TEMA: TRÆERDet siges, at "der er mere mellem himmel og jord", og det tror jeg på. Med rødderne begravet dybt i jordklodens muldlag, og armene rakt langt, langt op i himmelrummet, er træer noget af det allermest magiske, underfulde og bæredygtige der findes.
TEKST OG FOTO: MARIANNE
I en postmoderne verden fuld af bits og bites, klik og streaming, photoshop og apps - og alt, hvad den teknologiske verden nu ellers byder på af fristelser og ting vi skal sætte os ind i, er det rart at tænke på at noget er som det altid har været. Træer, f.eks.
Et træ er og bliver et træ. Det har et rodnet, der ofte er lige så stort som selve kronen. Det pumper i højsæsonen adskillige tusinde liter vand op i alle cellerne i minuttet, og det står, hvor det står, som en levende kalender, der viser os årets gang - fra knopsætning og løvspring over frugtsætning og løvfald til forrådnelse og død - indtil ny spiring og mangfoldiggørelse fortsætter i nye, små afkom.
At sætte sig under et træ en sommerhed dag med ryggen op ad stammen og kigge op i kronen med bladene, der hænger dér som en flimrende paraply mellem sig og himmelrummet, er noget, der kan få den mest fragmenterede, forvirrede og forblæste sjæl til at falde helt til ro.
At stille sig op ad et træ med maven lagt helt op ad stammen og brede sin favn rundt omkring den, så langt armene rækker. At hvile kinden mod barken. At stå der og mærke og mærke og favne og favne. Det giver en helt unik mulighed for at åbne sine sansers porte og mærke den enorme, smukke og unikke energi træet indeholder. Hvis du mærker efter, så bliver du omfavnet i ordets egentlige forstand. Rummet, favnet, elsket - holdt om og af. Jo, det er ganske vist. Og ja, jeg ved det godt - nu begynder jeg igen på det der hippieagtige, og nej, jeg har ikke røget en stråhat. Jeg siger det blot fordi jeg ved det. Fordi jeg gør det så ofte det er muligt, og fordi mit hjerte henter uanede kræfter og overskud netop fra det træ, jeg sidst favnede. Uanset hvor og hvilket.
Indianerne og inkaerne kunne sidde i dagevis med hele kroppen omkring deres udvalgte træ og favne og favne, hente energi og blive ladet op. Med den viden gik jeg en dag ned i skoven og ville favne mit første træ (siden jeg var barn). Men der skal virkelig en udtalt evne til at gå ind i sig selv og lukke alt (også forbipasserende naboer, andre fra kontaktforældregruppen, danseskolen eller roklubben) ude og bare favne. Det er egentlig ikke fordi jeg er bange for at virke tosset, for det ved jeg godt, jeg er. Men jeg kan simpelthen ikke bevare koncentrationen. Derfor har jeg valgt at gøre det, når jeg er alene - på skæve tidspunkter under "Vild med dans", "Blomsterberg" eller andet i TV - eller fx før folk har fået morgensutterne på og sat kaffen over.
MIT BARNDOMS TRÆ
Uvist af hvilken grund tilbragte jeg nemlig rigtig meget af min barndom oppe i et træ. Vi havde en kæmpestor nordmannsgran stående. Sådan én, hvor man kan løfte en af de nederste grene op og så gå (jeg var 5-6 år) ind i. Derinde havde jeg ståhøjde, og jeg boede i en hule ved træets fod. Der var gamle tæpper og dukker med mos i ørerne, og der var kiks, der var blevet bløde.
Nu er det sådan med grantræer, at deres grene danner en slags vindeltrappe op mod toppen. Den "trappe" kravlede jeg så, da jeg blev stor nok til dét, op ad. Jo ældre jeg blev, desto højere op kravlede jeg. Jeg blev så bekendt med udsigten, at jeg kunne registrere, hvornår hornuglen i mit gyngetræ var vågen og hvornår den ikke var, skønt den sad med ryggen til. Jeg kendte hver en plet på vores grund og fulgte med lyngen, blåbærrenes og tyttebærenes blomstring, øjnede nye "efterladenskaber" på stierne fra dåernes besøg i skumringen, og andre små spor fra naturens daglige liv.
Den vindeltrappe jeg besteg hver dag havde efterhånden ingen grene, der rev mere, og den var slidt glat og farbar, nem at forcere både opad og ned ad på et øjeblik - datidens parkour.
Da jeg én eller anden dag - jeg ved egentlig ikke hvad der gik af mig, men børn er jo små "forskere", der afprøver de mest åndssvage, eller lad os sige utænkelige ting - fandt på at kravle den anden vej rundt om stammen, skete der ting og sager.
STRANDET
Det var én af de perioder, hvor min far var hjemme, og han og min mor sad ved morgenkaffen og nød naturen og stilheden. Jeg siger det, fordi jeg selv så det fra toppen af min elskede gran. Til min store overraskelse var der stort set, men ikke helt, den samme udsigt selvom jeg var kravlet den modsatte vej rundt. Den sad jeg så og nød, indtil jeg pludselig fik lyst til at kravle ned igen. Formentlig for at dele nydelsen med mine forældre. Så var fanden løs. Jeg kunne på ingen måde bevæge mig bare fra den gren jeg sad på, til den under mig. Jeg forsøgte ved at vende mig rundt på maven og række fødderne bagud. Jeg strakte det ene ben ekstra langt. Jeg prøvede omveje, så jeg kom om og fandt den vindeltrappe, jeg var vant til. Men nej, ingenting hjalp! Jeg kunne IKKE komme ned. Det havde jeg aldrig prøvet før.
Så gjorde jeg noget, jeg hverken før eller siden har gjort i mit liv: Skreg på min far efter hjælp! Desperationen i min stemme må have været tydelig, for ud gennem granens grene ser jeg min fars kaffekop flyve ud over campingbordet med kaffen sjaske ned i lyngen og havestolen vælte bagud, mens han i vandret syvspring er henne ved træets indgang. Han råber søgende efter mig for at lokalisere mig, og jeg opdager, hvor uvant det er at se ned fra denne nye position oppe fra træet. Bliver svimmel og utilpas, hvilket jeg heller aldrig har oplevet før, og med vanlig, teatralsk tilgang til mit livs tilskikkelser gør mig rede til at leve resten af mine dage oppe i et grantræ. Jeg begynder - kan jeg huske - at overveje, hvordan man kan sove på en gren, om jeg kan få mad hejst derop og slige anordninger.
VIGTIG LÆRE
Min far får dog beroliget mig, og på mirakuløs vis skaber han en tiltro til, at jeg evner selv at komme ned. Jeg tror han meget hurtigt får indset, at han umuligt kan komme ind mellem grenene og kravle op i træet og hente mig, så den eneste måde jeg kan komme ned på, er ved egen kraft. Ergo er det altså min egen tro på, at jeg kan, der kan få mig ned. Ikke andet!
Og her er det, at min far gør mig mit livs største tjeneste. For ned kommer jeg. Og kun i kraft af, at han får indgydet mig så stor tro på, at hvis jeg liiige strækker mig lidt længere, hvis jeg lige drejer mit håndled, rykker min fod, stemmer fra dér og giver slip dér, så når jeg grenen nedenunder mig. Som sagt, som troet på, så gjort. Kognitiv terapi, når den er bedst.
Og det går så godt! Jublen gør sig klar til at stige, men i det øjeblik, da jeg kommer til sidste gren og deroppe fra, hvor jeg står, øjner min far nogle meter neden under mig, er jeg klar til at give op. Jeg er udmattet og forrevet, og min far er så langt væk nede, at jeg ikke kan forestille mig, at jeg nogensinde kan dufte hans Old Spice og hans shetlandssweater igen.
Her er det, at han gelejder mig ned at sidde på grenen. Og nu kommer det sted, hvor du skal høre trommehvirvlerne for dit indre øre. Jeg skal hoppe, springe, lade mig falde - eller hvad jeg nu vælger - det sidste stykke ned i hans favn. "Jeg griber dig" svor han. Efter et sekund, der varede en evighed, besluttede jeg mig. Og det gjorde han så. Den ultimative tro på, at nogen er der, når jeg har brug for hjælp blev etableret.
Det er nok unødvendigt at sige, at jeg i denne erindring har kunnet finde megen visdom, både om mig selv, om mennesker generelt, og især om den psykologi, der handler om at have tillid. Og at skabe tillid. Helt grundlæggende. Især til én selv - men også til, at der er nogen, når man har mest brug for det. Tillid til, at jeg kan "lande på mine fødder" igen, selvom jeg har været "ude af balance".
Og hvad har den erindring så egentlig med min historie at gøre om, at træer omfavner én, giver én energi og heler et tungt hjerte? Ja, for en gangs skyld står det mig ikke helt klart. Men med tiden har jeg også lært, at det ikke er ALT man skal forstå med sin forstand, det er nok at forstå med hjertet. Og det er ok, blot bare at mærke at det virker. At det føles rigtigt.Om det gør for dig, det vælger du selv. Det hele handler om, hvorvidt du tror på det.
