Quantcast
Channel: HAVEFOLKET
Viewing all 1793 articles
Browse latest View live

LÆKKERIER TIL HAVEN

$
0
0
TEMA: HAVEDESIGN

Selvfølgelig skal vi i denne måneds tema, der handler om havedesign, også en tur omkring design til haven. Vi har fundet nogle virkelig lækre sager frem, nyheder såvel som gode klassikere.


TEKST: KARINA
FOTOS: VENLIGST UDLÅNT AF FORHANDLERE




Nogle af de skønne sager, vi bringer her, er helt nye fra hylderne. Andre er gamle og elskede kendinge, som sagtens kan tåle et gensyn. Farverne vi opererer med i denne shoppingartikel er sort, grå, blå med besøg fra naturens træ og et lille metallisk hint. Se med her, men pas på for måske bliver du fristet, det gjorde jeg i hvert fald. 






Den eksklusive vandslange fra det svenske firma Garden Glory har haft et par år på banen og findes i 7 forskellige farver. Vandslange samt tilbehør koster 795. Fra Garden Glory kommer også den lækre postkasse "Clutch" der fås i farverne sort og grå. "Clutch" koster 2795 og ønsker du standeren i farven guld fås denne i tilkøb for 295. Krukken "Castle" kommer fra det dansk/svenske designfirma Friends & Founders. Krukken er udført i sandstøbt aluminium, der gavner planterne i sommerperioden, da varmen hurtigt forsvinder fra materialet. "Castle" medium leveres med eller uden dræningshuller og krukkerne fra serien koster fra 5995. Stolen "Mychair Net" er også fra Friends & Founders og er udført i UV-pulverlakeret stål. Den fås i farverne hvid, grå, karamel, mørk blå og kobolt og koster fra 3495.




Lanterne "Gustav" i mørk zink og med afrundede hjørner er fra Ib Laursen. "Gustav" fås i flere størrelser og koster fra 369. De melangegrå Boxpudebetræk er fra House Doctor og er lavet i  100% bomuld. Betrækket måler 55 x 55 x 6 cm og koster 169. Skamlen Vigo i fibercement er fra Ilva og fås både i en firkantet og rund model. Begge modeller koster 599. Den lækre plaid fra Södahl ses her i farven China blue. Plaiden er i 100 % bomuld og koster 149,95.



Trip Trap kommer vi heller ikke udenom og slet ikke den legendariske Drachmann bænk der er udført i teak. Bænken som måler 165 x 58 x 86 cm fås i farverne sort, hvid og natur og koster 7.495. En anden lækker sag fra Trip Trap er bålfadet "Ignis" der er lavet af cortenstål. Bålfadet måler 75 x 40 cm og koster 1.995. Den nostalgiske trækasse "Dania" er også lavet i teak og fås i flere størrelser. Til opbevaring af haveredskaberne, til æblehøsten eller til flasker og lign. ved udekøkkenet, mulighederne er mange. Dania koster fra 499,95 og er ligeledes fra firmaet Trip Trap.



De nævnte priser er alle i DKK og vejledende. 
HAVEFOLKET påtager sig intet ansvar for eventuelle prisændringer eller trykfejl. 


PRODUCENTER

HAVERUM HOS CLAUS DALBY - EN SKJULT OASE

$
0
0
TEMA: HAVEDESIGN

Allernederst i haven hos Claus møder man dette lille haverum. Selvom det ligger i umiddelbar nærhed af den tilstødende villavej, så er her endnu en skøn oase med tid til eftertænksomhed. Rummet er styret af stramt klippede formationer af avnbøg og ovenover i den modsatte side svæver kronerne af de formede tretorn. Intet er overladt til tilfældighederne.


TEKST & FOTO: LONE




Rummet her er ikke stort. Og det gør måske heller ikke så meget væsen af sig. Det fungerer mest af alt som en oase mellem de omkringliggende store haverum, der byder på brag af blomsterpragt.

Rummet her har grønne vægge til alle sider mod resten af haven, og i midten af haverummet står et vandbassin, der er ganske enkelt skåret: Et kvadrat. Vandet står stille - her opfordres til ro! Man har lyst til at sætte sig på kanten af bassinet og nyde stemningen. Det tror jeg dog ikke konstruktionen er beregnet til, så det undlades naturligvis.

Rundt om bassinet ligger igen de lækre brosten, som man også ser andre steder i haven. Over os hører man duerne klukke. De kan ikke ses lige her, men de er der - i haven et sted. Det hører man tydeligt.

Under vores besøg her i sensommeren er det solhat og hjortetrøst, der dominerer farvebilledet. Floks, katteurt m.fl. er her også. Farveholdningen er rosa, pink og violet. Særligt den violette/blå farve står godt til bassinets metal.

Når man kommer fra haverummet (som vi besøgte i sidste uge) med lange voluminøse staudebede, trækker rummet den besøgende i retning af den lille oase. Den skarpt skårede indgang mellem de to avnbøg lokker.



Også bassinet tiltrækker opmærksomhed. Det ligger som et "point de vue" for enden af stien vi følger.


Rummets hovedbestanddele - de elementer der er dominerende for det meste af sæsonen - er blandt andet de klippede tretorn, det maskulint skårne bassin og de bløde brosten, der vidner om at haverummet hører til i en dansk have, hvor ejeren er feinsmecker. Der er sans for lækre materialer og virkningen af samme.



De espalierede træer er bundet på stativer af stål og bambus. De stive knudepunkter sikrer formerne i mange år frem, indtil træerne har lært at vokse som ønsket.
På tværs af et af bedene i rummet kan man ane en bænk på den anden side af en havegang. Den smukke lyseblå farve passer fint ind i rummets farvespil og mon ikke man lige kunne tage 5 minutters  hvil her, mens haven beundres. 


Herfra fanger endnu flere haverum øjet, og vi lokkes snart videre. I denne have er der i sandhed masser at beundre.


Vil du læse mere om Claus Dalbys have kan du springe tilbage til de tre tidligere indlæg i serien med fokus på haverum i Claus Dalbys have:

HAVERUM HOS CLAUS DALBY - EN HAVE I HAVEN
Fra terrassen, som vi besøgte i sidste uge, kan man gå direkte ud til et af de største staudebede i Claus' have. Selvom stien gennem dobbeltbedene er bugtet, skal man ikke lade sig narre af den naturlige form. Kulissen er styret af den stramme taks klippet i flotte formater - og det giver ro til blomsterfloret, som Claus også er ekspert i at mestre.

HAVERUM HOS CLAUS DALBY - PÅ TERRASSEN
I dag skal vi besøge endnu en oase hos Claus Dalby. Terrassen her ligger ved et af havens væksthuse og er med til at give et roligt sted midt i alt blomsterfloret. Her kan man nyde stilheden under uret.

HAVERUM HOS CLAUS DALBY - EN "SUNKEN GARDEN"
Mange vil nok give mig ret i, at en have ofte bliver hyggeligere, når den inddeles i rum. Men bygger man rum i haven? Vi har besøgt Danmarks havemand nr. 1 i Risskov og tager dig over de næste par uger med ind i rum fra den private have. 

TEMA: BARNELEG

$
0
0
LEDER

At dele sin have med børn er noget af det mest livsbekræftende. Uanset om det er ens egne poder, søsterens små piger, naboens drenge eller børnebørnene, der dukker op i weekenderne, hvis man har den slags.

Men at dele sin have med børn gør også, at der skal være plads til dem. Der skal være plads i haven (og i havehjertet) til deres udfoldelser og lege, som kan være alt fra at grave med gravemaskine i mudderhul til boldspil og trampoliner. I denne måned ser vi på ideer og tips til at skabe rum for børn i haven. For det kan frembringe ønsker om nye legeuniverser. Og lidt kundskab skal også med ud i haven - for nogle planter kan spises, andre kan bestemt ikke.







Her på redaktionen bliver vi ind imellem lidt udstyrsfikserede. Det vil vi med det samme indrømme ganske blankt, men det skyldes, at der er så mange måder at bruge haven på og hvorfor så ikke finde de gode løsninger, når nu man nu alligevel er i gang med at bruge tid og penge på nye tiltag. Det kan faktisk være ret svært at finde frem til de bedste ting (der ikke altid behøver at være de dyreste), så vi håber her på at kunne hjælpe unge familier eller nybagte bedsteforældre lidt på vej til godt shopperi. Vi har derfor fundet en samling af lækre legeting frem til leg i haven. Ting, der er af god kvalitet og holder mere end en enkelt sommer. Og som desuden også ser kønne ud, mens de er der.

Men det hele skal ikke handle om shopping. Lenes skriver fx om sine private erfaringer med boldspil i haven, og Marianne fortæller om, hvordan børn har den mest fantastiske leg ud af fx simple ingredienser som jord og vand - mudder! Jeg selv lægger op til en lille snak om det at have kaniner i haven. Hånden på hjertet, så har mine to piger i mange år plaget om både kaniner og marsvin, men jeg har pure afvist. Fugle har vi til gengæld haft: Undulater. Og dem har vi haft stor fornøjelse af. Også udenfor. Hver sommer er de flyttet ud i et bur på terrassen og her har de nydt udelivet. Vi har tilmed hørt, hvordan de har kommunikeret med havens øvrige fugle. Super hyggeligt var det, indtil den dag hvor naboen kom ind og bad mig om at tage fuglene indenfor, fordi han var ved at blive vanvittig af at høre på al den pippen. Ja - sådan er vi jo så forskellige. Nogle er mere rummelige end andre, og det var nok ikke kun vores fugle, der udfordrede denne nabo samme dag. Livet er jo bestemt fyldt med udfordringer og så kan lyden af to glade undulater være dråben.

Andre har det lige sådan med lyden af børn i haven. Nuvel - skrigende børn kan ind imellem godt kamme over, og jeg har da også selv været efter mine, da de var små, hvis jeg syntes, at lyden var ved at tage overhånd. Men lyden af leg, latter, sang mv. fra børn, der hygger sig i haven, er de gode havelyde. Den slags der fortæller, at børnene har det godt, og at de måske endda har en fantastisk tid i et univers, som jeg selv har været med til at skabe. Det kan man da kun blive glad i låget af. Livsbekræftende som bare pokker.

Så, alt i alt er vores mission med månedens tema at give nogle ideer til, hvordan man lokker børnene ud i haven. For ja, nogle børn går derud helt af sig selv (de bor der nærmest en hel sommer), og selvsamme børn er eminente til at finde på masser af lege. Andre skal have et puf, en hjælpende hånd til at komme i gang. Og der kan det indimellem hjælpe på fantasien, at de fx får deres helt eget lille hus i haven, hvor de kan efterligne familielivet indendøre. Derfor stiller vi i denne måned også skarpt på nogle forskellige bud på legehuse og -tårne til havens yngste.

Vi håber, at du har lyst til at læse med. Og lad os endelig få dine erfaringer, hvis du har lyst til at dele.

Rigtig god sommer! Både til jer der bliver hjemme og hygger i haven, og til jer der pakker kufferten for at rejse til andre egne, måske andres haver. Og god fornøjelse med en måned i sommerens tegn her på sitet.






M Å N E D E N S  T E M A A R T I K L E R

LEGETÅRN
Plager de mindste dig om et legehus i haven, og vil du gerne opfylde deres ønske, selvom pladsen er trang, så se med her. Det behøver nemlig ikke at optage så mange kvadratmetre, hvis du bygger i højden.

HAR I KANIN?
Mon ikke alle med små børn har været stillet overfor det inderlige ønske om at få en kanin. Og de er da også ejendommeligt nuttede. Men hvordan lykkes man med at have kanin? Vi spørger i dag jer læsere om gode råd.


HUS I HØJDEN
Der er et eller andet magisk over de små legehuse. Som om man træder ind i lilleputland, hvor børnene har deres helt egen verden. Her er endnu et bud på et legehus - denne gang i højden, så der er plads til altan foroven og gynge i kælderen.


KOM UD OG LEG
Det er ikke altid nemt at finde lækkert udendørs legetøj til de mindste, så nu har vi sat os selv på sagen. Se her, for vi har fundet femten af den fine slags. 
GIFTIGE PLANTER I HAVEN
At kende forskel på hvad der er spiseligt og hvad der er giftigt er barnelære, som er i fare for at gå tabt. Nu kan du genvinde den inden du skal runde skadestuen med hjertet i halsen og en slatten unge først. Her er bogen, der grundigt og nemt giver dig besked!

FLYTBART LEGETÅRN
I godt 10 år havde vi legetårn i haven. Midt i græsplænen. Og græsset så forfærdeligt ud - både under og omkring tårnet. Rutchebanen tager lys fra græsset og langs kanterne voksede græsset op i lange aks og forvirrede billedet. Her er en løsning, der måske er værd at gøre efter.

LAD SANSERNE FÅ FRIT LØB
Vi elsker vores børn, og vi vil gerne passe på dem. Men nogle gange kommer vi til at passe så meget på dem, at vi uforvarende begrænser dem i deres udfoldelse - og det er faktisk ikke ret godt for dem. Hverken nu eller i deres fremtid. Her kommer en anbefaling af en hel masse sanselig og også gerne vild leg i haven.




T I D L I G E R E   A R T I K L E R   O M   E M N E T

BARNELEG
Kryds og bolle, popcorn på grill, eller hvad siger I til en lille indianerdans på de skrå brædder? Vi kommer her med et par forslag, som gør udelivet ekstra sjovt for de små. Læs mere >

Med småfolk i haven - og specielt hvis haven er nyanlagt - kan det være godt at få lidt bygget til ungerne, så der er alternativer til at grave i bedene eller lege i den nyplantede hæk.  Læs mere >



PLAYHOUSE
Inspireret af besøg i Danmark har spanske David Lamolla med danske rødder grundlagt en virksomhed, der tilbyder legehuse i moderne arkitektur. Læs mere >






For visning af alle artikler om BØRN I HAVEN, klik her.

HAVEN MÅTTE VENTE

$
0
0
REDAKTIONENS HAVEDAGBOG

I den forgangne uge har der ikke været meget tid til at nyde haven, idet ugen har stået i brylluppets tegn. Vores ældste søn blev gift i lørdags, og festen blev holdt hjemme hos os. Det skulle have været en romantisk havefest, men det blev anderledes.



TEKST & FOTO: LENE

Vejrudsigterne blev flittigt studeret, og hele ugen har der været regn på programmet for lørdagen. Jeg havde ellers lige set et romantisk bryllup for mig midt blandt alle blomsterne, små borde spredt rundt omkring med lange, hvide duge og yndige blomsterbuketter, men vi turde ikke satse på at det blev bedre, så vi flyttede indendørs. Heldigvis blev det sidst på eftermiddagen vejr til at være ude, og det helt til midnat!

Der blev dog alligevel pyntet lidt ekstra op i haven med pæoner i vandbassinerne.

Her til morgen gik jeg en tur i haven med kameraet, og jeg blev glædeligt overrasket over at Helene Lykkefund i mellemtiden var begyndt at springe ud. Mon ikke varmen i denne uge kan fremkalde den helt store blomstring. Jeg tror det.


I efteråret lagde jeg for første gang hvide allium, og de er også sprunget ud i sidste uge. Hvor er de smukke! Og det er dejligt at de blomstrer senere end de blå, som nu er færdige.


Rosen Guardina har den helt store blomstring i år. Det er tredje år jeg har den i haven, og i år har den rigtig fået fart på. Jeg har ikke sprøjtet roserne i år, og nogle af dem har da også allerede fået grimme blade. Lidt ærgerligt, men sådan må det være, når jeg har taget det valg.


GIFTIGE PLANTER I HAVEN

$
0
0
BØGER 

At kende forskel på hvad der er spiseligt og hvad der er giftigt er  barnelære, som er i fare for at gå tabt. Nu kan du genvinde den inden du skal runde skadestuen med hjertet i halsen og en slatten unge først. Her er bogen, der grundigt og nemt giver dig besked!

TEKST & FOTO: MARIANNE





Kig godt på dette billede af Marie og Mathilde. Spiser den lille pige til venstre et skovjordbær eller et af de røde bær fra kaprifolien? Og kan hun kende forskel? Mon den store kan? Det ene er spiseligt og smager fortrinligt. Det andet er giftigt. De er begge røde. De er begge små og tiltrækkende. Bærrene, altså. Uanset om pigerne kan eller ej, er det at vide, hvad der kan spises og hvad, der ikke kan, en viden, der er stærkt på retur. Derfor oplever Giftlinjen - en hotline, hvor man dels kan identificere planter på nettet, dels kan ringe ind og få besked om akutbehandling og afgiftning - en stærk stigning af henvendelser. Og det siger lidt om, at der et stigende behov for at vide, hvad der er hvad.





IKKE HYS
Altså. Inden vi begynder: Alt er giftigt i for store mængder. Men noget er meget giftigt selv i meget små og det er her, vi maner til fornuft og viden. Ikke for at du skal blive hys, overhovedet ikke, blot for at du skal sætte dig en lille smule ind i tingene. For naturen er så gavmild og så vidunderlig at være i og sanke mad fra, at det skal være alle forundt. Blot er der altså visse planter, der kan medføre døden og har gjort det gennem tiderne. Alt det får vi at vide om i denne bog. Til mindste detalje, med ny research og med stort vid. Der gives ren besked om gener ved forgiftningstilfælde fra hele verden: Blodig diarré, åndenød, coma, feberrystelser, hallucinationer, synsforstyrrelser, ulidelige mave-, led- og hovedsmerter, og det der er langt, langt værre.

Guldregn

NATUREN PÅ MODE 
Naturen er blevet moderne og den vinder ind flere og flere steder - i byerne, i børnehaverne, i baggårdene osv. osv. Og de små ser mor og far plukke alt muligt på gåturene og bringe det med hjem i køkkenet. De er nemlig hippe, eller hippier eller hvad de nu er, men i hvert fald glade for alle de "nye" nordiske urter, vi omgiver os med. Netop derfor er "Giftige Planter i naturen - i haven, i køkkenet og på marken" af Per Mølgaard også landet hos boghandlerne på det rigtige tidspunkt. Det gjorde den sidste forår 2014, men da vi har tema om børn i haven, synes vi at du skal mindes om den nu.




Bogen indledes med kemiske forklaringer og oversigter, og er man ikke decideret nørd, kan man sådan set nemt springe dem over. Plantegennemgangen er nemlig forsynet med ikoner (et dødningehoved, og et gult dødningehoved (dødeligt giftig), en ko (farlig for dyr), en hånd (fare for eksem) mv. Egentlig ville jeg have listet de planter op, du skal være særligt forsigtig med, men den liste bliver både for lang og for kedelig. For der er faktisk rigtigt mange planter, der kan se spændende og delikate ud i et barneøje - eller for naturentusiaster, der kigger langt efter nyt og spændende at putte i gryderne eller salatskålen - men som man bør lade stå og endda vaske hænder grundigt efter at have berørt dem.

Dansk ingefær og ligusterbær




TILLID OG GENKENDELIGHED
Der er også planter, som familiens husdyr skal holdes fra og det gennemgår Per Mølgaard også med stor behændighed. Billederne i bogen er vedkommende og nogle steder både søde og sjove, og langt de fleste illustrationer er tegnet af Kirsten Tind, der, som altid, mestrer det naturlige og genkendelige udtryk til perfektion. Netop den perfektion, der afspejler, at ikke to planter er helt ens, og alligevel opnår hun at finde frem til det, der gør dem genkendelige. Hvad det øje ikke kan se! Fotografierne er mestendels Per Mølgaards egne, men redaktøren, Ulla Koustrup selv, har også været ude med kameraet. Det giver som sagt en venskabelig og imødekommende, fortrolig og tillidsvækkende tilgang, netop hvad der skal til i en bog med et emne som dette.



En bog, der efter vores mening er rigtig god at have stående - vi nævner i flæng - på diverse restauranters køkkenhylde, i børnehaver og fritidshjem, i familiekøkkenet, måske det i sommerhuset, i mødelokalerne hos bybønderne.


FORNUFT OG NÆRVÆR - OG ET LILLE BÅND
Uanset, at denne bog er værd at eje og sætte sig ind i (inden det altså er for sent), vil vi opfordre til en smule fornuft, jordbundethed og nærvær. Hvis nu man lader være med at have de spiselige planter stående lige ved siden af de giftige er man et stykke vej. Og hvis man ledsager børnene og udpeger (og måske sætter et lille stribet bånd på) de planter, som man ikke skal røre/spise, så er man allerede langt. Barnets alder og habitus skal naturligvis altid være retningsgivende for, hvor detaljeorienteret, du skal være. Og i virkeligheden skærper du barnets nysgerrighed, så det i en tidlig alder lærer at orientere sig i naturen - en evne, der i mange år har været ugleset og fundet unødvendig. Dog kan den jo også gøre forskel på liv og død en dag, idet vi jo gennem tiderne har kunnet overleve ved at vide, hvad vi kan spise, og hvad vi ikke kan. Hvem ved om vi får brug for det igen?


TITEL: Giftige planter - i naturen, i haven, i køkkenet og på marken.
FORFATTER: Per Mølgaard
ILLUSTRATIONER: Kirsten Tind og Lars Møller Nielsen
UDGIVELSE: 2014
SIDER: 338
SPROG: Dansk
FORLAG: Koustrup & Co.







DEN HEMMELIGE HAVE OG FORTRYLLEDE SKOV

$
0
0
BØGER

I maj måned udkom malebogen "Den hemmelige have". Kort efter – midt i juni - udkom efterfølgeren ’"Den fortryllede skov". Bøgerne rummer de unikke universer tegnet af skotske Johanna Basford, og har man en kreativ åre, så er bøgerne de perfekte redskaber til timer af rekreation. 

TEKST: LONE
ILLUSTRATIONER FRA BOGEN & FOTOS AF J.B.: VENLIGST UDLÅNT FRA POLITIKENS FORLAG
ØVRIGE FOTO: LONE





Tegne- og malebøger er verden over blevet en kæmpe dille, og bogen "Den hemmelige have" har toppet Amazons bestsellerliste med mere end 1,6 millioner solgte eksemplarer. 

Malebøgerne er tegnet til voksne, men også store børn og unge med hang til fordybelse er ifølge forlaget Politiken, der nu udgiver malebøgerne i Danmark, vilde med konceptet. Kvinden Johanna Basford startede med at udgive malebøger til børn, men fik heldigvis sit forlag overtalt til også at udgive sine malebøger til et mere modent publikum.

HEROVER EN AF TEGNINGERNE FRA BOGEN



Jeg modtog bøgerne "Den hemmelige have" og "Den fortryllede skov" fra forlaget en eftermiddag sidst i juni, hvor jeg var stærkt fortravlet med afslutning af diverse arbejdsopgaver op til ferien. Og derfor fik min store teenagepiger lov til at fange an med bøgerne.


De har begge altid været glade for at tegne og farvelægge, og da der pludselig ankom et univers, der viste helt nye former målrettet et voksent publikum, og som endda indeholder et stænk af mystik og opdagelse, blev de hurtigt fanget af universerne.

Alle farveblyanter blev fundet frem - inkl. mine dyrt indkøbte akvarelblyanter - og så var der dømt timevis af hygge. Væk fra skole, telefoner, facebook, snapchat og hvad de ellers bruger timevis af tid på henover ugen. Det hele blev lukket ned, og mens farverne fik fat, gik snakken i gang.



Selvfølgelig skulle jeg også selv prøve. Og jeg må indrømme, at der falder en salig ro over den travle dag, når man slipper alle opgaver og huskelister for at nyde en time i Johannas selskab med finurlige blomsterrosetter, bier, sommerfugle mv. omkranset af lange plantearme. Universet får lov at fylde, og imens falder tankerne på plads på øverste etage. Lidt som at sidde på kanten af højbedene i køkkenhaven og luge eller prikle tusindvis af kæmpeverbena i bakker.

Bøgerne får herfra de varmeste anbefalinger med på vejen. Både til de store børn og til voksne med grønne aner. Pak dem i bilen, før sommerferien går mod varmere himmelstrøg, eller tag dem med i sommerhuset. 


TITEL: Den hemmelige have
FORFATTER: Johanna Basford 
ILLUSTRATIONER/FOTOS: Johanna Basford 
UDGIVELSE: Maj 2015
SIDER: 96
SPROG: Dansk
FORLAG: Politikens Forlag



TITEL: Den fortryllede skov
FORFATTER: Johanna Basford 
ILLUSTRATIONER/FOTOS: Johanna Basford 
UDGIVELSE: Juni 2015
SIDER: 96
SPROG: Dansk
FORLAG: Politikens Forlag








psst.
Er du på pinterest, instagram eller twitter, kan du se malebogskreationer med hashtags som #stressaf, #kunstterapi og #zendoodle, #denhemmeligehave og #secretgarden.

LEGETÅRN

$
0
0
TEMA: BARNELEG

Plager de mindste dig om et legehus i haven, og vil du gerne opfylde deres ønske, selvom pladsen er trang, så se med her. Det behøver nemlig ikke at tage så mange kvadratmetre hvis du bygger i højden. 

TEKST & FOTO: KARINA 






Det er ikke normalt at jeg går ind i andre folks haver uden at blive inviteret indenfor af beboerne, men da jeg gik langs fortovet til denne have så jeg noget stikke op over stakittet, og så kunne jeg altså ikke styre min nysgerrighed. Haven hører til et mindre lejlighedskompleks, og da jeg mødte en mand, som vist nok hørte til, spurgte jeg om det mon ikke kunne være ok at jeg skød et par billeder derinde.

Det der vakte min nysgerrighed, var toppen af dette fine legetårn forklædt som etageejendom. Meget fylder det ikke på "gulvfladen", men til gengæld har det hele to etager. En rigtig fin idé, hvis man ikke har så meget plads at gøre godt med i haven. En rigtig fin idé er det i øvrigt også hvis man har børn, som vil noget forskelligt, da de jo sådan set kan få deres helt egen etage at råde over.

Til den øverste etage er der monteret en lille stige, der giver rig mulighed for at få bevæget sig, så ikke kun er tårnet godt til rollelege, købmandsbutik og hvad de ellers leger de små, det er nemlig også godt for motorikken.

Mit eget barn er vokset fra legehuse, men da han var i den alder, kunne jeg sagtens have gået efter denne idé. Faktisk havde jeg noget lignende i tankerne, men nåede ikke at få iværksat idéen - og nu er sønnen blevet en halvstor og skolemoden knægt, der ikke interesserer sig for den slags længere.



















Både hus og tag er formet som en sekskant og malet sort. Den sorte farve er i øvrigt en rigtig god idé, hvis man ikke er til pang- eller pastelfarvede sager, da den sorte går lidt mere i ét med omgivelserne.

Har du mindre børn, der bare plager om et legehus og har du, som jeg, ikke så ufattelig megen plads at gøre godt med i haven, er idéen hermed givet videre. For det er da en fin idé, og jeg er glad for at jeg opdagede det lille spir over plankeværket, så jeg kunne dele billederne her med dig. 

SÅ PLUKKER VI IGENNEM

$
0
0
I HAVEN I WEEKENDEN

Jo jo, i skærehaven med de etårige vokser det, "så det sprøjter" nu. Men der er endnu ikke nok til at plukke af, så det er staudebedene plus diverse der står for, og det går også ret godt. Måske din have i år faktisk også bugner mere end den plejer? Se med her, når jeg bruger både krudt og ukrudt. Måske får du lyst til at gribe ud efter saksen her i weekenden?  
TEKST & FOTO: MARIANNE





Altså at plukke blomster er en fornøjelse, der ligger dybt i min nu voksne udgave af en barnesjæl. Sådan bare at gå ud og give sig hen. Falde i svime over disse her og også dem her, der passer sammen. Alle blomsterne. Der er næsten lidt "Rødhætte og Ulven" over det - med mig som rødhætte. Kan du ikke huske hende den lille pige, der gik til skovs på vej for at besøge sin gamle bedstemor? Hun kom forbi et stykke i skoven, hvor de smukkeste blomster groede. Hun fik lyst til at plukke en buket for at hun skulle have noget at glæde sig over, den gamle. Og pigen gik længere og længere ind, fordi hun hele tiden blev fristet af flere og smukkere blomster lidt længere borte. Sådan har jeg det, når jeg plukker i min have.



I øjeblikket er det pæoner. Jeg har lidt forskellige; Sarah Bernhardt er kun i knop endnu og Bowl of Beauty nænner jeg ikke at plukke, men de dobbelte meget, meget pink/cyklamen pæoner sætter godt fut i det hele og står spredt i forskellige bede. De bliver klippet af, og sat i buketten, for ofte viser det sig, at haven faktisk tager sig bedre ud, at andre blomster kommer til sin ret, hvis jeg lige nupper et par stykker her. Smart faktisk. Så behøver jeg ikke blive ved med at flytte rundt på de stakkels planter. De kan bare gøre godt i en buket. De vinrøde lupiner har jeg selv sået fra frø. Det var vældigt pænt af dem at forlade den postkasserøde nuance, de lagde ud med, for nu går de glimrende sammen med den violette nuance, der findes i de øvrige blomsters røde farve.

Til at skabe fylde har jeg brugt lange overhængende grene fra dronningebusk. Den er babylyserød, men skaber så meget liv og skønhed i haven, at jeg har svært ved at blive rigtigt træt af den. Den er i øvrigt også helt fantastisk, når man ser på den tæt på.



Der er masser af geranium Rose Clair, det kommer der nemt på bare en enkelt sæson, hvis man har takket ja til en lille klump af en planteveninde. Der er altid rigeligt at plukke af. Og skvalderkålens smukke filigranagtige skærme gør sig også smukt - både udsprungne og dem, der er på vej. Lathyrus er fra skærebedet, som du jo altså kan læse mere om i vores sommermagasin. Der er tale om både Beaujolais og Wiltshire Ripple. Dem bliver jeg aldrig træt af, tror jeg. Jeg plukker i øvrigt både blomst og stængel med blomster på vej, for planten remonterer hurtigt, og de er smukke de "tentakler", som den har. Det giver sådan et lidt vildt udtryk, som jeg holder af.






I den tid, vi står overfor nu, kan du lige så godt gå ud og klippe løs. For de planter, som endnu ikke er i blomst (floks og sankthansurt fx) kommer det, når du kommer hjem fra ferie. Og de som er i blomst, kan du med en buket nyde på tæt hold. Når du så kommer hjem igen fra din ferie, er de i blomst igen, kort tid efter. Flere blomstringer fra samme plante er da dejligt på den korte sommer, vi har. Det er bare om at udnytte det.


Og hvis du klipper dine pæoner ned - eller når de er afblomstrede, så skal jeg hilse fra Jens Juhl og sige, at de med fordel kan klippes ned og gives lidt træaske. Så får du dobbelt så mange næste år og mere plads i bedene nu til de øvrige planter. Ikke dumt, det skal prøves i min have!

Sidst her, går vi lige "bag om fotografiet", for jeg synes lige, du skal se, hvordan jeg har gjort, da jeg fotograferede. Heldigvis var der ingen, der så mig i morgenhår, pyjamasbukser og striksokker.


RADISER ALL OVER

$
0
0
GASTRO

Min lykke er gjort når det er sæson for radiser. Jeg elsker dem og kan spise dem morgen, middag og aften. Som snacks, i salat, i alle retter hvor jeg kan komme af sted med at snige dem ind. 

TEKST: KARINA
FOTO: LONE & KARINA 




Jeg er måske en underlig størrelse, men sådan noget som ærter, jordbær, solbær, hyld og alt hvad der hører den danske sommer til, har jeg aldrig helt prissat som andre måske gør det. For det første har jeg det lidt anstrengt med frugt - spørg mig ikke hvorfor, men spiser jeg søde ting løber det ned af ryggen på mig. For meget af den "grønne smag", som ærter og bønner har, er heller ikke helt min kop te, men kommer det til chili, wasabi, peberrod og alt det der rykker lidt på tungen så er jeg helt i mit es. Sådan har jeg det også med radiser, den skarpe smag som river lidt i øre og pande - dén der gør lidt ondt -  men alligevel føles ualmindeligt godt.

Når de første radiser er landet i køledisken er jeg af samme årsag også den første til at forsyne madskabet med et par bundter. En køkkenhave har jeg ikke, men havde jeg, ville radiserne være min førstprioriterede afgrøde. Nok om det, for nu har jeg ikke en køkkenhave, men jeg har et køkken og der ligger de rød/grønne bundter, som over sommeren afløser hverandre.

Radiser
Og de kommer i hvad som helst  - radiserne. Hvis ikke de bare snackes kyler jeg dem i alt hvad jeg kan slippe af sted med. I kaninragout og sammen med andre langtids-gryde-retter - hvis de da ikke sættes sammen med de bagte rodfrugter vi i øjeblikket tilbereder på grillen (her kommer de på 5 minutter inden det andet er gennembagt/ stegt). I desserter - nej, det har jeg ikke prøvet, men tænker at en radisesorbet kunne være ret fræk.

I dag er det ikke så avanceret og fusionsagtigt. I dag er de nemlig blot en del af aftenens salat til maden. Se med her. Salaten er simpel - og så har den i øvrigt fået besøg af en anden storfavorit, nemlig blomkålen! Den undlader jeg at fortælle mere om her, for ellers bliver det jo til en helt roman.

Her er hvad jeg har brugt:
Et bundt radiser - ca. 10 - 15 stk.
Et halvt blomkålshoved
Et stort bundt dild
Et lille hoved hjertesalat

Til dressing:
1/2 tsk æbleeddike
Saften fra en hel citron
1/2 dl jomfruolivenolie
Salt og peber

Fremgangsmåde
Ingredienserne til dressingen røres sammen i en skål og smages til med salt og peber. Herefter sættes dressingen på køl i en halv times tid.
Radiserne skylles og skæres i kvarte både eller skiver.
Blomkål skylles og plukkes i små rosetter.
Salat skylles og rives i mundrette bidder.
Herefter vendes det hele rundt sammen med dressingen og pyntes til sidst af med finthakket dild.

Radiser
Se det var jo ganske nemt og en salat der passer til mange af sommerens grillede stege, bøffer, pølser, lår og alt det andet. 

MOBILT LEGETÅRN

$
0
0
TEMA: BARNELEG

I godt 10 år havde vi legetårn i haven. Midt i græsplænen. Og græsset så forfærdeligt ud - både under og omkring tårnet. Rutsjebanen tager lys fra græsset og langs kanterne voksede græsset op i lange aks og forvirrede billedet. Her er en løsning, der måske er værd at gøre efter.



TEKST & FOTO: LONE




Forældre, der har haft rutsjebane i haven til deres børn vil garanteret nikke genkendende, når jeg påstår at der er ufatteligt mange timers leg i en rutsjebane. Den kan bruges til utallige lege og selv kæledyrene i haven, dukkerne og mange forskellige andre ting får en rutsjetur som en del af legen. Som tidsmaskine kan den også bruges og ikke mindst giver rutsjebanen mulighed for at man kan komme i højden og lege styrmand eller måske vindmøllemontør. 


Legetårn, mobiltDen eneste udfordring hos mig som udpræget haveæstetiker var det faktum, at området omkring rutsjebanen tit ikke var så velpasset, når vi havde travlt og manglede tid til at få klippet kanterne til mv. Derfor har tanken om et mobilt rutsjetårn flere gange strejfet mig. 


Legetårn, mobiltDa jeg så her i forsommeren besøgte udstillingshaverne i Appeltern, Holland, stødte jeg på denne løsning til et legetårn med rutsjebane. 

Legetårn, mobiltHer er tårnet bygget som en solid kegle, hvor grundformen sørger for en stabil base i den nederste del af tårnet. Det kræver med garanti et par raske gutter at løfte den ene side af tårnet for at kunne trille det rundt på græsplænen, men det er muligt. 



Ideen er hermed givet videre.

NY VANDKUMME I FORHAVEN

$
0
0
REDAKTIONENS DAGBOG

Ud over teglene vi jo er ved at lægge i haven har jeg haft et andet stort ønske til forhaven, nemlig et nyt vandbassin. Ikke et kæmpe et, men blot lidt større end den vandsten vi havde før. Se med. 

TEKST & FOTO: KARINA


Det med at lægge teglene er en opgave min mand har varetaget, så bliver det nemlig lige. Til gengæld er jeg så den der bærer de gamle sten ud og de nye ind alt imens min mand står for lægningen. Jeg har plaget ham om at hjælpe mig med at støbe en vandsten i flere år, men i år har han jo haft travlt med teglene. Utålmodig som jeg er tænkte jeg derfor, at godt så laver jeg den selv, og da jeg fandt ud af, at man slet ikke behøver at støbe gik det stærkt.

Iris

Lene fra redaktionen har nemlig fundet ud af hvordan man kan lave bassiner i vådrumsplader, dem man også bruger til badeværelser. Hele opskriften står i HAVEFOLKETs sommermagasin. Måske har du allerede magasinet og hvis ikke, og du gerne vil læse hele den gode anvisning på, hvordan bassinet laves, kan du købe det hos én af vores forhandlere, du finder lige her.

Tegl i forhaven


Tegl i forhaven


Som du kan se, har vi jo også fået lagt flere tegl. Så meget som vi nu har kunnet nå på de få weekenddage, vi har haft til det.



Hegnet er jeg ikke kommet videre med, men her hvor det er blevet malet kan man rigtigt se, hvordan planterne kommer til deres ret.

Iris


Og ja, så blev jeg jo lige afbrudt af det nye projekt, nemlig vandkummen, og her er den så.

Vandkumme, vandbassin


Indeni har vi monteret springvandspumpen fra den gamle vandsten. Ledningen er ført gennem et hul vi har boret ind i siden, hvorefter det er blevet tætnet med silicone. Indtil videre lader det til at holde tæt.

Vandkumme, vandbassinDet er lidt med vilje, at jeg ikke har været helt tæt på med kameraet, for når hele forhaven er færdig har jeg i tankerne at der skal komme en længere og mere detaljeret fotoserie.

Tegl i forhaven

Vi slutter ved havelågen og stien mod boligens hoveddør, hvor vi nu bydes velkommen af tegl. Jeg glæder mig til at alt er færdigt, og det bliver det jo nok engang.

God mandag i sommervarmen.

HYG UDE UDEN DJÆVELSKAB OG MYG

$
0
0
I HAVEN

Du har lige stillet dit service ind og skal til at have mere vin eller kaffe efter aftensmaden på terrassen. Du har tændt lanternerne og skal lige til at sætte dig igen. Men så er det de begynder at sværme om dig, myggene. What to do? HAVEFOLKET kommer med et utal af forslag. Men vi vil også gerne høre: Hvad virker for dig?

TEKST: MARIANNE 
FOTO: UFFE LAUESEN & KARINA 



Vi er i kategorien: Erfaringer og gode råd, tips og tricks. Intet videnskabeligt. Blot hvad virker for dig, og hvad virker for mig, og her er der vid forskel, kan jeg hilse at sige. Desuden er der mange slags stikkende og sværmende små udyr ude i naturen her om sommeren - såmænd også de irriterende knot, som ellers kendes fra de svenske skove. Så her kommer en lang række idéer, som du kan afprøve. 

I en af havegrupperne på Facebook findes der en tråd, som er alenlang, og det morsomme er, at den fortsætter med at vokse med nye forslag til, hvad man kan gøre for ikke at "blive ædt af myg". Nogle af forslagene går igen og igen, og de bedste af dem har vi derfor "sakset" derfra og blandet med egne erfaringer. Har du nogle tips, der fungerer for dig, så tilføj dem endelig nedenfor i kommentarerne.

FOTO: UFFE LAUESEN 

DET STILLE VAND
Hvorfor er de overhovedet i din have? Ja, deres æg udklækkes i stillestående vand og fugtige steder, så hvis du har vandtønder, baljer med vand stående, hvis du bor i nærheden af en mose, et vandhul, en lille dam eller lignende, så har myggene virkelig gode chancer for at trives i din have. Hvis du derfor ikke er helt vild med det, må du gøre noget ved deres udklækningssteder. Hvad har jeg overhovedet ingen idé om, andet end at vande med vandet eller sætte en pumpe i din dam, så der kommer vandcirkulation. Det var det præventive. Så kommer vi til alle de mere operationelle tiltag.

ALT DET DER KAN KØBES
Elektriske dimser, købt i Sydeuropa, til at sætte i stikkontakterne virker kun indendørs, hvis de altså virker. Herefter kommer vi til alle de olier, sprayflasker og cremer, du kan smøre dig ind i, og som kan købes i Matas, på apoteket og i helsekostbutikker. De har ikke noget godt ry - særlig efter at den nu forbudte Jungle oil ikke længere er i handlen. Derfor springer vi let og elegant over dem også. En enkelt anbefaler myggenet - det kan man selvfølgelig godt. Alle mand omkring terrassebordet iklæder sig myggenet - de fås i babybutikker og er formede efter en barnevogn. Jeg har en gang været med til en hyggeaften omkring et bål i Sverige, Det var den gang, vi alle sammen havde småbørn eller var gravide. En af mødrene sad med sin baby under et myggenet, og der var indtil flere af os andre, der var meget misundelige. Vældigt smart, men omkring et middagsbord på terrassen er det måske lidt usmart, når man hæver glassene og nipper til vinen hen under aftenen?

IKEA har nogle store myggenet, som kan hænges over en seng. Det var måske en idé at montere den rundt om - eller ovenpå - parasollen, hvis det er en af den slags, der står i et hul midt i bordet. Ej, den idé kom lige til mig, den var da egentlig god!

Så er der myggelys, men ærligt talt, har du købt nogen, du synes, virkede tilfredsstillende? Eller er det bare fordi, jeg ikke køber nok? Det kan være, vi skal sidde i en heksering, omkransede af myggelys, for at det virker? Ej, vel? Ellers kan jeg huske, at man i min barndom kunne købe sådan nogle cirkelformede - ja, hvad var det egentlig? Det virkede som hårdt, gråt skum, som man kunne montere på en lille metalholder og så tænde med en lighter. Så sendte de en mystisk røg ud og imens dryssede "skummet" af som aske fra en cigaret. De virkede som jeg husker det formidabelt! Gad vide om man kan købe dem stadigvæk?



ALT DET DU SELV KAN LAVE
Så kommer vi til alle heksetricksene og indianerknebene og spejderløsningerne. Det er dem, der er de sjove, hvis I spørger os. Af planter, der sender dufte ud, der afskrækker insekter, heriblandt myg, er:
  • Salvie
  • Lavendel
  • Tagetes
  • Citronmelisse
  • Citron
  • Eucalyptus
  • Hvidløg
  • Rosmarin
  • Mynte
Med æteriske olier af disse planter (ikke alle sammen, men enkelte), kan du lave en opløsning i vand eller sågar eddike, som de vist heller ikke bryder sig om. Olierne er meget, meget koncentrerede og findes på små flasker, som kan købes flere steder, men med garanti i en helsekost.

Hvis du har urterne i haven, så kan du støde en håndfuld af nogle af de friske urter i en morter og så blande op, si dem i et dørslag og fylde på en sprayflaske. Eller du kan folde dem og lægge dem på et bål eller på din grill, som sikkert har noget restvarme tilovers. Ellers find en gammel gryde, som du kan bruge til dit lille myggebål. Det dufter vidunderligt (det synes myggene bare ikke), og du slipper for at smøre dig selv med det. 

PÅ HUDEN
Men sværger du til at smøre dig selv med et eller andet, måske fordi du skal rundt og vande, gå tur eller lignende, være i bevægelse, og det derfor vil være lidt vanskeligt med det der bål på slæb, så må du ty til sprayflasken eller vattet, som du væder i fluidummet og påfører dig. Blot du lover ikke at bruge olierne  i ren ublandet tilstand, det er de alt, alt for stærke til!

INDVORTES
Et af de råd, der gik igen mange, mange gange var B-vitamin. Den lugt, man udskiller, når man spiser en B-vitamin dagligt, kan myggene ikke lide. Det samme med hvidløg, men det er jo en helt personlig sag, om man vil gennem dén kur, for der er jo flere, der ikke bryder sig om den lugt, kroppen udskiller ved daglig indtagelse af hvidløg. En fordel er i hvert fald, at man får en plads i metroen (og der er ingen myg). Ellers blev akupunktur også nævnt. Samt alle de ting, bl.a. antihistamin, man kan tage, hvis man skulle vise sig at være allergisk overfor myggestik, hvilket flere og flere tilsyneladende ser ud at at blive.

STEDER SOM MYG IKKE BRYDER SIG OM
De kan ikke lide fuld sol, regn, blæst eller røg. De har også vanskeligt ved at stikke gennem løsthængende tøj. Endelig er der forskellige råd om at stikke nelliker i lime eller appelsiner, ála som til jul, men det er ikke afprøvet her på matriklen endnu. Der er mange af de andre råd, dog ikke det med parasollen, som jeg da så absolut skal have iværksat. Hos mig fungerer det at duppe mig med en let blanding af vand med tea tree oil i. Jeg drypper 20 dråber ned i 2½ dl vand, og det kan hverken myg eller knot - eller for den sags skyld min mand lide, så det har selvfølgelig sine omkostninger.Måske man skulle prøve med mynte eller lavendel?

FOTO: UFFE LAUESEN 
SKAL DU MED TIL OPERA? 
Ja, med den overskrift kunne man jo godt forvente, at jeg begyndte at komme med råd om, at myggene heller ikke kan lide de lydsvingninger en stærk høj tenor eller mezzosopran kan opbyde, men det var faktisk ikke det, jeg ville skrive, selvom jeg ved nærmere eftertanke måske godt tror, at Mozarts "Nattens Dronning" kunne skræmme en og anden myg (men jeg ville nyde den intenst). 

Nej, når jeg spørger om du skal med til opera, så er det fordi jeg vil bede dig om at se rigtigt godt på ovenstående foto. Kig på "myggen". Det har vi altså haft ret megen morskab ud af på redaktionen. Historien er enkel. Vi skriver ind imellem "SOS Fotomangel" ved vores artikler, og det plejer virkelig altid at lykkes. Én af os har et eller andet sted i vores arkiver, et eller flere fotos, som kan bruges. Eller også kan vi lige smutte ud og tage det. SOS skrev jeg så ved denne artikel, og der gik dage. Mange dage faktisk. Ingen hjælp. Der var mange tilløb og forsøg, men nej - ingen myg! I hvert fald ikke myg, som ville stille op som fotomodel. De har det ligesom med at forsvinde, når det trækker op til opmærksomhed. What to do? Men så er det, at ægtefolket går i sving, formentlig fordi det er et emne, der dukker op igen og igen. 

Karinas mand, Uffe, skrider til handling og fotograferer. Tak og tryl. Det er sådan noget, vi ellers ikke gør i dette magasin, men nu måtte der hekses. Jeg bliver lettet, og det er faktisk først her lige inden udgivelse, at det går rigtigt op for mig, at det da overhovedet ikke er en myg, som Karina og husbond har fremtryllet. Det er faktisk lidt som "den langsomme død" i slutningen af enhver opera! Å - ÅÅÅÅH, jeg tror jeg dør! Med hånd på pande og suk og klage. Meget langsom død. "Myggen" er blevet lagt på ryggen med benene opad og har i øvrigt "snabelbrodden" siddende i halen, og ikke på næsen, sådan som myg ellers har. Ja, måske er det kun sjovt for os, men det var det så også. Ååååå åh, jeg tror jeg døøør!



Kan du nu gå ud og nyde resten af sommeren med alt hvad der er i den. Og fortæl os, om nogle af alle de hekserier, vi har listet op som skræmmemidler til myg og andet utøj, virker. 


Læs også:

VÆK MED MYRER PÅ EN BÆREDYGTIG MÅDE
Når man står i kø i byggemarkedet er det tydeligt, at der er stor afsætning på myrelokkedåser og andre giftmidler til at komme af med de små bæster. I denne artikel ser vi på alternativer til gift, samt på, hvorfor uglen i hulen at myrer ikke er gode i en have.


LUKSUSOPHOLD TIL DINE NYTTEDYR
Insekterne er dine venner. De  hjælper dig med at holde bestanden af skadedyr nede. Lav et luksusophold med spa til dem i din have.


biplanter
GODE BIPLANTER
Da jeg første gang læste om "biplanter", troede jeg, det var nogle planter, der sådan var lidt ved siden af de andre - mindre betydningsfulde. Det er lige omvendt! For vi skal gøre alt for at passe på vores bier, og her er det at biplanter altså kommer til deres ret. Vil du være med til at danne en bevægelse?

HVORFOR DØR MINE SYRENER?

$
0
0
HAVEBREVKASSEN

Lisbeth har skrevet til os: Kære HAVEFOLKETs brevkasse, mine syrener dør, hvorfor?
Læs her, hvad Grethe Heide svarer. 


SVAR: GRETHE HEIDE, HAVEPANELET
FOTO: LISBETH








Lisbeth spørger:


I 2006 plantede jeg fem syrener ‘Andenken an Ludwig Späth’ for enden af min have. De er plantet langs en ligusterhæk mod syd og står altså i skygge om formiddagen og sol om eftermiddagen.
Jeg købte dem som barrods og forbedrede den tunge jord da de blev plantet. Under dem vokser storkenæb og ved siden af vokser andre stauder.

I foråret 2012 døde pludselig to af syrenerne midt under udspring, sidste år fjernede jeg en som begyndte på det samme og nu i maj sker det samme med endnu en.

Måske er det svært at se på vedhæftede foto, men blomsterne springer ikke videre ud, men er i gang med at visne på dette foto. Til venstre i billedet kan I se lidt af den sidste syren som er sprunget ud som normalt.

Hvad er der sket og kan jeg gøre noget som forhindrer at den sidste syren dør? Jeg har en Beauty of Moscow i et andet bed i haven, skal jeg frygte for den?

På forhånd tak

Lisbeth
Bagsværd

. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 

Kære Lisbeth

Jeg har kigget på medsendte foto af den dårlige syren, og tror den vil dø i løbet af året. Muligvis er det en svamp i roden, som forårsager den dårlige vækst. Når du graver den dårlige syren op, så undersøg om roden er frisk. 

Svampen trives i tung, fugtig jord og blomstringen uden blade er et signal om, at planten mistrives, og er det sidste forsøg på at overleve. Det er vanskeligt at sige, om den sidste Ludwig Späth også vil dø, men bladene ser fine ud i år. Beauty of Moscow, som står i et andet bed, behøver ikke blive angrebet, særligt ikke hvis den står solrigt og lidt tørt, for det ynder syrener.

Hvis man planter syrener i tung jord, må podestedet ikke plantes for dybt, men man kan i stedet plante den i en kegle af jord oven på jorden, det giver luft til rødderne. Sorten Ludwig Späth er normalt en meget robust sort. Syrener elsker lys, luft og en veldrænet jord.

Med venlig hilsen
Grethe Heide
www.heidesplanteskole.dk


Har du, som læser med, erfaring med emnet og måske flere gode råd i forbindelse med dagens brevkassespørgsmål, så er du som altid meget velkommen til at skrive med via brug af kommentarfeltet. 




Vil du læse flere brevkassespørgsmål og -svar, kan du finde dem alle her.
Du kan også læse mere om HAVEFOLKETs havepanel og de eksperter, der står klar til at svare på dine spørgsmål. Find dem her.


LAD SANSERNE FÅ FRIT LØB

$
0
0
TEMA: BARNELEG

Vi elsker vores børn, og vi vil gerne passe på dem. Men nogle gange passer vi så meget på dem, at vi uforvarende kommer til at begrænse dem i deres udfoldelse - og det er faktisk ikke ret godt for dem. Hverken nu eller i deres fremtid. Her kommer en anbefaling af en hel masse sanselig og også gerne vild leg i haven.

TEKST: MARIANNE
FOTO: KARINA 



Ungerne elsker dem. Det gør vi andre også - alle vores forskellige digitale gadges. Smartphone, iPad, PC, Mac og så fremdeles. Så dette skal ikke være en "fri os fra det onde"-artikel, men en "mere af det gode"-opfordring. Ud i haven med dem, ungerne. Hør her, hvorfor det er godt og hvordan du får dem derud. Eller også er det omvendt - for vi starter med det enkleste: Sansning stimulerer barnets fantasi, selvbevidsthed, selvledelse, problemløsning og humør. Desuden sover de SÅ godt, når de har været ude at lege. Og ja, du ved det jo helt sikkert godt i forvejen. Men nu siger jeg det altså alligevel. Vil du høre mere eller tjekke kilder findes de nederst i linket til en radioudsendelse på P1.



VAND, JORD, TRÆ, STEN, LYS, LUFT 
Altså egentlig skal der ikke meget andet end en vandpyt til. Lidt uovervåget tid, et par gamle syltetøjsglas, en skovl, måske en gummistøvle eller to og så et varmt bad til bagefter. Uanset alder.

Eller: Et træ. Med lave grene nederst og nogle, der er lidt flade længere oppe. Måske med pærer i. Eller blommer. Eller kirsebær. Eller en lærkerede. Eller en myretue. Ikke oppe i træet, vel at mærke, men nedenunder, måske? Eller en masse småsten og tilpas afstand fra drivhus og vinduer.

Det kan også være en busk, et buskads eller måske en grøft ude ved vejen (som ikke er alt for befærdet). Den er nemlig helt genial til at lave huler i, hvis den er udtørret. Har selv prøvet det. Med granris som tag, en saftevandsdunk, nogle smuldrede kiks, et par venner og et tæppe. I sol og regn, i blæst og sne.

Jeg havde, modsat mine kusiner, som alle 4 havde langt, lyst, krøllet hår, en kort leverpostejsfarvet grydehårsfrisure. Visse forvekslede mig simpelthen med en dreng. Selv om jeg var dødeligt misundelig på kusinerne, har jeg senere tænkt: Det var da egentligt ret så smart, med alle de grantræer og andet morads, jeg har krøbet og kravlet rundt i, igennem, gemt mig i og leget i. Hvad jeg dog ikke har kunnet hængt fast i! Måske min mor faktisk kendte mig bedre, end jeg selv gjorde. Mon ikke?



NATUREN ER HYPET!
Og hvorfor siger jeg så det? Fordi det bare er rigtigt godt for børn at lege udenfor. Fordi man bliver både klog og glad af det. Fordi man udvikler en hel masse kompetencer, som næsten ikke er blevet italesat endnu, men som mange forskningsgrupper og faggrupper med særlig interesse for læring, videns- og kompetenceudvikling verden over er meget, meget interesserede i.

I efterhånden rigtigt mange nyere internationale studier og nu også forskningsresultater viser det sig, at børn, der leger ude i naturen, dels klarer sig bedre i skolen, dels er gladere, sundere og som voksne klarer jobs, som kræver en form for "hybridintelligens". Altså en type intelligens, der rummer både det matematiske og det humanistiske. En intelligens, der både kan håndtere stringente, positivistisk orienterede og strengt retlinede fagområder, dels kan begå sig på "åbent hav, som kaospilot". Dvs. at de også kan improvisere, kan høre deres egen indre lederstemme: Fx. "Dette her er måske ikke så god en idé". De kan håndtere deres egen kreativitet, de kan "læse mellem linjerne" og forstå mønstre og tegn, de kan finde en vej ud, hvis nu de er kørt fast i noget, er faret vild - også bogstaveligt talt.


KOM SNAVSET IND!  
Den menneskelige hjerne vil rigtigt gerne foretage sig det, der gør dens ejer lykkelig. Den vil også rigtigt gerne lave det samme som lige før, hvis det skabte glæde og spænding. Derfor sidder mangt et barn med spillene på iPadden. OG: Derfor kræver det sin "mand" eller "kvinde" at få klikket det digitale eller indendørslivet bort og verfet ungerne ud i haven. Men hvis nu du lokker med "du skal prøve at blive så beskidt som overhovedet muligt, inden du kommer ind", så frister det måske alligevel en lille smule? Og gem så al din bekymring for, om de falder ned, river sig, snubler osv. langt bort! Det er - viser forskningen - når børnene selv håndterer farer og risici, at de for alvor lærer at deale med dem som voksne. 

Den type sansning, som børnene oplever, når de er udendørs er tusindfold større og mere nuanceret end når de er indenfor og trykker på taster, mus, skærm eller knapper. Og en velstimuleret sansning skaber en lykkeligere og klogere hjerne - både på kort og lang sigt. Både for børn - og for voksne, for den sags skyld. Det er nemlig aldrig for sent at begynde. Men det behøver jeg ikke sige til dig, for det ved du i forvejen, hvis du sidder med denne artikel foran dig.

Vil du høre mere om dette emne, så lyt med på P1, som genudsender diverse udsendelser om, hvordan naturen er med til at mindske stress, stimulere fysik, intelligens og kognition. De sendes og kan høres også i din hængekøje eller med en lugegaffel i hånden gennem hele sommeren. De er at finde på podcast her: NATURSYN PÅ P1. 

SÅDAN HJÆLPER VI HINANDEN!

$
0
0
I HAVEN I WEEKENDEN

I den kommende weekend bliver der ikke meget arbejde i egen have. Til gengæld skal jeg måske slå mine folder i en anden have. Vi skal nemlig til arbejdslørdag - og det uanset vejret!



TEKST & FOTO: LENE





Jeg bor på en stille vej i en lille landsby syd for København. Her har vi i mange år "kommet hinanden ved", og det har vi gjort i godt og vel 20 år. Det er dog ikke hele vejen, men halvdelen, hvilket vil sige 3 husstande. Det startede med at vi havde en madklub sammen med vores nabo en fredag hver måned, og efter et stykke tid kom den tredje familie og spurgte om de også måtte være med. Med 6 voksne og 7 børn var der liv og glade dage, og langsomt modnedes tanken om ikke kun at give hinanden et pusterum med madlavningen en gang om måneden, men også at hjælpe hinanden på et lidt større plan.

Derfor udviklede disse madklubaftener sig til også at indbefatte en arbejdslørdag hos hver af de tre familier, dvs. 3 arbejdslørdage om året. Ved årets sidste madklub i december finder vi vores kalendere frem og får planlagt hele året - både madklubber, arbejdslørdage og sidste skud på stammen: Et ud af "huset" arrangement, hvor der er mødepligt for vores nu voksne unger.


Men for at vende tilbage til arbejdslørdagene, vil jeg sige, at det er en fantastisk "opfindelse". Der er jo altid noget at lave, når man bor i hus, og nogle af opgaverne kan godt virke lidt uoverskuelige, især hvis man ikke har hænderne skruet rigtigt på. Så er det rart at vi alle har forskellige kompetencer. Det skal lige nævnes, at ingen af os er håndværkere af uddannelse, men der er et par handymænd/kvinder iblandt os. Vi er leveringsdygtige indenfor el (naturligvis kun det lovlige), tømrerarbejde, syarbejde, havearbejde, malearbejde, madlavning etc.

Programmet for sådan en arbejdslørdag er som følger: Vi mødes kl. 10.00 til en morgenbitter og uddeling af dagens opgaver. Der er selvfølgelig nogle hadeopgaver, men det nytter ikke noget at sige nej - det gælder ikke. Her gør man hvad man bliver bedt om - det er bare en del af konceptet!

Et lille eksempel er, da vi for nogle år siden skulle have gravet ud til de to store bede midt på græsplænen. Det havde regnet det meste af ugen, og DMI havde også lovet regnvejr den pågældende lørdag, hvilket det da også blev. Da vennerne troppede op regnede de så med, at det blev aflyst - MEN det gjorde det ikke. Derfor bestod arbejdsholdet denne lørdag af seks mand høj i forskellige farver regntøj (incl. gummistøvler og regnbukser). To gravede meget tunge græstørv af, og derefter blev de kørt ind til naboens høns. En anden klippede græskanter, én vaskede havemøbler etc. Det var ikke så sjovt, mens det stod på, for det regnede hele dagen, men bagefter er det netop én af de arbejdslørdage vi ALLE husker. Heldigvis har vi også haft strålende sommervejr, som fx sidste år.



Efter en god frokost fortsætter arbejdet resten af dagen, og så kommer endelig belønningen for en god dags arbejde: Aftensmaden. Efter at have vasket det værste møg af os, mødes vi til gin & tonic, og her bliver dagens liste fundet frem. Det er en stor tilfredsstillelse at sætte tjekmærker ved de fuldførte opgaver. Nogle gange når vi ikke det hele, og andre gange kommer der små opgaver til løbende - disse bliver naturligvis skrevet på listen og streget med det samme - ALT skal med,  og derefter venter en dejlig middag med masser af god rødvin. Det er altid den samme, der laver maden og det er han eminent god til, så det er bestemt højdepunktet på dagen.

I alle årene har det ikke været noget problem at finde arbejdsopgaver, men vi kan godt mærke, at de store ting er lavet. Selvfølgelig skal carporten eller skuret males en gang imellem, men de helt store nyanlæg er der nu langt imellem - heldigvis. Vi bliver jo ældre, og det går ikke helt så hurtigt længere, men det er stadigvæk en dag, vi ser frem til, især når det er hos én selv!



Det kunne være sjovt at høre, om der er nogle af jer, der har lignende arrangementer i jeres familie eller i vennekredsen. Ellers kan jeg kun opfordre til at få det. Det er utroligt, hvad man kan nå på sådan en enkelt dag, og så er det tilmed smadderhyggeligt!


KIRSEBÆRIS I CHOKOLADEVAFLER

$
0
0
OPSKRIFTER

Når kirsebærrene hænger tungt fra træernes grene, kan det være svært at blive ved med at finde på nye opskrifter. Men her er lige en let en af slagsen - og så bliver den med garanti en succes hos hele familien.

OPSKRIFT: MAJA AMBECK VASE
FOTO: COLUMBUS LETH, VENLIGST UDLÅNT FRA FORLAGET






Kirsebæris

i chokoladeisvafler

Opskriften er til 4 personer

INGREDIENSER, CHOKOLADEISVAFLER
20 g smør
1 æg
20 g sukker
20 g hvedemel
3 g kakaopulver
50 g mørk chokolade

INGREDIENSER, KIRSEBÆRIS
230 g kirsebær
120 g sukker
100 ml minimælk
100 ml piskefløde
1-2 tsk Amaretto-likør
1 vaffeljern

CHOKOLADEISVAFLER 
  • Smelt smørret. Kom smørret og de øvrige ingredienser (på nær chokoladen) i en blender og blend dem.
  • Kom et par skefulde dej i isvaffeljernet og bag vaflen i ca. 1 minut. Form hurtigt den bløde, varme vaffel til et kræmmerhus og lad den køle af og blive sprød. Gentag med resten af dejen.
  • Smelt den mørke chokolade i en skål og dyp kanten af vaflerne i chokoladen.
KIRSEBÆRIS 
  • Halvér kirsebærrene og fjern stenene. 
  • Blend kirsebær, sukker, mælk og fløde, til massen er ensartet og sukkeret opløst. 
  • Smag til med Amaretto og kør massen på ismaskine.
Servér isen i nylavede chokoladeisvafler.



Du kan finde mange flere lækre opskrifter på isdesserter i bogen "Lykken er is", som er skrevet af de to piger Anne Moltke og Maja Ambeck Vase, som mange måske allerede kender fra blogverdenen eller Instagram.

LIDT INFO OM BOGEN 
"LYKKEN ER IS" 
De to piger på 28 - Anne Moltke, kommunikationsmedarbejder hos Chokolade Compagniet, og Maja Ambeck Vase, selvstændig opskriftsudvikler, madfotograf mm. - kæmper i denne bog om at byde på de lækreste is! Begge er de af mange kendt fra Instagram og deres blogs, hhv. www.anneauchocolat.dk og www.chocolat.dk, og tilsammen deler de en stor forkærlighed for is, som de via bogen "Lykken er is" vil dele med dig som læser. Bogen indeholder opskrifter på sorbeter, mælkeis, parfaiter, pindeis, is(lag)kager, isdesserter m.m. Der er både super nemme opskrifter, der kan laves i et snuptag, og avancerede is, der kræver både tid og tålmodighed. Maja og Anne giver også deres bud på hjemmelavede isvafler, krymmel, chokoladesauce og meget andet lækkert tilbehør.

TITEL: LYKKEN ER IS
FORFATTER: Anne Moltke og Maja Ambeck Vase
FOTOS: Columbus Leth
UDGIVELSE: Forår 2015
SIDER: 176
SPROG: Dansk
FORLAG: Politikens forlag


HVID SKÆRMLILJE - EN KRUKKEFAVORIT

$
0
0
KRUKKER 

Den blå skærmlilje ses i rigtig mange haver i dag og jeg har den da også selv. Og pæn det er den skam, den blå, men den hvide version er jeg bestemt også vild med - måske er det min favorit. 


TEKST & FOTO KARINA





Jeg skal indrømme at jeg ikke rigtigt har gjort noget ud af krukkerne i år. De fleste står faktisk tomme, da der ikke sådan rigtigt har været noget jeg har haft lyst til at plante i dem. Nogle er der dog lidt fyld i og det er netop skærmliljerne som har overvintret i vores havestue. De blå står i forhaven og de hvide her ved vores terrasse. Hvis jeg nu skulle have plantet lidt flere krukker til og skulle skærmliljerne have selskab kunne jeg nemt forestille mig Euphorbia 'Diamond Frost', som en køn partner eller måske den hvidstribede græs Phalaris arundinacea ’Picta’ eller blot nogle hvidblomstrende hosta, eller, eller, eller - for jeg kunne sagtens komme i tanke om flere. Alligevel så tror jeg, at dette år bliver holdt i det helt enkle, så den helt store krukkeudskejelse må vente, måske til næste år. I år vil jeg blot glædes over de få krukkearrangementer der er, blandt andet arrangementet her med hvid skærmlilje, som jeg nok ville vælge som min krukkefavorit.

Og så til det bedste ved det hele, og det er at den hvide udgave er langt mere hårdfør end den blå. Jeg har nu ikke dristet mig til at lade den stå ude vinteren over.








Den er da bare så fin. Hvad siger du? 

OPRYDNING I MORGENHAVEN

$
0
0
REDAKTIONENS HAVEDAGBOG 

Potterne har det lidt med at hobe sig op i vores have mod nord: Morgenhaven. Det skyldes vist ganske enkelt, at det er det, jeg betragter som bagsiden af huset, og derfor kommer jeg tit lige til at sætte en ekstra potte eller to her, hvis jeg ikke lige har en anden placering til dem. 

Nu har vi jo ferie og nyder fridagene i fulde drag, og så popper ideerne om noget op i hovedet på mig. Denne gang kom jeg i tanke om, at der skulle en bænk til. En bænk til alle potterne og dermed implicit lidt oprydning på bagsiden af huset. Min mand var hurtig til at skaffe mig et par planker af lærk, og så var det igang med malerpenslen.

TEKST & FOTO: LONE


Egentlig var min tanke bare at finde nogle brædder et sted, men heldigvis insisterede min mand på, at det skulle være noget ordentligt, og få dage efter ønsket var udtalt, havde han skaffet to flotte 3 meter lange planker af lærk. I torsdag blev de malet første gang (med sort heldækkende Gori), og fredag fik de anden gang maling.

Tidlig lørdag morgen fik jeg plankerne båret ud af garagen (der var malerværksted pga. regnvejr), og de blev lagt op på resterne af Petersen Tegl fra vores trappeprojekt i foråret.


Nu er alle de små potter, der før stod rundt omkring på jorden her i morgenhaven, sat op på bænken, og jeg nyder, at der igen er orden i haverummet. Herover til venstre ses fx min datters avocadoplanter. Dem har hun selv dyrket af avocadosten i vinter, og de er nu ved at få en flot størrelse. Lige nu trives de meget bedre ude end inde, og så har jeg overtaget pasningen - skarpt overvåget af min datter, der nærer stor omsorg for sine tre planter (et lille vindue ser jeg åbnes til, at der måske en dag også kommer en haveelsker ud af hende).

Haverummet er i øvrigt på dette tidspunkt ret frodigt i sit udtryk. Og måske også derfor fik jeg denne trang til, at der skulle skabes ro på terrassen. Planterne i måneskinsbedet (et primært hvidt bed, der ligger lige op af morgenterrassen) strutter af vitalitet. Prydgræsser, digitalis mv. skyder i vejret, og aksene er lige nu over 2 meter høje!



Jeg har i øvrigt også her i sommerferien fået monteret nye vandslanger fra glamourøse Garden Glory. Dem ser du lige kanten af herover. Jeg har valgt slanger i sort (passer bare perfekt til haven). De bliver testet her henover sommeren, og så skriver jeg lidt om, hvorvidt de falder i god jord hos mig i slutningen af sommeren. Håber de lever op til alle mine forventninger, for lækre er de i hvert fald!


Vil du gerne se mere fra haven, kan du fx læse videre her:


LÆ MED MOBILE VÆGGE
Når vinden suser, kan der godt blive lidt forblæst på terrassen. Kombineret med ønsket om opbevaring af brænde tæt på udepejsen, blev løsningen mobile brændestakke.


MORGENTERRASSE I HVIDT
Tag med på besøg på min morgenterrasse! Der er bestemt ikke megen raketvidenskab i designet, men alligevel er der måske en idé eller to at tage med herfra. 
EN SYMPATISK HAVE
Længe før jeg selv blev blogger, var jeg "blind passager" på et par af de danske haveblogs. En blog, der imponerede mig i særdeleshed, var Lones "Havedagbogen", for der kunne man da tale om en have og - ikke mindst - en dame med stil.




HAVEKLINTE - EN HADET OG ELSKET TOÅRIG

$
0
0
PLANTEPORTRÆT

En plante, som sår sig selv alle vegne, hvis man ikke passer på. Men også en plante, som matcher perfekt til orange, har vidunderlige matgrå, lodne blade, en høj løs statur og en syret og gennemtrængende cyklamen-magentafarve, helt psykedelisk. Men blomsterne - de er helt enkle. Jo, jeg er solgt!
TEKST & FOTO: MARIANNE






En gang haveklinte - altid haveklinte. Om foråret kan man godt se, hvor de vil dukke op. Og som regel flytter jeg kun få. Men nogle år er det som om de kommer snigende og dukker op alle mulige mærkelige steder. I mine bede opstår mange farvekombinationer, som overhovedet ikke er meningen, men lige så mange er overraskende friske og glade. Så får de jo lov til at stå.










En enkelt plante eller tre er røget helt op, fordi de havde slået rod netop midt i en af mine roser eller andre helt tåbelige og utålelige steder. En af dem var 30-40 cm lang og havde endnu ikke sat blomster, da jeg hev. I en potte med den. Vande vande. Og nu står den og sætter lidt gang i det hele på terrassen. Nemmere kan det næsten ikke være. Det bliver ikke sidste gang, der er forfløjne haveklinter, der flytter op i en potte.







Løvet kan godt minde lidt om hareøre og blomsten en lille smule om nellike. Haveklinte findes også i hvid, og er man til det helt hvide i bedene så er det en god måde at få "brus" på hurtigt.

Første år sås de, andet år står du med bruset. De er da værd at vente på, hvis de så klarer sig selv de næste 20-30 år. Til næste år vil jeg sætte haveklinte sammen med orange cosmos, den er der nemlig lige så meget orange tjubang-farve i, som der er i denne. For indrømmet: Den er noget larmende i et bed, som Camilla Plum ville have formuleret det. Men sådanne områder må der også gerne være i min have, har jeg besluttet. Smilet hænger nemlig i en glad bue mellem mine to ører hver gang jeg går forbi.















FAKTA

NAVNLychnis coronaria
DANSK NAVN: Haveklinte eller fiksernellike
LYSFORHOLD: Sol/halvskygge
HÅRDFØR: Nej, toårig, dvs. at den selvsår sig villigt
JORDBUND: Almindelig næringsrig havejord, gerne til den tørre, sandede side
VÆKST: Løs
STØRRELSE: Ca. 50-60 cm i højde og bredde
BLOMSTRING: Juli-august
ANVENDELSE:  I grupper eller i potter

DEN AUTONOME BUKET

$
0
0
BUKETTER

Ja, det er jo en lidt sjov titel, jeg har givet denne buket, men den lever nu op til ordene. Jeg kan ikke binde buketter - ja, jeg kan knapt hitte ud af at stoppe ting i en vase uden at det ligner en ulykke. Måske er det bare min personlighed, der skinner igennem, måske er de bare sådan det skal være.

TEKST & FOTO: KARINA 




Jeg synes jo, at det er lidt hyggeligt, det dér med at gå ud og klippe lidt i haven og hive det ind i stuen. Især når vejret ikke helt arter sig, er det skønt at have en lille bid af haven at fornøje sig over. Men sig det ikke til nogen, det dér med mig og blomsterne - jeg har jo ry for at være lidt imod alt det der pynteri. Og indrømmet! Jeg er ikke nogen ørn til det. Hverken til at dimse og dutte og da slet, slet ikke til at binde buketter. Det har jeg sagt før og også indset for længe siden, men så er det jo sådan at jeg bliver stædig og prøver igen og igen og i langt de fleste tilfælde unden stor succes, mildt sagt! At den her er en stor succes, siger jeg ikke, men nu er den her og nu har jeg prøvet.

buket, kaprifolie, løvehale


I buketten er der lidt af det der blomstrer i haven lige nu, blandt andet kaprifolie, løvehale, klematis og prydgræs.

buket, kaprifolie, løvehale


Ja, det er vel sådan en buket, som et lille barn har plukket på ferien ved sommerhuset - helt uden at følge nogen form for regler, vi har bare plukket løs! Jeg ved ikke helt hvad en fagmand vil sige, men her i huset nyder vi den mens vi griner med den og ikke af den.

Viewing all 1793 articles
Browse latest View live