Quantcast
Channel: HAVEFOLKET
Viewing all 1793 articles
Browse latest View live

EN EFTERMIDDAG MED LØVRIVEN

$
0
0
I HAVEN

Træer i haven er fantastisk. Så derfor er det med at finde rette mine frem, når der to eftermiddage om efteråret skal rives blade sammen. 

TEKST & FOTO: LONE






Små drys af visne efterårsblade kan tages med plæneklipperen, men hvis man, som i min have, har platantræer eller en kæmpe hængepil, så er det nu altså bedst at komme ud med løvriven. Bladmængderne fra disse træer er enorme, og de letter ikke bare pga. lidt stormvejr. De bliver liggende og fjerner plænens mulighed for tilgang til lys og luft.

Ved at fjerne bladene sikrer man, at plænen igen kan "ånde", og dermed minimeres risikoen for mos og bare pletter i plænen. Så jeg er ude med riven flere gange i løbet af efterår og tidlig vinter. Og når man først er i gang, er det faktisk hyggeligt havearbejde.


De visne blade rives sammen og smides ind under buske og træer, og nogle også på komposten. Den lokale genbrugsstation er også ind imellem aftager af de visne blade. Nogle gange bliver de bare pakket i poser til bagagerummet - og så af sted med dem.

Er jeg ude med riven en dag, hvor mængderne er begrænsede, og bladene blot skal i komposten eller under buske, så bruger jeg trillebøren, men er der rigtig mange, så bruger jeg andre midler.

For få år siden har jeg nemlig opdaget, at man kan få kæmpestore plastikposer - beregnet til industriens affald - og dem bruger jeg til opsamling af de visne blade, både bøgebladene om foråret og kirsebær-, pil- og plantanblade om efteråret. Det går super nemt, og tilfredsstillelsen er stor, når plænen er ryddet og efterårssolen igen kan lægge sig over plænen.

Inden længe er der kun få blade tilbage på havens træer, og de sidste får lov til stille at drysse ned og lægge et sidste efterårsskær over haven.





Læs også:

EFTERÅRSKRANS AF BØGEBLADE
Det er lige nu at bøgehække og -træer gløder i alverdens farver. Jeg har plukket blade til en krans.

PILENS HELBREDENDE VIRKNING 
Piletræet har i årtusinder været en del af menneskehedens faste følgesvend. Vi har hidtil set på, hvordan du kan dyrke det samt bruge det som materiale til at flette med. Nu skal vi kigge på dets helbredende evner, og så er det altså også gavnligt for en gartner!

DE STORE I KLASSEN 
De kan bare noget - de der træer. Og der er massevis af muligheder. Vi ser på, hvordan man bruger "de store i klassen" som en bevidst del af havens indretning.

KRANS AF HELICHRYSUM PETIOLARE

$
0
0
Helichrysum petiolareKRANSE

Her på kanten af vinteren er der nogle ting, jeg skal have klaret i haven. Ja, der er mange, men én af disse ting er at klippe mine helichrysum petiolare ned, inden frosten tager dem.

TEKST & FOTO: LENE






I foråret købte jeg vildt ind af småplanter af helichrysum petiolare. Jeg købte både stor- og småbladede, nogle med brogede blade samt nogle med miniblade. De blev plantet rundt omkring i krukkerne - enten alene eller sammen med hvide sommerblomster. Hvidt og gråt er så smukt sammen, og jeg har nydt krukkerne hele sommeren, når blomsterne har vældet ud over alle kanter.

De fleste af mine helichrysum petiolare er nu ved at se lidt triste ud, og da jeg skulle plante nyt i en krukke, måtte jeg ofre én af dem. Jeg nænnede dog ikke at smide den på komposten, men klippede de lange ranker af og bandt en tæt krans. Rankerne blev lagt i forlængelse af hinanden, og bundet sammen, til kransen havde en passende størrelse.

Helichrysum petiolare

Én af planterne har stået lidt beskyttet ved siden af det lille drivhus, og den ser ud som om det stadigvæk er højsommer, så den brugte jeg til at binde på til sidst.

Helichrysum petiolare

Jeg har brugt tynd, sølvfarvet ståltråd, da jeg synes den grønne vindseltråd er lidt for hidsig i farverne til den smukke, grågrønne helichrysum petiolare.

Helichrysum petiolare

Der kan blive til mange kranse og andre dekorationer af denne, og det er rart at have lidt på lager til den tilstundende højtid, hvor kransen kan pyntes med den årstids skønne pynt. Indtil videre skal kransen hænge udenfor, så den holder sig frisk længere. Nu skal jeg bare finde det rigtige tidspunkt, så jeg kan få pelset den, inden frosten tager den.

TIBETANSK KIRSEBÆR

$
0
0
PLANTEPORTRÆT

Ligesom birk, er barken på det tibetanske kirsebærtræ en sand fryd for øjet og en særlig glæde i vinterhaven. Lad os kigge nærmere på det skønne træ.  


TEKST & FOTO: KARINA






Foruden den rødglødende, næsten kobberagtige bark, er der faktisk mange gode grunde til at have den skønne tibetaner i haven. Træet er nemlig, eller i hvert fald ofte, flerstammet, hvilket giver en flot og skulpturel silhuet. 


Tibetansk kirsebær
TIBETANSK KIRSEBÆR
Prunus serrula 

Træet er løvfældende og bliver i Danmark 6-8 meter højt.

Bladene, som er elliptiske, har en mørk overside, hvor undersiden er mere friskgrøn. Høstfarverne er fra gul til orange. Blomsterne, som ses i maj, er hvide og ret diskrete. Bærrene små og mørke.

Træet er fuldt hårdfør, og trives bedst i sol til halvskygge i en let og porøs muldjord.

Tibetansk kirsebær





Den tibetanske kirsebær stammer fra Kina og Tibet, men du behøver nu ikke at skulle så langt væk for at se træet på tæt hold.

Tibetansk kirsebær

Her er vi i Tivolis parterrehave, hvor du på egen hånd kan komme og se dette flotte eksemplar.

Tibetansk kirsebær




FAKTA

NAVNPrunus serrula 
DANSK NAVN: Tibetansk kirsebær
LYSFORHOLD: Sol til halvskygge
HÅRDFØR: Fuld hårdfør
JORDBUND: Porøs muldjord
VÆKST: Opret med en overhængende vækst. Ofte er træet flerstammet.
STØRRELSE: 6 - 8 meter
BLOMSTRING: Maj
ANVENDELSE: Solitært eller i grupper

KØKKENHAVE HELE ÅRET

$
0
0
KØKKENHAVEN

Oktober er høsttid, også i køkkenhaven. Men kan man i virkeligheden hente grøntsager i egen have hele året? Det spurgte jeg Merete Juul Chang om.

TEKST & FOTO: BIRGITTE SVÆRKE PEDERSEN






Merete har haft køkkenhave i 40 år. Henover tiden er der kommet flere og flere grøntsager til, og i dag er hun selvforsynende. Hendes tilgang til køkkenhave er i høj grad baseret på hendes lange erfaring, men hun holder aldrig op med at eksperimentere og forbedre. Hendes største udfordring er at have friske grøntsager i marts-april. En udfordring hun stadig arbejder med, men det vender vi tilbage til.

Køkkenhave

Lige nu bugner køkkenhaven. Store mængder af forskellige kål, rodfrugter, porrer, bønner og hårdføre salater udgør grundlaget for vinterens spisekammer. De fleste grøntsager står i haven vinteren over. Tegner det til hård frost, får rodfrugter og porrer et lille tæppe af blade, grangrene eller lignende isolerende materiale omkring sig. Det er svært at hive en porre op, når den er frosset fast til jorden. Det gælder altså om at holde jorden omkring den frostfri. Ellers klarer den og rodfrugterne sig fint langt ind i vinteren. Tomater, meloner og agurker spiser Merete og hendes familie i sæsonen. Græskar så længe der er. Forskellige bønnesorter tørres, inden de bliver gemt væk.

Køkkenhave



Frisk salat består om vinteren især af forskellige cikorietyper. Frosten mildner deres let bitre smag, og blandet med for eksempel æbler og nødder, udgør de en dejlig vintersalat. De asiatiske kåltyper som kinakål, pak choi og tatsoi står under net og venter på at blive blandet i salatskålen. Måske sammen med salatsennep. De tåler alle let frost.

Køkkenhave

Bladbederne står her i oktober og lyser op i køkkenhaven. De får også lov at stå. Selvom de ikke bryder sig om frost, så overlever de og udgør en tidlig afgrøde i køkkenhaven til næste år. I oktober lægger Merete vinterstikløg og hvidløg. Den vilde fennikel klipper hun ned. I det tidlige forår pibler skuddene frem, og de giver et frisk tilskud til middagsbordet. Ærter sår hun løbende sæsonen igennem. Her i oktober står de som små skud. En god smagsgiver til salatskålen. Og det gælder netop om, at så løbende hele sæsonen igennem, af alle hurtigt voksende afgrøder. Altså grøntsager, som har en udviklingstid på maksimalt 8 uger.Små portioner af gangen, så der hele tiden er noget at tage af. Det gælder også om at tænke fremad, til marts-april når køkkenhaven er ved at være tom, og de nye afgrøder endnu ikke er kommet op. I år eksperimenterer Merete med at så ærter i november. Måske giver det tidlige ærteskud. Men en tur ud i naturen giver også et tilskud til middagsbordet i det tidlige forår. Til den tid pibler mælkebøtter, brændenælder og skvalderkål frem.

Køkkenhave


Der findes ingen sikker opskrift på at have køkkenhave hele året. Vejret og klimaet i lige din egn af landet spiller ind. Ét er dog sikkert. Du får langt mere køkkenhave ved at så løbende. Altså ingen stress med at så lange lige rækker i marts-april. Lad salaten gå i stok og sprede sine frø. Så pibler den frem til foråret. Hold i det hele taget lugejernet i et fast greb, og lad det kun gå til angreb på decideret ukrudt, som du ikke kan spise. Lad naturen hjælpe til, og kast dig ud i eksperimenter. Det koster kun et par frø, og lykkes det giver det langt mere glæde end frøene koster.


Du kan følge Meretes køkkenhave på bloggen "VILD MED HAVE" ved at følge dette link. Du kan også læse flere artikler fra Birgitte Sværke Pedersen her i magasinet:


PLANT MASSER AF BÆRBUSKE I SOMMERHUSHAVEN 
Det er naturligvis ikke forbeholdt sommerhusejere at plante masser af bærbuske i haven, men i sommerhushaven giver det ekstra god mening. Både fugle, bier og mennesker vil elske dig for det.


køkkenhaven i sommerhushaven
KØKKENHAVEN I SOMMERHUSET
Alle kan opleve køkkenhavens velsignelser i sommerhuset. Selv den som synes, at en sommerhushave udelukkende består af en græsplæne med nogle buske og træer. Der skal i virkeligheden en meget lille indsats til. Men pas på. Du kan hurtigt gå hen og blive bidt af din weekendkøkkenhave.


TØRKETÅLENDE PLANTER TIL SOMMERENS KRUKKE
Der kan være mange grunde til at vælge tørketålende planter til sommerens krukker. Også selvom du har tid til at vande hver dag. Men i sommerhuset er det oplagt at gå efter planter, der ikke kræver meget vand. 

ÆBLESALAT MED JOMFRU I DET GRØNNE

$
0
0
TEMA: HØST 

Når æblerne hober sig op, leder vi efter opskrifter for at undgå runkne æbler resten af året. Her er en hjemmekomponeret opskrift, som familien blev begejstret for.  Vi spiste den til dampet vildlaks marineret i honning, men den går også godt til kød og asiatisk mad. 

TEKST & FOTO: MARIANNE




Det er godt at have noget at bruge alle sine æbler til, og man kan måske godt gå hen og blive lidt træt af æblegrød, æblekage og æblechutney. Nu har vi fundet en salat med æbler, der bare siger spar to i menu-kasinospillet.

Æblesalat

Frem drager du skærebræt, kniv, viskestykke og skål. Fra haven eller fra køleskabet salat; her er der brugt romani også kaldet hjertesalat, men du kan sagtens anvende andre salattyper. Der må imidlertid godt være lidt crunch i biddet.

Æblesalat




TIL 4 PERSONER SKAL DU BRUGE:

  • 1-2 æbler, discovery, pink lady eller andre halvsyrlige søde æbler
  • Romanisalat eller babyleaf-salatblanding
  • Rødløg
  • Forårsløg
  • Persille
  • Valnødder
  • Et drys frø af jomfru i det grønne - vær varsom, det er en gennemtrængende smag
  • Olivenolie og æblebalsamico dryppet med let hånd

FØRST
Skyl alle grøntsagerne og slyng salaten godt. Riv den i mindre, mundrette bidder.
Finhak rødløg og persille og snit forårsløgene.
Hak valnødderne semifint.
Del æblerne med en æbledeler eller skær dem i både og udkern dem. Læg dem derefter i en skål med vand tilsat citron eller hvidvinseddike. Bare et par dryp i vandet, det modvirker iltning og dermed brunfarvning af æblestykkerne.

Hvis der er lang tid, til I sætter jer til bords, så kom alle grøntsagerne i hver sin lille plastpose eller boks og stil på køl. Lad æblerne blive liggende i skålen.

Æblesalat


LIGE FØR SERVERING
Tag alle grøntsagerne ud, dræn æblerne i et dørslag og læg dem i et rent viskestykke og dup let. Bland det hele sammen. Jeg bruger et fladt fad, så alle farvene fint kommer til deres ret. Desuden er det lidt nemmere at tage af salaten - fx med en kagespatel. Jeg har også for vane at tage lidt af pynten fra og så drapere den øverst på salaten til sidst. Her er det rødløg, persille, valnødder og 'jomfruerne' ikke at forglemme - som modsat, når de skal gennem døren til balsalen, skal på til allersidst. Lad være med at være alt for ødsel med de sorte små damer, de er stærke, særligt hvis de som her er nyhøstede.


SERVERINGSFORSLAG
Honningmarineret laks er meganem at lave. Et laksestykke uden ben. Flydende honning hen over. Kværn med salt og peber, drys med mandler eller som her valnødder. Sølvpapir over. I ovnen ved 225 grader. Vupti. Lækker sund og hurtig middagsret på de berømte 20 minutter.


VELBEKOMME!

BREVKASSE: NY PLANTE ØNSKES

$
0
0
BREVKASSEN

Susan har skrevet til brevkassen, da hun er på udkig efter noget helt særligt. En afløser til en nu fældet magnolie. Se billederne fra Susans have og hør Grethe Heides spændende forslag. Giv evt. dine egne besyv med, hvis du også har gode idéer til Susan.

SVAR: GRETHE HEIDE, HAVEPANELET
FOTO: SUSAN DURUP




Hej I skønne Havefolk

Skønt at ha´ fået muligheden med at stille spørgsmål, for jeg har nemlig et, som jeg rigtig gerne vil have hjælp til at finde svar på.

Vi har netop fjernet en stor magnolie, som i mange år har stået tæt op ad vores hus. Da den for mange år siden blev plantet, havde jeg ikke så meget haveinteresse som nu - og jeg havde ikke nogen ide om, at jeg ville komme til at synes den ville blive for stor og for "grøn". Den blev plantet med dén tanke, at den skulle dække nedløbsrøret ved huset, og med den "ofring", at den skulle klippes ned, så den ikke ville blive højere end vinduesrammen. I de mange år den har stået der, er den blevet studset flittigt - og den har vokset godt. Men efterhånden blev studsningerne så voldsomme, at der ikke kom flere blomster, og vores lille "magolie-bonsai" var blevet alt for stor. 

Huset set fra havesiden. Foran nedløbsrøret står den, nu fjernede, magnolie. 
Nu er den fjernet,og vi vil gerne plante noget andet i stedet - men hvad? Udfordringen med stedet er, at der til tider er ret fugtig jord. Nedløbsrøret løber i et betonrør, hvor vandet så synker fra på almindelig vis. Altså ikke nogen faskine eller afledning. Jeg ved, at det ville være godt for meget at få lavet én af de ting, men det er ikke aktuelt. Dage med meget regn står der også vand i bedet - men i meget tørre perioder er det super godt, da det sjældent tørrer helt ud. 

Bedet vender mod syd/øst, har sol fra tidlig morgen til sidst på eftermiddagen. Og så er der jo lunt - dér op ad huset.

Jeg er ret glad for hortensia, som vi også har mange andre af i forvejen. Vi har også tænkt på den dér nye minisommerfuglebusk, da vi gerne vil have sommerfuglene i haven - men den kender vi ikke, og kan ikke finde så meget info om den. (Før magnoliens tid stod der faktisk en sommerfuglebusk på dette sted, men den blev også alt for stor og blev flyttet.) Måske den er for lille, eller måske den slet ikke vil kunne lide den fugtige jord. Men måske I har andre gode ideer, som vi slet ikke har tænkt på?
Vi er helt klar over, at planter generelt ikke kan lide "våde fødder", men vi tager gerne chancen og prøver, hvis I kunne guide os til "bedste bud".

Stemningsbilleder fra haven, der viser havens stil og øvrige plantevalg.





Vores have beskrives vel bedst som frodig, romantisk, vild og "ubekymret", og uden gule og røde blomster.  I samme del af bedet står der en stor, gammel engelsk rose, og forskellige andre mindre stauder. Foran karnappen af huset står der primært pæoner, hortensia, violfrøstjerne, digitalis. Lidt for "grønt" efter min smag, efter pæonerne har afblomstret. Endnu en grund til at jeg gerne vil have noget der blomstrer i stedet for magnolien.

I øvrigt er nedløbsrøret blevet skiftet til en "pænere model" - så behovet for at dække den er ikke vigtigt længere.

Mange havehilsner fra 
Susan
. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 

Kære Susan

Jeg kan foreslå dig Hydrangea serrata  'Blue Bird', som bliver ca. 1,2 m høj og har blålige-rosa randblomster. Den får rød høstfarve.

Lidt mere neutral er Hydrangea paniculata  'Bobo' - en ny hortensia med hvide blomstertoppe, der ved afblomstring bliver rosa. Busken er 1-1,5 m høj. 

De blomstrer begge i juli-september og kan lide jordbunden som beskrevet, og de modsvarer fint hortensia på den anden side af karnappen, men er nogle andre typer.

En plante, som ikke virker grøn, kunne være Caryopteris clandonensis 'Heavenly Blue', da den har gråligt løv og får blå blomster i august-oktober. Den ønsker en vokseplads som sommerfuglebusk, altså ikke for fugtigt – kunne der vokse sommerfuglebusk, må den også kunne trives selv om jorden kan blive fugtig. Den er meget letløvet og fin samtidig med, at bladene har en aromatisk duft.

Rigtig god fornøjelse i haven.

Med venlig hilsen
Grethe Heide


Har du, som læser med, erfaring med emnet og måske flere gode råd i forbindelse med dagens brevkassespørgsmål, så er du som altid meget velkommen til at skrive med via brug af kommentarfeltet.

Vil du læse flere brevkassespørgsmål og -svar, kan du finde dem alle her.




KØKKENHAVEN - KAOS OG KONTROL

$
0
0
HAVEDESIGN  

En køkkenhave behøver ikke fylde så meget, som man måske tror. I denne lille køkkenhave er der alt, hvad du behøver, og så er den fyldt med inspirerende løsninger. 

TEKST & FOTO: KARINA 






En køkkenhave kan byde på mange udfordringer. I en lille have er det først og fremmest at finde pladsen og udnytte den på bedste vis. Dertil ligger der, i hvert fald for æstetikeren, en udfordring i at få den bygget op, så den også er pæn at kigge på. Vi har været i Tivolis nye køkkenhave og kigget på et par superflotte løsninger. Se bare her. 


Tivolis køkkenhave
Tivolis køkkenhave

Haven her er ikke stor, og alligevel er der fundet plads til en del. Blandt andet finder vi et brændely, der - udover sit praktiske formål - også giver en hyggelig stemning til haven.  

Tivolis køkkenhave



Tivolis køkkenhave
Foruden at være nyttig, må en køkkenhave også gerne være pæn at kigge på. Det kan løses ved at skabe nogle gode arkitektoniske linjer, eller ved at kontrollere indholdet med en stærk form. Her er formen kvadratiske højbede i bukket jern. En pæn løsning, og et materiale, som er meget klædeligt i mange havesammenhænge. 


Tivolis køkkenhave

Ligesom køkkenhaver, behøver drivhuse ikke kun være forbeholdt folk med store haver, og beviset finder vi her. Det skønne trædrivhus er af dansk design, og for det ikke skal være løgn. er det også transportabelt. 

Tivolis køkkenhave

Det handler ikke om størrelsen, men om gørelsen, som man siger. 


Tivolis køkkenhave



HAVE UDEN ORD

$
0
0
HAVEREPORTAGE

Et meget moderne haveanlæg er nyeste haverum ved Kiftsgate Court. Haverummet er tilføjet af den nuværende ejer, Anne Chambers.

TEKST & FOTO: LONE





Jeg har tidligere her på HAVEFOLKET vist haverum fra "Kiftsgate Court Gardens" - en privatejet have tæt på Chipping Campden i Gloucestershire. Tidligere har jeg inviteret med på havevandring i den hvide have og på skrænten med den italienske terrassering. I dag vil jeg invitere dig med ind i det haverum, som Anne Chambers, der bor på stedet som tredje generation, har tilføjet.

Haverummet var tidligere rum for bebyggelsens tennisbane. Men for år siden blev rummet omprojekteret, og stedet emmer nu af ro og fred.


Tennisbanen er forvandlet til et stort bassin, og via hvide trædesten fra den ene side, kan man bevæge sig ud på en græsbelagt ø, der omgives af det sorte vand. Både trædesten og græsøen synes at svæve over det sorte bassin, da alle kanter ligeledes er givet farven sort.

I den modsatte ende af bassinet står en dobbeltrække af bronzerede philodendronblade, der på lange stilke svæver over det sorte vand. 

I perioder strømmer kaskader af vand fra bladenes centrum. Kort efter aftager vandstrømmene i hastighed, det drypper en anelse fra bladene, for blot igen at ophøre helt, og tavsheden er tilbage. 

Vandplaskeriet fortsætter med jævne mellemrum. Man falder i staver og kigger blot, lytter og observerer. 

De enorme takshække, der er klippet, så man får associationer til tilskuerpladser, er tavse vidner og giver blot ro og robusthed til det store rum. Hækkene vidner om, at kulisserne ikke er nye, men har en historie. Engang hørtes lyden af tennisbolde ramt af opstrammede ketchere. Måske lyden af hurtige trin - latter eller forbandelser. 

Nu er her tyst og rum for eftertænksomhed.

Det kan for nogen måske synes uinteressant? Helt uden blomstringer og med ens stedsegrøn eller bronzeret "beplantning"året rundt. Men det er det bestemt ikke. Man skal sætte sig ned og mærke efter. Lytte og observere. Over halvdelen af rummet er himlen, der er inviteret ned i haven, og bare det er ganske overvældende.



HER ER VI
Kiftsgate Court Gardens
Kiftsgate, Chipping Campden GL55 6LN

OM HAVEN
Haven ved Kiftsgate Court ligger smukt i bakkerne i engelske Cotswold. Dette er en have skabt af tre generationer af kvinder. Og haven er stadigvæk i familiens eje.




Læs mere om Kiftsgate Court Gardens her eller tag med på besøg ved nabohaven: Hidcote Manor Gardens.

ANNE CHAMBERS' PARADIS
Mon ikke du kender dette element? 
Det er fra haven ved Kiftsgate Court, der ligger smukt i bakkerne i engelske Cotswold. En have skabt af tre generationer af kvinder. Og haven er stadigvæk i familiens eje.

DEN HVIDE HAVE VED KIFTSGATE COURT 
Kiftsgate Courts fantastiske sunken garden er en fredfyldt gårdhave, der ligger i læ bag bebyggelsen her på stedet. Haven er døbt "The White Sunken Garden", og farven refererer i dag til buskene.

MRS. WINTHROPS HAVE 
Det er fristende at komponere staudebede tone-i-tone, men brug af kontrastfarver skal ikke underkendes. Se her et specielt eksempel fra Hidcote Manor Garden

HAVEN I HUNE - SEPTEMBER/OKTOBER

$
0
0
SERIE: HAVEN I HUNE

Efteråret har nu et fast greb i haven, og alt er under forvandling. Der er mere end travlt, og næste års blomsterflor og mange små hemmeligheder er under forberedelse. Følg med her i årets sidste besøg i Haven i Hune.

TEKST: MARIANNE
FOTO: JEPPE URBAN






"Jeg har virkelig nydt denne sæson", fortæller Jeppe", og særligt alle de gode snakke, vi har haft med nogle af alle vores besøgende. Og med HAVEFOLKET, selvfølgelig". Han ler lidt. "Men det er altså også dejligt at kunne lukke havelågen af for i år, og dermed komme rigtigt i gang med alle de opgaver, der efterhånden trænger sig på."

Og der er mange, forstår jeg, hvilket jo slet ikke er så mærkeligt i en have, der er vokset godt til gennem årene. Alene den alenlange liste af tulipanløg, der er bestilt og som du, kære læser,  skal se længere nede i denne artikel. Den vidner om, at det, at vedligeholde og vitalisere en have som denne, er en omfangsrig opgave. Jeppe giver mig ret. Og supplerer: "Der er jo også virkelig meget, der selvsår sig, selvom der er klippet ned i tide. Og en masse, der pludselig begynder at tage over ét sted, eller skal fremelskes eller deles og genplantes andre steder. Det hele gør, at havens mange kringelkroge byder på udfordringer og opgaver." Men sådan er det vel egentlig i alle haver, filosoferer han. Det kan jeg faktisk give ham ret i. Den evige proces, den levende have. Vores snak falder også på de elskede toårige. Jeppe siger, at han er sikker på, at Anne ville være ovenud begejstret, hvis hun vidste, hvor mange fingerbøl, der er på vej til næste sæson. "Der er simpelthen så mange, og jeg flytter og flytter, så de kommer til at stå rigtigt godt. Det bliver så smukt, kan jeg godt sige dig!". Jeg tror ham!


OPGAVERNE I  HAVEN 
DENNE MÅNED
. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

"Hvad har I ellers fået fra hånden, Jeppe, i den tid, der er gået, siden vi talte sammen sidst?". "Jo", siger han på den måde, man gør, når man vist faktisk har meget mere at berette. "Vi rydder jo op, deler, genplanter, flytter, gemmer, sorterer, river blade sammen, luger og sådan noget. Vi har fx gravet alle georginerne op, og vi hører jo til blandt dem, der gemmer knoldene. Når man har så mange, som vi har her, venter der jo en et kæmpe sorteringsarbejde, som kræver, at man holder tungen lige i munden. Der sker da en enkelt smutter med et skilt, der lander forkert af og til, men sådan er det, når man er effektiv og skal have en hel masse fra hånden. Så har vi jo mange skrænter, og de giver både muligheder og udfordringer. Fx fjerner jeg det, jeg kan se, ikke fungerer, og mangfoldiggør det, der gør. Suppleret med nye tanker og tiltag, selvfølgelig. Det giver sådan en ro i bedene - og i sindet ". Klogt, tænker jeg. Måske kan det overføres på andre områder af livet. Det må jeg overveje nøjere.





Ellers fortæller Jeppe, at han går hele haven igennem bed for bed og luger i bund undervejs. Han sukker på sin karakteristiske, lette nordjyske måde: "Ih, tag nu alle de lungeurt, fx. De er jo smukke og dækker store områder, men de er også nærmest invasive og kvæler rigtigt meget "guld", hvis ikke vi er over dem hele tiden.

Faktisk har jeg fundet alt muligt, ganske som en anden plantearkæolog, nedenunder dem. Derfor er det bare med at få dem op, så "guldet" nedenunder kan få lys, næring og luft." Jeg forstår, at det er sådan noget, der gør, at det er vigtigt, man gør sig hård og resolut. At man trækker op og smider ud. At man hele tiden træffer valg og overvejer, hvad der skal gro, og hvad der ikke skal. Sådan noget må også jeg få trænet lidt mere i. I haven i hvert fald.
























"Jo, sådan noget er jo med til, at jeg konstant går rundt og glæder mig til, hvordan tingene kommer til at se ud næste sæson. Når jeg hiver op, fylder ud, så det matcher, eller så det netop skaber kontraster, så går jeg rundt og kniber øjnene sammen og ser det det hele for mig. Lige som Anne gjorde. Jeg overvejer om det lykkes, som det skal. Det er jo ikke min have, og netop derfor nærer jeg dyb respekt for Anne og Claus' intentioner med haven. At de får lov til at komme til udfoldelse, selvom det er mine hænder, der arbejder med den nu".

Jeppe siger pludselig, hvad jeg selv sidder og tænker: "Egentlig er det jo underligt, at det kun er 5 år siden, hun gik bort. Jeg synes simpelthen, at hun har været så forudseende. Hun var afsindigt dygtig til at vurdere, hvad der kan fungere sammen. Hendes sans for farver og hendes sikre smag". Han fortsætter: "Jeg overraskes konstant og ved jo godt, at der ligger mange, mange flere hemmeligheder gemt her i haven".

Ja, det gør der, ved jeg. Jeg kommer i tanke om den korte, søde video, der ligger på Haven i Hunes Facebookside med Ghita Nørby, der læser et lille kærligt skriv op om haven. Her er hun også inde på, hvilke finurlige hemmeligheder og overraskelser, den rummer. Alt det, den gemmer på, og som venter på os.

Herefter taler Jeppe og jeg længe om tulipaner. Dem er han meget, meget øm om og glæder sig til.
Han siger: "Vi har jo også haft besøg af en lille ung Bambi, en hjort, du ved, og det ser jo fortryllende ud under bladhanget i efterårshaven, men jeg synes jo nok, det er lidt tidligt. Tænk på alle de fætre og kusiner, der nu får at vide, at her ligger en dejlig slikbutik, Uh, det kan jeg næsten ikke holde ud at tænke på! Alle de tulipaner, vi lige har lagt. De er altså ikke ment som hjorteguf", fnyser han. Jeg må trække på smilebåndet, men forstår jo alvoren. Dels alt det arbejde, der vil være spildt, og dels er det jo ikke helt billigt at bestille løg i store mængder. Vi håber det allerbedste, men heldigvis kan jeg fortælle, at hjorte efter sigende ikke spiser narcisser, og dem er der også lagt en masse af, ved jeg.

LØGVÆKSTER LAGT EFTERÅR 14

750 løg - Tul. Queen of Night 12/+
250 løg - Tul. Elegant Lady 12/+
250 løg - Tul. 
Pink Impression 12/+
250 løg - Tul. Shirley 12/+
250 løg - Tul. Princess Irene 12/+
250 løg - Tul. Red Riding Hood 12/+

100 løg - Lil. Regale 20/22
100 løg - Lil. Pink Perfection 20/22

250 løg - Nar. Sun Disc 10/12
250 løg - Nar. Bella Estrella 14/16
250 løg - Nar. Pistachio 14/16

250 løg - Nar. Barrett Browning 12/14
250 løg - Nar. Papillon Blanc 14/16
250 løg - Nar. Altruist 12/14
250 løg - Nar. 
Fortissimo 14/16
250 løg - Nar. Thalia 12/14

Ved en hurtig sammenregning lander vi på over 4000 løg, hvilket jo immervæk kræver en indsats at få i jorden. Heldigvis har Jeppe haft en hjælper med sig i haven, og det at jorden også har været tjenlig, gør, at det er gået over stok og sten. Nu håber vi, de får lov til at spire frem i uforstyrret ro og orden.


PLANTER
I OKTOBER
. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

Af planter, som er med til at gøre haven levende her sent på sæsonen, vil Jeppe gerne fremhæve den allerseneste af de stormhatte, der vokser i haven. Hvad navnet er, er desværre gået med Anne i graven, som han siger, så hvis der er nogen læsere, der ved det, må I meget gerne dele det med os.


Der vokser ca. 5-6 forskellige blå stormhatte, som blomstrer fra august og frem til oktober, og foruden dem, vokser der også en gammelrosa en af slagsen. I år er der så bestilt 100 af Aconitum Bicolor, en kridhvid stormhat med blålige aftegninger i blomsten. En meget speciel plante, som Jeppe sådan glæder sig til.



"En anden trofast staude, som også hører til de blå, er Geranium Rozanne. Den er helt igennem en robust staude, og den står netop nu i den allersidste del af blomstringen. Den bliver klippet ned for at kunne give plads til alle løgene. Men det er en af de stauder, vi bare glæder os til at gense hvert år"



"Så har jeg valgt Vernonia baldwinii, som er en astersart. Dens farve er cyklamen, og den lyser dejligt gennemtrængende op her i efteråret. Desuden gør den sig godt sammen med alle de andre blåviolette farver".


"Endelig vil jeg gerne fortælle om en chrysanthemum, som min samarbejdspartner, Tina fra Staudemarken, har navngivet "Old Dane" og sendt over til Old Court Nurseries, Astersselskabet i England, for at få dem til at bedømme den. De har aldrig set den før, så det bliver lidt spændende at se, hvad de siger til den. Sød og speciel er den i hvert fald, synes jeg. Og det er altid lidt sjovt, når der opstår nye sorter".

MÅNEDENS 
DEKORATION
. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

"Nogle gange er det bare at blande af det der er, og det har jeg gjort med dekorationen her til sidst. Der viser sig altid at være gode kombinationer, bare man tør det med farverne.". Og det gør Jeppe heldigvis. De farver, særligt den okkergul-orange rose op ad den fløjlsrøde med en let blålilla baggrund af hortensia, er slet ikke til at stå for.

"Man kan sagtens sætte fx gul ind i denne buket", forklarer han. "Blot man sørger for, at den går igen med en anden plante, så farverne ikke står alene. Her er det bronzefennikel, som jeg har brugt sammen med gladiolus, overdamgræsset og limefarvede frøstande af stormhat.

Den magiske benved, der jo har et islæt af laksefarvet over sig, danner bro mellem de dybrøde, pink og gule. Og de tunge snebær, der bare er så vidunderlige og passer ind i nærmest alle buketter, danner en afslutning. De giver tyngde og samtidig et let anstrøg af tilfældighed. På den måde får buketten både top og bund, fylde og sammenhæng". Genialt, tænker jeg. Intet mindre!


JEPPES
BOGREOL 
. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

"Hvilken bog har du så til os denne gang, Jeppe", spørger jeg. Og så er det, jeg får historien: "Jo, vi blev for et år siden kontaktet af et engelsk forlag, der var i gang med at udgive en bog om verdens 250 smukkeste haver. De bad os om billedmateriale og en smule tekst, som vi så sendte derover. Vi vidste egentlig ikke helt nøjagtigt, om Haven i Hune ville figurere i bogen, men i går stod den på min trappesten, og nu kan jeg fortælle, at det gør vi. De danske haver, der er med er: Fredensborg Slotshave, De runde haver i Nærum og så Haven i Hune. Vi har som den eneste danske have fået fire opslag". 



Jamen altså! Jeg sidder rørt og stum med telefonen i hånden. Læser linket, som Jeppe har givet mig. Det er nogle af de ypperste havekendere, der har udpeget haverne, og dette er helt og aldeles exceptionelt! Jeg spørger til, hvad de skriver om haven, og jeg kan høre Jeppe bladre euforisk. "Jo, de fremhæver tre ting", siger han så.

1)  "At haven findes og ligger her overhovedet. Og at den er i stand til at være så frodig netop et sted som her, hvor vinden er strid og fuld af salt, og væksterne har trange kår så tæt på Vesterhavet."

2)" De beskriver det uformelle og alligevel kunstneriske ved haven som befriende. Understreger det særegne ved alle de kompakte haverum. Dvs. det, at man på en naturlig og alligevel genial og underfundig måde, bringes fra det ene rum til det næste. Endelig betoner de den konstante forandring i oplevelserne, som stimulerer sanserne. Og griseslottet kan de slet ikke stå for. De finder det både intelligent og morsomt.".

Da Jeppe læser et stykke op fra bogen, sidder jeg med tilbageholdt åndedræt. Det er gyldne dugdråber, der blidt ringer i ørerne ved hvert eneste ord, og jeg synes, at I skal have lov til at høre dem:

3) "The genius of the garden is that, in such a small area, Just (Anne, red.) combined so many distinct areas in such a way that, while each is enjoyable in itself a sense of continuity and continuation comes as the visitor moves through the garden, giving the feeling of a mush larger garden. ".

"Hvad tænker du", spørger jeg lavt. "Jamen, jeg tænker...", siger han, "at det er fantastisk, at de, Claus og Anne, dengang turde være så ambitiøse med deres have. At jeg er fuld af ærbødighed og respekt overfor det værk, som jeg er blevet sat til at kere mig om. At jeg vil gøre alt for at leve op til de forventninger, der er til mig. At jeg glæder mig over det og til det".


DE KOMMENDE MÅNEDER
NOVEMBER OG DECEMBER
. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

Da vi har været stille lidt over storheden i at figurere i denne bog, vender vi tilbage til de kommende måneder, næste år og dermed afslutningen på denne lille serie. "Til næste år vil vi ikke længere arrangere blomsterbindingskurser", siger Jeppe så resolut. "Til gengæld har jeg sagt ja til en henvendelse fra FOF om at lave kurser, der omhandler årets gang i haven", fortæller han. Jeg smiler bredt ved den nyhed. Det lyder altså fantastisk. En slags haveskole. Nu siger jeg det igen: Gid jeg dog boede tættere på dette vidunder af en have og en havemand. Jeppe afbryder mine drømme: "Vi bruger jo Haven i Hune til formålet, og det er mig, der kører kurserne alene. Det skal nok blive sjovt. Jeg er også kommet til at sige ja til at holde et foredrag om orangerier, så lidt forskellige udenomsaktiviteter kommer der til at foregå. Men ellers er det haven her, der har mit absolutte fokus".
 

HUNDREDEVIS AF PLANTER SKAL I JORDEN
Han fortsætter: "Eftersom der er rigtigt mange jordvolde omkring hele haven her, har jeg valgt at gøre noget ekstra ud af dem. Dels har vi fået en mængde ærenpris, Veronicastrum, og andre planter forærende, og de skal jo i jorden. Vi har selv en hel hob storkenæb, Geranium macrorrhizum 'Ingwersens Variety', som bare er så skøn. Den deler jeg og genplanter, for de breder sig så hurtigt. Derudover har jeg bestilt den skønne, mørkerøde pileurt Persicaria 'Blackfield', som også er god både i skyggen, på kuperet terræn og i større bede. Endelig har jeg powershoppet i floks - er det ikke bare skønt?", siger han begejstret og er ikke til at stoppe. "Den skønne gennemblå Phlox 'Blue Paradise' er bestilt hjem, og den helt vidunderlige stormhat, Arconitum Bicolor, som jeg nævnte før. Vi får dem alle sammen i 100 stk. pakker, så der bliver rigeligt at se til. Frostvinteren må altså gerne vente lidt endnu for min skyld". Vi har lov til at håbe!

"Ellers kommer vinteren til at gå med træerne. Der er en del træer, der er blevet så gamle, at der er fare for, at de falder. De skal fældes - også for at give mere lys til fx den gule have. Og ellers er der den årlige beskæring, som alt i alt kalder på vores faste træmand. Ham får vi besøg af i de kommende måneder".

På den måde kom vi hele vejen rundt om et haveår i Haven i Hune. Det starter og slutter med træerne, og det er jo slet ikke så tosset endda. Selvom det jo er vemodigt at skulle afslutte et så givtigt og rart samarbejde, som dette har været, så er det nu. Men på den anden side; disse artikler er jo læsernes. De er jeres, og I kan til hver en tid vende tilbage til dem og genlæse alt det, I har lyst til.

JULEKORT TIL HAVEFOLKETS LÆSERE

$
0
0
NYT I SHOPPEN 

Her på redaktionen holder vi meget af at skrive og modtage julekort i den mørke decembertid. Især den traditionelle slags, der overbringes af et postbud, læses med glæde og stilles til skue på hylden. 

REDAKTIONEN





Traditionen tro har vi igen i år lavet HAVEFOLKET-julekort. De er tegnet som finurlige, sneklædte haver med drys af fjerlette julestemninger. 

Decoupagerne er i år trykt som dobbeltkort, og de giver dermed rig mulighed for at sende en lang personlig julehilsen til dem, du holder af. De kan selvfølgelig bruges som det personlige kort, der følger med årets julegave, og de kan let indholde gavekortet til yndlingsbutikken, hvis den slags ønsker er på ønskesedlen.

De tre julekort ser du her på siden, og hvis du ønsker det, er du meget velkommen til at bruge dem til at skabe lidt julestemning på din blog eller hjemmeside. Blot du forsyner billedet med et link her til www.havefolket.com, så dine læsere også kan finde vej til kortenes ophav.

    



Kortene sælges i en pakke med tre, og hver pakke indeholder de tre forskellige julekort samt kuverter - klar til årets personlige juleskriblerier.

Pakken med 3 julekort og tilhørende kuverter koster i alt 65 dkr. inkl. forsendelse - uanset hvor mange pakker du ønsker dig. For hver solgt pakke går der 5 kroner til STØT BRYSTERNE Kræftens Bekæmpelses arbejde i kampen mod brystkræft.

Du kan lige nu bestille julekortene ved at skrive til os på info@havefolket.com.

Skriv venligst "SHOP" i mailens emnefelt. I mailen bedes du i øvrigt oplyse nedenstående.


NAVN: 
ADRESSE:
ANTAL PAKKER: 
LEVERINGSADRESSE: Hvis en anden end din egen


Kender du HAVEFOLKETs handelsbetingelser? Ellers kan du let finde og læse dem her.

TEMA: NÅR HAVEN RULLER I ÅRERNE

$
0
0
MÅNEDENS LEDER

"Mikrofonen er min ven", sagde forfatteren Dan Turèll på en plade, jeg lytter til igen og igen. Og det kan man jo godt forstå, selvom det mest var på papiret, han skrev. Men det er mit indtryk, at sådan har mange af os det med vores have. Den er der for os, ligegyldigt hvornår. Den forventer ikke noget af os, den tilgiver os, skulle vi lige have andre prioriteter for en tid. Men så overrasker den os til gengæld og hitter på alle mulige idéer, vi slet ikke selv ville have fundet på.

Selvom man går og synes, at haven er ens egen, så kender smådyr, kravl, fugle, orme, lus, mider, høns, pindsvin, mosegrise og hvad der nu bebor haven, jo ikke til matrikelnumre og grundskyld. Og det er jo netop det, der ind imellem kan give grå hår og gøre, at man rækker ud efter løsninger, der kræver gentagelse og tålmodighed. For vi elsker haverne og vi vil også gerne have noget at skulle have sagt.




Selvfølgelig er der sikkert også andre "sager", der ligger vores hjerte nær; familien, jobbet, verdenssituationen, klimaet, men haven, den lever og ånder i os. Ja, jeg er lige ved at sige: Vi lever og ånder gennem den, eller med den. For den. Haven ruller i vores årer.

Når nu vi siger "haven", så ved vi godt, at det jo er en meget stor paraply af et begreb, der dækker alt muligt, men i hvert fald de stykker jord - eller arealer - hvor der kan gro noget, og som vi tilegner os som vores, som noget, vi kan være med til at styre, dyrke.

HVOR KOMMER DIN HAVEPASSION FRA?
Men hvor kommer al den passion fra? Drømmen om at så, plante, trimme, dyrke, høste, plukke, nyde? Det kunne vi godt tænke os at vide. For lige så forskellige de er - haverne - lige så forskellige er nok vores alle sammens små beretninger om, hvorfor det lige er haven, der er blevet vores passion. Hvad var det for små frø, der blev lagt i os en gang, som nu gror i vores fritid. Måske også som vores job? Nogen har spist jordbær med fløde i morfars have, og med bare tæer og med sand på ryggen fra sommerens mange badeture i havet. Andre husker hængekøjen og den absolutte fred og idyl, som råder derude. Eller kartoflerne, som skulle op og æblerne, der skulle ned i tide, og som vi hjalp med til og nød så meget desto mere. Eller alle blomsterbuketterne og legene under buskene.

Her på kanten til at julen tager over i vores sind, vil vi derfor rette fokus lidt indad. Finde alle de små fortællinger frem. Alle erindringerne, alle tankerne, alt det, der gør, at vi i dag kan kalde os for havefolk. Vi har blandet en lille godtepose af fortællinger og inspiration, og så vil vi også give dig mulighed for selv at komme til orde. Det kan du gøre på din blog, hvis du har en - eller du kan lægge et link i kommentarerne, hvis du allerede har skrevet om det. På den måde kan alle vores læsere også få en god historie fra din blog. Har du ingen, kan du også blot læse med her og evt. skrive i kommentarerne nedenfor. Eller du kan skrive til os på Facebook, og der kan du også lægge et foto ved.

Vi har som vanligt samlet en håndfuld eller ti artikler, som man ellers kan finde i vores arkiv. Mange af dem er det, vi kalder "HAVETANKER", dvs. små tekster og pragtfulde fotos, som fortæller noget om, hvorfor haven er vores passion, og om, hvad det er ved den, vi bare elsker så højt. Hvad den gør ved os. Du finder også nedenfor inspirationsartikler, som måske får dig i tanker om, hvorfor haven er netop din passion. At gemme det i sit hjerte er en kilde til glæde, der ikke udtørrer.

Vi håber på at se og høre fra dig. 

Rigtig god fornøjelse.
Og velkommen indenfor til temaet!


Månedens artikler om "Når haven ruller i årerne":

BARNDOM GENNEM NÆSEN
Valmuer og mandstro. Hønselort og andemad. Når dufte som disse rammer mine næsebor, sætter barndomsminderne ind.





Kommende artikler:

OPHAV TIL MIN HAVEPASSION
Jeg troede ikke, jeg kunne grave erindringer ud af hjernekisten om, hvor min havepassion stammer fra, men da jeg først kom i gang med at tænke, kom der alligevel små glimt frem.


HAVEFRYD I YDERTIMERNE
Aftenen lugter af jord, en fyldt trillebør og redskaber ovenpå. Træthed kan mærkes i hele kroppen, og foran mig er et frisk staudebed med mørk muldjord, hvor stauderne netop er placeret og den sidste vanding er i gang. Det er havefryd, så det basker.


SØREN RYGES HAVEGLÆDE
"Haveglæde" landede på mit bord en dag sidst i september, hvor den ellers fantastiske Indian Summer havde fortrukket sig, og haven var blevet koldere - vinden tog til. Et par dage havde jeg gået og skulet lidt til havens opgaver og holdt mig indendøre i ly for vind og vejr - pejsen tændt.

NÅR KONTRASTER MØDES 
"Vi er jo kun et par proletarer fra Lars Tyndskids Mark, og som let kommer til at slippe en vind, når vi hoster". Sådan lød ordene inden mit første møde med Tante Grøn og hendes syrenprins, John.

HAVEGLÆDE OG UKUELIGHED HOS BIRTHE OG SVEND
Min vej er ofte faldet forbi et nærliggende smukt fjordområde med en skøn engnatur, åbne vidder, højt til himlen og et fascinerende fugleliv. Et mageløst dejligt område og én af de prægtigste ruter her på øen Mors.Som det passionerede havemenneske jeg er, har det dog som forbipasserende været noget helt andet, der har fanget mit øje og pirret min fantasi.

MORMORS MAD 
Når jeg fortæller min mormor, at alle de planter hun havde i sin have, nu er blevet hypet og moderne, så ryster hun på hovedet og siger "Arrr nu ar du widst fjale". Når jeg fortæller, at hendes kogekunst nu også er en ting vi "unge mennesker" har taget til os griner hun og siger: "Amen sårn ært med guer maj Karina".

ARVEGODS
For nogle måneder siden var jeg på besøg i en have hos et helt ungt par. Med gamle fuchsia på terrassen!




GRØN INTELLIGENS - HVAD ER DET? 
Howard Gardner er den amerikanske psykolog, der for nogle år siden begyndte at tale om de mange intelligenser. Og en af disse intelligenser drejer sig om grøn intelligens. Vi dykker lidt ned i, hvad det er for en størrelse. Er det noget, havefolk har?


EN HAVEBOGREOL 
De står der side om side, ryg ved ryg og gemmer på alverdens viden, holdninger og drømme om haver. De rummer skønne gengivelser af haver fra alle kroge af verden, fra forskellige vinkler og med helt forskellig tilgang til det med have. De er vidt forskellige, men de har alligevel noget til fælles.




Læs eller genlæs også:

5 HURTIGE TIL NINA EWALD / HAVESNAK
Vi har stillet fem hurtige til haveskribent, Nina Ewald. Læs her om baggrunden for hendes havepassion, om inspirationskilderne og meget mere.

GARTNERIET SPIREN / PORTRÆT
I en forunderlig verden af plantevidundere møder du et havemenneske, der har en udsøgt opmærksomhed for både kunder og planter. Tag med på et besøg i Gartneriet Spiren. 
MIT VINTERREFUGIUM / GÆSTEBLOGGER
Enhver virkelighed starter med en drøm. Glas har i mange år været det stof, mine hedeste drømme var gjort af. Jeg drømte om et væksthus, der kunne fungere som et slags psykisk åndehul.
HAVEN VED MONK'S HOUSE / BØGER
"Historien om haven ved Monk's House" er en stemningsmættet bog om haven bag Virginia Woolf. Haven er over årtier komponeret af Virginia Woolfs meget havepassionerede livsledsager og ægtemand, Leonard Woolf.
SE UD  / HAVETANKER
Haven er en altomfavnende del af oplevelsen, når jeg er hjemme - også selvom jeg er indenfor. Haven følger med i indelivet gennem alle husets vinduer - og jeg følger med hos den.
MIN HØJRE ARM FOR EN LANDEJENDOM / HAVETANKER
Fra den pulserende Istedgade til det mere rolige Vanløse udenfor København. Skal jeg rykke længere væk, så ryk mig helt ud på landet.
MIT DRIVHUS - MIT KONFUSENBO / HAVETANKER
Drivhuset er på en måde det allerhelligste - en katedral - hvorfra alting kommer og alting ender. Mit drivhus har både givet stor frustration og været kilde til uendelig lykke.




Lederen er alene et udtryk for skribentens personlige holdninger og betragtninger.

BARNDOM GENNEM NÆSEN

$
0
0
TEMA: HAVEN I ÅRERNE 

Valmuer og kornblomst. Æbler og andemad. Når dufte som disse rammer mine næsebor, sætter barndomsminderne ind.  

TEKST & FOTOS: KARINA 





"Hva' sku det være? 
Jo tak, en død pik med dej". 

Mens den 8-årige skinkekaptajn langer en træpind over disken, tæller kunden sine småsten sammen for at se, om der også skulle blive finanser til en chokoladebajer.

Skinkekaptajnen er mig, og meget socialrealistisk. Jeg smiler tilbage til John Arne, min tandløse lillebror, der lever sig ind i rollen - faktisk så meget, at han ikke ser det som et stort problem at gumle på den tørre pind - det er jo en hotdog!





VALMUER OG KORNBLOMST 
Vi leger pølsevogn hos mormor og morfar. De har boet mange steder, men det sted jeg husker mest tydeligt, er landejendommen på Djursland. Jeg husker vores pølsevogn og købmand - altså børnenes. Alle erhvervene, hvad end vi fandt på, lå i den gamle hestestald, som mormor og morfar ikke skulle bruge til noget. Den fik vi børnebørn lov til at benytte som legehus.

Udenfor legehuset var et stykke jord på godt 300 m2. Jorden var, som hestestalden, også i vores varetægt, og til dette hørte selvfølgelig også en masse pasningsopgaver. Det var i hvert fald hvad vi bildte os selv ind. Hvad havearbejdet gik ud på, var jo for mig først og fremmest at anlægge, det var allerede dér i mit blod. At dirigere mine yngre fætre og kusiner ud i alskens arbejde var også min "hårde tjans". Jeg var jo lederen, jeg var jo ældst, så nemt var det!


Jeg husker, som nogle af opgaverne, det lange græs, der jo på ingen vis kunne stå så vildt - eftersom haven jo skulle kultiveres og forfines. Græsslåmaskinen måtte vi ikke få lov til at bruge, den var for kostbar, men af håndredskaber var der rigeligt. Dem måtte vi gerne bruge. Tror jeg nok. Jeg husker håndleen som ét af de redskaber, vi brugte flittigt. Tror ikke helt at vi kunne finde ud af det, men vi prøvede. Husker, at det lange græs rent faktisk forsvandt. Om det var min morfar, der i de sene aftentimer havde givet arealet en tur med maskinen i forbarmelse, ved jeg ikke. Måske.

I det lange græs, og i kanterne, voksede kornblomster og valmuer. Min mormor elskede markblomster, så det gjorde jeg selvfølgelig også. Af samme grund prøvede vi at omplante dem, vist ikke rigtigt med held. Af markens planter tog jeg især kornblomsten til mig. Duften minder om parfumeduften Fenjal. Måske noget andet. Jeg ved det ikke. Duften er i hvert fald frisk og tydelig - også i erindringen. Det er mormor og morfars duft.



ÆBLER, ANDEMAD OG TERPENTIN
"Den som fisen lugte kan, det er fisens ejermand". Hos bedstemor og bedstefar ved jeg ikke, hvem ejermanden var, men indenfor lugtede der i hvert fald altid lidt fesent. Bedstemor og bedstefar havde en have, som både var til nytte og til pryd. Jeg husker bedst andedammen, som min bedstefar selv havde støbt. Bedstefar var fritidsjæger, så i andedammen flød der selvfølgelig et par lokkeænder rundt.

Lokkeænderne og dammen husker jeg som et enormt dragende element i mine bedsteforældres have. Faktisk lokkede den så meget, at jeg ikke kunne modstå fristelsen til at hoppe i den, i min fine nye kjole, til min lillebrors barnedåb. Jeg kan ikke huske det, men jeg er ret sikker på, at jeg må have fået skældud for denne ugerning.

I bedstemors og bedstefars have husker jeg lugten af terpentinmaling. Dén, min fætter og jeg malede skuret med, også uden at få lov. Husker æbletræet ved skuret. Duften af æbler, andemad og terpentin er min bedstemor og bedstefars duft (selvom prutlugten er en god kandidat).

HØNSELORT OG MUG - PÅ DEN GODE MÅDE
Oldemor og oldefar boede i et rækkehus i Vorup, lige uden for Randers. Hver mandag cyklede min mor og jeg derud og besøgte dem. Selvom de var af en helt anden verden, og jeg forstod meget lidt om deres baggrund, havde jeg en respekt, som jeg aldrig har næret til andre. Min oldemor hed Petra og min oldefar hed Jørgen. Begge havde de været vidner til krigen - og jeg tror, at deres livsstil var ret mærket deraf. Der blev sparet hos Petra og Jørgen. Jeg husker, hvordan stuerne føltes iskolde, da de forsøgte at holde varmeregningen nede. Jeg husker bryggerset, der lugtede fælt af mug, da de ikke så en nødvendighed i at ofre penge til at isolere et rum, der ikke var til anden nytte end til opbevaring.

Haven bestod af en forhave, som var ganske præsentabel. Dertil var der baghaven, og det er dén, jeg husker bedst. I baghaven havde oldefar høns og duer. Jeg husker, at min far en gang om året blev kaldt derud, når han skulle hjælpe oldefar med at vride halsen om på duerne. De skulle ædes. Jeg tror ikke, at min far brød sig om det, men han gjorde det alligevel. Duften fra oldemor og oldefars have er ikke så planterelateret.




Duftene, jeg husker, er hønselort og mug, men det er gode lugte, ligesom prutterne, terpentinen og kornblomsterne. 

ET ROSENBED I REGNBUENS FARVER

$
0
0
HAVEBREVKASSEN

HAVEFOLKET har fået et spørgsmål fra Marianne, der beder om hjælp til design af et rosenbed.

SVAR: MARIANNE
FOTO: LONE







RosenbedKære Havefolket

Jeg er i gang med at planlægge et helt nyt rosenbed i vores have, og kunne godt tænke mig et bud på, hvordan jeg bedst griber det an. Bedet skal være ca. 7 meter langt og omkring 1 meter bredt og bliver placeret foran huset, langs med et fliseareal, der bruges som terrasse, og som afgrænsning mellem græsplæne og fliser. Ca. 1,20 meter fra den ene ende skal der være et hul til at gå igennem på omkring 1 meters bredde.

Mit største "problem" kommer uden tvivl til at være begrænsning, for jeg drømmer om at få roser i alle farver i bedet. Har I et bud på, hvordan jeg får så mange forskellige roser og så mange forskellige farver som muligt repræsenteret i bedet, uden at det bliver rodet at se på? Og hvad med bunddække? Jeg overvejer at lægge masser af løg - tulipaner, krokus, snepryd, skilla osv., så der er noget at se på lige fra det tidlige forår. På den anden side vil det måske kunne hjælpe med at samle bedet, hvis der bliver plantet løvefod, storkenæb eller andre stauder mellem roserne.

Jeg glæder mig til at læse jeres svar.

Mange hilsner
Marianne, Kværndrup
. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 

Svar fra Marianne, HAVEFOLKETs redaktion:

Kære Marianne

Ja, begrænsningens kunst er en af de største udfordringer i vores moderne liv, og derfor er du også inde på noget af det rigtige, når du selv pointerer det. For når man vælger en masse forskellige farvenuancer, er der en vis risiko for, at du netop havner i rodebunken.

Når du nu siger "roser i alle farver", mener du mon så både de blåviolette toner, de orange, de gule, de postkasserøde, de pink og de hudfarvede. De rosa, de gammelrosa samt de hvide nuancer foruden alle dem, der er ind imellem eller en blanding? Nej, det tror jeg ikke, du gør, men jeg forestiller mig, at du har surfet rundt på nettet, og netop dér fundet så mange helt vidunderlige roser i alverdens farver.

Hvis du har det som jeg, så er du vild med "regnbuefarvet", dvs. at du bliver glad af alle farver og helst på en gang. Desuden nævner du, at du ønsker "noget" hele året. Det siger mig, at du skal vælge remonterende roser. Altså roser, der genblomstrer, enten jævnt hen over hele sæsonen, eller senere på året. Idéen med at lægge løg er rigtig god, blot du så også planter bunddække, for nøgne rosenben med halvvisne tulipan- og alliumblade er altså ikke særligt kønt. Kunsten er så at vælge noget bunddække, der kan vokse op og skjule de nedvisnende løgblade, som jo skal have lov til at stå og visne ned for at give løgene kraft til næste år. Nogle mennesker vælger at hive alle løgene op, når de er afblomstrede og lade dem tørre, inden de så igen lægger dem i jorden i september-november, men det er jo ekstra arbejde. Her må du tage et valg.

Skal jeg give dig nogle bud, så synes jeg du skal søge efter remonterende roser og bedroser, og så lade dig betage af farvekombinationer, der bliver i den ene ende af skalaen, men som er "naboer" til hinanden - det er det, der giver ro. Hvis du ønsker at se orange, pink, rosa og gule farver, så bliv dér og lad være med at vælge rød og lilla også. Det vil netop gøre, at kaos dominerer. Så kan du vælge roser i de orange, pink og rosa farver samt de, der findes, der er blandede i nuancerne, og så lave et bunddække af lodden løvefod og/eller geranium, der blomstrer længe og genblomstrer ved nedklipning, fx Geranium himalayense (storkenæb) 'Johnsons Blue'. Så kommer du skalaen rundt, men dropper den postkasserøde, som godt kan være for skarp. Hvis det er de violette, gammelrosa, cerise og hvide roser, du kunne tænke dig at se, så kan du vælge samme bunddække og få mere ro i øjet.

Og som sagt: God idé med løgplanter, så ja til tulipaner, skilla, snepryd og andre tidlige løgplanter, blot du husker dig selv på, at "skrue" den ned langs dine bunddækkende stauder.

Ønsker du en liste med konkrete plantenavne og tegninger af bedkompositionen, så vil jeg råde dig til at kontakte en havekonsulent.

Grønne hilsner og sorte negle fra din navnesøster
Marianne



Har du, som læser med, erfaring med emnet og måske flere gode råd i forbindelse med dagens brevkassespørgsmål, så er du som altid meget velkommen til at skrive med via brug af kommentarfeltet.

SØREN RYGES HAVEGLÆDE

$
0
0
TEMA: HAVEN I ÅRERNE

"Haveglæde" landede på mit bord en dag sidst i september, hvor den ellers fantastiske Indian Summer havde fortrukket sig, og haven var blevet koldere - vinden tog til. Et par dage havde jeg gået og skulet lidt til havens opgaver og holdt mig indendøre i ly for vind og vejr, med pejsen tændt.

TEKST: LONE

FOTO: CATHRINE BECHER, VENLIGST UDLÅNT AF FORLAGET



Denne lørdag formiddag kom bogen "Haveglæde" som et forstandigt og sjælevenligt pust - som om den ville sætte mit havehjerte tilbage på rette sted med Sørens Ryges åbenhjertige og varme fortælling om glæderne i hans og Cathrines have. Bogen er smukt illustreret af Cathrine, der med sine følelsesbetonede og ærlige billeder viser haven i glimt - mættede glimt, der med stor overbevisning i samvær med Sørens forstandige tekster med al tydelighed viser en kærlighed til haven og naturen. Og præcist beretter om den glæde, haven giver dem tilbage.

At jeg har set en stor del af Sørens haveudsendelser "DR derude", gør ikke fortællingerne ringere. Mange haveoplevelser - ærgrelser og glæder - har Søren delt med os seere gennem årene, og derfor husker jeg kun alt for godt de episoder, som Søren beretter om. Dog ikke i en sådan grad, at bogen dermed er udvandet og allerede oplevet.

Sagen er nemlig den, at vi i denne bog får en beretning om familiens glæde af haven, og ikke alene fra Sørens vinkel. Sørens tekster er, som beskrevet, ledsaget af fotos taget af Cathrine - hans kone - og de viser haveglæden på en forstandig og meget gribende facon. Billederne tager fat om ens havehjerte, og for den visuelle er følelsen af haveglæde til stede under læsning af bogen fra start til slut - ikke mindst pga fotografierne.

"Haveglæde" er en beretning, der varmer og videregiver haveglæden til læseren. Undervejs er der uvilkårligt træk på smilebåndet, da så mange af de største glæder i haven netop også er de mest simple, og at de oftes deles mellem mennesker. Mellem ægtefolk, mellem børn, mellem havefolk, mellem naboer og mellem familier.

Bogen fortæller det i alt sin enkelthed og rammer den for mig største form for haveglæde. Begejstringen for de små glæder i livet, i havelivet: Årstidernes skiften, blomstringerne, naturens underfundigheder, husdyrene, duftene, og ikke mindst oplevelser med mennesker, man holder af.



At en del af Sørens haveglæde bunder i evnen til at give sin Cathrine, børn og børnebørn glæde over de samme ting, der glæder ham selv, er en stor del af fortællingen. Man lærer her en side af Søren at kende, som er knap så tydelig i DR-udsendelserne, der måske mere opleves som "en mand og hans have". Men Sørens fortællinger handler i høj grad også om de glæder, familien giver havemanden tilbage ved at deltage i haveeksperimenter og bare være med.



Fortællingen er ærlig. Og det er ofte i den relation, at man ikke kan undgå at trække på smilebåndet og give manden ret. For det er jo sådan. At der ligesom i alle andre relationer i ens liv, også er faste mekanismer i havelivet. Som fx når der klippes græs:
"For jeg klipper jo mit græs - i hvert fald noget af det. På gårdspladsen, hvor vi færdes konstant, og i den nærmeste del af haven med alle blomsterbedene. Der synes jeg ikke, det passer med det vildtvoksende græs. Her er kulturen i højsædet, og derfor klipper jeg græsset. Og gøder det lidt, så det bliver tæt. Stikker kanterne til bedene af et par gange hver sommer. Og vander på gårdspladsen, når det bliver for tørt. Total fantasiløs beskæftigelse, som Lotte Möller siger. Men har man sagt A, må man også sige B. Har man valgt klippet græs, må man klippe det ordentligt. En græsplæne er under alle omstændigheder ikke andet end en jævn, grøn flade. En nyklippet græsplæne med hjulspor og masser af vissent græs er direkte grim. Med den moderne bioklipper kan resultatet blive så pænt, at Cathrine roser mig bagefter. Det er det hele værd."

"En nyklippet græsplæne med hjulspor og masser af vissent græs er direkte grim. Med den moderne bioklipper kan resultatet blive så pænt, at Cathrine roser mig bagefter. Det er det hele værd."






En anden beskrivelse er Sørens fortælling om bål. Om hvor hyggeligt det er at brænde haveaffald af - også selvom man ikke må. Og at det måske går bare lige engang imellem, når man nu faktisk bor så langt ude på landet.



Lugten, stemningen og varmen fra et bål med haveaffald vækker minder og er en af de hyggelige ting ved havelivet (men som jo ikke længere er tilladt). Og hvis du selv har opgivet beskæftigelsen, så nyd billederne her i stedet. Man kan næsten lugte haveaffaldet der forsvinder i flammerne.




At nyde sin have handler for Søren og Cathrine ikke bare om at være i den og arbejde i den, men bestemt også om at se den. Om de lange kig på tværs af haverum og natur - kig, der forandrer sig fra årstid til årstid, fra morgen til aften. Og beskrivelserne er smukt illustreret med fotografierne - se blot herunder.




Ligeså er glæden ved en uopvarmet havestue, der ikke har moderne glasruder, og dermed danner de smukkeste iskrystaller, når vinterens sætter i. At kunne kalde på sin ægtefælle for at dele oplevelsen af de smukkeste krystaller. Det er så godt beskrevet - og så sandt, som det er sagt. Haveglæde ligger selv i de mindste ting. Bare havehjertet står åbent for naturens små åbenbaringer.



Jeg bliver nødt til lige at nævne det en gang til: De smukke havebilleder - taget af Cathrine Becher - bærer denne bog og kompletterer Søren Ryges ærlige tekster på så dejlig en måde, at dette værk ganske enkelt er en lille dosis haveglæde i bogformat.



Bogen får hermed min varmeste anbefaling til en hyggelørdag. Køb den, læs den og lån den til din haveglade mor, veninde eller ven. Den fortjener at blive læst af alle med passion for haven.


TITEL: Haveglæde
FORFATTER: Søren Ryge Petersen
FOTOS: Cathrine Becher
UDGIVELSE: 2014
SIDER: 256
SPROG: Dansk
FORLAG: Lindhardt og Ringhof











SØLVLYS I EFTERÅRSHAVEN

$
0
0
PLANTEPORTRÆT

I min have har jeg en efterårsstaude, som jeg holder rigtigt meget af. Både på grund af dens højde, men så sandelig også på grund af duften. Læs mere om sølvlys, som er blomstens navn.

TEKST & FOTO: LENE







Sølvlys
Når jeg skal investere i nye stauder til havens bede, er jeg efterhånden blevet ret god til også at tænke på efterårsblomstrende stauder. For det er vigtigt, at der er noget skønt at kigge på i hele havesæsonen. Her er sølvlys, Cimicifuga racemosa 'Brunette' slet ikke til at undvære.

SØLVLYS
Cimicifuga racemosa

I juni måned begynder de savtakkede rødbrune blade at sætte fart på, og senere skyder de lange blomsterstængler op. Blomsterknopperne sidder som små perler i toppen af stænglen, og når de i september springer ud, ligner de nærmest flaskerensere - dog nogle meget bløde af slagsen!

Sølvlys

På de lange blomsterstængler er der både "perler" samt halvt- og heludsprungne blomster på én gang. Jeg er ikke én af de blomsterelskere, der stikker næsen i alle blomster. Faktisk skal jeg gøres opmærksom på, at huske at dufte til blomsterne også. Jeg vælger dem mere ud fra udseende end duft. Men med denne kan jeg slet ikke undgå det, da sølvlys udsender en kraftig, berusende, sød duft, som kan duftes på lang afstand.

Sølvlys

Sølvlys blomstrer i september-oktober, og kan blive op til 150 cm høj. Ja, faktisk er den i nogle somre blevet over 2 meter høj i min have. Den trives bedst i halvskygge i en god fugtighedsbevarende havejord, I denne tørre sommer udviklede den sig ikke helt som den plejer, og hvis ikke de står fugtigt nok, kan bladene godt blive lidt kedelige og halvvisne at se på. Så er det med at have nogle nabostauder, der kan dække lidt for bladene.

Sølvlys

Jeg købte i sin tid fire sølvlys på en hollandsk planteskole, hvor jeg gik amok blandt stauderne. Den ene af de fire viste sig senere at have grønne blade, men det skal den altså ikke høre et ondt ord for. Den er nemlig næsten endnu tættere i blomsteraksene, og så er bierne i øvrigt meget glade for sølvlys, og der er en summen og et leben af den anden verden rundt omkring blomsterne.

Sølvlys





FAKTA:

NAVNCimicifuga racemosa 'Brunette'
DANSK NAVN: Sølvlys
LYSFORHOLD: Trives bedst i halvskygge
HÅRDFØRHED: Ja, staude
JORDBUND: Almindelig fugtig og næringsrig havejord
VÆKST: Opret vækst, der ikke behøver opbinding
STØRRELSE: Op til 150 cm, ofte højere
BLOMSTRING: September-oktober, meget duftende
ANVENDELSE: Velegnet til afskæring


SAMBAL OELEK

$
0
0
TEMA: HØST

Sambal oelek er simpelthen noget af det nemmeste i verden at lave. Kvit de færdiglavede og følg med her. 

TEKST & FOTO: KARINA







Ingen falafel eller kebab uden sambal oelek - i hvert fald hvis I spørger mig. På pizzaen, i pastasovsen og i gryderetter gør et par skefulde også underværker. Har man mindre børn i familien, er det er god idé at stille den gode, lille sag på bordet, så man selv kan dosere smagsstyrken.


sambal oelek


Sambal oelek er uforskammet nem at lave.

Du skal bruge: 

  • 5 røde chili 
  • 2 skefulde tørret chili 
  • 1 knivspids stødt spidskommen 
  • 1/2 tsk salt 
  • Saften fra en halv citron 
  • 1 tsk sukker 
  • 1 dåse tomatpuré 
  • 1 dl neutral olie, fx rapsolie 

Sådan gør du:
  • Hak chilien i mindre stykker og pres saften fra en halv citron. 
  • Smid chili i blenderen og tilsæt krydderier, citronsaft og sukker. 
  • Blend sammen og tilsæt nu tomatpuré.
  • Blend igen og hæld olien i, indtil konsistensen er fast uden at være for flydende 

sambal oelek

Hæld din sambal oelek på glas og opbevar den i køleskabet. For længere holdbarhed skylles glassene med Atamon forinden. 

OPHAV TIL MIN HAVEPASSION

$
0
0
TEMA: HAVEN I ÅRERNE

Jeg troede ikke, jeg kunne grave erindringer ud af hjernekisten om, hvor min havepassion stammer fra, men da jeg først kom i gang med at tænke, kom der alligevel små glimt frem.

TEKST: LENE
FOTO: LONE, MARIANNE & LENE





Da jeg blev spurgt, om jeg kunne bidrage til denne måneds tema med en artikel om, hvor min havepassion stammer fra, sagde jeg, at det kunne jeg ikke, for jeg aner det ikke. Troede jeg! For det satte alligevel gang i tankerne omkring min tidlige barndom, bl.a. i min farmor og farfars have, og så begyndte der at komme små erindringer op til overfladen.

Da jeg var lille boede vi tæt på min farmor og farfar. Set med barneøjne var det en stor have, men den har sikkert bare været helt almindelig i størrelsen. Det var mest min farfar, der var haveinteresseret. Jeg kan slet ikke huske om min farmor var med, så det har hun nok ikke været. Jeg har kun et billede på nethinden af hende med en kop kaffe ved havebordet, iført forklæde, for hun var jo altid i gang med ét eller andet indenfor.

Min farfar var meget glad for sin køkkenhave, og der var ikke noget smart og moderne over den. Der blev dyrket kartofler til den store guldmedalje, og udover det var der de helt almindelige afgrøder som fx løg og gulerødder.


Der var et kæmpe jordbærbed, og så var der ærter! Ærtebedet var populært hos børnebørnene, og jeg husker meget tydeligt en episode, hvor vi sammen med min lillebror og fætre hjalp ham med at plukke ærter. Vi fandt en ært med en stor orm i, og jeg sagde: "Farfar, pas på, der er en orm". "Pyt", sagde han, og spiste både ærter og orm. "Den smager kun af ærter, og så skal der jo kød til maden! Han vidste helt sikkert, hvordan jeg ville reagere, og reaktionen kom da også. Kan I forestille jer, hvordan sådan en lille tøs på 7-8 år kan hvine? Denne erindring får mig til at trække på smilebåndet.

Noget andet der kan bringe smilet frem så mange år efter, var deres spisekammer - eller fadebur, som det også kaldtes. Det var et skønt sted at gå på opdagelse i. Der var hylder fra gulv til loft, og altid køligt, som der skulle være. Her stod grøntsagerne i kasser, parat til brug, og der stod også altid en stor skål fedt fremme til rugbrødsmadderne.

Nogle år efter flyttede farmor og farfar til Bornholm, og derfor blev havebesøgene sjældne. Vi holdt dog næsten altid sommerferie på solskinsøen, Her husker jeg, at det igen var køkkenhaven, der var det fremherskende element, og midt i den blev der også plads til et lille drivhus. Jeg var det ældste barnebarn og den eneste pige dengang, og jeg har jo nok allerede dengang vist interesse for det, der gror, for han trak mig gerne med rundt i haven.


Han havde virkelig grønne fingre, og især var han stolt af, at han i drivhuset kunne få freesia til at gro. Det skulle åbenbart være svært! Jeg kan endnu genkalde mig duften af freesia, og især de gule, som duftede kraftigst. Han fortalte også, at man altid skulle have hakkejernet med på den daglige runde, for så kunne man lige fjerne noget ukrudt med det samme, inden det voksede sig for stort og uregerligt. På den måde ville havearbejdet være overkommeligt. Han gik der nu ikke af pligt, men af ren lyst!

Mon ikke min farfar fik sået et lille kim til min haveinteresse?

Mine egne forældre har altid boet i hus med have, og selvom vi kun boede til leje, bar haverne bestemt ikke præg af det. Her var det min mor, der regerede. Det var helt traditionelle haver med græsplæne og staudebede i kanten. Min far var overhovedet ikke interesseret i have, men var dog chef for græsplænen. Selvom han ikke gad havearbejde, nød han dog at sidde derude om sommeren, når han kom træt hjem fra arbejde. Jeg husker, at min mor altid stod med rumpen i vejret, for modsat mig satte hun en ære i, at der ikke skulle være noget ukrudt overhovedet, og hun kunne godt lide bar jord mellem blomsterne. Alt skulle være perfekt, og vi har ofte drillet hende med, at hun garanteret friserede græsplænen.

Den sidste have hun havde var ikke stor, men den lå dejligt på en bakke ude på landet. Her boede hun sammen med sin mand, og de var fælles om pasningen. Der var planter i alle farver mellem hinanden. Det var ikke altid de passede sammen - ifølge mig - men det var ren og skær planteglæde, og der var mange af dem - planterne. Hun kendte alle navnene på sine planter, og hvor hun havde fundet dem. Det må jeg have arvet efter hende for det sætter jeg også pris på at kunne, selvom jeg ikke altid sådan lige på stående fod kan huske dem.

Desværre husker hun ikke sine haver eller blomsternavne mere, da hun forlængst er gledet ind i demensens tåger, men jeg tror, hun alligevel  på sin egen måde nyder de blomster, familie og venner beriger hende med Jeg prøver så vidt muligt altid at tage blomster fra haven med til hende. Så kan vi få en sludder om dem.

Mon ikke det er de små oplevelser i barndommen, der har lagt kimen til min havepassion den dag i dag. Og selvom jeg hverken spiser orm i ærterne, eller holder min have så ukrudtsfri som min mor gjorde, har disse ting sikkert påvirket mig, Jeg tror det!



EN HAVEBOGREOL

$
0
0
BØGER

De står der side om side, ryg ved ryg og gemmer på alverdens viden om, og holdninger til haver. De rummer drømme og skønne gengivelser af haver fra alle kroge af verden. Angriber opgaven fra vidt forskellige vinkler og med helt forskellig tilgang til det med have. Alligevel har de noget tilfælles.

TEKST & FOTO: MARIANNE




Er det rigtigt, at havefolk elsker havebøger - altså rigtige bøger, man kan holde i hånden? Den fornemmelse får man i hvert fald let, når I læsere fortæller, at I også gerne vil have magasinet i hænderne, frem for kun på skærmen. Det får mig til at fundere over om det er fordi, vi bruger vores hænder i haverne, at vi også helst vil have en rigtig bog frem for kun at "kigge" på en flad skærm med digitale data? Jeg vil helst ikke undvære den ene af delene, og heldigvis kan begge dele jo lade sig gøre.

Denne artikel handler om nogle af de havebøger, der står på min bogreol. Alle omhandler de aspekter af havelivet, men vælger at beskæftige sig med emnet fra vidt  forskellige vinkler og med vidt forskelligt formål. Nogle er ældgamle, andre spritnye, nogle aldrig læst, andre som gode gamle venner.

Jeg har vel været 14-15 år, da min mor en dag stod med to stk. af den samme bog fra bogklubben. På den måde havnede den ene af dem på min bogreol i ungpigeværelset med ryatæppe og sækkestol. Bogen var en kæmpe moppedreng, sort/hvide fotos over alt og mange, mange billedtekster og anvisninger. Der var minutiøse opskrifter på alt fra at lægge grusgange og bygge havedamme og stendiger, til stiklingeformering af rødder, podning og andre ret så havenørdede ting. Jeg sad sjovt nok og slugte det hele indtil jeg begyndte på det med drenge og ungdomsskole, og på den måde fik jeg lyst til at gå ud i mine forældres have og gå i gang med en stenhøj. Det var næsten som at lege i sandkasse, kan jeg huske, jeg gik og tænkte. Her var det bare med noget levende, noget, der kan stå og udvikle sig. Og så flirtede hobbyen med både farvesammensætninger og indretning, to interesser, jeg altid har haft.

I bogreolen

Det er sådan noget, havebøger skal kunne, synes jeg. Give én lyst til at gå i haven og bare gå i gang. Det er i hvert fald det, en stor del af dem, sætter sig for. At inspirere, og at overbevise om, at det hele ikke er så svært endda, og det bare er at give sig i kast med det og se, hvordan det hele går. Nogle havebøger, særligt dem som havnede på reolen allerede for år tilbage, giver desværre læseren et indtryk af, at det hele er meget, meget vanskeligt, at haveverdenen er lukket, og at man skal være absolut specialist, hvis man beskæftiger sig med have. Det er altså lidt synd, synes jeg, omend jeg sagtens kan forestille mig, hvordan man kommer til at havne i den grøft. Jo mere man ved om et emne, jo mere har man lyst til at grave sig ned i det. Det er jo et dilemma. Heldigvis findes der vel næsten en havebog til hver en målgruppe; fagnørder, specialister, den almindelige glade have- eller gårdejer, nybegynderen, børnene, æstetikeren eller hende, der går og drømmer om have, og indtil videre ejer en vindueskarm, en altankasse eller en baggård.

I bogreolen



Mangfoldigheden trives, og i min verden er det ikke enten/eller, men både/og. En god webside kan noget - bl.a. være medie for interaktivitet og strålende, levende billeder. Bøger kan noget andet - give anledning til fordybelse, ro og eftertænksomhed.  At sidde med en bog i hænderne, gør, at man får en såkaldt taktil oplevelse, man mærker tyngden, kan bladre frem og tilbage, lægge den fra sig, notere i marginen, sætte små sedler ind. Desuden kan man have dem alle stående i stuen som en del af interiøret, der på sin egen måde illustrerer, hvad slags menneske, man nu engang er. Eller i hvert fald, hvad der er ens interesse.

I bogreolen
Langt de fleste havebøger er som den gamle mobbedreng, jeg netop har omtalt. De skildrer, hvad vi gør med haven. Langt færre skildrer, hvad haven gør ved os. Dem - de sidstnævnte er jeg med tiden blevet gladere og gladere for. Dem med personlighed, med humor og med beretninger om, hvad man går og falder i staver over derude. Hvad man har gang i og hvilke reflektioner, det så giver. Om dette og hint. Men heller ikke her kan jeg undvære den ene slags frem for den anden. De kan noget helt exceptionelt hver især. Nogle gange - ja, faktisk oftere og oftere - er der et mix, altså både anvisninger til dette og hint, opskrifter og erindringer, digte og reflektioner. Er det gjort med både hjerne og hjerte, efterlader det mig med en helstøbt oplevelse af, at forfatteren har villet mig og andre havefolk det godt. Desværre sidder jeg af og til med fornemmelsen af, at der er nogle, der blot udgiver en bog for at ride med på en bølge. Her bliver der gentaget, hvad man kan læse i et af de gratis haveblade fra forrige år, blot tilsat nogle smarte billeder. Eller også er det konceptbøger, som man, hvis man har nogle år på bagen, ikke trækker ud af bogreolen igen efter at have sat dem derind.

For sådan har jeg det også med havebøger. Nogle får æselører og er fast vinterbeskæftigelse, bliver læst om og om igen, bliver anvendt som opslagsværker, fordi vi ved, at lige nøjagtigt dér, er der beskrevet hvordan man gør, når man vil så kuldekimere, eller dér, der står noget om, hvad man gør med nematoder. Der er også alle fagbøgerne, de smalle, der udelukkende og hver især omhandler roser, klematis, pæoner, klatreplanter, kaktus osv. Eller de lidt bredere - om skærehaver og blomster, man selv kan dyrke, grøntsagsdyrkningen fra A-Z, Gør det selv i haven, drivhuse, krukkevækster og den slags. Et helt hjørne for sig selv, er de bøger, der først nu så småt er på vej ind i min samling, hvor jeg inspireres af mine kolleger her på redaktionen. Dem, der handler om indretning og design.

I bogreolen
I min reol står der også rigtigt mange bøger, der egentlig ikke er deciderede havebøger, men som omhandler emner, der lægger sig tæt op ad det med have. For at nævne i flæng: Bøger om lægeurter, krydderurter, madlavningens og køkkenets kulturhistorie, brændevinsbrygning, alle kogebøgerne, særligt dem med de grønne retter, bøger om danskernes huse, bøger om stilhed og om naturglæder, om kunsten at lave ingenting, om livsstil og om specielle haver og anlæg. Spektret er meget bredt - eller rettere: Det breder sig ud over andre fagområder, og fletter sig sammen med dem. Ganske ligesom rigtigt mange af de senere udgivelser af havebøger gør.

I min bogreol står også en hel del bøger, der omhandler permakultur og bæredygtigt havebrug. Den ældste jeg ejer, har jeg haft stående siden 1979. Egentlig er det jo bare bøger, der beskriver det at holde have på en sund og fornuftig måde, men også økologi og buzz-ordet "bæredygtighed" sælger fortrinligt for tiden. Jeg er glad aftager af de fleste. Imidlertid er jeg også typen, som frekventerer biblioteket mere end ofte. Jeg har så meget hviletid i mit liv, og jeg elsker blot at bladre i havebøger, indsuge en stemning, lukke øjnene og tage på fantasivandring i en have eller forestille mig et nyt haveprojekt.

I bogreolen 
Naturligvis er der havebøger, jeg endnu ikke har, og havebøger, som endnu ikke er skrevet. Det er faktisk skønt at tænke på. Nogle gange tænker jeg: Dette her emne - om haver - er altså komplet umuligt at udtømme. Der er så mange vinkler, så mange parametre og detaljer, helheder og kombinationer af begge dele, der er værd at reflektere over og fortælle om og afspejle, at ét enkelt liv med haven som passion slet ikke rækker.



FRØHØST I LIFE-HAVEN

$
0
0
TEMA: HAVEN I ÅRERNE

Når man er frønørd og én af den slags havemennesker, der næsten ikke kan gå forbi en frøstand uden at komme til at knibe, hvis den hænger ud over fortovet, så er det en helt særlig ufordring at byde sig selv at tage i LIFE-haven på Frederiksberg i august. Følg med her og hør, hvad det bragte med sig.

TEKST & FOTO: MARIANNE



LIFE-haven har jeg kendt, siden jeg i 90'erne boede i en stor lejlighed lige på den anden side af Åboulevarden. Den "anden side" var Nørrebrosiden i forhold til Frederiksbergsiden med den attråværdige skatteprocent. Fra min lejlighed på femte sal med udsigt over en stor del af København, kunne jeg også se ned til Landbohøjskolens haver og anlæg. Den gang gik der køer på nogle af arealerne, med hovedindfaldsåren løbende lige ude på den anden side af de sorte jerngitre, men der var også LIFE-haven, som i dag anvendes som levende  "sædbank" til de øvrige haveanlæg.

Senere, da jeg begyndte at blogge om have, og vi kun var omkring 30 danske havebloggere, satte vi hinanden stævne for første gang i netop LIFE-haven. Den er derfor et kært minde, og de gange, jeg gengæster den, bliver jeg så varm og glad indeni. I august i år stod jeg der igen.



Det var en skøn, hed dag. Cumulusskyerne skabte et varieret landskab oven over det hele, og haven vibrerede af liv. Omkring cafeen i væksthuset var vibrationerne meget intense og hver en stol var optaget. Bartenderen fortalte, at hun genså mange af de samme ansigter, men at der hver eneste dag kom nye til. Der var pensionister, der vendte den politiske dagsorden, unge mødre med barnevogne og bleer på skuldrene, folk i deres bedste alder, der havde sat hinanden stævne over en chai latte. Der blev slentret, studeret og nærlæst på alle de små, hvide skilte ved hvert bed, sludret lavmælt og skuet ud over blomsterhavet.

Haven er opdelt i lange bede, som alle har små haver inden for hver sin buksbomhæk. Der er næsten ikke den blomst, der ikke er repræsenteret. Sådan føler man det - skønt man jo godt ved, at det slet ikke er rigtigt. Men mangfoldigheden skaber champagnebobler indeni, og den dag i august står det hele i fuldt flor. Så fuldt, at frøhøsten var gået i gang.





Der er opstillet skilte flere steder, hvor det understreges, at det ikke er tilladt at høste frø fra haven, og det bliver der holdt øje med, er jeg sikker på. Ikke at det på nogen måde kom til optøjer, der var ro og idyl, og mine fingrer var så fast klistrede til udløseren på kameraet, at jeg kan allerede nu kan afsløre, at jeg gik derfra med tomme lommer og ren samvittighed.


Hvad jeg til gengæld fik med hjem, var en intens fornemmelse af at dele et eller andet med en hel masse andre. Både besøgende og ansatte. Uden at have sat ord på det. Uden andet end udveksling af milde smil og tindrende øjne, der mødes - mellem mig og den anden. Eller mellem andre - iagttaget på afstand.

Nogle gange sker der det, at jeg uforvarende i bar begejstring "kommer til" at snakke med andre, der står i min umiddelbare nærhed. Som når nu man står ved et bed med salvier eller solsikker i helt særlige farver. Eller ved et bed med så mange farvenuancer, der smelter sammen og alligevel adskiller sig  i grupper hver for sig. Det kan der komme virkelig mange gode snakke ud af. Om hvad? Bare om det smukke i en enkelt plante, om dyrkning, om andre farvevarianter. Om alt muligt, der gør hjertet varmt og sjælen skinnende på folk med haven rullende i årerne.


Og der er lidt for enhver smag. Der er både milde farveneutrale kig, som understreger netop én slags plantes specielle udstråling, som nu dette med gaura. Men der er også passager med farveklashes, der næsten gør helt ondt i øjnene og gør, at man vågner som af en velbehagelighedsdøs og overvejer, hvad der egentlig er smukt.

Selvom der hersker en vis stramhed over haven med alle buksbomhækkene og planterne i rækker og geled i hver deres "skoleklasse", så får planterne også lov til at vælte lidt rundt og være løsslupne. Det giver et utroligt charmerende udseende, og netop da jeg står overfor den røde havemælde ved jeg med mig selv, at jeg stadig har alt for lidt af dem hjemme i min egen have. Det er imidlertid den letteste sag i verden, for det er bare at lade nogle af alle de selvsåede blive stående når jeg kommer til forårslugningen.




En ting, jeg studsede over var, at det stort set kun var unge, mandlige studerende, der høstede frø. Der stod de med deres hipsterskæg og kasketter og blev anvist hvad de skulle, hvor henne, og lidt senere gik de i gang med en ildhu, der fik mig til at trække på smilebåndet.



Universitetshaverne på Frederiksberg er en del af Det Biovidenskablige Fakultet og går sammen under navnet Landbohøjskolens haver. Der er åbent hele året rundt undtagen juleaftens og nytårsaftens dag, og der er gratis entré.

I løbet af denne måned besøger vi en anden af Det Biovidenskablige Fakultets haver, nemlig den såkaldte "romantiske have", som ligger lige ovre på den anden side af gaden. Det er et parkanlæg, en slags botanisk have i miniformat med sin helt egen charme og æstetik.



HER HAR VI VÆRET:

LIFE-haven
Bülowsvej 17
2000 Frederiksberg



Læs også: 

DE STORE I KLASSEN
De kan bare noget - de der træer. Og der er massevis af muligheder. Vi ser på, hvordan man bruger "de store i klassen" som en bevidst del af havens indretning.




DRAGENDE GRÆSSER PÅ BRØNSHØJ TORV
Mange byer er i fuld gang med at forvandle alle ledige pladser og arealer til grønne områder, de såkaldte lommeparker. Lige i den nordlige udkant af København ligger Brønshøj, en rolig landsby i byen, med torv og alligevel liv i gaden. Se her, hvordan de har indrettet med græsser.  
sensommerhave
DA LINJERNE FORSVANDT
Så er vi der igen. På besøg i en have med linier. Men denne dag - på  kanten af sommeren - er det ikke de før så markante linier, der dominerer. Det er et væld af sensommerfarver. Hvor tror du mon, du nu skal med på havebesøg?




ET HAVESPOR BLIVER FULGT

$
0
0
HAVETANKER

Lille Karl er 1½ år og bor på Islands Brygge. Hans mormor er såkaldt "havetosse", men har en fortid bl.a. som vejleder og censor på det tidligere Københavns Pædagogseminarium. Dér talte man om "at følge barnets spor", så det har mormor nu gjort. Vi skal på besøg i Byhaven på Sundbyholm i hælene på Karl. Vil du med?

TEKST & FOTO: MARIANNE



Mellem DR's store mastodont af et glashus og en ungdomsinstitution med høje, tillukkede gitre ligger haven. Med Center for Hjerneskade på den anden side og en børnehave "i baghaven" er Sundby Byhave også et åndehul midt i den travle by. Jeg begiver mig yderst sjældent ud på Amager, og jeg ville ikke have anet noget som helst om haven, hvis ikke jeg, på min færd mellem Bagsværd og mit lille barnebarns nye vuggestue, kørte forbi et meget særegent pileflethegn. Jeg har flere gange været ved at glemme at kigge ud af forruden, så spændende så det ud. Forleden, da jeg havde lovet at passe den lille i et par timer, besluttede jeg mig for at undersøge sagen. Sammen med Karl.






Vi var godt rustede. Ostestang og kiks i lommen, kamera under armen og et spilop-agtigt gåpåmod. Af sted med os to. Børn i den alder er der fut i, skulle jeg hilse at sige, så selvom det var meget, meget tillokkende at blive stående og fotografere disse vidunderlige haveanlæg i pileflet, så når han hurtigt vidt omkring, den lille. Dagens mission står pludselig klokkeklar for mig: Følg hans spor, Fru Olsen. Det var det, vi skulle.

Godt så. Nedenfor ser du det, man ser, når man vender ryggen til den spændende pilefletinstallation ud mod vejen. Den må vi vende tilbage til senere, til vinter eller til foråret, for denne have er absolut værd at genbesøge.







FLYVENDE
Vi - dvs. Karl - går hen mod nogle af alle de pallerammer, der er stillet op som bede. Et af dem har fået installeret et insekthotel, og lige ved siden af i luften sværmer en stor sværm med - kan det være døgnfluer? De ser ikke farlige ud, men simrer rundt om ørerne på os, og Karl forsøger at fange dem. Det er ikke nemt. Men vi får snakket lidt om at de flyver - ligesom flyverne langt oppe i luften. Fugle og dem af skinnende metal. Alle dem.


Karls øjne fanges naturligt af det farverige, og i hjørnet af hønsegården står en begonia. Sådan en, som man ellers ville stille i sin farmors entre. Nu får jeg min allerførste "blomsterbuket", en afrevet del af kronen på en begonia. Taaaaak! Den er fin! Skovjordbærret lader vi stå. Jeg henleder overhovedet ikke Karls opmærksomhed på det, for jeg synes endnu han er for lille til at kunne skelne mellem hvad, han må putte i munden, og hvad han ikke må. Og jeg ved ærligt talt ikke, om begonia er giftig. Så vi trisser videre.

 
Der står også et kæmpestort hjemmelavet drivhus. Det er altså lækkert! Jeg håber inderligt, at de får brugt det meget mere, og har allerede lavet en aftale med Anette, som er leder der, om at vi kommer på besøg igen til foråret, når alle ungerne er i gang igen. Men samtaler med andre folk bliver korte og flyvske. Jeg følger igen lille Karl over stok og sten, som opfanger alt muligt. Mere, der kan flyve: Øj, se fugle. Vi lægger nakken tilbage, følger deres flugt. Mange måger og andre højdeflyvere svæver over byhaven.

Jeg funderer lidt over det med spor, og tænker, at et barn selv har dem, følger dem, at vi følger barnets, men også lægger nogle, som barnet så følger. Jeg har i hvert fald sat mig for, at hans naturinteresse og -glæde skal følges og stimuleres. Ikke andet. Bare give ham gode muligheder for at tage ind, forstå, nyde.


SNAVS OG JORD
Tag et kig på ovenstående foto, og bemærk buksebagen. Sådan så mave og albuer også ud - og ærmekanterne. Vi har nemlig vasket hænder i vandpytterne og sat os mærkelige steder, hvor der var fugtigt. Godt en blebag er velisoleret, men måske skulle overtræksdragten have været taget i brug, selvom det trods datoen jo ikke er ret koldt. Næste gang tager vi regndragten på. Faktisk forstår jeg pludselig godt, hvorfor folk troede, jeg var en dreng, da jeg selv var lille. Jeg havde brunt hår i grydefrisure og var konstant sort på knæ og albuer. Jeg lignede ikke mine kusiner med lyse, lange fletninger og var stort set altid at finde under en busk eller oppe i et træ. Måske går have- og naturglæde videre i generne også?


Vi leger gemmeleg mellem de mange kasser med børnenes planter. Og solen går alt for hurtigt ned. På vejen ud smiler jeg af nogle af de små beskeder, der står på kasserne. Og vi vinker til den etårige trompetkatost, der stadig står og blomstrer. Karl og mormor siger på gensyn til foråret til Byhaven på Sundbyholm.





Viewing all 1793 articles
Browse latest View live