Selvom det er skønt at drømme, så kan det også blive en smule anstrengende sådan at have en have under opbygning. Fokus bliver konstant på alt det, som ikke er der endnu, og som ikke fungerer. Jeg vil derfor her på falderebet forsøge mig med noget andet. Jeg vil for en gangs skyld se tilbage og ikke fremad. Jeg vil lave en lille status over, hvordan året egentlig er gået. Og måske mest af alt om den viden, jeg har fået om mig selv som havemenneske)i løbet af det forgangne år.
#1
JEG GÅR I GANG MED FOR STORE PROJEKTER, ER TÆT PÅ AT KNÆKKE NAKKEN PÅ DET OG KLARER DEN ALLIGEVEL TIL SIDST…I virkeligheden er dette nok den største erkendelse. Om den er ny, ved jeg ikke, men åbenbart glemmer jeg det fra gang til gang. Da vi næsten havde fået afsluttet drivhuset udvendigt, gik jeg mere eller mindre i gang med at splitte hele den øvrige have fra hinanden. Og da jeg en aften stod derude i mørket efter at have puttet børnene - endda med feber - og både var i gang med at flytte fliser, grave nye bede og flytte højbede, føltes det pludselig lidt uoverskueligt. Basalt set bare som en virkelig dum ide at være gået i gang med det hele på én gang. Men jeg synes tit, at haveprojekter bider sig selv lidt i halen. Jeg skulle fx anlægge et nyt bed, hvor jeg skulle bruge alle de løg, som jeg sidste år lagde “til opbevaring” i et andet bed. Så derfor måtte det andet bed jo også tømmes osv osv. Min mand og jeg lavede den aftale, at det hele skulle “samles” igen inden efterårsferien. Vi havde brug for, at der også kom orden i haven igen, og det besluttede vi altså, at der skulle være der. Så derfor stod jeg så der…i mørket…og knoklede løs. Og lige der føltes det tosset. Men da efterårsferien kom, og jeg havde fået alle fliser lagt igen, alle højbede flyttet og alle løg og planter sat, så var det bare top skønt. Og nu er jeg simpelthen så glad for, at jeg kastede mig ud i det store projekt og ikke kun tog en lille bid. For nu kan jeg hele vinteren nyde det indefra.
Og jeg kan i øvrigt tilføje, at min kære mand er på præcis samme måde. Det kan man næsten tænke sig til, når han synes, at det da var et godt tidspunkt at bygge et drivhus på, når man lige er gået på barsel med det fjerde barn og også har et kæmpe ødegårdsprojekt. Også han har stået derude i mørke og regnvejr og bygget og bygget på det drivhus, der i øvrigt aldrig har været hans drøm, men egentlig kun min. Så nok glemmer han hvert år min fødselsdag og har vist aldrig foræret mig blomster, men til gengæld har han bygget et helt drivhus til mig. Det kan man da kalde en kærlighedserklæring.
#2
JEG ER BLEVET GLAD FOR JORDI forbindelse med hele det store omrokeringsprojekt i forhaven kunne jeg konstatere, at det meste af den jord, jeg havde at gøre godt med, var enten stabilgrus eller helt hård og tung lerjord. Først så jeg for mig, hvordan det ville blive både pokkers dyrt og meget bøvlet at skulle af med al den jord for derefter at købe ny. Men så slog det mig, om det mon ikke kunne lade sig gøre at agere “jord-kok” og give den en ordentlig blandetur sammen med noget tilsat kompost. Og det føltes faktisk ret fedt; at stå der og ælte løs - at tilsætte lidt af det ene og lidt af det andet, indtil konsistensen føltes god. Nu håber jeg så bare, at planterne kan lide det. Min søn på to år har i hvert fald haft en fest med alle de grus- og jordbunker, vi har haft liggende! At det så ikke længere var meningen, at man måtte grave i bedene, når løgene først var blevet lagt, det tog det lige lidt tid at finde ud af.
#3
JEG MANGLER ILD OG VANDSå jorden i haven har vi styr på. Men vi mangler ild og vand - det står på ønskelisten til næste år. Vi havde det lille solcellespringvand til stor fornøjelse for børnene i sommer. Men det er ikke nok. Så når jeg nu lige så stille får fjernet havens græsplæne, så skal der noget andet til, som øjet kan finde hvile på omme i baghavens vildnis. Og her forestiller jeg mig et stort spejlbassin, og jeg glæder mig helt vildt til det. Så er der lige det med børn og vand bl.a. den del af det, som hedder, at det jo kan gå grueligt galt selv på lavt vand, hvis børnene falder forkert i det. Men lige på det punkt kan man sige, at det er heldigt med en lille have. Børnene er altid under opsyn - hele haven kan ses indefra. Andet punkt hedder, at hvis jeg stiller en kæmpe “vandpyt” op midt i haven, så vil jeg konstant have børn med våde sko, bukseben og ærmer sådan lidt afhængigt af årstiden. Men omvendt så har de jo en fest - og det hele tørrer jo igen. Så det besvær vil jeg gerne tage med.
![]()
Og ild. Når vi tænder op deroppe i vores svenske landsted (stadig kun inde, da vi ikke har fået lavet bålpladsen færdig udenfor endnu), så er det jo bare simpelthen så hyggeligt. Findes der noget, der kan samle så godt som ild? Jeg tror det ikke - og især ikke, hvis man også tilsætter en pose skumfiduser. Så i forhaven vil jeg (engang) gerne have et bålfad eller måske en lille åben ovn og så selvfølgelig også på sigt en lille brændeovn inde i drivhuset. Nøj, det bliver hyggeligt at kunne sidde derude med en varm kande te.
![]()
#4
JEG GÅR ÅBENBART IKKE ALTID IND FOR MANGFOLDIGHEDHvad der til gengæld ikke er så hyggeligt, er mit forhold til visse dyr i haven. Jeg må desværre indrømme, at jeg ikke er så tolerant overfor alt dyreliv, som jeg gerne vil være. Jeg haaaader snegle. Er faktisk bange for dem, hvilket måske er lidt mærkeligt. Og opdager jeg, at der er kommet en eller anden form for orm eller andet på planterne, så kan jeg blive nærmest sådan helt vildt sur. Og så siger min mand, at vi da går ind for mangfoldighed og griner ad mig. Men altså, lige der er jeg åbenbart ikke så tolerant. Derfor var det også kærlighed ved første blik, da jeg en dag faldt over en varmekompost, for det har nærmest givet mig mareridt at skulle ud og besøge komposten. Når jeg har haft brugt af den, har jeg været skrækslagen for, hvad jeg kunne støde på af kryb. Derfor tænkte jeg, at varmekomposten måtte være svaret på mine bønner. For en kompost må man jo have. Den er derfor indkøbt og opstartet. Jeg er meget spændt på, hvordan det skal gå med den.
#5
JEG HAR SAVNET DET SPISELIGEJeg har stort set ikke haft noget spiseligt i haven. Ikke fordi, at det er blevet spist af de fordømte snegle - mere bare fordi, at det røg ud, da alle byggeprojekterne kom ind. Vi har simpelthen ikke rigtig haft noget sted at plante det. Men jeg har kunnet mærke, at det altså er vigtigt for mig at have grøntsager at kunne gå og høste af. Vi har heldigvis stadig haft frugtbuske. De står i højbedene i baghaven. Det fungerer egentlig ret godt at have noget lidt højere og buskagtigt her, så hele haven ikke kan overskues på en gang. Men det er desværre kun blåbærrene, der trives her. Mere sløjt ser det ud for solbær, stikkelsbær og ribs, der har fået både noget svamp i bladene og larver i bærrene. Pokkers irriterende. Jeg plantede dem derom sidste år, så de får lige en chance mere næste år for at komme ovenpå. Og ellers må jeg have dem flyttet. Blåbærerne er jeg til gengæld helt vild med. De er super nemme at plukke for selv de små, de smager skønt, de er sunde og raske og uden dyr, og så er de jo så smukke her om efteråret. Så jeg kunne egentlig godt tænke mig blåbær i begge højbede og så eventuelt få dem op i en rosenbue - en blåbærtunnel. Det ville være hyggeligt.
![]()
#6
JEG ER ALTSÅ IKKE FAN AF EFTERÅRETJeg kan glædes over de smukke blåbærbuske, men ellers er efteråret altså ikke min favoritårstid. Jeg synes, at den bare er trist. Den er våd og grå og kedelig. Jeg er med på, at der også kan være smukke dage med høj blå himmel og de mest fantastiske farver på alting. Vi havde for eksempel en virkelig skøn efterårsferie i Sverige, hvor vi til fulde kunne nyde farverne. Det var nærmest som om, at man kunne trække dem helt ned i lungerne. Men der er for få af den slags dage til at kunne opveje alt det grå og triste. Måske mit efterårsproblem hænger sammen med, at jeg har svært ved tidens gang. Der er vist noget der, jeg ikke helt er kommet overens med, men sådan må det så være. Derfor er jeg i den grad også glad for, at jeg i forhaven har indrettet mig med en masse stedsegrønt. Med buksbom, sankthansurt og græsser i bedet og med påskeklokker og et lille nåletræ i krukker. På den måde skal jeg ikke konfronteres med en masse sammenklasket brunt, når jeg går ud og ind af vores huset hele efteråret og vinteren igennem.
![]()
#7
JEG HAR KLUDDER I FARVERNE I BAGHAVENModsat forhaven, som bare skal være dejlig grøn hele året med lidt hvidt om sommeren, vil jeg gerne have en masse farver i baghaven, og jeg må konstatere, at der altså ikke er styr på det endnu. Det gik godt så længe, der var løg. Vi startede ud med lilla krokus, dernæst de skønneste blå farver med perlehyacinter og kugleprimula og til sidst tulipaner i pink og lilla. Men da så stauderne skulle overtage, blev det noget rod. For indtil videre består staudebedet i baghaven hovedsagligt af stauder, som jeg har fået af gavmilde sjæle på den ene eller anden måde. Alt, hvad der har været lilla og lyserødt, har jeg sagt ja til og sat herom. Men det er altså ikke helt mig, kan jeg fornemme - det bliver lidt for kedeligt. Helt galt går det, fordi der er opstået en lidt tilfældig kombination af pang og pastel, som ganske simpelt ikke fungerer. Så engang vil jeg gerne anlægge det fra bunden, så jeg selv kan bestemme indholdet. Til den tid skal målet være at få mere valør-harmoni i bedets blomster med langt mere farvespræl end i dag.
![]()
![]()
Ud med alle de rosa pastelnuancer og ind med noget med knald på - med lilla som det bærende tilsat orange, blå og mørk pink.
#8
JEG ER FOR PLANTE-BLØD OM HJERTETOg det siger jeg så nu. Bare ud med det og ind med noget andet. Men når jeg så står der med den fine lyserøde geranium, så kan jeg simpelthen alligevel ikke nænne at smide den ud. Det ved jeg egentlig godt allerede. Præcis det samme skete i forhaven. Jeg havde en plan om, at det netop kun skulle være de stedsegrønne, men så stod jeg pludselig der med både hvide iris og pæoner og syntes ikke, at jeg vil have hvidt omme bagved, og kunne omvendt heller ikke rigtigt nænne, at de bare skulle smides ud. Så de kom i det nu kun næsten stedsegrønne bed foran alligevel. Og det bliver sikkert også fint nok. Men det var altså ikke planen. Så derfor ved jeg også, at jeg ikke kan gå i gang med at rydde op i staudebedet bagved, før jeg har et sted, hvor jeg kan sætte alt det sarte lyserøde og hvide hen. For ud kommer det altså ikke. Så når vi på et tidspunkt skal lave en tilbygning, og vores rodehjørne med æbletræet kan blive til noget andet end rod og et æbletræ, så må jeg lave et hvidt og rosa bed her. Sådan må det være.
![]()
#9
JEG GLÆDER MIGIh, hvor jeg glæder mig! I år har været et knokleår. Næste år skal være et nydeår, så den tilbygning der må altså lige vente, siger jeg nu. Selvom der er mange ting, der stadig ikke er færdige, så satser jeg på, at det må kunne lykkes at nyde det lidt næste år. Bare det, at vi nu har fået en udendørs spiseplads, gør mig glad. Hele sidste år spiste vi ikke ude i haven en eneste gang, da der simpelthen ikke var noget sted at gøre det. Men nu har vi sågar købt en grill lige her for nylig. Det har vi aldrig ejet før. Nye tider er på vej. Så jeg tror, at det gælder os begge - vi har simpelthen bare lyst til at være derude nu i vores lille nyskabte uderum. Heldigvis tror jeg, at det forgangne knokle(rode)år har været hårdest for os voksne. Vi så kun alle de ufærdige projekter, mens børnene så et vildnis af en legeplads med bunker at grave i, brædder at kravle på, huller at springe over osv. Hvad jeg også glæder mig til, er, at jeg har besluttet, at jeg vil gå hjemme et halvt år med vores tre yngste børn - dem der endnu ikke går i skole. I den forbindelse har jeg allerede mange tanker om, hvordan vi kan bruge haven sammen i vores hverdag. Ih, hvor skal vi have gang i køkkenhave-højbedene. Og vandplaskeriet. Og bålet. Og nyde alle forårsløgene. Og alt det andet skønne, som en have og naturen nu engang kan byde på.
![]()
#10
MEN VI KOMMER DA TIL AT MANGLE EN STOL…Da vi flyttede ind i vores hus for nu snart fire år siden, havde vi to børn. På daværende tidspunkt købte jeg tre børnestole til at stille udenfor på hver side af huset, og jeg følte mig meget fremadskuende. Nu har vi så fire børn. Så vi kommer da til at mangle en stol! Men det må nok bare være årets sidste erfaring - at der er alligevel grænser for, hvor langt ud i tiden man kan planlægge for. Det er nok også ok, for mon ikke at vi løser det på en eller anden måde alligevel. Så ud over at være grobund for masser af forventningens glæde og til tider frustration, så kan en have jo også noget andet, nemlig give os mulighed for at øve os på bare at være til stede lige her og nu. Så tak for året, der er gået, til dig, min lille have derude.
Vil du læse mere om Tinas familiehave, kan du finde hende på Instagram lige her. 
