Quantcast
Channel: HAVEFOLKET
Viewing all articles
Browse latest Browse all 1793

STEM PÅ DIN FAVORIT "MIN FRØSUCCES"

$
0
0
KONKURRENCE

Tusind tak til alle jer, der har deltaget! Vi har modtaget mange fristende bidrag til konkurrencen "MIN FRØSUCCES", og det har været svært, men vi har nu fundet frem til de 5 finalister. 

Se dem her, for NU er det op til dig: Hvem synes du skal vinde?





Hvem har indsendt den mest fristende frøsucces? Hvis du skulle vælge at så én af dem, hvilken skulle det så være?


Ja, det er nu op til dig, der læser med her på HAVEFOLKET - uanset om du er fast læser eller ej - at vælge det mest fristende indslag. Så lad os høre din stemme!

Afstemningen finder du ude i højre side, og der kan stemmes helt frem til onsdag aften den 13. februar kl. 20.

Vinderen modtager en skøn præmie med frøpakker fra Albinus Frø.



DE 5 FINALISTER
1. Rikke, 2. Berit, 3. Helene, 4. Janne, 5. Vibeke


Rikke fra Sorø 
skriver...
Dyrk noget nyt, dekorativt og nyttigt
Jeg sad og så på mine fugle en dag sidste forår, og kom til at tænke på at man da må kunne dyrke hirsekolber; ikke fordi de koster en formue, men bare fordi der er hyggeligt at lave sine egne. Der er ikke så langt fra tanke til handling, så jeg gik i krig med projektet. Det kom der et fint bundt kolber ud af, og lyst til at gentage successen i år.

Her følger en helt enkelt opskrift:

1. Tag frø fra fuglenes hirsekolber

2. Bredså dem i en bakke eller plugbox når foråret har godt fat, gerne i drivhuset. Vand jævnligt.

3. Når der er vokset et fint grønt tæppe frem, og vejret er lunt og godt, plantes ud i køkkenhaven eller i andre bede. Plant små totter eller enkelte planter ud i rækker eller grupper.

4. Vand og pas på samme måde som eksempelvis majs.

5. Høst når kolberne bliver modne og inden havens fugle tager dem. Hæng dem til tørre og brug dem i løbet af vinteren.

Jeg dyrkede bare et par rækker som et forsøg, men i den kommende sommer skal der mange flere til. Fuglene elsker dem, og de ser godt ud i haven. Planterne er ganske dekorative, og kan fint stå i havens staudebede, på samme måde som andre græsser, eller i køkkenhaven. De bliver ca. 1 meter høje og flot grønne. Hvis man ikke har undulater, kan man lade kolberne sidde på planterne i haven, og lade de vilde fugle spise af dem.

Det er en gevinst for alle!


___

Berit fra Østerbro
skriver...
Den her er nem at frøså og så skøn i haven
Veronica Gentianoides - Ensianbladet ærenpris - også kendt under navnet Porcelænsærenpris.

Hvid med blålilla tegninger - på afstand lyseblå.

Blomstrer i maj/juni - lige hvor vi trænger allermest til det!

Bliver 30-50 cm alt efter jordbundsforhold - plantes i sol eller halvskygge. Vokser med pudedannende vintergrønne blade og har blomsterspir.

Denne forårsstaude er meget let at så - der er meget hurtig og nem spiring. Den behøver ikke kulde for at spire. Frøene sås så spredt som muligt - jeg har oplevet meget stor spireprocent. Frøene skal kun dækkes med lidt sand eller fin jord.

Den kan faktisk sås på tre måder:
-       for-spiring i marts/april
-       nyhøstede frø sås i juli
-       efterårssåning okt/nov til forårsspiring

Frøene sås så spredt som muligt - jeg har oplevet meget stor spireprocent. (se urtepotten på collagen)

Sæt småplanterne med 8-10 cm afstand i grupper og gerne forskellige steder i haven, så der er lidt forskel på hvor mange sol-timer gruppen  får - så kan du på den måde "forlænge blomstringen" som ellers er 2-3 uger.



___

Helene fra Roslev
skriver...
Paeonia 
Faktisk opleves det som en succes hver eneste gang, de frø man har sået, spirer og udvikler sig til planter; men hvis jeg skal vælge en enkelt succes, vil jeg vælge disse pæonvildarter.

Man sår dem i fugtigt sand, sætter potten ud et skyggefuldt sted og sørger for, at sandet ikke tørrer ud, og så venter man, for det første år er der absolut ingenting at se. Næste forår, eller måske det næste forår igen, viser der sig spæde grønne skud, og så er det bare med at have tålmodighed 4-5 år; for så lang tid kan der sagtens gå før de rigtigt begynder at blomstre.
Hvis man kan lide en udfordring og er i stand til at væbne sig med tålmodighed, er pæonfrø absolut sagen, specielt hvis man er interesseret i vildarterne.

De to øverste er paeonia veitchii fra 8. og 20. april sidste år.
Den hvide er paeonia emodi fra 28. maj.
Den sidste er paeonia anomale fra 3. juni.



___

Janne fra Vodskov
skriver...


Tomatplanten
Den største frøoplevelse må da absolut være disse skønne tomater i drivhuset som kommer år efter år - helt uden at købe frø.

Det startede, da vi var meget unge og selv byggede et drivhus, som skulle indeholde en masse skønne tomater og sprøde agurker. Det tiltalte os rigtig meget, at børnene bare kunne gå der ud og plukke gode usprøjtet afgrøder. Det at gå at gnave af havens guld var målet, det tiltalte os. Som alle andre indkøbte vi 3 tomatplanter og 3 agurkeplanter. De blev placeret i flamingo-vand-selv-kasser og købte dertil pose jord, gødning og resultatet var da fint nok, men slet ikke noget at råbe højt hurra for. Nogen af disse tomaterne gik tabt, dem gravede jeg ned ved siden af (hvilket spild).  

Vi fik så den vildeste a-ha oplevelse, da vi siden var på ferie i Italien, og der plantede de deres skønne tomater i den bare jord og hvilke resultater. Det skulle da afprøves, så vi gravede et langt hul i drivhuset ene længde og så bredt at hullet gik ud til døren, dybde til knæet. Vores nabo der har heste i bokse og har mødding, fik vi til at fylde grabben på traktoren et par gange med noget godt møg blandet med halm. Dette møg blev skovlet ind i drivhuset, hvorpå jorden kom ovenpå igen. Ligeledes i den anden side. Så blev der vandet godt.

Fra den dag piblede det op med tomatplanter. 1000 vis. De bliver sorteret, så de står i to rækker og ca. 15 cm afstand. Nu har vi tomater, så mange tomater helt hen på efteråret. Ja vi praler faktisk med vores tomater:) Det er selvfølgelig frøene af affaldstomaterne, der stadig bare dækkes til med jord i løbet af sommeren, som spirer helt vidunderligt næste forår.

Der burde tilføjes at nu sparer vi de dyrt indkøbte tomatplanter, kunstig gødning og vander ca. 1-3 gange om ugen afhængig af vejret.





___

Vibeke fra Odense
skriver...

Mine kaktusser!
For længe, længe siden købte jeg nogle blandede frø til kaktusser, egentlig mest for sjov, for jeg havde ikke regnet med, at det kunne lade sig gøre. 

Efter at frøene havde ligget i skabet i et par år, besluttede jeg alligevel, at nu skulle det være. Jeg fyldte en potte med almindelig jord fra en plantesæk, fugtede det igennem, fordelte alle frøene på overfladen og sluttede af med et tyndt lag sand. 

Potten blev stillet i drivhuset midt på sommeren, hvor det er varmest og efter noget tid tittede nogle kimblade op. 

Jeg regnede egentlig bare med, at det måtte være frø, der var blæst ned i potten, for jeg havde ikke troet at kaktusser startede med kimblade. 

Jeg lod dog potten være og vandede kun let og pludselig, mens jeg havde haft ryggen vendt til, groede de sødeste bitte små kaktusser op af jorden. 

I dag er de vel omkring 5 år gamle og trænger i den grad til at blive taget op af kravlegården og sat i egne potter. En enkelt blev pottet om i dekosten sidste forår og den er nu på størrelse med en 5-krone i diameter.




Viewing all articles
Browse latest Browse all 1793

Trending Articles



<script src="https://jsc.adskeeper.com/r/s/rssing.com.1596347.js" async> </script>