følesansen, både den indre og den ydre, og kan ligesom ikke "se" uden også at røre ved tingene. Naturligvis sanser vi alle med alle vores sanser samtidig, hvis vi er heldige at vores hjerner og sansesystemer er intakte, men der er altså én af dem, der fungerer kraftigere og kaldes vores "leadsystem".
Når man er i Haven i Hune bliver alle sanser skærpede, men for både Bine og HAVEFOLKETs "udsendte", var det tydeligt at følesansen var meget fremtrædende for os begge. Og heldigvis er dette et levende "museum", hvor vi gerne må røre lidt. Det gør vi så, og det tager tid. Vi iagttager, går lidt, stopper op, sanser og snakker faktisk ikke ret meget. Yderst sjældent når det gælder snakkesalige kvindfolk med samme hobby, men det siger nok lidt om, hvor mange sanser, der er i gang - på én gang.
Vi går tre-fem skridt ad gangen, og det varer ikke længe før vi igen falder i staver - denne gang over oreganos evne til både at skabe duft, tiltrække flimrende og svirrende insekter og sommerfugle, og så danne skyer af bittesmå rosa blomsterklaser, der fylder godt i bedene. Må huskes!
![]()
På et tidspunkt kommer vi ligefrem til at skabe kø til den smalle sti hen til broen over dammen med keramikkuglerne. Bine fortæller at hun har set en TV-udsendelse, som handlede om en kvinde, der skabte nogle keramikkugler, der blev lagt ud i Vesterhavet. Synet af brændingen, der hvisler hen over disse smukke, særegne kugler, ser Bine stadig for sig, og nu står vi her lige ved siden af dem. Hun må lige ned og røre. Giver dem en "trille", så de drejer rundt om deres egen akse. Det skaber en mindre ring, der bliver til flere ringe i vandet, og andemaden ligger og vipper og glimter omkring dem.
Der opstår ligesom et "hul" i tiden, en boble, hvor magien udelukker alle andre lyde, mennesker og mylder. Netop det at dammen ikke er blevet "støvsuget" for slam, andemad og vækster gør, at øjet ikke kan se det hele, men at man hele tiden aner dybder i flere lag. Måske er det utilsigtet, men solens stråler glimter i glasuren på kuglerne. De blinker til hinanden, og det samme gør Bine og jeg, mens vi langsomt bevæger os videre, næsten uden at ænse den kø af folk, der tripper bag os. At forlade det lille "hul i tiden" er hverken sørgeligt eller mærkeligt, for straks optages vi af nye stimuli, der taler til både synet og vores følelser. Musikken af fugleliv og insekter har lagt sig som et omsorgsfuldt lydtæppe bag os.
![]()
![]()
EN MUSIKALSK FORTÆLLING I FARVERDet er på ingen måde muligt at komme rundt om alt det, der er at sanse i Haven i Hune. Selv ikke, hvis vi filmede eller skrev en tommetyk bog. Naturen, og særligt den, der findes kultiveret i Anne Just og Claus Bonderups have, er vitterlig helt ubeskrivelig. Når vi alligevel giver os i kast med det, er det fordi selv små udpluk har været oplevet som magiske og giver et indtryk af, hvilken genialitet, man kan "læse" ud af havens indretning, design og beplantning. Det er den, vi gerne vil give videre her.
![]()
Anne Just var jo bl.a. blomstermaler, og det var hendes og Claus´ ambition at skabe en have, der dels udgjorde motiver for Anne, når hun malede, og dels blev til "levende billeder". Og levende billeder de kan også fortælle historier. Synge sange. Tag nu disse blå storblomstrende katteurt,
Nepeta grandiflora, der skaber en sky i baggrunden mellem stængerne af et jernstativ og samtidig - og netop derfor - giver en let og flyvsk kontrast både i farve og form til de dybt brune
Aeonium 'Schwarzkopf'. Mon du kan høre det? Den harmoni lyder da helt himmelsk, gør den ikke?
![]() |
Storblomstrende katteurt, Nepeta grandiflora danner baggrund for de dybt brune parasollignende
Aeonium 'Schwarzkopf' |
![]() |
| Tv. den røde kvan, Angelica purpurea 'Vicars mead' |
KONTRASTER
Jeppe Urban, Haven i Hunes "vitalitator" har fortalt at haven helt bevidst rummer både det levende og det døde, det smukke og det mærkelige, det skæve, skøre og det stramme. Ja, og jeg fristes til at sige, at der er utallige flere "modpoler" og kontraster, hvis man ser ordentligt efter, At finde på at sætte en pilekugle i en frønnet potte er enkelt, men giver alligevel en fornemmelse af, at den vil noget mere. Særligt, når den er placeret på et bord for sig. Så taler den til os. Beder os om at stoppe op og lytte, hvilket vi naturligvis gør.
Af en eller anden grund er der endnu mere at falde i staver over, end hvis vi havde mødt lidt mos på en sten på en almindelig gåtur i skoven. Uanset at den ville være lige så smuk. Dér ville vi ikke have været opmærksomme på alle detaljerne. Men nu! Nu finder vi eventyr alle vegne. I stenene, på stenene, oppe og nede, bagved og foran. Og sådan bliver det faktisk ved.
![]()
Bine er umådelig interesseret i planters opbygning og overlevelsesstrategier, og af samme grund stikker hun næsen helt hen i planterne for at aflure om frøene sidder, så de springer fra planten (som på balsamin fx), om de sidder samlet og drysser ud gennem gitre (som fx på valmuer), eller om de er store og tunge, så de triller hen ad jorden, når de frigøres fra planten. Som hun siger: "Det er jo lidt som en krimi eller en gåde. Hvordan gør de lige dette her? Hvad er hemmeligheden?"
![]() |
| Tv. er 5 potter med planten 'Bowiea Volubilis'. |
Og vi møder jo mange sære planter - 5 levende, grønne fodbolde ligger i hver sin potte. En sær dusk vokser op af dem. Er det hvidkål med en asparges stukket ned i midten? Det er da gak. Men spændende, og vi tænker det samme: "Sådan en må jeg eje". Efter at have spurgt
Jeppe Urban om det, siger han: "Det er nogle af mine faste følgesvende. De har været med mig både i Holland og i Berlin. Nu står de her og gør sig til. De hedder Bowiea Volubilis, og kan endnu kun købes meget få steder. Jeg var heldig at finde dem i Botanisk Haves butik i København".
PÅ ET ÅKANDEBLADVi nikker til hinanden, inden vi fanges af synet af alle de blomstrende åkander - eller deres eventyrlige navn, nøkkeroserne. Også de giver et indtryk af, at der er mere end hvad øjet lige ser. Man kan følge deres tykke stilke langt ned under vandoverfladen og her og der få øje på smukke, aflange knopper, der baner sig vej op til vandoverfladen. Dette er et sindbillede, der overgår det meste og giver beskueren en optimistisk tro på, at der altid vil være en vej op i lyset. Samtidig betages vi af forfaldet i nogle af bladene, og glædes over, at haven ikke er så trimmet, at det kommer til at ligne et glansbillede. For sådan er der jo ingenting der er i det virkelige liv. Denne gang er det Bine, der ikke er til at rive væk.
![]()
FASTHOLD NYDELSEN
Imens drejer jeg rundt og finder andre detaljer, der spiller sammen med den farveintensitet sådanne nøkkeroser har. Kaprifolien - min absolutte yndlingsplante fx. Den leger også med farverne pink, cyklamen, rosa, bleggul og sart grøn. Uhhhh, det er næsten ikke til at bære. Jeg fastholder intensiteten ved at holde mig selv hårdt om håndleddet, og tænker at disse farver, denne duft, disse lyde, denne følelse af dyb ydmyghed overfor naturens vidundere, den vil være guld værd at kunne gemme til en grå, regnfuld og stormomsust vinterdag.
![]() |
| Kaprifolien 'Lonicera X Americana' |
OVERRASKELSE
I den store have foran Claus Bonderups bolig er der endnu et bassin med rosa nøkkeroser. Her har Jeppe sat de dejligste krukker beplantet med græsser og skønne, blå nuancer. Egentlig er jeg overhovedet ikke til rosa og blå - slet ikke bleg lyseblå/lilla og sart rosa. Der er simpelthen for meget Babysam og barnedåbsservietter over de farver sammen. Ikke at der er spor i vejen med babyer eller barnedåb, tværtimod, men de farvekonnotationer er bare lidt svære at skille sig af med. Her i haven virker det imidlertid storslået. Jeg aner ikke hvorfor. Det gør det bare, må jeg konstatere, og glad i sjælen over at kunne give slip på endnu en "fordom", hvad angår plantesammensætninger, går vi videre.
KIG OPMan skal huske at kigge op, når man besøger Haven i Hune. Og ned - ikke mindst. Ned kigger de fleste havefolk, op kigger vi sjældnere, selvom vi jo godt ved, at himlen er det smukkeste spejl. Vores baggrund til alting. Måske - går jeg og overvejer - skal min næste havereportage fra Haven i Hune være haven set fra neden. Ja, det er nu besluttet. Indtil da må vi nøjes med enkelte fotos fra frøens perspektiv - og det er jo ekstra nemt, når klatreplanterne har noget højt at vokse op ad.Og det har de til mangefold her i Hune, hvilket jo også er fuldstændigt gennemtænkt og planlagt. Noget vi faktisk godt kan gøre meget mere ud af i vores private haver!
![]() |
Tv. Clematis 'Jackmanii' og th. mellem bregnerne:
Oxalis triangularis 'Aga'. |
Her er virkelig mange planter, der på den ene eller anden måde "taler sammen". Lyt fx til hvad klematis 'Jackmanii' siger til det dybrødlilla løv fra oxalis. Eller hvad prydfenniklerne hvisker til den blå, blå sensommerhimmel, sådan som den kun kan se ud, når vi er så tæt på havet?
STIER OG FORSVINDINGSNUMREDer er gudskelov rigtigt mange stier rundt i Haven i Hune. Anne Just sagde engang, at den eneste virkelige fordel ved at anlægge en have så nær Vesterhavet er, at man ikke behøver at køre en masse grus ind til anlæggelsen af stisystemerne. Så det er på Hunes sand vi går - de steder, hvor der ikke er lagt chaussesten og pigsten enten på "gammeldaws" manér eller i sirlige mønstre.
MUSIK FOR SJÆLEN
Nogle gange kan man blive helt sanseberuset. Den mulighed er der virkelig i Haven i Hune, og jeg bliver pludselig klar over, at jeg vist må "reloade", hvis jeg skal kunne "tage mere ind" og nyde ordentligt igennem. Det er jo for en "kjøwenhavner" ikke et sted, man lige kommer forbi hver, hver anden dag, og så vil man nødigt gå glip af noget. Vi sætter os derfor lidt og vegeterer - eller hvad det nu hedder- på nudansk, når man tømmer hjernen, finder helt ned i sine egne rødder og indfanger lidt af den universelle næring.
![]() |
| Trædebregne med en selvsået lille hornviol med "glimmer" af græs, hvis frø blinker i solen. |
Efter nogen tid opdager vi en svag klang fra bratsch, klaver og violin. Lydene vækker os og lokker os til, og vi finder en bænk skjult i en bakke lige foran "værkstedet", det jeg - hvis jeg ikke vidste bedre - ville kalde atelieret. Her er der lykkeligvis netop startet en koncert. At sidde omgivet af bede, der skråner opad og omringer os, fulde af levende, sitrende, frodige beplantninger, at mærke al den varme og bevægende mildhed, er en ren lise for sjælen. Besøgende fra haven myldrer langsomt til, men vi ænser det næsten ikke. Sidder bare og sidder - midt i en hel masse nydelse.
IAGTTAGELSE OG GENKENDELSE
Når man sådan sidder stille i længere tid ad gangen, og ellers går stille rundt, mens man lytter, lægger man pludselig mærke til ting, der måske ellers var gået forbi éns opmærksomhed. Musik kan virkelig gøre noget helt exceptionelt for ens sansesystem. Detaljerne står klart for øjet, farverne brænder sig fast på nethinden, og formerne bliver lettere genkendt i forskellig variation. Når man et øjeblik bliver fascineret af fx terracottafarven, finder man den alle vegne. Eller betages man af de efeubevoksede træer og hushjørner, glider blikket pludselig rundt af sig selv og opdager flere og flere. Lidt som når man er nygravid og pludselig ser barnevogne og babyer alle vegne. Eller har købt ny bil, så dukker netop dét mærke, der nu står i indkørslen, også konstant op på gader og stræder. Sådan må vores hjerner og sanser være indrettet. Ret så smart, går jeg og tænker. Måske er det en reminiscens fra dengang, for nogle millioner år siden, da vi var samlere og jægere og familiens overlevelse beroede på, at vi kunne nedlægge nok duer eller kaniner, finde nok nødder, rødder, bær og helbredende urter.
![]()
TRYGHEDDer er mange kuperede bede, der omgiver stierne. Og det har en særlig grund. Som det vil være mange bekendt, blev der i sin tid, da haven blev anlagt, kørt vognlæs på vognlæs jord på, så planterne kunne trives. Det gør, at haven har utroligt mange niveauer. Ikke alene kan vi gå og føle os næsten "forsvundne" nede på stierne med lianlignende, hængende planter dinglende ned fra både træer og buer. Vi oplever os også omgivet af ro og natur. Næsten som - men bedre end - en kyse, et sjal, et varmt skind, der er trukket omkring os og giver læ, varme, ro og tryghed. Guf for folk, der sanser primært med deres følelser. Guf for et fortravlet menneske, guf for vores hjerner, der på det ubevidste plan stadig tror, at en sabeltiger eller en Tyrannosaurus Rex kan finde på at overfalde os på savannen. Nej, her er tryghed. Her er virkelig fred og ingen fare.
NY VINKLING
I hjørnerne af mange af haverummene er der etableret plateauer, hvor man kan kravle op og sætte sig og nyde haverummet fra en helt anden vinkel. Det gør også noget ved vores måde at sanse haven på. At løfte sig - at få nye vinkler på alt det, vi netop har gået og fundet som det optimale, viser os på et andet plan, at verden er multidimensionel, og at det altid vil give nye oplevelser at se den (eller alt muligt) fra nye sider - andre end dem, vi "plejer".
Alene det faktum gør, at Haven i Hune aldrig bliver helt den samme oplevelse - end ikke for de personer, der betræder stierne til daglig året rundt. Det er ligesom vores egne haver, der hele tiden byder på noget nyt. At Haven i Hune nu er blevet "udstyret" med en landskabsarkitekt og dekoratør, hvis fornemmeste opgave er at skabe liv og forandring, så alligevel det trygge i det genkendelige bliver fastholdt, det gør blot, at vi kan glæde os mangefold til at besøge haven den næste perlerække af år frem i tiden. Stadig med skærpede sanser og nye vinkler, og den intense, vibrerende, livfulde, smukke ånd, der altid vil hvile over haven.
ET FREDFYLDT GÅRDRUM
.jpg "pilehegn")
.jpg)
