Quantcast
Channel: HAVEFOLKET
Viewing all 1793 articles
Browse latest View live

OMFAVN MØRKET MED LYS

$
0
0
TRADITIONER
JULEKALENDER

Mørket har sænket sig over os. Vi har gjort vores have vinterklar, forårsløgene er lagt i jorden, og frosten har meldt sin ankomst. Smukt er det derude, men vi er nok nogle stykker, der ikke kommer ud i haven i samme omfang, som når solen står højt himlen, og haven er fuld af liv. 

TEKST: MONICA LANGELUND
FOTO: LONE



For de mange med fuldtidsarbejde betyder det, at det er mørkt, når man kommer hjem. Og ofte også, når man går på arbejde. Haven henligger i mørke en stor del af tiden vinteren igennem.

I gamle dage var lys ikke en selvfølge hverken i hjemmet eller som gadebelysning, så man talte derfor om at blive ‘lyst hjem’ med lanterner, så man kunne finde vej i buldermørket. Det problem har vi jo ikke mere, medmindre man bor virkelig langt ude på landet, hvor ikke engang genskær fra lys længere væk lyser op. Om noget har vi det modsatte, nemlig altid adgang til lys.


Der er dem, som har lys, der tænder automatisk i forhaven, lige så snart man bevæger sig udenfor eller træder ind på matriklen. Og de fleste af os har ovenikøbet en lommelygte ved hånden i kraft af vores telefoner. Lys er blevet en selvfølge. Det betyder, at vi er så priviligerede, at vi kan spørge os selv, hvad vi egentlig ønsker at opnå med vores lyskilder. Vi er langt forbi udelukkende at tale om lys og funktion, i dag handler det også om lys og stemning.

Vi flytter i stigende grad den gode lys-stemning ud af huset, ud i haven. Man kan tænde bål i bålfade, have stearin- eller LED-lys i lanterner, eller man kan sætte lyskæder op. Man kan have roligt lys og blinkende lys. Have-og boligblade bringer gerne artikler med forskellige typer udebelysning her i den mørke tid. Der er noget til enhver smag, men sikkert er det: lys skal der til.



Det voksende behov for at omgive os med lys i mørket har på et større plan nok også noget at gøre med den øgede usikkerhed i verden. Det føles mørkt på flere planer.

Lys er ikke bare lig med tryghed, hygge og liv. Det er måske også det fineste symbol for håb. Vi tænder fx stadig lys i vinduerne den 4. maj om aftenen, datoen for Danmarks befrielse under 2. verdenskrig. Stearinlys var ikke kun forbudt, da tyskerne ville undgå, at de britiske bombefly kunne navigere efter lysene, stearin var også en mangelvare under krigen. Så dét at kunne tænde lys den aften i maj 1945, har været en fejring af de særlige. Der er noget fint og respektfuldt i ikke at tage lys alt for givet.



I de seneste år har det i min lille baghave handlet om at kunne se lysene inde fra stuen i vintermånederne. Hyggeelementet har vejet tungest. Det har været en slags baggrundsbelysning, man har kunnet nyde på afstand, og jeg har sat stor pris på det. I år vil jeg lægge større vægt på også at komme ud i haven i mørke. Det falder helt i tråd med, at min have for første gang i vores tid som haveejere er et uderum, jeg har lyst til at opholde mig i også i vintermånederne.



Jeg vil bruge lyset til måske ikke at lyse mig hjem, men i hvert fald lyse mig rundt via de strategisk placerede lyskilder, vi vil sætte op i haven. Om sommeren er jeg ikke meget i haven, når først solen er gået ned, og det skyldes myg. Dem er der virkelig mange af, og jeg bliver ædt. Vinteren giver på den måde nogle muligheder, som sommeren ikke gør. Lyset kan paradoksalt nok også være med til at fremhæve mørket, så mørket får nuancer og ikke bare føles kulsort.

Jeg hører til dem, der har det svært med de lange mørke vintermåneder, men måske er løsningen ikke bare at omgive sig med lys, men at bruge lyset til at omfavne mørket. På den måde er der måske håb om at komme godt gennem den mørke tid.

/ Monica.


Du kan følge Monicas have på instagram-profilen, som du finder ved at klikke lige her.

KVÆDEBRØD

$
0
0
OPSKRIFTER
JULEKALENDER

Vi er efterhånden vant til, at julen er fuld af alskens juleslik. Sådan har det ikke altid været, og i dag skal du få opskriften på en klassiker blandt de søde sager, nemlig kvædebrød. Ikke så meget til brug i slikskålen som i gamle dage, men mere som en fantastisk god følgesvend til et godt stykke ost.

TEKST & FOTO:  HENRIK




Vi har tidligere fortalt dig om kvædens fortræffeligheder som et frugttræ i haven. Nu vil vi gå din bedstemor i bedene og lave kvædebrød som i gamle dage - men justeret efter nutidens krav til magelighed og tempo. Lad det være sagt med det samme: Det er lidt omstændeligt at lave kvædebrød, men sådan er det jo med megen old school kogekunst.

Hvad er kvædebrød? Ja, det er i bund og grund tørret frugtmos fra kvæden. Det er et ufatteligt aromatisk tilbehør til ost og charcuteri, hvortil det serveres i tynde skiver. Vores ældste læsere vil måske huske det som juleslik, for det var meget brugt som julegodter, skåret i tern og trillet i sukker - lidt ligesom det slik, der nu sælges som frugtflæsk.


Besværet består i at få tilberedt kvæderne, for de er hårde som sten og ret umedgørlige. Den opskrift, der følger nu, er klart den nemmeste vej, og man er (næsten) fri for at brænde sig på den skoldhede sukkermasse. Du starter med at skylle kvæderne. Har de stadig deres dunede overflade, kan du lige nulre den af. Fordel kvæderne på en bageplade, og bag dem i mindst en times tid ved 180 grader. Tag dem ud, og lad dem køle af.

Når de er kolde nok til at blive håndteret, trækker du skindet af dem og skaber frugtkødet af med en ske. Undgå at gå for hårdt til værks omkring kernehuset. Dér sidder gerne en masse små fine sten i kødet, som vi ikke ønsker at få med.

Saml frugtkødet i en gryde. Der er sikkert nogle mørke pletter på det, men det betyder intet. Mos kødet med en gaffel, vej det, og tilsæt den mængde sukker og vand, der skal til. Rør det sammen - er der stadig klumper i, kan du give det en tur med en stavblender eller køre det i en foodprocesser. Op i et ildfast fad med massen og ind i ovnen med den. Giv den en time ved 180 grader.

FORHOLD
1,5 kg kvædekød
1 kg sukker
3 dl vand

Nu forvandles kvædemosen til en flot rød-brun marmelade. Den kan du hælde på glas og bruge som den er. Men hvis du skal lave kvædebrød, er der endnu et trin. Find en passende form - feks. et lille fad. For formen med bagepapir, og hæld kvædemosen heri - laget skal være 1½-2 cm tykt. Dæk fadet med køkkenrulle eller et rent viskestykke. Sæt det evt. fast med elastikker, så det ikke glider ned i mosen.

Lad mosen tørre en uges tid på et tørt, lunt sted. Efter en uge vender du brødet ud på et nyt stykke bagepapir og lader det tørre endnu en uge med den anden side op. Nu er brødet helt fast som et stort stykke vingummi og klar til brug. Opbevar kvædebrødet i en beholder med tætsluttende låg evt. i køleskabet. Velbekomme!



KOM UD OG TÆND OP

$
0
0
BØRN I HAVEN
JULEKALENDER

To ting, der virkelig varmer her i den kolde tid, er bål og suppe, og de to ting fungerer tilmed rigtig godt ude i haven. 

TEKST & FOTO:  JEANNETT FRUERGAARD


Jeg vil gerne vise, hvor let det er at invitere venner eller familien på bålhygge, lidt varm kakao eller kaffe og en god varm suppe. Der skal egentlig ikke så meget til: et bålsted med læ, eller måske har du et bålfad, du kan flytte rundt med, alt efter hvor der er godt at sidde. Der er bare et eller andet magisk over et bål, duften, varmen, der breder sig rundt i kroppen på en ellers kold dag, flammerne, der tryllebinder en til bare at sidde og stirre og helt at falde hen i sin egen verden.


Vi elsker at lave med på bål hjemme hos os. Det er så hyggeligt, og fællesskabet om at tilberede maden får bare det hele til at smage meget bedre. Mad på bål er både en sommer- og en vinteraktivitet, men om vinteren drosler vi noget ned for ambitionerne. Det er ikke om vinteren, vi sidder i timevis og kreerer den store tre-retters gourmetbålmiddag. Det er det efter min mening for koldt til på denne tid af året, det hører sommeren til.


Her om vinteren snyder vi lidt, og det er jo netop det, der gør det så overkommeligt og let at gå til. Jeg kan sagtens finde på at lave suppen inde i huset og bage bollerne på forhånd. Så er det bare at tænde bålet, hælde suppen over i en stor bålgryde og lægge bollerne på risten. Det skal man altså ikke have været spejder i ti år for at kunne finde ud af. Hyggen er den samme, der er ingen stress, og bålmagien er der stadig.


Jeg tror, der er rigtig mange haveejere, der har enten et fast bålsted eller et mobilt bålfad. Måske bliver det ikke rigtig brugt her om vinteren, måske er haven pakket ned, krukkerne tømt, og de små hyggelig opstillingerne er rykket ned til huset, hvor de kan nydes fra vinduet.


Jeg vil gerne opfordre til, at vi får gang i hyggen og alle de små bålsteder rundt omkring. Der er slet ingen grund til at gøre det besværligt. Der er mange måder, det kan gøres på, og bål er for både voksne og børn. Her har vi taget den varme kakao og kaffen med i termokander, lidt flødeskum i en skål og nogle Bismarckstokke, det gør både børn og voksne lykkelige.

Kakaoen og kaffen kan jo sagtens varmes på bålet sammen med fx en tærte, og hvis det hele er gjort klar på forhånd, er det jo nemt at varme efter fx en dejlig gåtur i skoven.


Eller hvad med at invitere veninderne på en tur i skoven og et glas gløgg på bålet bagefter. Eller måske en varm vinter-velkomstdrik ved bålet, inden middagen indtages indenfor i varmen. Der er så mange muligheder, husk bare at tilpasse ambitioner og tid, så er der større chance for succes.


Opskrift på nudelsuppe
Den er nem og kan varieres efter smag.
  • Ca. 1 pk. ægnudler (suppenudler kan også bruges)
  • 350-400 g kylling
  • grøntsager fx forårsløg, rød og grøn peber, måske sukkerærter og bønnespirer (de fleste børn kan bedst lide den simple udgave). 
  • 1-2 fed hvidløg
  • 1 chili 
  • gurkemeje, karry, paprika, salt og peber
  • 1 ds kokosmælk
  • 4-6 dl grøntsags- eller kyllingebouillon 

Sådan gør du:
  • Skær kyllingen i små tern, steg kyllingen, tilsæt paprika, salt og peber, hvidløg og lidt kokosmælk, og steg lidt mere.
  • Skær grøntsagerne i tern.
  • Tilsæt bouillon, godt med karry og resten af kokosmælken.
  • Tilsæt kylling og grøntsager, og kog 3-4 min
  • Tilsæt nudler til sidst, og kog et par min. 





LOTTES JULESTEMNING

$
0
0
DEKORATION
JULEKALENDER

I dag skal vi for sidste gang i år en tur omkring Lottes lille have i Odder. Lotte har pyntet til jul i haven med kranse, lys, mos og stedsegrønt.


TEKST & FOTO: LOTTE SØRENSEN




Her i december er der pyntet lidt op i den lille have med gran, dekorationer og julelys. Jeg elsker at lave juledekorationer og kranse.



I år blev dørkransen lavet på et juleværksted. Jeg var en tur med havesaksen i min families haver for at finde en masse lækkert til kransen bl.a. buksbom, hortensia, thuja, hybenroser og mos.

I min egen have har jeg ikke så meget stedsegrønt, og det kan jeg godt ærgre mig lidt over her om vinteren, for min have er ikke så køn med visne stauder, men det er jo det med pladsen og prioriteter. Et lille lag sne ville pynte lidt på det.



Året er snart omme, og med det slutter og gæsteskriverierne her på HAVEFOLKET. Det har været en dejlig og spændende udfordring at lave små artikler. En stor tak til jer på HAVEFOLKET og til jer, som har læst med her.

En rigtig glædelig jul til jer alle. 
/ Lotte


Du kan se meget mere til Lottes skønne have på hendes blog 'Haven i Odder' 
eller på hendes  instagramprofil 'Lottes lille have'.

PICKLEDE ÆBLER

$
0
0
http://www.havefolket.com/2017/12/picklede-bler.html
OPSKRIFTER 
JULEKALENDER

Julemaden er fyldt med traditioner, og dem skal man passe på ikke at pille ved. Men man kan da godt pirke lidt - og det kunne være i form af lidt variation i det tilbehør, vi serverer til. Prøv disse picklede æbler, og se, om ikke de også kan komme på bordet, når julen er ovre?

TEKST & FOTO:  HENRIK




Dansk julemad er traditionelt meget fed, og det er ikke grønsagerne, der normalt fylder på tallerkenen på julebordet. Det er der ikke noget galt i, men nogle gange trænger man til noget, der kan gøre retterne knap så tunge. Her kan tilbehøret hjælpe dig lidt på vej, og vi giver dig et bud på, hvad det kunne være. Disse picklede æbler er friskt syrlige og har lige tilpas med julekrydderi til, at de glider naturligt ind som fint modspil til en flæskesteg, medisterpølse eller en juleskinke. Er du heldig, kan du bruge de bedste af dine egne æbler fra haven. De skal bare være sprøde i kødet og pæne i skindet - er de ikke det, er de nok bedre egnet til æblemos.


  • 1 rødløg i halve skiver
  • ½ spsk revet ingefær
  • 1 dl hvid lagereddike
  • 2 dl rørsukker
  • 3 dl vand
  • 1 kanelstang
  • 2 laurbærblade
  • 1 tsk sennepsfrø
  • 5 æbler i små både. Det må gerne være syrlige vinteræbler, hvis du kan få det.
Kom alle ingredienser i en gryde - undtagen æblerne. Lagen skal lige have lov at koge op, men æblerne skal først i senere, så de ikke koger ud.
Når æblerne lige akkurat er varmet igennem (max 2 minutter) skal gryden tages af blusset.

Nu fisker du forsigtigt delene op i rene sylteglas og fylder efter med lagen. Så skal der bare et tætsluttende låg på, og glassene er klar til at blive kølet ned. Der er ingen grund til at lave denne ret i mængder, der skal gemmes i månedsvis - det er jo så nemt at lave nyt. Så drop trangen til at tilsætte konserveringsmiddel, og spis i stedet dine picklede æbler i løbet af et par ugers tid. Velbekomme!








EN MIDDELHAVSHAVE I JULEGAVE

$
0
0
BØGER
JULEKALENDER

Julen nærmer sig med hastige skridt, og det er mørkt og koldt ude i haven. Det er på høje tid at lukke solen og middelhavsvarmen ind, om så det bare er for en lille stund, for det er nu i vintermørket, at vi behøver inspirationen mest.

TEKST & FOTO:  JØRGEN BENGTSON



Julen nærmer sig med hastige skridt, og det er mørkt og koldt ude i haven. Det er på høje tid at lukke solen og middelhavsvarmen ind, om så det bare er for en lille stund, for det er nu i vintermørket, at vi behøver inspirationen mest. Her får I fem julegavetips til bøger, som har inspireret mig til vores middelhavshave.


Sun Drenched Gardens-The Mediterranean Style 
Jan Smithen Abram
978-0-8109-3290-6


Dette var en af de første bøger, jeg købte med de sydlandske haver som inspirationskilde til vores egen have. Den indeholder tekst og billeder fra private og offentlige haver i Italien, Frankrig, Spanien og Californien, og billederne er fantastiske og varierede. Bogen udkom i 2004.


Bogen er opdelt i forskellige afsnit, som "The Mediterranean Look", "Endless Sunshine-Precious Water", "Living Outdoor" med flere. Vinteren føles langt væk, når man fordyber sig og fortaber sig i de solfyldte billeder.


The Gardens of Venice and the Veneto 
Jenny Condie
Frances Lincoln Limited, 978-0-7112-3404-8



Bogen indeholder billeder og tekster om de forskellige distrikter i regionen Veneto oppe i det nordøstlige hjørne af Italien. Billederne er fantastiske, og bag kameraet stod den kendte Alex Ramsey, hvilket altid er ensbetydende med høj kvalitet.






Afsnittene er opdelt efter nærheden til byerne Venezia, Padova, Verona, Vicenza med flere. Siden præsenteres haverne efter ejendommenes smukke navne fx Villa Della Torre eller Palazzo Capello. I Italien er en villa ikke en villa, som vi forstår det i Sverige eller Danmark. I Italien er en villa et palads, og et palads er et slot. I hvert fald ser det sådan ud på billederne. Storslået og helt og aldeles fantastisk! 
Bogen udkom 2013.



Close to Paradise -The gardens of Naples, Capri & the Amalfi Coast 
Robert Fisher
Frances Lincoln Limited, 978-0-7112-3038-5



Paradis er faktisk det, man tænker på, når man besøger Amalfikysten i virkeligheden, og en bog om haver fra denne del af Italien er naturligvis helt nødvendig. I Campania, som regionen hedder, er somrene rigtig varme, og det regner meget sjældent. Roser har svært ved at overleve, ikke på grund af varmen, men på grund af vandmangel. På de smukke fotos i bogen kan man næsten mærke, hvor varmt og solrigt der er, og i stedet for roser er der masser af bougainvillea.





Mange af villaerne og paladserne ligger oppe i bjergene med magisk udsigt over Napolibugten, og haverne er skabt af passionerede haveelskere fra begyndelsen af 1900-tallet og fremad. Regionen har altid tiltrukket berømte forfattere og skuespillere, som har fundet deres paradis i haver og paladser. Det er et fantastisk område og en fantastisk bog. Den udkom 2011.



Italy´s Private Gardens-An Inside View 
Helena Attlee
Frances Lincoln Limited, 978-0-7112-2910-5



I denne bog får vi lov at komme ind i nogle italienske haver og møder ejeren eller gartneren. De fortæller havernes historie og baggrund, og hvordan det er at passe haverne i dag. Det kombineret med de usædvanligt fantastiske fotos gør det til en interessant, smuk og inspirerende bog.





Her er der historier fra både private og delvist offentlige haver, og det, der er fællesnævneren, er den store passion fra ejeren, eller den der passer haven. Bogen udkom i 2010.


Livet i Solen/Medelhavsträdgård
Peter Englander
Albert Bonniers Förlag, 978-91-7424-068-9 och 978-91-0-011526-5


Men det var her, min rejse mod en middelhavshave startede. "Medelhavsträdgård på svenska" udkom 2008, og da jeg havde læst den, vidste jeg præcis, hvad jeg ville med vores have. Vi boede på det tidspunkt i et rækkehus med en ganske lille have, og den blev forvandlet fra en græsplæne med hængebirk til en lille italiensk giardino. Det føltes i hvert fald sådan.
Bogen og efterfølgeren "Livet i Solen" beskriver, hvordan du skaber stilen, hvilke planter, du kan bruge, og hvor vigtigt det er med terrasser, pergolaer, mure og alt det andet, som hører sig til.




Bøgerne er underholdende og lærerige, og man fornemmer virkelig, at forfatterens passion for denne slags haver er ægte. De er skrevet på svensk, men det er sikkert ikke noget problem at forstå for danske læsere.

God jul, Buon Natale!
http://www.havefolket.com/2017/12/en-middelhavshave-i-julegave.html

HJEMMELAVET MARCIPAN

$
0
0
OPSKRIFTER
JULEKALENDER

Det kan være sjovt at lave sin egen marcipan. Kast dig ud i det, og nyd glæden ved ekstra god konfekt – lavet helt fra bunden.

TEKST: ANNEMETTE VOSS
FOTO: SKOVDAL NORDIC





hjemmelavet marcipan

MARCIPANMASSE
125 g vand
75 g hvidt sukker
250 g mandler
lidt flormelis til æltning

Bring vand og sukker i kog i en lille gryde. Lad sukkerlagen småkoge
i 5 minutter. Tag gryden af varmen, og lad sukkerlagen svale til stuetemperatur, mens mandlerne tilberedes.

Kog i en anden gryde mandlerne kort i vand, og smut dem dernæst fri for hinder. Bred mandlerne ud på en bageplade på bagepapir, og dup dem tørre.

Rist dem i ovnen ved 200 grader varmluft i 2-3 minutter. Kom dem dernæst i en foodprocessor, og blend dem til helt fint mandelmel. Du kan evt. lade en smule mandler være mere grofthakkede – det tilføjer tekstur og knas til spiseoplevelsen.

Ælt lidt efter lidt sukkerlagen sammen med mandelmelet. Massen skal være fugtig, men ikke klistret. Brug evt. lidt flormelis på bordpladen til at ælte marcipanen sammen i.

Kom marcipanen i en frysepose, og opbevar den på køl, til den skal anvendes. Den kan holde sig i en uges tid på køl.



Opskriften af Annemette Voss er fra bogen 'Konfekt', som er udkommet i september 2017. Bogen, der er på 120 sider, indeholder mere end 40 opskrifter med marcipan, chokolade, nougat, nødder, tørrede frugter, guld og glimmer. 

FORFATTER: ANNEMETTE VOSS
FOTOGRAF: SKOVDAL NORDIC
SPROG: DANSK
FORLAG: POLITIKENS FORLAG


http://www.havefolket.com/2017/12/hjemmelavet-marcipan.html

RIMFROST & PRYDGRÆSSER

$
0
0
PRYDGRÆSSER
JULEKALENDER

Mange vækster i haven har for længst takket af for i år. Sådan er det dog ikke med græsserne, de står stadig ranke og strunke og svajer i vinden. Dog har mange af dem smidt deres frø og skiftet den grønne farve ud med forskellige brune og gule nuancer. 

TEKST & FOTO: JEANNETT



Sådan bliver de ved et par måneder endnu, men nogle gang lægger et smukt lag rimfrost sig over græsserne, og med ét ser hele haven fortryllet ud. De sentblomstrende stauder, der blomstrer her i haven i september og oktober, står nu med smukke frøstande. 

Der er så meget at se på ude i haven lige nu, så selv om det er koldt, så må jeg derud alligevel. Nu er kurven med haveredskaber bare skiftet ud med en kop varm kaffen, for nu er det slut med at yde. Her i december vil jeg bare nyde.





Græsserne er allersmukkest i september og oktober, når de står der og blomstrer mellem purpursolhat og pileurt. Men jeg vil også gerne vise, hvor smukke de kan være på en kold decembermorgen, hvor rimfrosten som ved et trylleslag har dækket alle græsserne med det smukkeste lag krystaller.



Tag med på en vinter-rundtur i min have, og se, hvor smukt det hele kan være, når frosten har tryllet regnbygerne væk.

Der er jo ingen, der gider sidde på en kold bænk dækket af frost på turen rundt i haven. Jeg tager da også de fleste havemøbler ind om vinteren, men jeg lader nogle få stå ude til blikfang, for jeg synes, at haven bliver så tom, hvis alt kommer ind.



Hjortetrøst kan sagtens være smuk, også selv om den ikke lige står i blomst. 



Det er ikke kun de store overhængende græsser, der gør sig godt med frost. De små lampepudsere er rigtig fine med et lag tryllestøv.


Frøstande fra Echinacea purpurea 'Magnus' dækket af et lag rimfrost. Nogle gange kan det godt betale sig at klippe stauderne ned om efteråret, hvis der fx kommer mange tidlige forårsløg i bedene. Men det er efter min mening helt klart smukkest at lade dem stå med toppe og frøstande vinteren over.



Et kig ned gennem have. Det er her, man kommer ind i haven, når man kommer fra gårdsiden. Jeg trives rigtig godt med de lange lige linjer, der er i haven, og de passer godt til det vilde look i bedene. Det er nok, fordi jeg er en person, der gerne putter ting i kasser, men det ender ofte med, at de alligevel stritter ud til alle sider. 


Den lave sol, der skinner ind mellem de bare trækroner, får græsserne til at se endnu mere fortryllende ud.




Man skal nok være til det lidt vilde og naturlige udtryk, hvis man skal have lige så mange græsser i haven, som jeg har her. Men jeg har også mange græsser rundt omkring i de mere disciplinerede bede. Her vælger jeg på grund af de mange løg, der kommer op tidlig om foråret, at klippe stauderne ned om efteråret, men jeg lader græsserne stå. De har bedst af først at blive klippet ned i marts. Dér er de ret nemme lige at tage, når alt det andet er væk, og så har vi jo også glæde af dem hele vinteren. 

Mange tak for, at I tog med på endnu en lille tur rundt i min have. Måske kan jeg inspirere jer til at plante et par græsser i haven til næste år.

http://www.havefolket.com/2017/12/rimfrost-prydgrsser.html

JULESLENTRETUR I ÅRHUS

$
0
0
BYRUM
JULEKALENDER

Internettet er fantastisk, når det drejer sig om at hente inspiration til julerierne eller bare få sat lidt ind på julestemningskontoen. Men en lille slentretur rundt i byen en stille morgen er nu heller ikke så tosset. Lige dér, når butikkerne vågner, og der er helt stille og roligt - i Århus.

TEKST & FOTO:  LONE



Må vi tage dig i hånden og følge med dig på en lille tur rundt i Århus. Vi begynder i Vestergade, hvor butikkerne ofte er gode til at gøre lidt ekstra ud af juleudsmykningen - med gran i vinduerne og juletræer ved facaderne.

De store flotte flettede kurve har nu været i brug til butiksudsmykning i Århus i mange år, og de bruges om sommeren til oliventræer og om vinteren til både gran, fyr og som her skimmia. Lækkert ser det ud, og det er lige til at gøre efter i egen have, så man får den der lidt interiøragtige stemning i uderummet.

Flere af vinduesrammerne er trukket op med granguirlander. Det ser da bare dejligt ud.

Fra Vestergade gør vi et lille holdt på LilleTorv, hvor Illums Bolighus og Magasin hører til. Torvet
domineres af de små huse med boder fra de to stormagasiner.



Men også små grupper af træer i plantekummer er kommet til. Træer i forskellige størrelser og med lys på står flot på pladsen og giver en god stemning.

Det er en fin ide til brug af de store blomsterkummer, der hele forårs- og sommersæsonen byder på massevis af sommerblomster.

Fra Lille Torv går vi ad Guldsmedegade og hen til Klostergade, hvor en af byens dejligste blomsterbutikker holder til. Det brostensbelagte fortov er altid bugnede fuldt af fristerier, og denne dag er ingen undtagelse.

Denne jul er materialerne meget naturlige med pilekurve, gran og små fyrretræer.

Smukke myrter og masser af kogler. Også de søde små juletræer af ene er fremme alle steder i år.


Butikken bugner af dekorationer. Nogle med flere farver og glimmer - men også mange til den helt rå side som denne fine sammensætning med hyacinter, grene, kogler og gran i bunden.


Det er en skøn tid, denne juletid.

MARCIPANBLOMSTER

$
0
0
OPSKRIFTER
JULEKALENDER

Vi har tidligere på måneden lavet hjemmelavet marcipan med Annemette. I dag får du en opskrift på lækre marcipanblomster, så du kan arbejde videre med din marcipan. Eller måske skal du klikke tilbage og finde opskriften til en ny portion. 


TEKST: ANNEMETTE VOSS
FOTO: SKOVDAL NORDIC



marcipan
blomster

CHOKOLADEGANACHE
100 g god mørk chokolade 70 %
50 g hvid chokolade
1½ dl piskefløde

MARCIPANBUNDE
80 g ren rå marcipan
lidt flormelis, til udrulning

I ØVRIGT
1 spsk kakao
bladguld eller andet fint pynt
1 blomsterudstikker
16 stk. / sværhedsgrad: medium

SÅDAN GØR DU
Hak mørk og hvid chokolade groft, og kom begge chokolader op i en skål over vandbad ved lav varme. Smelt langsomt chokoladen, og tag dernæst skålen op af vandbadet.

Varm piskefløden op i en lille gryde til lige under kogepunktet – tjek evt. med termometer, at fløden er ca. 80 grader.

Hæld dernæst fløden over chokoladen i en jævn stråle, mens du konstant rører med en dejskraber på bunden af skålen i små cirkulære bevægelser.

Langsomt vil ganachen samle sig: Først som en slags elastisk klump omkring dejskraberen i midten – dernæst vil den ændre karakter til en blød og glat, halvflydende chokoladeganache. Når ganachen er ensartet i konsistensen, dækkes den til med husholdningsfilm – tryk den helt ned på overfladen for at undgå kondens.

Sæt den til at afkøle natten over ved stuetemperatur.

Rul marcipanen helt tyndt ud i lidt flormelis til en tykkelse på ca. 1-2 mm. Udstik 16 små blomster, og bag dem i ovnen ved 200 grader varmluft i 5 minutter, til de er gyldne langs kanten. Køl dem af.

Kom ganachen i en sprøjtepose med en lille glat tylle, og afsæt små ensartede toppe på de små marcipanblomster. Drys med lidt kakao, og dekorer med bladguld.

Du finder opskriften på den hjemmelavede marcipan lige her.


Opskriften af Annemette Voss er fra bogen 'Konfekt', som er udkommet i september 2017. Bogen, der er på 120 sider, indeholder mere end 40 opskrifter med marcipan, chokolade, nougat, nødder, tørrede frugter, guld og glimmer. 

FORFATTER: ANNEMETTE VOSS
FOTOGRAF: SKOVDAL NORDIC
SPROG: DANSK
FORLAG: POLITIKENS FORLAG



HAVEJULERIER MED BØRN

$
0
0
BØRN I HAVEN
JULEKALENDER

Hvert år til jul spørger min mand, om vi ikke skal prøve at sænke ambitionsniveauet lidt. Hvert år tænker jeg, at det er en god idé. Men så alligevel - hvert år - sker der det samme. Jeg bliver revet med!

TEKST & FOTO: TINA ØSTERGÅRD SIMONSEN






Jeg bliver simpelthen bidt af en gal julenisse. Der er så meget hyggeligt, som jeg gerne vil have, at vi skal lave. Alle sammen - sammen.

Og så ender det alligevel altid med, at jeg sidder til alt for sent de sidste aftener inden 1. december og pakker gaver ind til pakkekalender. Og det ender altid med, at vi har lavet alt for meget dej til alt for mange småkager, som vi til sidst nærmest ikke orker at rulle og forme. Og det ender altid med, at jeg sidder og fletter alle de sidste julestjerner færdig selv. For det er bare begrænset, hvad man egentlig når - ud over den daglige drift - med en baby på armen eller en halvanden-årig fisende rundt om benene.


JULETRADITIONER
Men jeg tænker, at mit juleengagement bunder i noget med, at jeg så gerne vil give børnene nogle traditioner, som de altid vil huske. "Sådan gjorde vi hjemme hos os i julen". Så for mig og måske også mange andre forældre er juletiden lidt af en balancegang i forhold til, hvor meget man skal give den gas på julehyggen og juleeventyret, uden at det bliver en ræsen rundt med for meget i kalenderen og for meget på to do-listen. Samvær og nærvær er vel i virkeligheden nøglebegreberne for julen.

Juletiden hos os starter med en tur i skoven, hvor vi samler alt, hvad vi kan finde af mos, kogler, grene og andet skov-dimseri. Det er noget af det, som jeg netop holder af ved julen - man får lov til at slæbe alverden af naturens herligheder med indenfor til juledekorationer, til pakkekalender osv. Denne skovtur bliver snart fulgt op af den store bagedag med min søster og hendes familie, hvor vi får bagt vaniljekranse, brunkager og honninghjerter.

Disse to ting sammen med højdepunktet - at far henter den store julekasse ind fra skuret - skyder i den grad vores juletid i gang.



I år skal der så tilføjes noget nyt. For nu skal vi jo ikke kun julepynte indenfor. Eftersom vores have stadig er under opbygning, har vi endnu ingen faste juletraditioner udendørs. Indenfor har vi allerede fået vores små systemer, som jeg i den grad elsker ved julen. Det genkendelige og traditionsbundne. Når julekassen kommer ind, så ved vi alle, at dén julestjerne plejer at hænge der, dén guirlande der osv. Men selvom pynten har sine faste pladser, er det også skønt, at man kan være kreativ og finde på nye ting inden for rammerne - fx når det kommer til udviklingen af adventskrans, kalenderlysdekoration og pakkekalender. Af den årsag føles det også som et stort ansvar sådan at skulle starte på de udendørs traditioner i år. Selvfølgelig kan man ændre, hvis det ikke fungerer, men alligevel.

Her er, hvad det blev til hos os i år.

GRAN PÅ LEGEHUSET
Jeg ville egentlig gerne have lavet en guirlande af runde kogler, men der var kun rødgran med de aflange kogler i vores skov, og de var for besværlige at binde sammen. Derfor blev legehuset pyntet med en masse gran og julekugler. Sammen med vores små solcelle-lyskæder blev det faktisk vældig hyggeligt. Så fandt jeg også lige på at lave en lille "hylde" inde i bøgehækken. Hvis vi ved lejlighed får malet den sort, så tror jeg da godt, at den kan blive et permanent indslag. Hvis det så på et tidspunkt bliver frostvejr, skal vi måske lave nogle små islanterner og sætte på trædestenene hele vejen op til legehuset. Så forestiller jeg mig, at vi skal holde en lille julefest derinde. Fylde legehuset med puder og tæpper og børn med flyverdragter, huer og vanter og sidde derude sammen og drikke varm saft og spise julesmåkager, mens vi læser en julehistorie.

SNEFNUG-PERLEPLADER PÅ DRIVHUSET
I vores familie elsker de to piger perleplader. De kunne blive ved og ved, og jeg ved snart ikke længere, hvad vi skal finde på at gøre med alle de små fine kunstværker. Derfor tænkte jeg, at vi i år kunne styre deres små fingre i retning af noget, der kunne jule-bruges. Og så blev det altså til små snefnug-stjerner. Jeg ville egentlig have hængt dem i vinduerne i drivhuset, men da vi kun nåede fem, inden vi løb tør for perler, så blev det ligesom lidt for lidt, eftersom der er 40 små og et stort vindue i det lille hus! Så i stedet er de kommet til at hænge på væggen. Der pynter de også vældig fint, og de er jo ganske holdbare, sådan nogle perleplader. Vi må have produceret nogle flere til næste år, så de kan komme i vinduerne. Det giver også mere mening at hænge dem derinde næste år, hvor drivhuset ikke længere er fyldt med rod, men med en god bænk og en masse lyskæder. Og til den tid skal det lille hus altså også byde på en omgang jule-gløgg for naboerne. Men så langt nåede vi ikke i år, så den juletradition har vi stadig til gode.



GULD PÅ TRÆERNE
Som sagt er vi også lidt af en bage-familie. Vi elsker i lige så høj grad selve bage-delen som spise-delen. Derfor indkøbte jeg i år noget let ler (Hobby Clay Light), der er rigtig nemt at arbejde med, og som lufttørrer i løbet af et par dage. Det blev til en ret hyggelig lille julebeskæftigelse - først at rulle og dernæst at udvælge et eller andet, som kunne presses ned i leret og lave et lille aftryk. 


Alt fra bluseærmer til legetøjsfigurer, skosåler og grangrene blev afprøvet. Noget virkede bedre end andet! 



Efterfølgende malede vi dem med udendørs guld-lak og hængte dem på vores små træer ved hoveddøren. 



Det svære spørgsmål bliver så, om alle disse små stjerner og hjerter skal gemmes til næste år, eller om det i lige så høj grad er processen, der er det hyggelige. 

Jeg kunne forestille mig, at jeg kommer til at gemme dem - godt, at vi har flere træer.

SMÅ DYNAMISKE JULEOPSTILLINGER  
Min mand har aldrig været fan af for mange jule-dimser indenfor. Vi bor mange mennesker på ikke vildt meget plads, så der bliver utrolig hurtigt vældig meget rod.

Et lille julelandskab ville derfor højst sandsynligt drukne i alle mulig andre ting og blive til mere rod end pynt. I år har jeg forsøgsvist prøvet at lave lidt jule-opstilling udenfor i stedet.

Grunden til, at jeg kalder dem dynamiske, er, at der helt sikkert ikke går lang tid, før de har ændret udseende. Så har børnene leget med dem på en eller anden måde. Den lille mos-mand er gået et andet sted hen, koglerne er blevet brugt til pynt på toppen af en sandkage eller noget lignende. Og pyt med det, det kan være helt fint at blive overrasket.


Det var vores julehave.  
Jeg vil sige tusind tak for i år og ønske jer alle en rigtig glædelig jul.


EFEU, ISLANTERNER OG ROSENKÅL

$
0
0
DEKORATION
JULEKALENDER

Vintrene hos mig i den nordlige del af Sverige ofte ensbetydende med meget sne. De seneste år har dog været anderledes og budt på alt fra helt snefrit til, at sneen er kommet i slutningen af marts, hvor man allerhelst vil have, at det bliver forår.

TEKST & FOTO:  CHARLOTTE ANDERSSON, GARDENFLOW





Det er nødvendigt med sne heroppe for, at haveplanterne kan klare sig så godt som muligt. Uden sne og med voldsom kulde, som vi let får, er der stor risiko for, at de mest følsomme vækster fryser væk.

Mange af mine roser, Austinroserne bl.a., er frosset bort. Jeg har valgt at erstatte dem med hårdføre sorter, som kan klare de mest unormale vintre, i stedet for at håbe og tro, at de ’normale’ vintre vender tilbage, så selv mindre hårdføre roser også kan klare sig heroppe.

Når man har en have, sker der hele tiden forandringer, og man skal ikke lade sig gå på af dét, som man ikke har indflydelse på. Det gælder om at tænke i nye baner, at tilpasse sig og finde andre løsninger. Trods alt er det jo netop årstiderne og omskifteligheden i en have, der er det fascinerende, selv om man selvfølgelig ikke ønsker for megen modgang.

De år, vi har meget sne, er jeg nødt til at rydde havens gangstier for at have mulighed for at gå rundt i den, selv om det er vinter, og der ligger et tykt lag sne på marken. En del af udemøblerne står altid klar, og så er det hyggeligt at børste sneen af dem og anvende dem til en vinterlig siddeplads.


For at tilføre vinterlandskabet lidt grønt har jeg en håndfuld kurve og krukker med mos, grankviste, efeu og andet, som holder sig grønt om vinteren. Jeg flytter dem rundt i haven og supplerer med bl.a. lygter, når jeg får lyst, og det er dejligt vejr.

EFEU PÅ BØJLE
De af sommerens krukker, som stadigvæk er fine, står fortsat ude. Jeg bruger tit efeu, fordi de holder så længe – helt fra foråret, hvor de blev plantet, og et år frem.




Derimod overvintrer de sjældent udendørs hos mig, men jeg synes, det er tilstrækkeligt, at de klarer sig et helt år. Når det begynder at fryse, fylder jeg krukkerne med mos for at pynte dem lidt op. Jeg har brugt pudemos til disse to og har kantet dem med små lilla rosenkål.

ENKLE LYGTER
Med nogle simple glascylindre er det let at lave nogle enkle udelygter – sammen med et hvilket som helst grønt materiale.

Jeg fylder først en krukke med jord, sand eller lecakugler afhængigt af, hvad jeg lige har. Ovenpå lægger jeg mos eller stikker bløde kviste og grene ned. Her blev det en meget enkel løsning med kun mos ovenpå. Der behøves egentlig ikke mere, men har man lyst, kan man pynte med små kogler, hyben, bær eller hvad, man har adgang til.



Jeg fik lyst til at lave nogle små lysmanchetter af lilla rosenkål, som jeg trådede med almindelig ståltråd. For at gøre det nemmere lavede jeg først et hul i rosenkålene med en mere stiv ståltråd.




Tændte lygter i haven er stemningsfuldt. Det giver haven liv, selv om den sover.

VINTERKRANS AF KRYPTOMERIA
En rigtig stor vinterkrans, som har fået plads i en af udesofaerne (kranse behøver ikke altid at hænge på døre) lyser op og gør mig rigtig glad, når jeg ser den fra køkkenvinduet.

Dét er nødvendigt, nu når det er vinter, og det varer flere måneder, inden haven kommer til live igen.

Så nu er det tid til frøkataloger, drømme om tulipaner, dahlier og planer for næste sæson. Det behøves også – alt har sin tid.

Jeg ønsker alle en rigtig skøn december og jul
/ Charlotte.


Du kan læse mere om Charlotte på hendes blog, som du finder her. Eller du kan finde hende på instagram under navnet: @charlottegardenflow.

JUL I BONNIES KOLONIHAVE

$
0
0
HAVELIV
JULEKALENDER

Kolonihaven er gået i vinterhi. Drivhuset er isoleret, og de frostfølsomme vækster er flyttet ind, lyskæder er sat op, og stauderne er ved at blive klippet ned. Der er lang tid til forår og sommer, så det er bare med at udnytte ventetiden bedst muligt.

TEKST & FOTO: 




Velkommen med indenfor i vores kolonihave for sidste gang. Det er blevet den tid på året, hvor det er ved at være tid til at stille spaden til side og finde hyggen frem.

Der er mørkt i kolonihaven om vinteren. Rigtig, rigtig mørkt, for her er ingen gadebelysning. Når klokken er 16, kan man ikke se en hånd for sig. Så meget desto hyggerligere er det, når der er lys i haverne. Og der kommer mere og mere lys i haverne i vores haveforening. Det er så hyggeligt. Når man kommer herud fredag eftermiddag, så er det allerede mørkt, og så er det var så fantastisk at kigge ind oplyste haver.



Vi gør selv en masse ud af at have lys i haven. Det skaber tryghed, og man får lyst til at gå ud i haven - eller nyde den inde fra huset.

Vi har forholdsvis meget lys i haven, men det er altid en balance. At der er nok til, at det er hyggeligt, men ikke så meget, at det bliver "Fars Fede juleferie". Vores lyskæder bliver sat op ved i slutningen af oktober og får lov til at blive hængende til og med februar måned. Jeg har fødselsdag i slutningen af februar, og der plejer jeg at vedtage, at foråret starter. Så lyset bliver oppe, indtil det bliver forår - i slutningen af februar.


I år har vi også sat lys op i entreen. Beplantningen er endnu ikke så voksen, at der er kommet tag på pergolaen ved indgangen, men det kommer der med tiden. Så derfor har vi sat en lyskæde på skuret. Så kan man rent faktisk se noget, når man træder ind i haven. Det byder velkommen og er skønt i alle de mørke måneder.

Det er koldt at være ude - så hvis vi skal hygge ude, så kræver det lidt tæpper og varm kakao eller the. Der er stadig noget, man kan lave i haven. Jeg er fx stadig i gang med at klippe stauder ned. Det er lidt en religion, om man må gøre det nu, eller om man bør vente til foråret. Det ved jeg godt, men jeg kan lide at rydde op i haven nu og give bedene en omgang "mulch"i bedste Monty Don-stil. Så ser der pænt og nydeligt ud, mens vi venter på forår. Desuden ødelægger man ikke nye skud i bedene, hvis man klipper ned nu. Det kommer jeg let til, hvis jeg gør det om foråret.

Det absolut hyggeligste ved at have kolonihave er naboerne. I dag har vi haft besøg af vores allerbedste nabo - Martin fra Den Unikke Have. Elsker, at folk bare falder ind, når de lige har tid til en kop te eller kaffe, og der er altid meget at snakke om - især med en nabo, der ved ALT om have.


Alkoven i pergolaen har givet en skøn hyggekrog. Her kan man sidde og gemme sig lidt fra omverdenen. Men ikke fra hunden, og sket ikke, når der er æbler på bordet. Han er vild med æbler, og hvis han kan se sit snit til at stjæle et, så holder han sig ikke tilbage. Han er jo en airedaleterrier.


Man må faktisk ikke sidde på bænken, når man er hund, altså. Men når nu ens ynglingstæppe, som man plejer at ligge på, er flyttet ud på bænken, ja - så er det jo svært at sige, at det er forbudt. Ozzy er ret vild med alt, hvad der i hvert fald er på kanten af at være forbudt. Sådan har de fleste airedaleterrier det vist.


Seamus gider altid være med i haven. Uanset om det er koldt eller varmt. Hold nu op, hvor har han hjulpet mig meget i haven. Lige fra dengang (2015), hvor vi hverken havde hus eller vand i haven. Han har kørt mange ture med trillebøren og har udviklet sig til en rigtig handy-garden-dreng. På denne årstid skal man dog fedte lidt for ham, hvis man skal have ham med ud. Lokke med lidt varm kakao og noget lækkert.

Når alle har forladt haven og er gået indenfor igen, så er her faktisk stadig meget hyggeligt. Så kan man sidde lidt og nyde roen og tænke på alt det, man gerne vil lave i haven, når lyset vender tilbage. Jeg har allerede en masse planer for næste sæson, men de næste måneder skal den primært stå på armchair-gardening - og Gardeners' World.

Man får meget mere lyst til at være udenfor på denne årstid, hvis der stadig er pænt. Udfordringen er noget større nu, hvor stauder er visnet ned og træerne har smidt bladene. Til gengæld er det en god årstid at overveje, om man skal lave noget om i haven. Om den fungerer i sin opbygning. Det ses meget nemmere nu, hvor øjet ikke forvirres af en masse beplantning. Hvis den grundlæggende struktur i haven ikke fungerer, så er det nu, at man skal lægge en plan for forårets opgaver. Faktisk er årstiden lige nu (hvis der ikke er frost) helt fabelagtig til at bygge en pergola, lave et nyt bed eller sætte et hegn op. Det er nu, at haven viser sit sande ansigt. Uden sminke.



En lyskæde med pærer viser vej om til køkkendøren, så  man kan finde vej og ikke snubler over sig selv. Den får lov til at hænge hele året - for om sommeren er den også hyggelig om aftenen.


Tak for i år, og tak, fordi jeg måtte få lov til at dele mine haveprojekter og oplevelser med jer her på HAVEFOLKET.com. Hvis I har lyst til at følge med i mine projekter, er I velkomne til at kigge forbi min blog om haven og projekterne.



Glædelig jul - og godt have-nytår.


Du finder Bonnies blog her.

SIMMER POT

$
0
0
OPSKRIFTER
JULEKALENDER

Duften af jul. Det er ikke kun farverne og de kendte symboler på julen, der slår stemningen an. I julen har duftene en særlig betydning og er en del af traditionen. Her kommer en måde, hvorpå du kan få gang i julestemningen - også uden at stå med nybagte julesmåkager.

TEKST & FOTO:  HENRIK MIKAELSEN



Vi skal lave en simmer pot. I den engelsktalende del af verden har de i mange år brugt at parfumere luften i hjemmet. Det er ikke ualmindeligt at give et par pift med en gang duftspray, en såkaldt air freshener, som en del af rengøringen. Det bliver luften altså ikke mere frisk af, men den dufter dejligt. Vi bruger nok mest den slags i form af en Wunderbaum i bilens bakspejl, æteriske olier og sæber på toilettet og så selvfølgelig som ejendomsmæglertricket med at stikke noget brød i ovnen, når der skal vises hus frem. Så vi ved godt, at duften i huset er med til at give den rette stemning.

Hvis du vil skrue op for julens dufte, kan du altså lave en simmer pot. Det er såre enkelt:

  • Du fylder en gryde halvt op med vand.
  • Tænder for blusset på laveste varme.
  • Nu fylder du de ting i, du synes dufter af jul, og det smarte er, at det sagtens kan være noget, du ellers bare ville regne for affald. Det kunne være appelsinskaller, æbleskrog og -skræl, afklip af gran og brugte vaniljestænger. Pep det op med krydderier som stjerneanis, nelliker, lidt kaffebønner og kardemommekapsler. Rester af saft og juice kan også ryge i. Du kan også gå i haven og klippe ind af timian, rosmarin og lavendel. Mulighederne er næsten ubegrænsede, men hold dig til planteriget - rester af andeskrog og den slags hører godt nok julen til, men det er ikke den slags duft, vi går efter...

Nu lader du bare gryden stå og simre. Deraf navnet simmer pot: simregryde. Stille og roligt fyldes hjemmet med den der duft, der bare er rigtig, når det er juletid. Husk, at det skal dufte af jul - ikke ose. Så fyld løbende mere vand på, så gryden ikke koger tør. God fornøjelse!

Et tip: Rundt omkring i mange danske hjem vil man bagerst i køkkenskabene finde en fonduegryde, som ikke har været i brug i årevis. Her er en anledning til, at den kan komme til ære og værdighed igen. Så kan du lave din simmer pot fx inde i stuen og lade duftene brede sig herfra. 

GLÆDELIG JUL

$
0
0
OM MAGASINET
JULEKALENDER

Glædelig jul! I dag åbner vi den sidste låge i dette års julekalender. Vi er nået til selve juleaften, et af årets absolutte højdepunkter.

REDAKTIONEN






Den 24.december er en dag som alle andre. Solen står op, og solen går ned. Alligevel er denne dag anderledes. Der er mange børn og barnlige sjæle, der har sovet uroligt i nat i bar spænding og vågnet op ladet med forventning om, hvad dagen kan bringe. De voksne er også på dupperne denne dag, for i løbet af de næste timer kulminerer mange ugers planlægning, hemlighedskræmmeri, indkøb og forberedelse.

Uanset omstændighederne, så insisterer vi denne dag på, at der skal hygges - i en aller anden form - og vi er ekstra opmærksomme på vores nærmeste.



Her på HAVEFOLKET håber vi, at du har nydt vores julekalender her i december. Vi kom vidt omkring: fra julegodter til bogtips, fra hygge i haven til hygge i byen. Om ikke andet, så håber vi, at vi har været et lille pusterum i de mange aktiviteter, som denne måned er fuld af.

Vi vil i hvert fald fald ønske både dig - vores medlem i vores udvidede have-familie - og dine kære en RIGTIG GLÆDELIG JUL.

Mange glædelige julehilsner,






THE BARCELONA PAVILION

$
0
0
HAVEREPORTAGE

I midten af 1928, et par måneder før indvielsen af verdensudstillingen i Barcelona, fik arkitekt Mies van der Rohe til opgave at tegne en pavillon, der skulle repræsentere demokrati, fremgang og kulturel progression - ånden i Tysklands nye æra som republik. Under et lidt vanskeligt tidspres tegne van der Rohe den tyske pavillon, senere kendt under navnet Barcelona Pavilion.

TEKST & FOTO: KARINA


Sammen med Le Corbusier og Frank Lloyd Wright mfl. var Mies van der Rohe én af de store skikkelser i det 20. århundredes arkitektur. Han blev født i Aachen i Tyskland og arbejdede i sine unge år hos sin far, som var stenhugger. Senere kom han i lære hos Peter Behrens, som var en af tidens førende neoklassisistiske arkitekter.
Efter sin læreperiode startede van der Rohe sin egen tegnestue, og selvom han som arkitekt ikke havde ent akademisk diplom, blev han hurtigt anerkendt. I de tidlige år som selvstændig var Mies arbejde fortsat præget af den neoklassisistiske byggestil, som han blev skolet i hos Peter Behrens.



I tiden efter første verdenskrig begyndte de kunstneriske kredse at præsentere verden for nye og progressive designbetragtninger. Man søgte bort fra den detaljemæssige overflødighed, som jugendstilen blandt andet repræsenterede, og i stedet skulle arkitekturen demonstrere klarsyn, enkelthed og ærlighed. Mies van der Rohe blev én af forgangsmændende for den nye bevægelse og hans bygninger bevægede sig væk fra det neoklassisistiske og blev mere radikale i sine enkelte strukture.



"Gud er i detaljerne" og "Less is more" er to af Mies van der Rohes mest kendte aforismer. Som overskrift vil begge disse sætninger yde The Barcelona pavilion retfærdighed. Få men nøje udvalgte materialer er mesterligt sat sammen og de fineste af slagsen. Grøn marmor fra Grækenland, onyx fra Atlasbjergende og romersk travertin i en smuk forening med moderne elementer som stål og store glaspartier.


Som en smuk kulisse, der ænder sig i takt med årstiden, rammes bygningerne ind af en beplantning af store træer uden for murene. Indenfor murene er de naturlige elementer udsat for en mere arkitektonisk kontrol.


Store munddækkende felter og et par grupper af buske er plantet strategisk ved pavillonens tilbageliggende gårdrum, hvorimod det centrale gårdrum udelukkende består af horisontale og vertikale felter af sten.








I det centrale gårdrum er et massivt spejlbassin skåret ind i gulvfladen, og mod vest en travetinbænk, der strækker sig langs husmuren.



Endu et spejlbassin finder vi i haverummet mod nord hvor skulpturen Dawn af kunstneren Georg Kolbe har plads. Skulpturen, som står ude i bassinets venstre ende, reflekteres i den spejlende flade såvel som i de grønne marmorvægge.



Pavillonen, som kun var tænkt som et bidrag til verdensudstillingen, blev som planlagt demonteret umiddelbart efter, men takket være et team af ildsjæle blev bygningen genopført 50 år senere.



I slutningen af 1950'erne, da Mies van der Rohe havde modtaget stor international berømmelse, anså man Barcelona Pavillonen for et af arkitektens allervigtigste værker, der ikke alene repræsenterede hans karriere, men også den moderne bevægelses udvikling. èn af de, som mente dette, var Barcelonas daværende leder for byplanlægning, Origol Boihigas, som også var ophavsmanden til genopførelsen af pavillonen.

Der skulle gå nogen tid, men da projektet endeligt blev iværksat i midten af 1980'erne, blev pavillonen opført som en reproduktion med arkitekterne Cristian Cirici, Fernando Ramos og Ignasis de Sola-Mórales bag roret. Målet med at genskabe Mies van der Rohes pavillon var, at den skulle stå færdig på hundredårsdagen for arkitektens fødsel (1886). Mies van der Rohe døde i 1969, så selv nåede han ikke at se reproduktionen af pavillonen - det store ikoniske værk og et af de vigtigste monumenter for det 20. århundredes modernisme.



HER ER VI 
Barcelona Pavilion 
Avenida Francesc Ferre i Guárdia, 7
08038 Barcelona



Artiklen herover er fra sommermagasinet 'HAVEDESIGN FOR ALLE', som HAVEFOLKET udgav på tryk i 2015. Du kan se hele magasinet digitalt lige her, eller du kan bestille din egen trykte udgave lige her.

BYRUM I NEW YORKS MANHATTAN

$
0
0
BYRUM
#THROWBACK

På en tur til New York stødte jeg på dette haverum klemt inde mellem to kareer. Et lækkert anlæg - midt i den pulserende by - og det blev i den grad benyttet af byens beboere i arbejdspauser, på vej til og fra, til en hyggesnak mv. Tag med et lille smut til storbyen.



TEKST & FOTO: LONE



Man tænker måske umiddelbart ikke, at en storbytur giver en masse havebesøg, men i en by som New York - nærmere bestemt Manhattan - er der rigeligt, hvis man lige ved, hvor man skal kigge. Både parker, små fælleshaver og bylommer finder man her.

Manhattan, New York
Haven her ligger som en lille lommehave ved blandt andet kontorerne for Metlife. Rummet er tydeligvis etableret for ganske nylig og er taget godt imod fra byens borgere.

Manhattan, New York
Her færdes den gående trafik på tværs af rummet. Nogle slår sig ned og nyder mad eller drikke. Andre læser avisen eller snakker i telefon.



Manhattan, New York
Ind imellem ser man en fortravlet medarbejder komme ud af en af bygningerne og søge i ly i en af oaserne - optaget af en intens telefonsamtale.

Manhattan, New York
Rummet er ualmindelig smukt komponeret - hvis du spørger mig. Smukke natursten som belægning, Kummer af stål og natursten - med indbyggede belysninger under bænkene af hårdttræ og ligeledes med uplight på de elegante birkestammer.

Manhattan, New York
Udover de indbyggede bænke er der også hist og pist - med gavmild hånd - placeret smukke sorte trådstole af den italienskfødte designer, Harry Bertoia.

Manhattan, New YorkPå trods af at rummet ligger i skygge mellem de høje bygninger, der omgiver lommeparken, er der en varm og dejlig stemning i rummet - på trods af mange stringente materialevalg. Måske dette kan tilskrives de velplacerede bænke i naturtræ i kombination med de smukke birketræer. Og når solen så kommer rundt mellem karréerne og kaster sine livgivende stråler ind i haven, bliver det hele nærmest magisk. 


Læs også:

SKULPTURHAVEN VED MOMA
The Abby Aldrich Rockefeller Sculpture Garden i NYC har været igennem flere forandringer over tiden, men fremstår i dag som en inspirerende skulpturhave, og er ét ud af mange rum i det verdenskendte museum MoMA.
THE HIGHLINE - EN OASE I NYC
En godsbane i det centrale Manhattan blev nedlagt tilbage i 1980, og er nu - godt 30 år senere - et inspirerende, nytænkt og rekreativt område, som byens borgere har taget til sig som deres eget haverum. Her snakkes, spises, festes, slappes af, underholdes og sågar soppes der!
GARDENS OF REMEMBRANCE
Det er juli måned, og vi er på tur til New York - en storby der aldrig sover, og hvor der altid er noget, der lokker rundt om næste hjørne. 

HAVERUM I TINTINHULL GARDEN

$
0
0
Tintinhull GardenHAVEREPORTAGE
#THROWBACK 

I dag tager vi jer med til haven "Tintinhull Garden", der er skabt af Phyllis Reiss - en dame med fokus på havens rumligheder fremfor pryd.



TEKST & FOTO: LONE





Phyllis Reiss (1886-1961) købte stedet her i 1931 og flyttede ind sammen med sin mand i 1933. Som tidligere nabo til Hidcote Manor var hun stærkt inspireret af denne have, og hendes ypperste fokus var haverummene og deres rumlige virkninger. Hun brugte planterne med et skarpt øje for de grafiske evner som vægt, højde og tæthed og søgte en balance mellem disse og haverummene.

THE EAGLE COURT
Det haverum jeg selv, ved besøget i denne have, havde glædet mig mest til var "The Eagle Court". Et fantastisk haverum, der i form danner harmoni med husets facade. Stien, som fører gennem haverummet, er flankeret af imponerende store, gamle buksbom, der med deres form synes solidt placeret i plænen.

I dette haverum er det ikke stauderne eller sommerblomsterne, der imponerer - det er den overordnede komposition. Selvom buksbommene stjæler billedet ved første øjekast, skal man ikke underkende effekten af staudebedene, der løber langs muren hele vejen rundt om græsplænen. Bedene forstærker rumligheden og danner kontrast til de trofaste elementer - buksbomkæmperne - og gør haven interessant.

Tintinhull Garden

Her kig fra husets trappe - mod venstre, ligefrem og til højre.

Tintinhull Garden
Tintinhull Garden
POOL GARDEN
Et andet haverum i haven ved Tintinhull er "The Pool Garden". 

Tintinhull Garden

Tintinhull Garden
Vandbassinet, der har indtaget midten af haverummet, har selskab af et bed mod vest i stærke røde og gule farver, og mod øst i pink og kølige blå. To velkomponerede bede der viser en klassisk opbygning af engelske bede i kombination med stauder, sommerblomster, græsser, buske mv. og indrammer rummet på fineste vis. 

Tintinhull Garden
THE CEDAR COURT 
Det måske skønneste rum - efter min mening - i denne have er dog dette: "The Cedar Court". Et haverum domineret af græs, velplacerede træer og en rolighed, der tydeligvis påvirker havens gæster, der søger til de her placerede siddeområder for bare at ... nyde!

Navnet er givet af den libanesiske ceder, som ægteparret i sin tid plantede i dette rum. Siden er den dog udskiftet med en nyere pga. sygdom. De træer, der dog for mig er de smukkeste, er de store magnolia, der står som smukke skulpturer i plænens rand. Hvem der blot kommer tilbage for at nyde dem i foråret!

Tintinhull Garden
Haven rummer bl.a. også en fin køkkenhave, som dog ikke er skabt af Phyllis Reiss. Den vil vi se nærmere på en anden gang, for her er absolut også fine stemninger at nyde. Min konklusion er helt klar: Det er absolut ikke sidste gang jeg besøger denne have.


Tintinhull Garden
HER ER VI
Tintinhull Garden
Farm Street, Tintinhull, Yeovil, BA22 8PZ

OM HAVENS SKABER


Phyllis Reiss var en meget anerkendt havedesigner i sin tid. Hun var ikke uddannet havearkitekt, men havde en veludviklet æstetisk sans og var i sin arkitekturforståelse influeret af ophold i Italien. Desuden reflekteres i hendes havedesign et bekendtskab med Lawrence Johnston fra Hidcote Manor.

GENSYN MED EN BYHAVE

$
0
0
TERRASSEN
#THROWBACK

Vi tager jer med indenfor i en have fra Veltkamp Gardens - i en rolig have midt i byen. 

TEKST: VELTKAMP 
INTRO: HAVEFOLKET 
FOTO: VELTKAMP GARDENS






Har du været i gang med at lede efter store krukker eller kummer, for ikke at nævne strømlinede havemøbler, til den minimalistiske havestil, der netop passer så fint til mange af de kubistiske huse, der er bygget over de senere år, så ved du, at de kan være vanskelige at finde frem til. Vi har derfor taget hollandske Veltkamp Gardens med på råd, og de har fortalt om de produkter, der er valgt til denne have. Så læs med og få måske et par gode ideer til sommerens indkøb.

HAVENS DESIGN
Haverummene i denne have er som sagt tegnet af Veltkamp Gardens og haven er inddelt i flere zoner.

Langs husets gavl er der anlagt et stort trædæk i åben plan med rummene indendørs. Det er en god løsning til at udviske skellene mellem inde og ude. Forlængelsen af trædækket fører over i et haverum overdækket af træer, og herfra føres man til terrasen med loungestemning og beroligende lyde og lysglimt fra et langt vandspejl. 


DEN NÆRE TERRASSE
Det store trædæk langs den ene side af grunden er designet til ophold. Her er både et spiseområde og et loungeområde. Fra spisebordet er der mod parkeringen, der ligger rundt om hushjørnet, dannet afskærmning ved brug af store zinkkummer i dimensionerne 80x80x80 cm, købt hos Domani. I kummerne er der plantet store, smukke, italienske oliventræer. I hver af de store kummer er der desuden indbygget uplight (lysarmaturer der lyser opad i træernes kroner) fra Simes.

Bagerst i billedet herover ses rækker af avnbøg, Carpinus betulus ‘Fastigiata’, der er placeret for at skabe dybde i haven og volumenmæssigt give et seriøst modspil til bygningen.

Spisebordet (størrelse 200/100 cm) har stel af rustfri stål og hvid glasplade. Det er fra NINIX-serien fra belgiske Royal Botania. De tilhørende stole er ligeledes af rustfri stål og med hvid batyline tekstil. Møblerne er nøje valgt på designet, og fordi det er let at vedligeholde på grund af materialevalget - og så giver komforten mulighed for at sidde her længe i godt selskab ud på de sene timer. 


Loungemiljøet i den anden ende af trædækket er fra det spanske mærke Gandia Blasco. I baggrunden ses en række prydgræsser i en række terracottakrukker.



Terrassen er nabo til en golfbane og en parkeringsplads, og arkitekten har derfor valgt at afgrænse trædækket med en lukket væg for at skabe lidt privatsfære på terrassen. Væggene er bygget som hule pudsede vægge med indbygget belysning, der giver stemning til hele haverummet i de mørke timer.

De store birketræer var på grunden i forvejen og blev en integreret del af designet. Veltkamp har tilføjet uplight, så de står oplyste om aftenen. 






Flere steder i haven er der placeret beholdere med græsser, stedsegrønne planter eller stauder. Beholderen herunder er fx af polyethylen, der bevidst ligner beton. 





CAT WALK 
I baghaven er der lavet en "cat walk", som arkitekten kalder den. Denne fører til to mindre haverum - et område med en lounge fra Borek og bagerst et område til solbadning eller afslapning i loungestole fra Royal Botania.






De to områder er adskilt af de samme zinkbeholdere som på terrasssen i 80x80x80 cm. Disse er beplantet med birketræer for at skabe en transparent væg mellem de to funktioner. Hele fladen er belagt med 100x100 cm antracitgrå betonfliser fra Schellevis.

Cat walken afsluttes med en væg, som på terrassen. Her står igen 4 italienske terracottakrukker - denne gang med ens stedsegrønne buksbomkugler, der skaber ro og harmoni.


Over hver buksbom er der placeret en Beamy lampe fra Royal Botania, så planterne er oplyst om aftenen. 






Langs cat walken er der lavet et langt smalt bassin. Til venstre for bassinet er der suppleret med terracottakrukker og på højre side et stort felt med massevis af lavendler. 

Alle terracottakrukkerne er valgt ud fra at skulle have den naturlige jordfarve, men møblerne er valgt for komfort og design - naturligvis - og de står også flotte om vinteren, hvor alle hynder tages ind.

AFTENSTEMNING
Om aftenen er det havens belysning, der skaber stemning. Belysninger er som set tidligere integreret i havens vægge, og i flere krukker og belægninger er der integreret uplight - som det fx ses i de store italienske oliventræer herunder. Ligeledes er der rundt omkring i haven glasbeholdere til levende lys.




Afslapning og rolige omgivelser er kodeordene for designet i denne have. Her er skabt rum for afslapning og ophold i godt selskab. Stilen er minimalistisk og der er masser af inspiration at hente fra Veltkamps minimalistiske, gennemtænkte og samtidigtsuper imødekommende havestil.


OM MARTIN VELTKAMP GARDENS
Martin Veltkamp er hollandsk have- og landskabsarkitekt med base i Bergschenhoek. Vil du læse mere om Martin Veltkamp Gardens tilgang til havedesign, kan du rekvirere bogen "VISION", der gennemgår alle elementer af den minimalistiske have med emnerne - haverum, ro, enkelthed, rytme, detalje, kontrast, lys og objekter. Bogen bestilles ved at kontakte Veltkamp Gardens på mailadressen info@martinveltkamp.nl.

Virksomheden designer haver i hele Europa - herunder også Danmark, Italien, Frankrig, Spanien mv. Læs mere på www.martinveltkamp.nl

GENSYN MED GRAVETYE MANOR

$
0
0
Gravetye Manor
PRYDBEDE
#THROWBACK

Tag med på besøg i en have, der præsterer et pragteksemplar af et haverum med frodige bede brugt som rumdelere. Her er en plan, der sagtens kan oversættes til en privat, moderne have. Træd i en mesters fodspor!



TEKST & FOTO: LONE




Det fremgår tydeligt i denne have, at formen er skabt af en gartner, der ikke delte mange af sine landsmænds forkærlighed for klippede buksbom og taks. Haven er anlagt ganske nøje med en respekt for naturens egne scenerier, mens stauder, sommerblomster, græs og belægninger går op i en højere enhed. Nok er haven i dag ikke en nøjagtig udgave af den have, som William Robinson anlagde i sidste halvdel af 1800-tallet, men den er meget smuk og veltilrettelagt. Tag med i haverummet tættest huset - det rummer prydbede i helt særlig kvalitetet.

Haverummet her er domineret af fire store græsfelter, kun adskilt af smukke sandstensstier, der fører ud til den omkringliggende ramme skabt af store dominerende prydbede. Udenom bedene finder man igen et rektangel af sandstensbelægning og her udenom igen et rektangel af prydbede, kun brudt af små felter til ophold eller et enkelt sted til et vandbassin.

Via det yderste system af stier kan man spadsere hele vejen rundt om de store prydbede og nyde herlighederne fra alle vinkler.

Gravetye Manor

Landstedet her er i dag et hotel, og i netop dette haverum er der udeservering fra hotellets restaurant - både ved borde placeret i lommerne udenom bedene og inde på græsplænen ved de velplacerede bænke. Herfra er der god udsigt udover prydbede og landskabet mod øst, mens bordene placeret inde midt i bedene giver en tæt sanseoplevelse af de imponerende bede.

Gravetye Manor

Gravetye Manor
Udgangen fra det smukke landsted - som nu er beliggende med restaurant og bar tættest plænen - er skærmet af en fin overdækning der fører direkte ud til plænen.

Gravetye Manor

Går man til højre fra udgangen kan man følge stien rundt om de store bede og ligeledes se de "lommer" der ligger midt i bedene, og som kun kan lokaliseres på afstand på grund af de blå parasoller.

Gravetye Manor


Gravetye Manor

Bedene er fyldt op med et væld af stauder, sommerblomster og græsser. Alt er plantet uden synlige systemer og giver associationer til en grøftekant i juni. Dog med en helt anden differentiering i plantesammensætning. Her findes alt fra tagetes, dahlia, kæmpeverbena og solsikker til salvie, artiskok, agastache og meget meget mere. Smukt akkompagneret med græsser.

Gravetye Manor

Når man går rundt mellem bedene, får man hurtigt følelsen af at være væk fra omverdenen. Man kan ikke kigge henover bedene på grund af deres imponerende højde, og de mange farver og former er vildt betagende, så man fortaber sig straks i synet af de smukke kombinationer - af farver, former og teksturer.

Gravetye Manor
Gravetye Manor
Gravetye Manor
HER ER VI
Gravetye Manor,
Vowels Lane, West Hoathly, Sussex

OM HAVENS SKABER
William Robinson (1838-1935) var en af Englands største gartnere og haveskribenter. Robinson kæmpede en kamp mod datidens betragtninger af haven som udendørsarkitektur. For Robinson skulle haven være i pagt med naturen, og fokus var bl.a. brug af de stærkeste og sundeste planter. I modsætning til mange andre havepersonligheder i hans tid, var han ikke til formklippede buksbom eller store parterrebede med et hav af iscenesatte sommerblomster.
Viewing all 1793 articles
Browse latest View live