Jeg ved ikke hvordan du har det, men jeg har meget lettere ved at se hvordan andres haver kunne blive, end at se det i min egen have. Jeg bliver, som Anne Just udtrykte det, "hjemmeblind"!
TEKST & FOTO: LENE
Jeg har nu i flere år gået og funderet over hvordan et stykke græsplæne kunne inddrages til bede, og nu tror jeg at der skal andre boller på suppen - nu skal der ske noget!
Jeg kunne jo også bare få en professionel havearkitekt hjem og kigge på haven, sådan bare for at udstikke de store linier, men jeg vil nok hellere bruge pengene på materialer og planter. Ikke at jeg har noget mod professionel hjælp - overhovedet ikke. Vi har da engang for mange år siden haft besøg af en havearkitekt, men den gang havde vi ikke råd til at udføre alle de ideer hun kom med - og gudskelov for det, for min smag har ændret sig siden da. En ting fik vi dog gjort, og det var at plante en halvbue af paradisæbler rundt om køkkenhaven. Den har vi været glade for - også selvom den skal klippes 2-3 gange om året, for ikke at tage magten fra os.
For 2 år siden lavede vi en "indgang" midt i hækken for at åbne mere op til resten af haven. Så nu kan jeg sidde i køkkenhaven med ryggen til hækken og nyde synet af stauder og sommerblomster.
Men tilbage til græsplænen og det kommende bed.
På billedet til venstre kan man lige skimte området i baggrunden. I forvejen har vi to symmetriske, firkantede bede i græsplænen ud for hus og terrasse, og det nye haverum, som kommer til at ligge i forlængelse af disse bede, skal ikke være firkantet.
Jeg vil gerne undgå at det kommer til at virke som grundplanen på et 60'er hus; en lang, smal gang med indgang til 3 værelser. Der må gerne være lidt "schwung" i det.
Når jeg får haveveninder på besøg benytter jeg altid lejligheden til at bringe denne udfordring på bane. Det ender altid med at jeg får masser af spredte råd og små skitser tegnet på servietter og papirlapper, men der er endnu ikke noget, der har sagt bingo. Og det er ganske simpelthen fordi jeg selv er forvirret på et højere plan, og ikke har været i stand til at formidle hvad det var jeg gerne ville have. Det har alligevel sat nogle tanker i gang og for at afhjælpe min totale "forvirring", og for at have noget at gå efter, har jeg nu sat mig ned og skrevet op, hvilke ting der skal være i det nye haverum.
MINIMUMSLISTEN
- Jeg vil have en pergola, gerne i forbindelse med en lille siddeplads.
- Jeg vil bruge de 10 meter kastanjehegn jeg købte sidste år.
- Jeg vil have noget vand. Det skal ikke være stort, men må gerne bygges op i lecablokke og pudses, og der skal ikke graves ned til kineserne (så kan jeg nemlig ikke lokke min mand til det). Måske et spejlbassin eller en tønde.
- Det vil også være skønt med et lille bålsted.Vi har et nu på vores træterrasse - men det er ikke det mest geniale sted!
- Jeg vil have grusstier og pigsten.
- Jeg vil have et frodigt haverum.
Det er rigtig mange ting til et forholdsvis lille areal, og det er jo netop derfor det er så svært. Måske kommer jeg til at gå på kompromis - men helst ikke!
Hvordan kommer jeg nu videre? Skal jeg mon lave en konkurrence? Hvis jeg selv synes jeg er bedre til at se muligheder i andres haver, er andre måske også bedre til at se muligheder i min! Jeg kunne jo også bare invitere til blogkaffe med en bunden opgave!
Hvis jeg nu annoncerer en dato og sætter en grænse for, hvor mange der kan komme, tror I så at der er nogle, der vil melde sig? Det er jo ikke ren hygge, men hårdt arbejde! Tænk hvis der er en, der kommer med lige den geniale løsning jeg drømmer om. Men det er nu ikke meningen der skal arbejdes, sådan rent fysisk - det er hjernegymnastik vi taler om, og formidlingen af idéerne.
HVIS DU VIL VÆRE MIN HAVEARKITEKT - SÅ VIL JEG VÆRE DIN!
Vi er sikkert mange, der står med nogle udfordringer, som vi ikke kan komme videre med, og jeg forestiller mig, at der måske er andre, der kunne tage stafetten op, og invitere til "blogkaffe med bunden opgave". Det kunne være hyggeligt at møde andre havemennesker på denne måde. Nogle der kan hjælpe hinanden med haveindretning og gode råd. Det hjælper jo næsten altid at få friske øjne på de problemer/udfordringer man står med.
Vi er sikkert mange der står med nogle udfordringer, som vi ikke kan komme videre med, og jeg forestiller mig, at der måske er andre, der kunne tage stafetten op og invitere til "blogkaffe med bunden opgave".
Det kunne være sjovt, hvis dette "koncept" kunne brede sig. Måske foregår det allerede rundt om i landet, for havemennesker er meget åbne og hjælpsomme mennesker, som gerne deler ud af egne erfaringer.
Lige så snart sneen er væk vil jeg måle haven op, som Karina har skrevet om her - i hvert fald det stykke af haven, som det drejer sig om. Måske kan jeg ligefrem få lavet en målfast tegning, som udleveres ved indgangen!
Her til venstre ses lidt af det græsstykke, som skal forvandles til et skønt haverum.
Jeg har så lige et sidste "krav". Det er ikke nødvendigvis de dyre løsninger, der er de kønneste, så det skal ikke koste spidsen af en jetjager. I øvrigt elsker jeg at finde på gør-det-selv-løsninger, der koster en brøkdel af de færdigkøbte.
Hold øje med min blog, for lige pludselig kommer der måske en invitation til blogkaffe og haveplanlægning. Hvis der er andre der allerede har gjort det samme, eller tænker på at gøre det, kunne det være sjovt at høre om disse erfaringer.
Vil du være min havearkitekt, så vil jeg være din!
Let's go gardening!