Quantcast
Channel: HAVEFOLKET
Viewing all 1793 articles
Browse latest View live

KYLLINGEKEBAB PÅ SPYD

$
0
0
WEEKENDMAD

"Sæt kebab på pind, og ungerne spiser det." Sådan lyder opfordringen fra Jane Faerber i dag. "Det er næsten en universel lov, når vi har med børn at gøre. Her er pindene dog lige så meget med til at sætte en stemning, som passer med de eksotiske smage i maden." 
Lav i dag mad med Jane & HAVEFOLKET.

TEKST: JANE FAERBER
FOTO:  COLUMBUS LETH


kyllingekebab på spyd


4 PERSONER

INGREDIENSER

ca. 600 g kyllingefilet
2 spsk ketchup
1 spsk tamari (glutenfri soja)
1 fed hvidløg
2 tsk friskrevet ingefær
1 lille håndfuld bredbladet persille
12 træspyd

TILBEHØR

Søde kartoffelfritter
Gulerodshummus
Grøntssagsstave af fx agurk, gulerod og rød peber


SÅDAN GØR DU

Skær kyllingekødet i mindre stykker, og kom det og alle de øvrige ingredienser i foodprocessoren. Kør, til du har en ensartet fars. Hvis du køber færdighakket kyllingekød, kan du selvfølgelig springe dette punkt over og bare røre farsen med de øvrige ingredienser.

Form farsen til små kebablignende spyd rundt om træspyddene.

Opvarm ovnen til 200 grader. Læg kyllingespyddene på en bageplade med bagepapir, og steg dem i ovnen i ca. 15-20 minutter, til de er gennemstegte.

Server med søde kartoffelfritter, grøntsagsstave og gulerodshummus.


Opskriften - og mange andre gode opskrifter for børn fra Jane Faerber - finder du i bogen 'Madglad - lær dit barn at elske rigtig mad' fra Politikens forlag

TITELMADGLAD
FORFATTER: Jane Faerber
FOTOS: Columbus Leth
UDGIVELSE: April 2016
SIDER: 248
SPROG: Dansk

MIDSOMMERHAVEN

$
0
0
HAVEDAGBOG

Midsommeren er over os. Og haven er mere frodig end måske noget andet tidspunkt på året. De fleste hække står endnu uklippede pga. fuglereder! Kun den ene, du kan skimte på billedet her, har vi vovet at klippe til.



TEKST & FOTO: LONE 



Skt. Hans er lige passeret, og dagene er det længste, de nogensinde er her i landet. Er du oppe om natten, kan du også glædes over det skønne sommerlys, vi har her i Norden. Passerer jeg vinduerne midt om natten på vej til et barn i den anden ende af huset, så tager jeg mig selv i at stoppe op og nyde nattens have og solsortens sang.

Billederne her er taget i morgendisen. Masser af regn har vi fået, og varmen hænger tungt over haven. Der er stille derude. Fuglene synger lidt, og enkelte insekter er i gang, men der er slet ikke den samme summen, som når solen står højt.

Bedet her er havens længste. Det er vist noget med 25 meter langt og brydes kun af et par stier på tværs og en trappe ved midten. Øverst får stauder og græsser lov til at vælte ud over græsplænen. I bunden holder buksbomhækken på planterne. Så længe den kan.

Bedet er fyldt med favoritter i nuancer fra lys gult over lilla og pink til bordeaux. Også blå kan man finde her, men de synger nu på sidste vers. Blå hører i vores have forsommeren til.

Den lille matrem herover er fra tanten (red., Jytte alias Tante Grøn). Den er vidunderlige til de grøftekantsagtige buketter og i kombination med løvehalen, som er en af mine klare favoritter i haven - året rundt.


Stjerneskærmen er ny - men bestemt kommet for at blive.



Denne hjortetrøst ligeså. Købt i Holland sidste sommer, og jeg glæder mig til udspring i sensommeren. Ved siden af den står staudesalvien lige nu med sine dybtlilla blomster.



Løvefod kan man ikke undvære. Heller ikke selvom den lægger sig i regnvejr. Nu kunne jeg, som Anne Just, gå ud med stokken og løfte regnen af den. Men tiden er ikke til det. 

En sand glæde: Klematisen her har i år endelig fået rigtig fat. Det bliver et flot syn!

Og så en foræring fra en veninde. Så ikke helt fidusen i dem i starten, men nu er jeg faldet for dem. De er også kommet for at blive!

Endnu en foræring - frø fra Claus Dalby. Sender ham en kærlig tanke hvert år på denne tid. Valmuefornøjelsen er kort men stor, mens de blomstrer. Også kapslerne er skønne!






Staudebedet er på mange måder en samling af minder. Planter fået af venner og familie, købt ved havebesøg i ind og udland og passet gennem mange år efterhånden. Der er rigtig mange grunde til at holde af at have staudebede! Jeg kan slet ikke leve et haveliv uden. 

HAVEFOLKETS USA

$
0
0
 HAVEREPORTAGER

Så skal vi på sidste tur i vores store havereportage-serie. I dag skal vi længere væk end de to forgangne udflugter. Vi skal nemlig over Nordatlanten.  

TEKST & FOTO: HAVEFOLKET 


De kan noget over there, derovre i det store USA. Særligt imponerende er byen New York, som mange af vores besøg i dag også vil præges af. Fra kæmpemæssige parker til de helt små walled gardens er der masser af interessante ting at finde.
De virkeligt imponerende plantesammensætninger af Piet Oudolf, både ved The Highline og The Gardens of Remembrance, er noget af det, du har mulighed for at blive inspireret af i dag. Alle afskygninger af elementer der både er overraskende såvel som kunstneriske, får du tillige rig mulighed for at opleve. Det bliver stort og ikke mindst farverigt. I dag går vi som nævnt ombord i sidste del af vores havereportage-serie om HAVEFOLKETS USA.
God fornøjelse, og lad os så komme i gang.


THE HIGHLINE - EN OASE I NYC
En godsbane i det centrale Manhattan blev nedlagt tilbage i 1980 og er nu - godt 30 år senere - et inspirerende, nytænkt og rekreativt område, som byens borgere har taget til sig som deres eget haverum. Her snakkes, spises, festes, slappes af, underholdes og sågar soppes!
EFTERÅRSSTEMNING PÅ THE HIGHLINE
Vi har tidligere været på vandring gennem The Highline i New York. Har du lyst til endnu en slentretur, så følg med her, hvor efteråret er nået til den skønne oase.

BYRUM I NEW YORKS MANHATTAN
På en tur til New York stødte jeg på dette haverum klemt inde mellem to karreer. Et lækkert anlæg midt i den pulserende by, og det blev i den grad benyttet af byens beboere i arbejdspauser, på vej til og fra, til en hyggesnak mv. Tag med et lille smut til storbyen.

PALEY PARK, NYC
Vi har før været i New York City. Denne gang besøger vi en lille lommehave i Midtown, Manhattan.
Udenfor buldrer byen afsted, men vi bemærker det ikke. I lommen af tre høje husmure ligger den lille park, og i samme øjeblik, vi træder ind i haverummet, mærker vi en ganske særlig ro.
FRA BERLIN TIL NYC
Det var lige udenfor Paley Park i NYC, at jeg opdagede dette skønne rekreative område. En skøn lille plet, og så har kunsten på væggen en helt særlig historie.


SKULPTURHAVEN VED MOMA
The Abby Aldrich Rockefeller Sculpture Garden i NYC har været igennem flere forandringer over tiden, men fremstår i dag som en inspirerende skulpturhave og er ét ud af mange rum i det verdenskendte museum MoMA.

GARDENS OF REMEMBRANCE
Det er juli måned, og vi er på tur til New York - en storby der aldrig sover, og hvor der altid er noget, der lokker rundt om næste hjørne.


PUBLIC GARDEN I BOSTON
På en rejse til Boston, Massachusetts for at besøge den kommende amerikanske familie, blev der også tid til lidt sightseeing bl.a. i Public Garden i midten af Boston.


URBAN FARMING PÅ DEWEY SQUARE
Boston er godt i gang med et kæmpe projekt, hvor en central færdselsåre omlægges til en tunnel under byen, mens området over jorden omdannes til en grøn kile til glæde for byens borgere. 



KAN MAN PLANTE PLATANER OM SOMMEREN?

$
0
0
HAVEBREVKASSEN

Torben har skrevet til brevkassen, da han er i gang med at omlægge have og frygteligt gerne vil plante store plataner ved sin terrasse med det samme. Men går det mon an?

SVAR: MIMI HVASS, HAVEPANELET






FOTO / SITAS
Kære HAVEFOLKET

Vi har omlagt hele vores have og skal i gang med at plante. Vi vil vente med det meste til september/oktober, men vil frygteligt gerne have et par store plataner i jorden allerede nu, da de skal stå ved vores terrasse og give gårdhavestemning.

Vil det være muligt at give træerne gode betingelser til dette, hvis vi sørger for vanding henover sommeren?

Hører meget gerne jeres råd.

På forhånd tak.

Torben, Skanderborg

. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

Kære Torben.

Ja bestemt - du kan sagtens plante træer om sommeren, så længe planteskolen har klargjort træerne til sommerplantning. Det er det samme som med enhver anden potteplante.

Du skal sørge for at beskytte træets blade under transporten. Plant træet i gennemgravet jord, som er porøs. Til en platan bør der blandes lidt grus/sand i jorden. Det er vigtigt at vande træet regelmæssigt i løbet af hele vækstsæsonen. Det skal ikke være sjatvanding, men en gennemvanding ca. en gang om ugen. Vandmængden er afhængig af træets størrelse, men omkring 20 l pr. gang. Bliv ved, indtil bladene falder af i oktober. Til foråret skal du gøde, og der skal vandes i tørre perioder. Sørg endelig for, at der ikke er græs på rodzonen de første to-tre år efter plantningen i en radius på min. en halv meter fra stammen. 

Med venlig hilsen
Mimi Hvass




Har du, som læser med, erfaring med emnet og måske flere gode råd i forbindelse med dagens brevkassespørgsmål, så er du som altid meget velkommen til at skrive med via brug af kommentarfeltet. 




Vil du læse flere brevkassespørgsmål og -svar, kan du finde dem alle her.
Du kan også læse mere om HAVEFOLKETs havepanel og de eksperter, der står klar til at svare på dine spørgsmål. Find dem her.

ÅRETS GANG I FRILANDSMUSEETS HAVER - JUNI

$
0
0
SERIE: ÅRETS GANG I FRILANDSMUSEETS HAVER

Så blev det sommer! Og når havernes blomstring er ca. 3 uger for tidligt på den i år, har man mere end travlt, hvis man vil nå at  dokumentere noget af det, der sker. Belav dig derfor på en yderst tekst- og billedmættet reportage denne gang.

TEKST OG FOTO: MARIANNE






Sæt kaffe over, og skru op for noget hyggeligt musik i baggrunden. Her venter der dig mange billeder og mange fortællinger. Du kommer som sædvanlig til at følge udviklingen af de to haver ved hhv. hovedgården fra Fjellerup og enkesædet ved Stenstrup, som vi allerede har besøgt, og desuden i en have, som vi endnu ikke har set, vandmøllen fra Ellested.



Sjælefred i haven omkring vandmøllen fra Ellested på Fyn. 
Her er der nemlig en have, som jeg siden mine allertidligste besøg på Frilandsmuseet har elsket at opholde mig i. Ja nogle gange kunne min mor have svært ved at få mig med videre. Jeg ville bare sidde der mellem bregner og hække og lytte til vandets beroligende, flydende væren. Denne stemning indfinder sig igen, da Karl og jeg stepper ned ad alle trinnene til haven.

Jeg møder en vagt, der ivrigt fortæller mig, at der er demonstration af, hvordan de maler rugmel, og at jeg kan få et halvt kilo nymalet mel med mig, nu jeg er der. Det lyder tillokkende, og lille Karl, mit barnebarn på 3, og jeg nærmer os med stor interesse. Det er Møllernes Dag i hele Danmark, og derfor er der livlig aktivitet inde i møllen. Inden da lader Karl sig også betage af alle bregnerne og spørger, hvor de mon har stillet vandkanden, hvilket jeg desværre ikke kan hjælpe med.

Vi snakker med en kæmpemæssig hane, og så sidder vi ellers sammen og studerer vandspejlet i dammen over møllen. Iagttager skyernes vandring i overfladen, et enkelt blop og krusningerne ind mod bredden, hvor store gamle møllesten er lagt som trappe ned mod vandet.


Vi lader os også betage af hostaernes store rillede blade og de svulmende blomsterstande, der er på spring. Smart med disse buede afgrænsninger mellem græs og bed, men måske er det mest, fordi der er et stort antal besøgende? For det synes da besværligt at slå græsset, selv med le, med sådan en afgrænsning. Omvendt holder det bladene oppe på pæonerne, så blomsterhovederne ikke kommer til at hænge alt for tungt efter regn. Det er måske det, buerne er beregnet til?



Efter at vi har set os mætte på alt det håndlavede maskineri, og efter at jeg endnu en gang har studset over det morsomme das-hul i huset langs med trappen op til gårdspladsen, går vi ind i møllen. Her er vi heldige at støde på oldermanden, der ellers er meget travlt beskæftiget, men som tager sig god tid til os. Han fortæller en hel masse om, hvordan kornet sigtes og males, om løberen og liggeren, de to møllesten, der tilsammen knuser kernerne. Og så nævner han, at møllerlauget gerne optager nye medlemmer, og at det må jeg gerne skrive, for der er altid vældigt travlt i møllerne på disse møllerdage, hvor de formidler til de besøgende på Frilandsmuseet. Så er du interesseret, kan du læse mere om laugets opgaver samt henvende dig her.
 




Stenstruphuset - et prisværdigt stykke håndværk
Ingen have uden et hus, den spiller op mod, omkranser og pryder. Sådan er det også med haven og anlægget omkring enkesædet fra Stenstrup, om hvilket der er virkelig meget at fortælle, mere end vi her kan komme ind på. Betragt derfor dette som en smagsprøve på, hvor mange ting, der er at opleve, forstå, lære og indleve sig i.

Frilandsmuseet er et af verdens største og ældste frilandsmuseer, og det er en given sag, at alle husene på Frilandsmuseet hver især har været et tredimensionelt puslespil med mere end tusinde brikker, der alle skal passe sammen .


At pille et bedaget hundredårigt hus ned, nummerere det, opbevare det og derefter bygge det op igen, det er et både møjsommeligt og prisværdigt stykke arbejde, der sagtens kunne fortælles meget, meget mere om. Jeg husker tydeligt, at jeg som en lille skolepige fik opsnappet en af lærernes kommentarer en gang, jeg var på skoleudflugt. Den handlede netop om, at de jo havde pillet det hele ned og sat det sammen igen. Jeg husker, at jeg måtte sætte mig og fordøje oplysningen. Næsten ufatteligt og dog ærefrygtindgydende. Sådan har jeg det stadig - og med god grund. Huset fra Stenstrup blev faktisk allerede i 1938 overdraget til Frilandsmuseet.



Nu er det blevet genopført autentisk ned i mindste detalje, og huset fra Stenstrup er til og med blevet prisbelønnet af Københavns Tømmerlaug. Man burde lave en slags "spinn off" på den viden om originale byggemetoder med kurser og videndeling for interesserede i vinterhalvåret, hvor der jo for det meste er lukket på museet. Jeg tror, der er en del interesserede; jeg har i hvert fald iagttaget en vældig stor interesse særligt fra fædre, bedstefædre, unge mænd og andre, der med garanti har en tømmer- eller snedkerinteresse og måske også -uddannelse bag sig.


Selv er jeg mere boglig og har ingen håndværksmæssig uddannelse, men den håndværksmæssige snilde drager mig og giver mig en eller anden helt ubeskrivelig følelse af mening. Jeg fornemmer desuden en stærk trend mod alt, hvad der er autentisk, bæredygtigt og handler om tiden, hvor man var selvforsynende og i det hele taget tættere på naturen. Så der skulle være nok af "kunder i butikken", hvis produktet er til stede.




Stenstruphuset har på Frilandsmuseet en helt særlig funktion. Det er et sanse- og læringshus, et hus, hvor der er vand i vandposten og ild i ildstedet. Et hus, hvor du med tiden kan få lov til at prøve alkoverne og lave mad. Du kan dufte til alle urterne i det smukke dige langs haven og til de skønneste roser og samtidig se, hvad de hedder. Museet kunne med stor fordel, og så vidt det nu er muligt, udbrede ideen med navneskilte til alle haverne. Vi er jo trods alt en hel del haveinteresserede også blandt de turister, der kommer forbi. 


Herregårdens frodige køkkenhave
"På Fjellerup", som vi siger, når vi taler med hinanden ude på Frilandsmuseet, er der travlt. Endelig vokser det hele af egen kraft, fordi der er faldet så meget regn. Der luges igennem, for korianderen er sammen med tagetes faktisk kun sået for at holde kålfluerne borte. Nu står kålen og leger skjul under alle hjælpeplanterne, og så må havelauget jo rykke ud.



Mange potter med fremdrevne georginer skal også i jorden i dag, får jeg at vide. "I køkkenhaven?" spørger jeg, for der er da også andre prydblomster i køkkenhaven - man skulle kunne klippe smukke blomster til herregårdsfruen. "Nej, nej, ovre i prydhaven, hvor der jo opstår huller i bedene." Ok, så. Det kender man jo til som havemenneske, synes jeg, som pt er i gang med samme øvelse hjemme i privathaven. Der er nok at tage sig til. Dagliljerne, mandstroen og solbruden stråler om kap, og en campanula, som minder om ballonklokke, er også dominerende i bedet med en helt skøn lys violet-blå farve.



I prydhaven er der desuden helt styr på både græssets højde og på alle roserne, der jo skal deadheades, så blomstringen kan fortsætte.

Det er samme gartnermedhjælper, som jeg talte med i efteråret, og det er altså hyggeligt at snakke med nogle af alle de ansatte. Det forekommer mig, at alle - både de frivillige laug, sæsonarbejdere, vagter, gartnere og de øvrige ansatte - alle som én er utroligt glade for deres job. Flere har faktisk haveinteressen privat, selvom deres metier på Frilandsmuseet består i andre ting. Således formåede jeg at udveksle kontaktoplysninger med en vagt, der var meget interesseret i folklore og folkemindevidenskab især omkring urter. Jeg fumlede bare med mobilen, så hans nummer blev ikke gemt. Æv altså! Hermed en opfordring til, at du kontakter mig, hvis du læser med her.


Mange timer er fløjet af sted i dag, én af de sidste i juni. Ja, mange timer i det hele taget, for disse reportager bliver til af flere besøg. Nu har jeg fået adgangskort til haven, og kan dermed også besøge den uden for åbningstiderne. Det håber jeg inderligt vil give nogle fabelagtige billeder og forhåbentligt en kende kortere fortællinger.

Tak, fordi du fulgte denne måneds tur til ende. Vi ses i slutningen af juli, hvor jeg lover, at vi besøger andre af det 70 tdr. store områdes mange skønne landbo- og husmandshaver. 

Husk nu at tage penge med, hvis du selv lægger turen forbi med madkurv og bedstefar. For pr. 1. juli har regeringen vedtaget, at der skal betales entré. Den kan du betale både nede ved Brede Værk, som ligger lige op ad hovedgården fra Fjellerup, som vi jo følger i denne serie, og så selvfølgelig ved hovedindgangen på Kongevejen, hvor Stenstrup, det andet faste hus, ligger lige rundt om hjørnet.

ROSEMARY VEREY'S POTAGER

$
0
0
KØKKENHAVEN

Selvom jeg - hånden på havehjertet - blev lidt skuffet ved besøget i Rosemary Verey's potager, så vil jeg ikke snyde dig for at kig. For selvom haven virkede lidt forsømt, så er her stadigvæk inspiration at hente.



TEKST & FOTO: LONE




Vi har tidligere haft dig med på besøg i haven ved Barnsley House (har du misset besøget, så genfind det evt. her). Haven, som du vil huske som lidt pyntet og meget feminin, trækker samme stil ind i den lille potager. Lad os se nærmere på den.

Køkkenhaven er afgrænset mod resten af haven med et lille stengærde, kun afbrudt ved indgangen til køkkenhaven.

Billederne her er fra starten af september, og derfor er mange af afgrøderne høstet. Til gengæld kan man se struktur, buksbom og belægninger - hvis nu du skulle få lyst til at gøre den del efter.

Og buksbom var en favorit hos Rosemary Verey. Det er tydeligt også her i køkkenhaven.

Desværre plages haven af buksbomsvamp, så det er måske ikke mange år endnu, man vil kunne finde den stedsegrønne plante i haven.

Et andet kendetegn ved haven er de mange stativer både af pil og af jern. Særlig jernstativerne er dekorative. Også på dette tidspunkt af året, hvor alt er høstet, og de derfor står nøgne.

Langs muren, der vender mod prydhaven, er der et stort område med tidselkugle. De er ret flotte mod sandstensmuren.

De gule buksbom lyser op og tiltrækker opmærksomheden. Kommer vi tættere på, kan man også nyde synet af de formklippede taks.






En artikskok i forfald


En anden plante, som man næsten altid finder i Rosemary Verey's haveplaner, er lavendel. Her som hæk langs stierne.



Et fugleskræmsel holder skansen og passer på sensommerens måske sidste bær.

På vej ud af haven ser vi tilbage og får lidt mere overblik. Buksbom og lækre teglstier er det dominerende.

Den smukke stenmur, der omkranser haven, giver bestemt også karakter til haven. Den lokker til et ekstra kig igen. Jeg er vild med den! Også selvom der er lidt forfald og ukrudt hist og her.




Haven er en af dem, jeg en dag skal tilbage til. Bare fordi her er så super hyggeligt, og at man så også spiser eminent på stedet, er ikke uden betydning. Det er en god afslutning på en hyggelig havevandring! 

Hvis du så tænker, at denne have umuligt kan forsyne et hotelkøkken, så kan jeg berette, at der også er en stor køkkenhave, der ligger på åben mark længere væk fra prydhaven. Her produceres der på livet løs af alverdens grønne lækkerier.


Læs mere om Barnsley House i artiklerne:

BARNSLEY HOUSE
Haven ved Barnsley House er skabt af Rosemary Verey, én af Englands førstedamer inden for haveanlæg. Køkkenhaven er måske havens mest kendte element, men prydhaven er bestemt mindst ligeså interessant. Læs mere >>
SENSOMMERBUKETTER
Fra de store engelske haver kan vi hente massevis af inspiration til arbejdet med den private have. Men også til buketter er der fin inspiration at hente. Se her nogle stykker fanget på sensommerens havetur. Læs mere >>

TAG ET HVIL I DEN ENGELSKE HAVE
Vi har samlet en hel buket af inspiration fra de engelske haver. Se med, og find din yndlingsplads i det grønne. Læs mere >>

PÆNT GODDAG TIL EN NY SOMMERMÅNED

$
0
0
HAVEDAGBOG

Juni har været lidt af en blandet fornøjelse vejrmæssig set. Hedebølger efterfulgt af skybrud har gjort det en smule svært at komme i haven - i hvert fald på de tidpunkter, hvor man ellers lige havde planlagt det. Når det er sagt, så var juni da også ret skøn, og jeg klager såmænd ikke. I forhaven har der været særlig skønt, så skønt, at jeg synes, du skal med en tur. 

TEKST & FOTO: KARINA


Som du måske ved, så har vi gang i et stort byggeprojekt i baghaven. Vi har virkelig knoklet de dage, hvor vejret har været til det. Desværre har der, som jeg indledningsvis fortalte, også været mange dage med regn, hvilket har holdt projektet på standby.
Dog er vi kommet langt, og jeg vil tro, at det hele vil være mere eller mindre klar til "indflytning" og visning i næste uge - hvis vejret ellers holder. Meget mere om det, når tid er, og indtil da et smut til forhaven, hvor du i dag kommer helt tæt på planterne.



Vi kan jo starte her ved det lille springvand...



Her blomstrer den fine stjerneskærm i bedet med hosta og birk.



Nogle vil måske blive overraskede over, at jeg har lyserøde planter, da jeg før har været lidt fordømmende over for denne farve, men det har jeg altså, for i den rette sammenhæng kan jeg faktisk lide stort set alle farver.



En anden skønhed, som måske ikke gør det store væsen af sig, er snefrytle. Jeg er ret vild med det lidt grøftekant-agtige look, som planten tilfører bedet.



Fra bedene og videre til en klatreplante, som jeg har haft i rigtig mange år: den dejlige italienske skovranke. Selvom den vokser mig lidt over hovedet, og at den skal holdes i ave, har jeg svært ved at forestille mig min have uden den.



En plante, jeg heller ikke kan leve uden, er hortensia. Jeg har før haft sorten "Limelight", men den ville ikke rigtig finde sig til rette, og den eftertragtede lime-farve blev ikke helt, som den skulle. Nu har jeg i stedet erhvervet mig sorten "Annabelle". Den glæder jeg mig til at se udviklingen af.




En anden ny sag er de hvide høstfloks, som du ser her. Det var egentlig ikke planen, at jeg skulle have flere planter ind i forhaven, men da jeg var på plantecenteret efter den omtalte hortensia, blev jeg fristet.


Det var lidt fra forhaven, som bare lige nu er helt, som den skal være, og lad mig så tage dig med på et lille sneak peak i baghaven.



Ja, du kan jo se, at det roder lidt bag havemøblerne, men det er forhåbentligt snart et endt kapitel. 
Til venstre på billedet bag listerne, der var i vejen for kameraet lige her, kan du måske ane den nye pergola. Nu håber jeg blot, at jeg snart kan vise den - sådan helt rigtigt. 

ØKOLOGIENS HAVE I ODDER

$
0
0
HAVEREPORTAGER

Lige i udkanten af Odder ligger der en økologisk have - fra før det blev moderne. En have, hvor videndeling og fællesskab altid har været drivkraften, og nu ligger den der som den mest naturlige ting i verden og minder os om, at der gik noget og nogen forud for de byhaver, folkehaver og bugnende hylder i supermarkedet med Ø-mærkede varer, som vi i dag regner som en selvfølge.

TEKST & FOTO: HENRIK


F
or nogle år tilbage var stedet truet af konkurs og lukning. Heldigvis blev det afværget, og haven drives nu i en anden konstruktion. Men formålet har hele tiden været det samme: at vise og bevise, hvordan økologiske principper virker i praksis, og fungere som et levende laboratorium, hvor metoder til økologisk dyrkning og brug af jorden kan afprøves. Det er med andre ord et sted for pionerer. Men nu, hvor haven er blevet 20 år gammel, er den også modnet og veletableret og har lige så stor værdi i sig selv - som en stor, skøn, skøn have

Haven består af flere forskellige haverum, hver med sin egen karakter og sit eget formål. Herover ses et bud på, hvordan en helt almindelig parcelhushave kan gøres "nyttig" ved at indrette en del af den obligatoriske græsplæne som køkkenhave og stadig have plads til leg, terrasse og blomster




Et afsnit er dedikeret til formidling af biens liv. Her kan børn og voksne med en skøn blanding af gru og nysgerrighed få et kig ind i et bistades ellers lukkede verden og måske spotte bidronningen.



Et andet rum er helt vildt - forstået på den måde, at rummet repræsenterer forskellige naturtyper. Her er der umiddelbart meget inspiration af hente til sommerhushaver og haver, hvor man ønsker en mere på overfladen skødesløs og vedligeholdelsesfri beplantning og måske en blød overgang til den omliggende natur.




Mit personlige yndlingsrum er det, som mange kender som Seernes Have. Haven blev til foran DR's rullende kameraer under kyndig ledelse af havearkitekt Kjeld Slot. Seerne kunne sende planter ind, som så fik sin plads i de store staudebede foran de fine tvillinge-pavilloner. Hvor mange af de oprindelige planter, der har overlevet, ved jeg ikke. Men jeg synes, ideen er meget sympatisk. Nu fremstår haverummet fortættet, intimt og hyggeligt. I øvrigt også et bud på, hvordan en parcelhushave kunne gribes an. Det tomme rum bagerst i haven har desværre ikke overlevet - det er lidt ærgerligt.





























Urtehaven er stor og velordnet med hver urt tydeligt markeret med skilte og indrammet af lærketræsrammer. Bagerst ses et fuglehus - i flerfamilieudgave!



Et større åbent område er udlagt til frugt- og vinlund med sol og luft. Vin er jo en af de mest giftsprøjtede afgrøder i verden, så det at eksperimentere og få erfaring med økologisk drift er da virkelig noget, der batter.



Selv noget så ubetydeligt som en ært får passende respekt her på stedet. Ovenfor ser du havens samling af ærter. Så kan du ved selvsyn erfare, hvordan de enkelte sorter arter sig.



























Når man har været haven rundt, og det kan man sagtens bruge meget tid på, kan du puste ud og få frokost eller en forfriskning i cafeen ved indgangen. Her kan du også shoppe økologiske planter i det lille plantesalg. Haven er et uhøjtideligt sted, hvor børn og barnlige sjæle er meget velkomne, og der er plads til nyde din medbragte mad - det må man nemlig gerne. Og skulle alt det der have-noget ikke fange alles interesse, så kan man låne diverse spil i cafeen og hygge sig med dem i stedet. Så bare
kom, og tag familie og venner med.


Hvor:
Økologiens Have
Rørthvej 132, 8300 Odder
Web:

MIN HAVE ER MIT LIV

$
0
0
GÆSTEBLOGGER

De er altså ret ferme til det med haver i Sverige, og Catarina Persson er ikke nogen undtagelse. 
I dag skal du med en tur i hendes have, og du har virkelig noget at glæde dig til.
Vi er glade for at kunne lade ordet gå videre til Catarina, der vil dele nogle af sine skønne billeder og refleksioner med os, der bare ikke kan få nok af spændende haveinspiration.


INTRO: HAVEFOLKET 
TEKST & FOTO: CATARINA PERSSON


Jag bor allra längst ner i Sverige, i Trelleborg. Växtzon 1. Har en villaträdgård sedan 26 år tillbaka. När familjen flyttade hit var det bara leråker, så allt är gjort från grunden. Mitt intresse började lite smått, och jag planterade två fruktträd och en berså´.
Sen har det vuxit fram lite i taget. Efter flera år med sorg i familjen, vaknade kärleken för trädgård igen. Det blev som en famn, en trygghet. En glädje i stunden. År 2011 kände jag att det började bli roligt igen. Det var också då jag startade min trädgårdsblogg på Facebook, som heter Trädgårdsfröjd. Jag gjorde det mest som en dokumentation, och en manifestation över att jag hittat lite av frid i kroppen igen. Sorgen är kvar. Den är djup, men trädgården hjälper mig att bära den.


Frukosthörnan. Sol på morgonen. 

För varje år nu, så djupnar min passion och min glädje för att skapa och forma i detta levande forum. Jag har varje år gjort något större projekt, som plattläggning, skapat nya rum i trädgården och rivit upp delar av gräsmattan (Jag har kvar en fyrkant av gräs mitt i trädgården. De är viktig för att skapa lugn). Lagt singel (småsten). Nu känner jag att jag kan ägna mig mer och mer åt detaljer. Att flytta krukor, bygga spaljéer och annat som är kreativt och lustfyllt. Jag gillar hela processen, från grovarbete till finlir och gör så gott som allt själv.


Liguster på stam, daglilja. Framför svart bod "/ Finlands vita ros och vit grusnejlika på terassbordet/ Terrass. Silvernjurvinda och hakonegräd

Trädgården är indelad i flera rum, kanske 9 stycken. Eller 10. Där är bland annat en duschhörna, en frukosthörna, ett meditationsrum och en loungeplats. Rummen är avdelade med häckar, spaljéer, höga krukor med växter. Jag har till och med hängt upp ett draperi i år, för att dölja ”skräphörnan”.


En bänk av tre liggande krukor och gamla plankor. Zebragräs bakom.

Det gröna står som bas här. Mycket tydliga former. Rektanglar, cirklar och kvadrater. Liguster, buxbom, bambu. Grått, grönt, svart, vitt. Det är genomsyrar hela trädgården. Det finns inte så mycket blommor, men jag vill absolut att det ska finnas med. Det mjukar upp en trädgård. Precis som man kan skapa sköna kontraster genom att spela med bladfärger och former. Det kan ge en varierande trädgård det också. Runda hostablad mot smala höga gräs. Det är effektfullt. När det gäller blommor, så satsar jag mest på vitt, lime, cremefärgat, men också blekrosa och purpursvart. Det finns minsann många att välja på nu i planthandeln. Sätter mycket i stora krukor och urnor. Det ger också en spänning i trädgården.

Daggfunkia och Schneewittchen-rosor


En gång ut i trädgården. Cotoneaster på stam. Hosta. Bambu. Murgröna / Detalj på litet bord / En del av meditationsplatsen

Sen är det ju också väldigt härligt att leka med glasflaskor, fat, kuddar ,småbord och annat spännande material. Jag tar mig gärna lite loppisrundor eller besök hos skrothandlare. Där finns alltid bra saker som kan användas till bordsunderrede bland annat. Jag minglar runt, sätter mig, betraktar, flyttar, tänker, får nya idéer.


Loungeplats. Gjort av lecablock och gamla plankor. / Dusch- och badhörnan

Entré med en inomhus-aralia i kruka / Murgrön och Pipranka / Skräphörnan bakom draperi.

Jag brukar säga att trädgården är min lekstuga, min ateljé, min verkstad. Mitt blodomlopp, min andning. Mitt kloster, min hängmatta, mina vitaminer. Det har blivit en del av mig själv som jag inte kan vara utan. I trädgården är jag helt fri…


Vil du se mere fra Catarinas have, så snyd ikke dig selv for et kig på hendes fantastiske Instagram-profil, som er sprængfyldt med smukke fotos og dejlig inspiration. 

Ø HAVEN I AARHUS Ø

$
0
0
HAVEREPORTAGER

I disse år bliver der skabt en hel ny bydel i Aarhus. Som i mange andre byer er man i gang med at forvandle havneområdet fra containerhavn til boligområde. Mens det står på, er det en forunderlig blanding af dyre, mondæne lejligheder, byggepladser, murbrokker, en strandbar, tomme oplagsområder - og så en have! En have, der har fået plads, så længe alt dette står på. Velkommen til Ø-Haven.


TEKST & FOTO: HENRIK


Vi er faktisk helt ude i Aarhusbugten, for hele den tidligere containerhavn er en kunstig halvø bygget op af en næsten uendelig mængde beton. På trods af områdets størrelse, der rundt regnet svarer til størrelsen af hele Aarhus indre by, så blev havnen alligevel for lille til de store mængder gods, der skal læsses og losses, ligesom containerskibene blev for store til kajanlæggene. Så nu brydes der ned og bygges op. Det bliver stort. Så stort, at bydelen har fået sit eget postnummer: Aarhus Ø. På den yderste spids med udsigt til Mols og Risskov og med kæmpe kraner i baggrunden, ligger der nu en have, Ø-Haven. Eller rettere, en række haver, for der er tale om byhaver, hvor en række århusianere dyrker grønt og blomster i højbede af pallerammer.



Haven fungerer lidt ligesom en kolonihaveforening: Du bliver skrevet op til et "lod", og så kan du måske være heldig at få rådighed over sådan en lille plet jord. Det siger sig selv, at du nok ikke kommer til at stå på grønttorvet og veksle de afgrøder, der måtte komme op af den sparsomme jord, til tusindvis af kroner, men der kan hentes krydderurter, lidt salat, måske nogle ærter osv. Nogle vælger at bruge pladsen på sommerblomster i stedet, og det giver dejlige farveklatter til de lidt rå omgivelser.



Jeg skal ikke kunne sige, om beboerne i hvad, der er nogle af Aarhus' dyreste lejligheder er tilfredse med udsigten til disse byhaver. Palleramme-haven er i hvert fald en...kontrast. Det lidt primitive og ydmyge har et noget andet udtryk en al den beton, stål og glas, der kendetegner de omkringliggende bygninger. 



Haven er dog godt organiseret, og alle er gode til at holde sig inden for sin egen lille ramme. Der er fællesfaciliteter tilknyttet, så man kan låne lidt redskaber, og hvad man ellers kunne have brug for. Men ellers er den indrettet med små drivhuse, stativer til at lade planterne klatre i osv. Nogle dekorerer pallerammerne og giver dem et personligt præg. Alle lodder er i øvrigt mærket med navnet på ejeren.



Det, man høster, kan man tilberede i det fælles udekøkken med tilhørende "salat-bar" eller -væg i dette tilfælde. Skulle man producere flere grønsager, end man kan spise selv, er der i øvrigt lavet en overdækket væg, hvor man kan placere tingene til fri afbenyttelse. En rigtig fin tanke, for vi kender jo alle til, hvordan alt lige pludselig er modent og klart på én gang, og at man næsten ikke kan spise sig igennem det.






Der er også blevet plads til både bier og høns i haven. Begge dele er nok en god ide i forhold til bestøvning og gødning. Jord og vand gør det jo ikke alene. 




Vi er som sagt helt bogstaveligt på kanten. Der er intet overhovedet, der beskytter mod vind og salt fra havet, så det er egentlig utroligt, at det hele ser ud til at klare sig så godt, for det er virkelig på trods. Men selv om det ser lidt vejrbidt ud, er der god grokraft over det hele.



Ø-Haven er først og fremmest en god måde at udnytte et areal på, mens man venter på, hvad der kommer til at ligge der i stedet. For disse kvadratmetre er nok alligevel for dyre til at lov til at blive brugt så ekstensivt. Men det er jo også et eksempel på hvor lidt, der skal til, for at man kan dyrke have. Måske har du adgang til nogle kvadratmetre, hvor der også kan være en have? 

FISKARS'S NYE WATERWHEEL

$
0
0
HAVEFOLKET TESTER

Fiskars er sprunget ud med en ny vandingsserie, og vi har testet vandtromlen, som hos Fiskars hedder Waterwheel.
TEKST & FOTO: LONE









Den nye vandtromle Waterwheel fra Fiskars kan måske umiddelbart synes som en overflødighedsting for garvede haveejere, når man i forvejen har vandslange og alverdens vandingsaggregater, men det har her på matriklen vist sig, at den var en af de ting, som jeg ikke lige vidste, at jeg manglede. Og måske er den netop for mange havefolk bedst anvendelig som ad-on. Læs med herunder hvorfor.

Den lille tromle er konstrueret, så den er ganske handy. Den er let at tage i hånden og slæbe med rundt i haven, og så har man alt, hvad man skal bruge med sig på turen, for tilbehøret ligger ganske enkelt i låget af tromlen.

Rummet indeholder et lille jordspyd, forskellige hanekoblinger, så slangen kan tilpasses forskellige vandhaner, en sprøjtedyse samt en holder til at sætte sprøjtedysen fast i græs eller bed.



I tromlens bund er der en kort vandslange med mundstykke, som kan kobles til vandhanen eller en anden slange. Og så der selvfølgelig selve vandslangen på 15 meter, som sidder i tromlen.



Og hvad skal man så bruge jordspyddet til? Jo, når vandtromlen placeres på græs, kan man montere det lille jordspyd i bunden af tromlen og dermed fiksere tromlen på græsplænen, så den bliver stående, selvom man trækker slangen ud af tromlen. Fin løsning!

Hos os er tromlen taget i brug til vanding af køkkenhaven. Her er der en del kringelkroge og krukker rundt omkring, som gør, at det er lidt besværligt at trække vandslangen rundt. Slangen i vandtromlen er tyndere end en traditionel vandslange, hvilket gør den meget nemmere at håndtere. Det betyder dog også, at vandet ikke løber så stærkt, men til denne type vanding gør det for mig ingen forskel. Når det handler om at vande store krukker med en vandpistol, er det til gengæld en hæmsko, så til det formål kommer vandtromlen ikke i brug. Det har jeg simpelthen ikke tålmodighed til.


Fiskars har været så venlige at lave vandingsudstyret, så det kan kobles med stort set alle andre produkter ved at lægge de ekstra koblingshaner i som ekstraudstyr. Stor ros til dem! Til gengæld, så kunne jeg virkelig ønske mig, at der kom en vandingsserie, som farvemæssigt også fungerer i haven. Den orange gør måske, at produkterne er nemme at spotte i haven, men derudover gør farven ikke noget godt for min have. Orange elsker jeg på havens blomster - men ikke på udstyret!

Opfordringen er hermed givet videre til producenten. Skulle der være lyst til et designsamarbejde, siger de bare til - HAVEFOLKET hjælper gerne.

SÅ LANGT SÅ GODT

$
0
0
HAVENS ELEMENTER

Så er vi endeligt nået så langt med vores pergolabyggeri og med baghaven, at jeg godt vil være bekendt at vise det frem. 
Du skal dog vide, at der fortsat er nogle løse ender og en masse små detaljer, der skal ses til, men ser vi bort fra dem, er byggeriet så meget på plads, at man kan fornemme idéen.

TEKST & FOTO: KARINA

Pergolaen er bygget på vores hævede terrasse, som står på et cementunderlag. I dette har vi monteret de bjælker, som holder taget og væggene.



Da den hævede terrasse ikke gik helt hen til hegnet, og da vi ikke havde lyst til at støbe ud mod hegnet, lavede vi i stedet en fire meter lang bænk. Bag bænken har vi bygget hegnet en anelse højere, så vi dels får mere privatliv og dels har noget grønt at kigge på inde fra vinduerne.

Pergola set fra vest
Planterne på væggen er efeu. De har stået der i flere år og har nu mere plads at brede sig på.
Fordelen ved efeu er, at den ikke alene er hurtigtvoksende, men også stedsegrøn, hvilket vi vil nyde om vinteren.

Pergola set fra øst
Tagkonstruktionen er lavet sådan, at brædderne, som udgør taget, kan tages af, når de skal males. Det har vi gjort ganske enkelt ved at montere en masse små træstykker på hver side af brædderne, så de sidder i spænd.




Som sagt er der endnu en masse småting, der skal laves, men det har jo ikke afholdt mig fra at begynde at indrette med krukker.



Et par af lanterne har også fået plads og nydes om aftenen, når vejret ellers er til det.


Hele denne uge har vejret ikke været til noget som helst, og det har været lidt af en udfordring at finde et tidspunkt, hvor det ikke har regnet, så jeg kunne vise dig, hvor langt vi er nået. Det lykkedes heldigvis.
Så langt så godt - og giv os så lige et par solskinstimer, så vi kan komme videre...

VI ER I HAVEN

$
0
0
BØRN I HAVEN

Det er ferietid, og måske sidder du og læser med på din laptop eller tablet i en solseng under sydens sol. Måske holder du ligesom os bare en fridag derhjemme.

TEKST & FOTO: REDAKTIONEN 


Her på redaktioen er vi "gået i haven". Det betyder ikke, at du skal snydes for lidt godt i dag, for vi har nemlig fundet et par artikler frem fra arkivet, i dag artikler fra de fristende hylder i børnehøjde. Vi skal blandt andet kigge på to legehuse i forskellige stilarter, og så dykker vi også ned i en omgang lækker shopping til de mindste. Kaniner har vi også på dagens program, og når vi har gumlet lidt i kaninburet, kridter vi løbeskoene og leger tagfat efterfulgt af en omgang mudderkagebagning og vandpyttedans iført gummirøjsere, bare ben og Anders And-plaster på knæet.
Læs med, og bliv inspireret til leg og skønne sager til junior.


PLAYHOUSE
Inspireret af besøg i Danmark har spanske David Lamolla med danske rødder grundlagt en virksomhed, der tilbyder legehuse i moderne arkitektur.



HAR I KANIN?
Mon ikke alle med små børn har været stillet over for det inderlige ønske om at få en kanin. Og de er da også nuttede. Men hvordan lykkes man med at have kanin? Vi efterspørger i dag gode råd fra læserne.




LAD SANSERNE FÅ FRIT LØB
Vi elsker vores børn, og vi vil gerne passe på dem. Men nogle gange passer vi så meget på dem, at vi uforvarende kommer til at begrænse dem i deres udfoldelse - og det er faktisk ikke ret godt for dem. Her kommer forslag til en hel masse sanselig og også gerne vild leg i haven.

GAIAS HUS
Når man sætter en kreativ mor til at indrette legehuset, bliver der tænkt på sjove detaljer. Kig med, og bliv måske inspireret til jeres eget bØrnEhjøRnE.



KOM UD OG LEG
Det er ikke altid nemt at finde lækkert udendørs legetøj til de mindste, så nu har vi sat os selv på sagen. Se med her, for vi har fundet ti af den fine slags.






AFTENVANDRING I REGNVEJR

$
0
0
HAVEDAGBOG

Det danske vejr er jo noget omskifteligt, og jeg må indrømme, at jeg nyder min egen have allermest i varme og solskin, når det er sommer. Men en aftenvandring i regnvejr efter en varm solskinsdag er nu ikke så skidt endda.



TEKST & FOTO: LONE




Jeg har inviteret dig med inden for lågen flere gange tidligere, men oftest i morgen- eller aftensol. I dag skal vi prøve noget andet. Vi skal ud i regnvejr.

Mens du på billedet herover måske ser på en blå blomstrende skærmlilje og en sort havelåge, så falder mit blik straks på de tilgroede herregårdssten. Jeg er gået i gang med projekt fliserens, og det involverer masser af tid og en højtryksrenser med patiomundstykke! Det virker, men hold op, hvor er det en langsommelig proces. Stien her er jeg ikke kommet til endnu. Det bliver først på den anden side af sommerferien.

Lad os lige komme videre - ind på den anden side af lågen her.

Vi starter ud nede i bunden af haven, hvor man kan søge ly under de store kirsebærtræer. Desværre er kirsebærhøsten spoleret pga. alt for meget regn. Kirsebærrene hænger blot sprækkede på træerne og går til. Den sædvanlige kirsebærfest er aflyst. Til gengæld nyder fuglene de gode bær i træernes top, og det er dem vel undt.

I staudebedet bukker de høje græsser under for det kraftige regnvejr og hænger tungt ud over buksbomhækken. Her er det 'Karl Foester', der har lagt sig ned.

Herunder ses samme bed i højre side. Nu er vi i den øvre del af samme haveafsnit. Her er der også kig til en af de klippede kirsebærlaurbærhække og til den store guldpil, som efterhånden er 15-16 år gammel. I regnvejr søger mange fugle tilflugt til den - den er et af havens store aktiver for dyrelivet. 

Og så må vi lige se på en af de staudekombinationer, som jeg lige nu nyder mest. 

Kattehale, kongelys, virginsk ærenspris og middelhavsprydløg. Selv her i den lidt dunkle aften lyser disse bedet op. 

Den fine lyselilla ærenspris købte jeg sidste år på et havebesøg i Mien Ruys' have. Jeg mener, at denne hedder 'Lavendelturm'. 

Middelhavsløgene spreder sig villigt, og det er kun velkomment. Regndråberne løber stille ud af hovederne på dem.






Kan du mon fornemme regnvejret via billederne? Det håber jeg, at du kan. Der er altså bare en helt særlig stemning i en have, når det regner, og der ligesom er sat en dæmper på fuglenes pippen, mens man overalt kan høre vandet ramme planter og belægninger - og zinkbakkerne ikke mindst. 

I de år, hvor vi har rigtig mange dræbersnegle i haven, er ture som denne overhovedet ikke nogen nydelse. Men i år er det endnu ikke så slemt med snegle - og så har regnvejrshaveture pludselig værdi igen. Heldigvis.

BISPETORV I AARHUS

$
0
0
BYRUM

Belægninger kan være smukke. Store pladser kan være flotte og monumentale. Men nogle gange savner man bare noget grønt og noget mere liv. I Aarhus har de byttet en parkeringsplads ud med en ny grøn oase midt i byens centrum. Kom med og se, hvad der sker, når brosten veksles til græs og træer.


TEKST & FOTO: HENRIK


De fleste byer rundt om i verden har torve og pladser. Det har traditionelt været her, byens liv har udfoldet sig, når der blev handlet og festet, og når folk skulle hænges eller hyldes. Et meget levende sted. Nogle af disse pladser har mistet deres funktion eller er overgået til andre formål. Sådan en skæbne har Bispetorv i Aarhus haft. Fra at være en fornem plads spændt ud mellem domkirken, Aarhus Teater og andre fine bygninger, har den i mange år lidt den skæbne at skulle levere brosten til en parkeringsplads. Og en ikke særlig veludnyttet én af slagsen, selvom pladserne var meget eftertragtede. I festugen har bilerne været forvist for en kort bemærkning for at lade pladsen være centrum for de arrangementer og grillpølser, der nu hører festugen til. Men nu er bilerne væk, sådan helt permanent, og pladsen er ved at forvandles til en grøn lomme i byen.


Selve torvet er egentlig ikke så gammelt, som man kunne tro - det er fra 1921 og anlagt, hvor den gamle bispegård lå. Heraf navnet Bispetorv. Det er udformet på en lidt speciel måde for at optage stigningen i terrænet: mod syd er pladsen indrammet af en mur beklædt med travertin. På muren er monteret lygter i smedejern i tidens elegante stil. Det er langs denne kant, at det grønne nu har fået lov til at brede sig ud over brostenene.


Om det er for at bevare det gamle anlæg intakt, ved jeg ikke, men man har gjort sig store anstrengelser for at lægge sig oven på det eksisterende. Man har simpelthen bygget nogle store træterrasser eller ramper oven på brostenene og de store trapper, der førte fra byens niveau til pladsens niveau. De fleste steder er det lykkedes ret godt, men nogle af partierne har fået en lidt underlig hældning, som er for flad til, at man føler sig fristet til at sætte sig ned på "gulvet", og for stejl til, at de er behagelige at gå på. Men mødet mellem træfladerne og granittrinnene er ret godt løst.


Det grønne ligger som øer af græs og træer, der skvulper rundt i kanten af pladsen. På solskinsdage fungerer de som små plæner, hvor man kan nyde varmen fra solen eller lægge sig i skyggen i en af de små lunde. 

En risiko, der altid er med træbelægning, er, at den kan være glat, når den er våd. Specielt når der er hældning på. Med skilte rundt omkring er du advaret. I brostensbelægningen er der lagt spor af slebne sten i en mørk tone. Dels giver det en diskret opdeling af pladsen, dels styrer det lidt, hvordan man færdes her. De flade dele er noget nemmere at gå på og køre henover med kørestol eller barnevogn.


Det klæder kong Christian 10., at han har fået et bagtæppe af grønne trækroner. I det hele taget ser pladsen lidt mere indbydende ud nu, hvor grønne og levende elementer har fået sin del af pladsen. Træerne er forskellige sorter af bal. æble, pil og el.


De grønne øer er flere steder rammet ind at en bred trækant, der inviterer til, at man sætter sig og hviler lidt. Det er den store gevinst ved omdannelsen, at man nu har steder, hvor man bare kan sidde og betragte livet i byen, men i høj grad også sidde og udforske detaljer på domkirkens facade og ikke mindst teatrets facade, der er en kæmpe Find Holger-væg med alle mulige finurligheder, som man ikke opdager, hvis ikke man ser.


Om aftenen er den nye beplantning iscenesat med lys. Vi glemmer ofte i vores haver, at belysning kan give en helt ny dimension til vores beplantninger og arrangementer. Lyskilderne er her monteret på standere, og jeg synes egentlig, det er en fornuftig løsning - at montere direkte på træer kan nogle gange virke som et overgreb, specielt er kablingen ofte ret uskøn.


En lidt unødvendig detalje er de ryglæn, der er monteret på kanterne. Der er jo alligevel ikke ryg nok til, at de, der skulle have brug for et rygstød, kan bruge det til noget. Til gengæld giver det lidt raffinement til det, der jo slet og ret er terrassebeklædning, og armlæn kan være godt for gangbesværede, når de skal rejse sig op eller sætte sig ned.


Domkirken har også fået sin bænke-ø med et solitært træ. Er det ikke bare smukt med det grønne mod den gamle teglstensmur? Pladsen langs muren har gennem årene været et yndet tilholdssted for byens drankere og stofmisbrugere, og mange synes, det er et problem. Men lige præcis ved at gøre området attraktivt også for andre brugere, kan man undgå, at misbrugerne stikker så meget ud. Det er jo alle andre, der skal opdage, hvor fedt det er at sidde med kammeraterne dér i aftensolen. Grønt gør en forskel!


Ovenfor ser man tydeligt, hvordan pladsen er blevet bearbejdet ved at lade ramper og græs-øer flyde langs den gamle kant af pladsen. Det er altså ikke hele pladsen, der er fyldt op med det nye anlæg. En stor del er friholdt, så den fortsat kan bruges til diverse arrangementer.


Rådgiver:
Schønherr, landskabsarkitekt




HISTORIEN OM PINDSVINET

$
0
0
DYR I HAVEN

Jeg kan en historie om et pindsvin. En historie som er tragikomisk og sand, og som foregår her i min lille have. Historien begynder med et pælebor.  

TEKST & FOTO: KARINA


Det med pæleboret er måske en løjerlig start på en historie om et pindsvin, men det skete i de dage, hvor en ivrig haveentusiast skulle bygge en pergola. Haveentusiasten, det er mig, og som alle jo nok ved, så kræver det, inden man bygger en pergola, at man får boret sig et par huller i jorden. En nem opgave for en rutineret hul-borebisse.
Det var i 2014, historien udspillede sig, og den er én af dem, jeg ikke har delt med mange, måske fordi jeg endnu ikke helt er kommet mig over den. Hullet i jorden, som jeg havde fået boret ud med et pælebor, var et vældig fint hul. Så fint, at det måske var årsagen til, at det skulle tage nogen tid, inden det blev "be-pælet".
Hvor langt tid, der helt nøjagtig gik, før jeg fik taget mig sammen til at få klargjort den pæl, som skulle i jorden, ved jeg ikke, men en dag så skete det. Nu skulle det være, og som jeg stod der med pælen, kiggede jeg, egentligt blot ved et tilfælde, ned i hullet og syntes, at der var noget, som bevægede sig.



Og der var noget, der bevægende sig, hvilket ved nærmere eftersyn viste sig at være et pindsvin. Hvor længe mon det havde ligget der, og hvordan mon jeg skulle få det op? Efter chokket over, hvor tæt det stakkels pindsvin havde været på at få en grusom skæbne, hvis jeg blot havde baldret pælen derned, blev jeg grebet af en voldsom fortvivlelse. Hullet var jo både smalt og dybt, og der var kun plads til pindsvinet og meget lidt plads tilovers til mine hænder. En anden anledning til fortvivlelsen var, at sådan et pindsvin har det med at stikke, så at stoppe klør fem derned var ikke specielt tillokkende. Jeg fik derfor den fikse idé at grave en slags rampe, så frem med skovlen og i gang. Jeg forsøgte vitterlig at være forsigtig i denne auktion, men alligevel faldt der ved hvert spadestik jord ned i hovedet på det lille dyr. Rampeløsningen var en dårlig løsning, og nu havde jeg næsten fået pindsvinet levende begravet. Jeg måtte få det op, så på med handsken og så - tja, så ingenting. Jeg turde simpelthen ikke og blev, som du nok kan forstå, mere og mere desperat. Som jeg sad der, grådkvalt og fortvivlet, hørte jeg skridt ude på fortorvet. Her gik en mand forbi, og jeg tænkte, at han måtte komme mig og pindsvinet til undsætning. Venlig og modig som han var, gik han med mig ind i haven og møvede sig ned i et par handsker, men det gik ikke. Hans hænder var ganske enkelt for store til det smalle hul. Vi opgav og den modige mand fik lov at slippe.


Det endte så med, at jeg ringede til min mand, som sad på sit arbejde uvidende om den sindsoprivende historie, som udspillede sig hjemme i haven. Jeg fik overtalt ham til at komme hjem, og en halv time efter stod ikke blot én, men hele to pragteksemplarer af hvert køn og kiggede ned i hullet. Min mand var heller ikke specielt begejstret for at stikke hænderne ned til det mindst ligeså lidt begejstrede pindsvin. Det var nemlig blevet godt knottent, hvilket man godt kan forstå, når man tænker over, hvor lidt man selv ville bryde sig om at være overdynget med jord i et lille hul og med to dumme mennesker, der bare står der og glor hjælpeløst på én.

Indtil videre var der ikke rigtig noget der kørte for os herhjemme i den lille have, men så besluttede jeg mig for, at det skulle være nok, og det er her historien for mit vedkommende bliver endnu mere prekær at dele. Jeg tænkte nemlig, at jeg ville vinde mere mod, hvis jeg nu gik ind og tog mig en slurk af én af de stærke fra hjemmebaren, så det gjorde jeg. Sagen er bare den, at jeg virkelig ikke kan lide sådan nogle stærke drikke, så da jeg løb tilbage til haven, var munden stadig fyldt, da alt i min krop strittede imod at synke. Ned skulle det nok komme, tænkte jeg, men da jeg så stod bøjet over pindsvine-hullet og var klar til at synke ubehagelighederne, skete det, som kun kan ske for mig: Jeg fik tømt indholdet i min mund lige ned på pindsvinet. Hvad skulle det ikke ende med?



Min mand, som fik nok at al den ballade, jeg havde skabt, tog heltekappen på og fik hænderne, nogenlunde fejlbart og yndefuldt, ned om pindsvinet, der ytrede sin utilfredshed med en vældig masse grynt og fnys. Men det kom op, gudskelov, og lettere forpjusket listede det ind under en gruppe stauder, hvor det kunne komme sig oven på det hele.


Og hvad kan man så lære af det?
Jo, at man ikke skal lade smalle, dybe huller i haven stå blotlagte i så lang tid, som jeg gjorde.


Historien om pindsvinet slutter her, og så alligevel ikke, for selvom man skulle tro, at det aldrig ville vende tilbage i lyset efter alt, hvad der var sket, så kunne vi hilse på selvsamme pindsvin få dage efter strabadserne. Efterkommere som den, der har stået model til billederne til denne fortælling, møder vi også - og heller ikke de er bange for at komme i haven og hilse på både kat og mennesker. 


VIL DU SE MIN ... GENBRUGSSTATION?

$
0
0
HAVESNAK

For to år siden blev genbrugspladsen her i byen erstattet af en værdipark. Men navneforandringen var vel det mindste af forvandlingen - pladsen blev på nye arealer genåbnet som et sted, man rent faktisk har lyst til at besøge! 


TEKST & FOTO: LONE




Værdiparken Skanderborg er i følge miljøministeriet fremtidens genbrugsplads. Det 11.000 m2 store område er indrettet til at få endnu mere værdi ud af skraldet - derfor ordet værdipark. Tanken bag Værdiparken Skanderborg er, at brugerne skal opleve pladsen som et parkområde med anlæg og bygninger i høj kvalitet. Rammerne skal signalere, at dette er en sted, hvor det, man gør, har værdi - man gør en forskel! Affaldet sorteres her i så mange fragmenter, at ressourcerne i affaldet bliver i det økonomiske kredsløb og ikke blot kastes bort. Når man efter brug af anlægget kører ud igen, har man gjort sit til, at affaldet kan genbruges på bedste vis.

Bygningerne på stedet tager holdningen seriøst. De er enten bygget af genbrugsmaterialer eller af materialer, der kan genanvendes uden spild.

Renosyd har desuden fået hjælp fra brugerne til blandt andet design af skilte, som er med til at give hele parken et professionelt løft.


Parken er indrettet, så man hele tiden har containere og affaldspladser på sin højre hånd, mens der til venstre er udsyn til parkanlæg eller opholdsområder.



At de fleste containere er nedsænkede, øger også æstetikken og giver samtidig en god arbejdshøjde, når affaldet skal sorteres.



I opholdsområderne er der håndvaske i kombination med oversigtskort mv. Man føler sig godt hjulpet til at få en god oplevelse ud af turen til genbrugspladsen.


Området med aflæsning af haveaffald er også væsentligt forbedret i forhold til den gamle genbrugsplads.

Her er masser af plads til at bakke, og selvom der lørdag og søndag er travlhed på pladsen, så er der til forskel fra tidligere sjældent lang ventetid. 

Lige efter aflæsning af haveaffald er der mulighed for at hente kommunekompost. Transportbåndet her gør, at du kan læsse direkte ned i en trailer uden at skulle have fat i en skov. Det er super praktisk. Desværre er der meget ofte fejl i maskineriet, men når det en gang imellem virker, er det vældig tidsbesparende. Vi krydser fingre for, at de får brugt med udfordringerne.

Billederne her er fra starten af juni, hvor de store områder med geranium stod i fuldt flor, og blåaksene blomstrede. Det er faktisk rigtig fint.


Fine bænke til ophold er også en del af set-up'et. Jeg har aldrig set dem i brug, men de pynter jo i sig selv.

At der også er plantet i højden i form af høje træer, er bestemt yderligere et aktiv. Det er flot til de høje bygninger og giver pladsen karakter.

Værdiparken Skanderborg er blot den første i en række af værdiparker landet over. Måske har I også en i jeres kommune? Det kunne være spændende at høre, om konceptet er kommet længere ud.

UH, DET ER EN FLOT DIMS

$
0
0
HAVEGREJ

Det lyder nok nørdet og en smule tosset, men måske kender du det. Når små ting og detaljer, der egentlig er ret ubetydelige, bare gør én glad, fordi de er godt designet eller af et lækkert materiale - og især hvis de er begge.

TEKST & FOTO: KARINA






For nogle år siden fandt jeg efter en længere tids søgning den helt rigtige vandslange. Den har dog ikke været i brug før i år, hvilket skyldes, at jeg ikke ville have plastic-samlinger på den. Nu ved jeg ikke, om der er noget, der er gået min næse forbi, men de samlinger, jeg har set på markedet, har i hvert fald ikke været noget at råbe hurra for. Jeg har ikke noget imod plastic, men hvorfor i alverden skal alt vandingstilbehør have de farver, det har? Kunne det ikke bare være sort?

Jeg har aldrig fundet sorte samlinger til vandslanger, men det har heller ikke betydet noget, da jeg i lang tid allerede har vidst, hvilke samlinger jeg ville have.

I år har jeg endelig fået købt dem, og da jeg pakkede dem ud, var jeg lige så glad som en anden ville være for et smukt smykke. Mit smykke er af messing og har den dér helt rigtige vægt, så man bare kan mærke, at det er kram.

Da de var pakket ud, var det lige før, at jeg ikke kunne nænne at sætte dem på vandslangen, da de var så flotte og sagtens kunne blive liggende og pynte på spisebordet.


Faktisk var det lidt den samme historie, da vi sidste år modtog vores nye havetegl. Her måtte jeg også have en enkelt liggende, så jeg kunne studere den og nyde den.





Ja, jeg sagde jo, at det ville blive lidt nørdet, men er det ikke bare nogle flotte dimser?





Jeg bliver helt glad indeni over at se på dem, men sådan har vi vel alle vores små særheder. Har du det mon på samme måde med ét eller andet?

MAGELØSE MYRTER

$
0
0
PLANTEPORTRÆT

Myrten er den græske kærlighedsgudinde Afrodites blomst. Måske af samme årsag er den en yndet plante til brug i bryllupskranse- eller buketter. Og myrten er netop fra Middelhavslandene, hvor du måske har smagt den i sommerens likør.


TEKST & FOTO: LONE






Har du været på ferie på italienske Sardinien, så har du sikkert set de imponerende vilde myrter, der vokser på klippeskråningerne. I varmen blomstrer myrterne med hvide blomster og modner senere til mørke slåenlignende bær, der er ingrediens til den velsmagende specialitet mirto rosso. En mørk likør, der skal nydes isnende kold og efter min mening smager fantastisk. Der er også en hvid likør - mirto bianco, der laves på blomsterne. Begge brygges på myrten, Myrtus communis: almindelig myrte.

MYRTE
Myrtus communis

Myrten er et lille vintergrønt træ, der i naturen kan blive op til 4-5 meter. Bladene er små og læderagtige, placeret over for hinanden to og to på grenene. Blomsterne er hvide/gullige med mange og tydelige støvdragere. 

Myrte købes herhjemme ofte som stueplante, og hvis du har prøvet at have myrte indendøre, vil du vide, at det er en lidt besværlig plante. Den skal have masser af lys og tør luft, og den må for guds skyld ikke mangle vand. Gør den det, smider den bladene, og det kan være svært at få den i gang igen - indendøre altså.

Dyrker du i stedet myrten, som var den en citrusplante, dvs. ude om sommeren og køligt inde om vinteren, så er myrten helt anderledes nem!

Har du myrten ude i sommerperioden, vil du nemlig opleve, at den stortrives og vokser støt fra år til år. Den skal indenfor før den første frost, og så skal den altså overvintre lyst, tørt og køligt. Vandes lidt henover vinteren skal den også. Det er nemt at se, når den trænger til vand, for så hænger de yderste skud lidt. Mine får vand ca. hver 14. dag, og det holder dem flotte hele vinteren. Skulle de komme til at tørre lidt ud, så taber de bladene, men de kommer som oftest igen, når planterne igen kommer udenfor. Skulle nogle grene være gået helt ud, klipper jeg dem i bund, og så kommer der langsomt vækst, der tager over. 

Generelt er det godt at give myrterne en studsning i det tidligere forår. Vil du formere, er det i januar, du kan tage stiklinger og danne nye planter. Skal planterne pottes om, gøres det bedst i august. 


Jeg klipper disse kraftigt i facon hvert forår, og det betyder, at blomsterne udebliver. Målet er at holde kronerne små, mens stammerne langsomt tager til i tykkelse og bliver mere krogede. Myrter er en af de planter, jeg ville have svært ved at undvære i min have. Og det med den hyppige vanding: Er planterne udenfor, er de ikke nær så krævende. På almindelige danske sommerdage får mine kun vand 1-2 gange om ugen.

TILBAGE I VANDHAVEN

$
0
0
HAVEREPORTAGE 

Haveselskabets Have på Frederiksberg har altid rangeret højt på listen over mine favoritter, og blandt de mange haverum er jeg særlig glad for Vandhaven.
For at fange lidt sensommerstemninger derfra har jeg været en tur forbi med kameraet. 
Har du lyst, så kom med.  

TEKST & FOTO: KARINA 


Der er mange smukke haverum i Haveselskabets Have, men især Vandhaven kan noget ud over det sædvanlige. Dette skyldes for det første havens vigtigste element, vand, men også, at den føles intim i kraft af det omkransende murværk og de flotte pergolakonstruktioner. At der derudover står en del træer, og at stauderne er meget massivt grupperet, er også en af grundene til, at jeg synes, haven er noget særligt. Sammensætningen af elementer og planter tilfører haven den helt perfekte balance og virker derved også beroligende. At der suser biler forbi på den anden side af murene, bemærker man næsten ikke. Det er ret prisværdigt og også grunden til, at jeg mener, at Vandhaven er anlæggets - ja faktisk hele Frederiksbergs - ubestridt smukkeste oase.


Jeg har tidligere skrevet om Haveselskabets Have her på HAVEFOLKET. Reportagen finder du i vores online magasin fra 2014 med titlen Inspirerende haver. Kender du ikke til Haveselskabets Have på Frederiksberg, kan du læse mere herom ved at klikke på linket.



I dette indlæg befinder vi os udelukkende i Vandhaven tegnet af havearkitekt Eigil Kjær og senere moderniseret v. Jane Schul.



Som jeg indledningsvis fortalte, er vand udgangspunktet for haven. Dette opleves i form af vandbassiner, der er flot forbundne af små kanaler, som indrammes af lineære stenkanter.

I bassinerne risler det sagte fra små springvandspumper, ikke overdøvende men lige tilpas.

Jeg besøgte haven for få dage siden, altså i slutningen af juli, og blandt blomstringen finder vi den dejlige og i øvrigt utrolig taknemmelige pileurt, Persicaria amplexicaulis.



Hvilken sort, vi ser her, kan jeg desværre ikke være behjælpelig med, så skulle der sidde en plantekyndig og læse med derude, er man mere end velkommen til at hjælpe os i kommentarfeltet forneden. 



På billederne her er havens frodighed ikke til at tage fejl af.

Der er planter i alle lag, i bunden, i højden og midt imellem...



Kæmpestenbræk har jeg har tidligere haft i min egen have, men af uforklarlige årsager også forvist igen. Som jeg møder den her, genvinder den hurtigt mit hjerte.



Det samme gælder de dejlige dagliljer.



Uanset om de er orange, purpur, hvide eller gule, så er de bare så skønne og et must i sensommerhaven.



Hjortetaktræet kan være lidt af en plage, det ved jeg kun alt for godt, men at det er et utroligt smukt træ, kommer man altså ikke uden om. Defor bliver jeg også glad for at finde det her såvel som i andre haver, hvor ejerne har valgt at lade pragten overskygge træets tendens til at danne rodskud.



Finder man ikke sine plante-favoritter i Vandhaven, er der grobund for at få sig nogle nye. Inspirationerne står i kø, og får man ikke det hele med ved første visit, er et gensyn aldrig skuffende - i hvert fald ikke for mig.


HER ER VI
Haveselskabets Have 
v. Frederiksberg Have
Indgang fra Pile Allé
2000 Frederiksberg

Viewing all 1793 articles
Browse latest View live