HAVEFOLKET

HAVENS ELEMENTER

GÆSTEREDAKTION / FEBRUAR

I september 2014 købte jeg en kolonihave på 400 m2 i Gladsaxe nord for København.
På grunden stod et gammelt hus, som var i så dårlig stand, at det ikke gav mening at bygge videre på det. Huset blev fjernet, og der blev anlagt kloak og helårsvand. Eneste beplantning på daværende tidspunkt var et æbletræ, en halv rododendron og en udpint syren.

TEKST & FOTO: BONNIE HALL

Der skulle mere end almindelig god fantasi til at forestille sig et frodigt paradis. Specielt den ældste af mine drenge syntes da også, at jeg var den mest skøre mor i hans klasse. Mens han sad i en stol i et hjørne af haven med en bog, gik den yngste og jeg i gang med at ordne haven. Der var ufatteligt mange sten og glasskår på grunden - og meget andet at tage sig til.
Den ene haveplan efter den anden blev tegnet hen over vinteren. Som udgangspunkt ville jeg gerne anlægge haven, så den var godt skærmet af fra vejen. Det skulle være muligt at få et smugkig ind i haven, men heller ikke mere. Der blev derfor etableret en parkeringsplads med kastaniehegn ud mod vejen. Op ad hegnet skulle der plantes en masse klatreplanter: klatreroser, stedsegrøn kaprifolie, klematis mv. Herudover byggede jeg et skur, som også blev placeret ud mod vejen, hvilket tilsammen gav god afskærmning. Senere på året kom en færdig ligusterhæk, og jeg byggede en ny havelåge, der var højere.

I maj 2015 kom der hus på grunden. Det var et såkaldt råhus, hvilket betyder, at den ydre ramme er færdig, men alt inde i huset mangler.

Samtidig med, at jeg begyndte at anlægge haven, byggede jeg huset færdigt indvendig. Som udgangspunkt har jeg lavet det hele selv med hjælp fra en nabo. Til enkelte opgaver kom der dog en murer, en elektriker og en blikkenslager ind over. Byggeriet af huset blev færdigt i efteråret 2016.

Jeg har altid ønsket mig et drivhus af træ. Drivhuset blev placeret som noget af det første. Tanken var, at bruge placeringen som en del af rumdelingen i haven og til at bryde forhaven lidt op.

Drivhuset er sat på en sokkel af lecablokke, der er gravet 50 cm. ned i jorden med et par rækker mursten muret ovenpå. Oprindeligt havde jeg gravet ud i midten af drivhusgulvet og bygget et rum under jordniveau af lecablokkene, som jeg også brugte til at inddele bedet.

Grunden viste sig imidlertid at være rimelig fugtig om vinteren, og der kom vand i krybben. Altså ikke et optimalt sted til vinteropbevaring af mine dahlia-knolde.

I vinteren 2015 begyndte jeg på anlægget af selve haven. Første vinter havde vist, at haven er forholdsvis våd i vinterhalvåret. Bede og stier blev derfor anlagt oven på det eksisterende niveau. Med brædder styret af stålstænger definerede jeg stiernes placering ud fra mine normale færdselsveje. Stierne blev i første omgang fyldt op med stabilgrus, der blev vibreret, hvorefter der blev lagt stenmel ovenpå. Bedene blev gravet igennem og græstørvene vendt med toppen nedad, hvorefter der kom et jordlag yderligere på. Det var lidt et forsøg, men det har vist sig at være udmærket. Når jeg efterfølgende er stødt på græs ved plantning, har jeg bare fjernet det og tilført kojord. Stenmelet viste sig at give et mere formelt look end det, jeg gik efter, så der blev lagt et lag med sti-grus ovenpå. Nu var de grundlæggende rammer i forhaven på plads. Jeg ventede på at få sat en tilbygning på østsiden af huset, så i første omgang sprang jeg denne del af haven over. I stedet gik jeg i gang med at plante bedene til. Der skal meget til, når man starter på bar bund.

I april 2016 så haven sådan ud. Jeg vil gerne have den uformelle havestil, hvor roser blander sig med buske, stauder og sommerblomster. Sommerblomster er en skøn ting, når man venter på, at en hel have skal vokse til. Der er plantet 39 forskellige roser, primært engelske roser, men også en del historiske. Jeg planter ikke store grupper af roser eller stauder sammen, da jeg gerne vil have et mere uformelt og vildt look. Roser, stauder og sommerblomster skal væve sig ind i hinanden. Herudover planter jeg tone i tone. Gul, rød og orange er forbudt i min have.

Større buske og træer samt stedsegrønne ting er placeret på strategiske steder. De skal enten rumdele eller skærme for indkig. Med en have på kun 400 m2 er det en kunst at få haven til at se større ud. Jeg går derfor meget op i, hvordan man kan rumdele haven, så man får fornemmelsen af, at den er større end den reelt er. Den store taks nederst i billede skærmer fx. for indkig fra vejen. Tilsvarende er der placeret en stor buksbom ved skuret. Den skærmer for indkigget fra en anden vinkel.

I midten af bedet foran huset var der i første omgang sat en stor magnolia. Den er efterfølgende blevet erstattet af en lavatera, da det blev for voldsomt med et helt træ foran huset.

Da den grundlæggende struktur på haven var på plads, og bedene så småt fyldt ud, stod det klart, at grusstier i det hele taget ikke er mig. Det gav et parkagtigt look, og ikke det rigtige kolonihavelook, som jeg gik efter. Grusstier fungerer fantastisk i store haver og i haver, hvor der kommer mange besøgende. Jeg overgav mig til græsgange. Der blev lagt rullegræs af en type, der bliver brugt til fodboldbaner. Det har givet den blødhed, som manglede før.

Som nævnt ovenfor blev magnoliaen fra bedet foran huset flyttet. Den fik plads mellem terrassen og drivhuset og vil med tiden danne en god afskærmning. Igen handler det om at have nogle få lange kig og flere små rum, der er mere eller mindre afgrænset, til at bryde det åbne rum.

Jeg er ret vild med terrasser, der har en huleagtig stemning. Et hjørne giver et godt udgangspunkt. En delvis overdækning af terrassen i form af en pergola ville øge stemningen. Op ad muren i hjørnet er plantet et par klatrende roser, hvilket jeg også har gjort på de to hjørner foran huset. Mellem vinduerne foran huset er plantet en blåregn, som skal gå op og dele sig over hvert vindue.

Jeg elsker, når huse/bygninger er pakket ind i klatrende planter. Det er en god måde at skabe frodighed på i en lille have - især i en have, som er nyanlagt. Jeg synes også, at der er vigtigt at bruge genbrugssten til belægning. Når alt er nyt, skal der være noget, der giver det lidt patina og kant. Alle sten og fliser i min have er enten genbrug fra den gamle have eller naboers aflagte fliser. Stien foran huset er delvist lagt i stolpebeton, for at den ikke skal skride.

Sidste projekt indtil videre er en pergola over rudestien. Stien er det eneste, som er tilbage fra haven, da jeg købte den. Jeg har hele tiden tænkt, at det ville være fantastisk med en pergola netop her. Pergolaen tjener flere formål. For det første ville jeg gerne give den del af haven mere tyngde, så der samlet blev en bedre balance i haven. Der skete meget i den anden side af haven og ikke så meget i denne side. Pergolaen udligner skævheden og giver en perfekt balance. For det andet var jeg interesseret i en bedre afskærmning fra vest. Dels er hækken ind mod naboen ikke helt voksen endnu, og dels kommer der både vind og trafikstøj fra den side. Sidst, men ikke mindst ville jeg gerne have et bed med delvis skygge, da der er meget få skygge-steder i haven.

Op ad stolperne har jeg sat storbladet efeu. Når den vokser til, vil det give en hule-agtig stemning. Der er noget eventyrligt over efeu, og jeg glæder mig til at se resultatet, når buske og stauder vælter frem i bedene.

Du kan læse meget mere om Bonnie og hendes haveliv på bloggen 'Projektkolonihave' som du finder lige her. Eller på Bonnies nye hjemmeside: Gardeningbyhall.dk

http://www.havefolket.com/2017/02/jeg-nsker-mig.html#more

SHOPPING

Hele vinteren har jeg set frem til den kommende sommer. Ikke så meget på grund af ferien eller den slags, men fordi jeg endelig kan komme i gang med at møblere vores nye terrasse.

TEKST: KARINA
FOTO: PRODUCENTER

Jeg nåede jo desværre ikke så langt, når det kommer til indretning af vores terrasse, da det først var i sensommeren, vi fik skruet den sidste skrue og strøget årets sidste malerstrøg. Det gør nu heller ikke så meget, for det betyder blot, at jeg har haft rigtig god tid til at finde de helt rette ting, der vil gøre uderummet fuldendt.
Jeg får nok ikke mulighed for at investere i det hele på en gang, men så er det jo godt at ønskelisten er opfundet, og sådan nogle har jeg mange af. I dag er det sager fra min have-ønske-liste, jeg har tænkt mig at dele mig dig, og finder du noget, der også falder i din smag, skal du være velkommen til at hapse et par ting til din egen.

Faktisk er der tale om ønsker til begge vores træterrasser og til vores pergolarum. De to taburetter hedder Vigo og er fra Ide Møbler. Jeg tror, de vil stå fint ved vores høje tralle-bord ved spiseafdelingen. Dernæst en lampe, jeg har været varm på i nogen tid. Lampen hedder Tipi Lamp L og er fra Skargaarden, hvorfra puden Ava ved siden af også kommer. Ved vores spiseterrasse kan vi godt bruge en ekstra afslapningstol. Hertil er den enkelte stol Click helt perfekt. Dernæst skal jeg også have indkøbt nogle nye hynder både til terrassen med pergola og til lounge-terrassen ved siden af. De smarte kvadratiske Orlandomadrasser fra Skriver Collection vil se godt ud begge steder, og så er de ovenikøbet vejrbestandige, så de kan holde til både sol og regnbyger.

Rundt omkring i haven er mange af mine lanterner efterhånden gået til, og lanterner kan jeg altså ikke undvære. Jeg er faldet for de utroligt smukke lanterner Storm fra Mubbs i både sort og i teak. På vores loungeterrrasse eller bonusterrassen, som jeg også kalder den, har vi store bænke men ingen borde. Jeg kan godt lide idéen om en lille gruppe små borde, der kan flyttes hen, hvor behovet er. On the Move hedder bakkebordene her så passende. De kommer fra Cane-line og fås i flere farver og størrelser.

Det var et lille kig over min have-ønskeliste. Der er jo lidt tid endnu, inden det bliver sommer, så jeg har da tiden til at spare op, så et par af ønskerne bliver opfyldt.

Flere af tingene er tiltænkt vores loungeterrasse, som jeg viser lidt fra i artiklen; VORES BONUSTERRASSE. Klik på linket, hvis du vil se, hvordan den ser ud.

HAVELIV
GÆSTEREDAKTION / FEBRUAR

Jeg hedder Karen Haubro. Jeg bor i Avnslev, en lille landsby ca 10 km vest for Nyborg. Her bor jeg sammen med min mand, Arne. Husstanden består desuden af vores kat Luna og vores lille hønsehold af varierende størrelse.

TEKST & FOTO: KAREN HAUBRO

n af de andre gæsteskribenter har spurgt mig, hvad der gemmer sig bag lige præcis dette navn "Den Glade Gartner", som jeg valgte at præsentere mig med i et oplæg som afsæt for denne artikel.

Det fik i første omgang mine tanker til at gå tilbage til min barndom og ungdom, som var krydret med et utal af mangeartede have- og naturoplevelser: Når jeg tænker over det i dag, er hovedparten af disse oplevelser kendetegnet ved En Stor Glæde. En glæde ved selve haven og det, den indeholder, samt en glæde over den følelse, haven giver mig. Mulighed for ro, fordybelse, lærerige samtaler om havebrug og alt andet mellem himmel og jord, hårdt arbejde, sved på panden og mudder på skoene.

For mig er arbejdet i haven i dag som voksen vejen til mental afstresning og nogle gange giver det plads til nye tanker og overvejelser. Jeg kan finde mig selv i flow og koncentration i det egentlige havearbejde, med at få rillen i den varme forårsjord lige, så de små frø sirligt kan puttes ned én for én eller få plantet de spæde planter af ærteblomster ud.

"De enkle ting"

Husråd af Piet Hein

"Når man trættes af travlhed med meget,

skal man hvile sit væsen ved lidt.

Man skal lægge sig lunt i en vejkant og tænke på tallet 1.

Man skal dvæle ved jorden og rummet

og kimingens lukkede ring

og elske i evighed alle de enkle urørlige ting."

Mine allerførste barndomsår i haven husker jeg især hos mine forældres nabo, hvortil jeg havde en smutvej bag om hækken omme i baghaven. Når der blev slået græs med en gammeldags håndskubber, gik jeg troligt bag ved og samlede det afklippede græs op i en gammel blød pakkasse, som blev tømt og fyldt mange gange. Trods støj fra plæneklipperen blev der ført mange samtaler. Jeg husker ikke længere indholdet af de mange snakke, mindes kun, at der altid var tid og fortrolighed. Nogen gange gik vi måske også runden på græsplænen i stilhed uden snak og bare i 100 % tryghed og tillid i et særligt samvær. En helle, hvor jeg kunne få lov at være den, jeg var, og hvor jeg blev beriget af de mange samtaler med husets skolelærer, som satte en ære i at lære fra sig.

Min have er en brugs- og nydelseshave. Her kan vi arbejde, hvile og slappe af. Det er ikke en pragthave, men derimod en have, hvor der godt må være ukrudt i hjørnerne.

I min barndom og ungdom har jeg sammen med mine forældre og min storesøster trolig aflagt ugentlige søndagsbesøg hos min mormor og morfar. Dette besøg betød tid i haven.

Det, jeg husker bedst, er sommersæsonen, hvor jeg på en søndag eftermiddag var i stand til at spise mig en mavepine til i ribs, solbær, overmodne stikkelsbær, Ingrid Marieæbler, Filippaæbler, augustæbler, Victoria- og sveskeblommer og mirabeller på skråningen ind til kirkegården, som var nærmeste nabo. I foråret var et af de mest forventningsfulde øjeblikke, når min forældres bil kørte op ad den lille indkørsel ved bagenden af huset med mig og måske min søster på bagsædet, og der åbnede sig et skue af blomstrende frugttræer omme på bagsiden af huset.

Det var som at træde ind en anden verden, hvor det for et barn var et eventyr og et sandt slaraffenland at gå på opdagelse i et gammelt, beskidt og rodet haveskur og måske finde sjove ting, som jeg spurgte min mormor om lov til tage med hjem, eller opdage en trækasse med små kattekillinger. Og jo, indrømmet, der var også de år, hvor det kunne være irriterende at blive sat i arbejde, når der skulle males haveskur, slås græs, luges, klippes hæk, sættes kartofler og plukkes ribs. Men mest af alt glæde og trivsel.

Det er med blomstrende æbletræer som med juleaften. Vi venter i spænding, og pludselig er det forbi. Vi holder øje med, om de spæde lyserøde knopper springer ud i dag eller i morgen, og lige så pludselig en dag er de faldet til jorden. Det er så smukt med de blomstrende æbletræer i det blafrende sollys. Hvis du har æbletræer, så giv dig selv en pause fra havearbejdet i det travle forår, og sæt dig under dit æbletræ, og nyd det!

Hjemme hos mine egne forældre var det også glæden over, at haven blev passet og plejet og var et sted, hvor der både kunne arbejdes og slappes af, der fyldte.

Senere i mine ungdomsår var jeg i et år en del af et gårdbrug i Wales, hvor der blev anlagt urtehave, passet malkekvæg og et stort fårehold.

Da jeg i 2003 for alvor fik egen have under mine fødder, tog jeg mange minder og mange tanker med mig.

Jeg tror, at mine haveoplevelser som barn og ung har været med til at give mig den lyst til at være haveejer, som er holdt ved, og som fortsat gør mig nysgerrig. Jeg er optaget af at fordybe mig i "indretning ude" og synes, det er sjovt med farvekombinationer og opsætninger både af levende planter og det, der nu er i haven af brænde, værktøj mv. Jeg kan godt bruge lang tid på at lege, organisere og "ordne".

Vi har et stort drivhus med siddeplads. Det er faktisk to drivhuse, som min mand og jeg har bygget sammen af et allerede eksisterende og et tilkøbt, som vi i sin tid selv har nedtaget.

I baghaven er der udsigt til omkringliggende marker, så her er lys og luft og ikke altid læ. Der er bygget en havestue til huset, hvilket gør både haven og huset lidt større i sommerhalvåret. Havestuen giver ly, når det er regn og rusk.

Min mand og hans voksne døtre og deres kærester er som jeg havenydere, og flere af os kan godt lide at gå tur i haven med kameraet i hånden og tage billeder af sommerfugle, blomster og alle de små skæve vinkler. Arnes døtre har boet her og kommer ofte på besøg sammen med deres kærester. Vi har holdt flere fester i haven - studentergilde, runde fødselsdage og vores eget bryllup i 2015. Så snart vejret er lidt lunt, søger vi ud i haven, og mange måltider indtages i vores have, i drivhuset eller i havestuen.

Når jeg er iført mit gamle tøj og får jord under neglene, er jeg tilpas. Nogen gange er det med mange arbejdstimer, vabler og ømme overarme og mudder på støvlerne til følge. Andre gange bliver der også tid til at sidde i en gammel havestol og kigge lidt på det hele eller få mig en lille lur. Det er alt sammen mit frirum og her, jeg stresser af.

En have behøver ikke være toptunet og fri for ukrudt for at give mig den fornemmelse. Det har mine mange år i haven i hvert fald lært mig. Og lur mig, om ikke en klapsammen med leverpostej bare smager godt i haven, især når jeg næsten har glemt at spise…fordi jeg lige skal ordne noget her og lige skal ordne noget der.

Jeg glæder mig til at skulle formidle og dele ud af mine haveoplevelser og være en del af fællesskabet på Havefolket.

HAVENS DESIGN
GÆSTEREDAKTION / FEBRUAR

Der er så småt ved at vise sig små spirer rundt omkring i haven, men det hele er ikke rigtig kommet igang endnu. Så i stedet for at skrive om februar i haven, hvor der alligevel ikke sker så meget, har jeg valgt at skrive om alt det, der skete i haven sidste år, hvor vi startede på en større omlægning af hele haven.

TEKST & FOTO:JEANNETT FRUERGAARD

Vores have er en gammel landbohave på ca 10.000 kvm, der blev anlagt i år 2000, efter vi havde købt gården nogle år forinden.
Vi fældede en del udgåede træer og udvidede den eksisterende have, som dengang kun bestod af en græsplæne. Vi anlagde to store frugthaver, en køkken- og skærehave og en prydhave samt plantede en del nye træer og nogle bøgehække.
For at få hjælp til at komme igang med omlægningen af haven kontaktede vi landskabsarkitekt Kjeld Slot. Han kom på besøg og gav gode ideer samt lavede en planteplan over de staude- og græsbede, han samtidig anbefalede, der skulle ligger rundt om og i forlængelse af stuehuset.

Så var vi klar til at bestille planter, grave bede ud, flytte gamle planter og plante nye.

I marts kom de træer og planter, vi havde bestilt. Vi havde i mellemtiden gravet alle de gamle roser samt den lille buksbomhæk, som var plantet rundt om huset, op og flyttet det hele op i køkkenhaven til midlertidig opbevaring. Så det var bare at gå igang med at spraye planteplanen ud på jorden, sætte potter op efter den planteplan, Kjeld havde lavet, og så plante.

Kjeld havde foreslået nogle flere træer inde i haven, så de blev også plantet sammen med 14 guldregn, som skulle danne en allé op mod vejen.

Da jeg var helt lille, så jeg engang et billede af en guldregn-allé med smukke stauder og lilla skyer af allium under. Siden dengang har jeg ønsket mig sådan en allé, så den måtte bare være en del af vores nye plan.

Jeg havde året forinden lavet et langt staudebed lidt længere væk fra huset, og i forbindelse med at mine gamle rosenbede blev sløjfet til fordel for græsbedene, lavede vi flere bede i den ende af haven og flyttede de gamle roser derned. Jeg valgte at lave et langt hvidt bed med strejf af lyserødt på den ene side og et mørkt pink og lilla bed på den anden side. Der går en pergola gennem begge bede i en akse, som fortsætter igennem den lille skov og ud på marken.

For at skabe mere læ på den store græsplæne og for at opdele de to haver, Kjelds græshave og min mere romantiske rosen/staudehave, blev der plantet en bøgehæk tværs over græsplænen.

Så var det bare vente, vente, vente. Det hele var så fladt og kedeligt at se på i virkelig lang tid.

Heldigvis var der meget andet at se på rundt omkring i haven og i hegnet rundt om gården.

Maj og juni måned var også meget tør, så vi måtte vande en del for at holde liv i planterne.

Stille og roligt begyndte haven at vokse til, og blomsterne begyndte at vise sig.

Først i staude- og rosenbedene...

... og til sidst kom også græsbedene med alle de smukke efterårsstauder.

Selv køkkenhaven, som mest af alt var blevet brugt til opbevaring af planter, begyndte at se fin ud sidst på sommeren, da de få sommerblomster og grøntsager, der var blevet plads til, var vokset til.

Sommeren gik hurtigt, og det blev efterår. Græsbedene præsterede stadig, men rundt omkring begyndte haven at falme, og det blev tid til at høste grøntsager og æbler.

Jeg elsker efteråret med alle de smukke farver, og det at forberede vinteren med at høste fra haven er noget helt særligt.

Vi fik lagt ca 6000 forskellige løg i bedene, så der blev også forberedt til det kommende forår.

Efteråret gik over i vinter, og vi oplevede for første gang, hvor smukke græsserne er med rimfrost.

Selv om vi langt fra er færdig med omlægningen af haven, er vi meget tilfredse med det, vi har nået indtil nu.

De nye bede er så fine og en meget væsentlig del af haven. Vi er glade for, at vi valgte at få hjælp fra en ekspert.

Haven sluttede denne sæson af på smukkeste vis dækket af sne, og det var også slut på min gennemgang af haven.

På to-do-listen i marts står der blandt andet oprydning, nedklipning af de sidste græsser samt forspiring af sommerblomster til skærehaven. Jeg er nok ikke den eneste, der glæder sig til sådan rigtig at komme igang igen derude i haven.

Du kan se meget mere til Jeannette's have på Instagram og på bloggen Ævlebævle

HAVELIV

GÆSTEREDAKTION / FEBRUAR

Jeg er den lykkelige ejer af en 200 m2 rækkehus-baghave og har været det siden 2007. Det er en have, hvor begrebet ’wildlife gardening’ vinder mere og mere frem. Altså en have, hvor naturen får plads.

TEKST & FOTO: MONICA LANGELUND

Det har ikke været en bevidst plan fra starten, men i takt med, at jeg lærer mere – ikke bare om at være haveejer, men om naturen, dens cyklus og dyrenes behov, bliver det tydeligt for mig, at min have ikke bare skal være min. Den skal ikke kun gøre mig eller min familie godt. Faktisk har jeg det bedst med min have, når jeg ved den gør naturen godt. Det gør indtryk på mig og motiverer mig, når jeg læser, at den rette indsats i selv små haver kan bidrage til biodiversiteten i en tid, hvor den vilde natur ellers har svære kår.

Sidste år plantede jeg fx et par spidskål udelukkende til kålsommerfuglens larver. Nåh ja, og så sneglene, der også spiste med, selvom de ikke blev indbudt. Mit havemantra er, at der skal være plads til både små og store væsener.

Jeg har været haveejer i næsten 10 år, men haveinteressen kom først for alvor i gang for nogle år siden. Mine unger havde helt efter bogen nået en alder, hvor trampolin og boldspil ikke længere dominerede haven, så der blev både fysisk og mentalt plads til at se haven med nye øjne. Ja, måske bare se den i det hele taget.

En sommer opdagede jeg pludselig, at jeg havde skiftet interessen for smukke silkekjoler ud med planter og gentagne ture til planteskolerne i mit lokalområde. Mine plantekøb var klassiske impulskøb: ’Sikke en smuk busk, den må jeg have, hvad hedder den egentlig?’ Og med plantekøbene fulgte havebøger og haveblade.

Senere fulgte havemarkeder og flere plantekøb på Den Blå Avis. Et sted, jeg i det hele taget har gjort mange gode fund til haven. Undervejs købte vi genboens gamle drivhus for 500 kr. og anlagde nogle terrasser og nye bede.

Sidste år kastede jeg mig ud i selv at så både blomster og grøntsager, hvoraf en del faktisk lykkedes. De eksotiske frø, jeg havde med hjem fra min veninde i South Carolina i USA, havde det dog svært. De blev bare en brøkdel i både størrelse og udseende ift. i USA, og de gjorde absolut intet for dyrelivet i haven.

2017 bliver året, hvor jeg betragter mig selv som etableret haveejer. Jeg ved, hvad der skal vokse i sur jord, jeg beskærer, fordi jeg ved, det fremmer ny vækst. Jeg deadheader løbende visne blomster, så nye kan komme til, jeg ved i store træk, hvad der blomstrer hvornår - til glæde for både dyr og mennesker. Jeg ved lidt om, hvilke frø, der er nemme at spire, og hvilke, jeg nok skal vente med at afprøve. Og så ved jeg, at der stadig er så meget at lære og opdage, at man som haveejer altid kan lære noget nyt.

Nu har baghaven med andre ord fået struktur, og der er nye planlagte projekter på programmet. Jeg skal bl.a. anlægge et bed med sommerblomster og sammen med min familie skabe en lille havedam. Vandhul, bliver det måske mere præcist, men vand skal der i hvert fald til. Tudsen, der startede med at bo i en plasticpose med jord, og som senere flyttede ind i komposten, skal have bedre levevilkår. Og tænk, hvis et pindsvin dukkede op?

Det store smukke bøgetræ skal fældes. Bøgetræet, som ungerne har gynget fra og haft en hemmelig platform i trækronen, hvorfra de kunne udspionere naboerne.

Men bøgetræer vokser vildt, og holder ikke af at blive tæmmet. Træet er i sin tid hentet ind fra skoven af den tidligere haveejers børnebørn som erstatning for et andet træ, der gik ud. Bøgetræet blødte voldsomt, da vi for nogle år siden forsøgte at beskære det, som om det skreg: ’Lad mig vokse eller lad mig dø!' Vi har valgt det sidste.

Det har været en svær beslutning at skulle sige farvel til et flot og prægtigt træ, der intet fejler – andet end at det vokser for meget. Men al ting har sin tid. For at dulme min næsten dårlige samvittighed over beslutningen, fortæller jeg mig selv, at bøgetræet alligevel er ensomt, fordi det står alene i en rækkehushave omgivet af æbletræer, kristtjørn og naboens stedsegrønne træer. Den tyske skovfoged Peter Wohlleben, der har skrevet bestselleren ’Træernes hemmelige liv’, ville muligvis give mig ret. Bøgetræet hører til i skoven blandt andre bøgetræer.

Det ville nok være nemmere, hvis jeg var mere pragmatisk anlagt. Men i min verden er alt besjælet, på godt og ondt. Og jo mere jeg lærer om naturen, jo stærkere bliver dén følelse, at alt hænger sammen. At alt er besjælet.

Så hjælper det lidt, at naboen og hendes voksne søn helt spontant begyndte at klappe, da jeg fortalte dem, at vi vil fælde bøgetræet. Hun er en ældre dame, der forsøger at have en nem have, så et træ, der skygger om sommeren og giver vildfarende bøgeblade om efteråret, har ikke været et hit. Hun har i øvrigt den mest magiske lille skovhave i den bageste del af sin baghave. Rektangulære rækkehushaver behøver ikke være kedelige eller forudsigelige, men det er en anden historie.

Jeg retter fokus på alt det andet i min have, der vil få bedre levebetingelser, når bøgetræet er væk. På det kommende vandhul, der vil tiltrække endnu mere dyreliv. Haven lærer mig som intet andet, at når noget dør, er der altid nyt liv på vej et andet sted. Det er betryggende for et sentimentalt sind som mit.

Om lidt vil det myldre frem med forårsspirer. De første er allerede på vej. Et nyt haveår er klar til at blive skudt i gang. Jeg kan næsten ikke vente.

Du kan se meget mere fra Monicas's have på hendes instagram-profil som du finder ved at klikke lige her.

GASTRO

Jeg har før haft jer læsere med på tur rundt om i Mauritius, og det er også, hvad vi skal i dag. Denne gang går turen til L'Aventure du Sucre - en nedlagt sukkerfabrik, som nu huser et rigtig spændende museum.

TEKST & FOTO: KARINA

Selvom eksporten af sukker siden 70'erne er faldet drastisk i Mauritius, hører sukker sammen med bl.a. turisme, tekstil og fiskeri til landets mest indbringende erhverv.
Sukker-historien har rødder helt tilbage til kolonitiden, hvor hollænderne indførte sukkerrør til industrielle formål og i samme omgang bragte slaver fra Madagaskar til øen. En rar begyndelse havde sukkerhistorien altså ikke lige her, hvilket man på museet L'Aventure du Sucre også får et indblik i i form af gamle illustrationer, der vidner om de uhyggelige og helt umenneskelige kår, som slaverne blev udsat for både på sukkerplantagerne og på fabrikkerne. Heldigvis er både kolonitiden og slaveriet to overståede kapitler, men tankevækkende er det stadig, når man får et indblik i, hvordan verden engang så ud.
Første del af turen på museet indeholder altså lidt baggrundshistorie, og dernæst mødes man af store maskiner, der engang forvandlede sukkerrør til det fineste sukker - og til rom et sted i processen...

ROM - KORT FORTALT
Rom er en destilleret drik fremstillet af et tyktflydende brunt stof kaldet melasse, der er et biprodukt, som bliver tilovers i produktionen af sukker. Melassen udvindes, når sukkerkrystallerne centrifugeres, og bliver herefter ført fra sukkerfabrikken til destilleriet, hvor den lagres i en tank.
Efter lagring sendes melassen til en blander, hvor den fortyndes med den rette mængde vand og bliver til en sødlig mos. En lille del af denne mos bliver tilført gær, som vil begynde at formere sig.
Når den rette gæring er opnået, bliver mosen, så vidt jeg husker historien, sendt videre til kæmpemæssige tanke, hvor gæringen fortsætter, og rommen heraf er klar til at blive destilleret.

For at modne bliver rommen nu lagt i tønder, hvor den typisk vil ligge i 2-5 år for at opnå den ønskelige farve, krop, substans og frugtsmag.

Har man lyst til at gå på opdagelse i sidstnævnte, er der rig mulighed for det, da man som gæst her på L'Aventure du Sucre også tilbydes en prøvesmagning i det meget velassorterede udvalg af rom. Selv gik jeg uden om dette tilbud, da jeg syntes, at den tropiske varme var alt rigelig for mig at håndtere...

Til gengæld tog jeg mig en tur rundt med kameraet for at fange lidt ekstra stemninger.

Om det er sukker, rom eller den historiske del af industrien, man er kommet for at lære mere om, er der masser af spændende informationer at hente her på museet.

En bid god mad kan man også få på stedets restaurant, såvel som man kan få stillet shoppelysten i butikken, der bugner af utallige typer sukker og rom.

HER ER VI
L'Aventure du Sucre
Beau Plan B18
Pamplemousses
Mauritius

Se mere fra Mauritius i artiklerne:

AT REJSE ER AT SPISE
Findes der noget bedre end at rejse? Det kan jeg næsten ikke tænke mig. Uanset om det er storbyferie eller daseferie, så er der altid to ting, som er et must for mig på min tur. Det ene er at se et par haver eller parker, det andet at besøge nogle madmarkeder.

ILE MAURICE OG ELEMENTERNE
Midt i det Indiske Ocean, og med Madagaskar som nærmeste nabo, ligger den lille østat Mauritius. Med en kyststrækning på blot 160 km, er den lille ø ikke meget større end en tredjedel af Fyn.

BOTANISK HAVE, MAURITIUS

Se også reportagen fra Sir Seewoosagur Ramgoolam Botanical Garden, der ligger i samme område som L'Aventure du Sucre.
Du finder haven på side 201 i HAVEFOLKETS magasin; INSPIRERENDE HAVER fra 2014. Klik på linket for at komme direkte til magasinet.

HAVESTIL
GÆSTEREDAKTION / FEBRUAR

Det er februar, og der sker ikke meget i haven, men den er smuk alligevel. Sne og frost kombineret med stedsegrønne vækster giver et magisk og spændende udtryk.
Velkommen til min have.

TEKST & FOTO: JØRGEN BENGTSON

Vi har nu boet her i snart 6 år, og haven er stadig ikke færdig; planen er klar, men der mangler stadig en del praktisk arbejde. Haven er i en stil, som kan lide sol og varme. Den indeholder planter, som trives med et klima, vi ser længere sydpå i landene omkring Middelhavet. Havens jord er meget sandholdig, hvilket letter en del. Orangeri, pergola, terrasser, potager, mure, belægninger og grusgange er elementer, som passer til de vækster, vi har plantet. Vi stræber efter, at haven skal have en stil, der minder om haver i Provence og Italien.

Men haven ligger i Skåne, det må vi ikke glemme. Det er vigtigt at holde balancen og sørge for, at middelhavsstilen ikke tager for meget over.
En stor grund til, at det blev Italien og Frankrig, som blev den store kilde til inspiration, er, at vi har rejst meget der i vores ferier, og interessen for Italien har også resulteret i, at vi har studeret sproget i nogle år.

Vi længes efter foråret, men påskønner også den mørke vinter, som giver energi til la prima vera, foråret.

Det begyndte som sagt for seks år siden med grund, som var fuld af ukrudt...

Stille og roligt har vi planlagt, gravet, plantet og svedt stykke for stykke af haven frem. At det går langsomt, en fordel, vi har skiftet mening undervejs og taget nye beslutninger.

Orangeriet, eller limonaia, som det hedder i Italien, blev bygget samtidig med huset. Om sommeren fungerer det som et skyggefuldt sted når solen skinner, og engang imellem sidder vi og hygger os der, når det regner. Om vinteren opbevares alle de planter i krukker, som ikke tåler den skandinaviske vinter. Varme og lys hjælper med at overleve i orangeriet.

Vi har en del hvidpudsede mure omkring terrasserne og ved skellet mod nord.

De giver et smukt sydlandsk indtryk, og så hjælper de med at forbedre mikroklimaet i haven.

Vi har også lave kalkstensmure for at få mere rumfornemmelse flere steder.

Køkkenhaven, eller le potager, som den hedder så smukt på fransk, skabte vi for nogle år siden...

Den består af 4 højbede og bede langs mure og hegn.

Her dyrker vi kartofler, bønner, forskellige slags løg, gulerødder, kål, persille, dild og andet.

Pergolaen har en belægning af ølandssten, og op ad den vokser blåregn fra Italien...

Det varer nogle år, inden blåregnen danner et tag hen over pergolaen. Fotos af pergolaen fra 2013 og 2016.

Vi nærmer os marts, og nu længes vi efter lidt varme og så småt også efter sommeren.

Og her er haven, som den kan se ud om sommeren...

Ciao, ci vediamo!

Du kan læse meget mere om Jörgen og hans passion for haven i vores præsentation af årets gæsteskribenter lige her.

I HAVEN

Noget, der kan trække fronterne hårdt op blandt havefolk, er spørgsmål om beskæring. Her ser vi på et af de kildne spørgsmål: Er det klogt at klippe græsser og stauder ned tidligt? Måske allerede om efteråret? Eller skal man vente, til det bliver forår? Som altid er det en blanding af fornuft og følelse, der er afgørende.

TEKST & FOTO: HENRIK

Det kribler og klør i fingrene for at komme ud haven. Vi ved jo, at det lige pludseligt går stærkt, så vi vil gerne igang. Nogle gange hurtigere end kalenderen egentlig tillader det her på vores breddegrader. Noget må man jo kunne gøre her i den mørke halvdel af året? En ting, man kan gøre, er at klippe ned! Eller man kan lade være og nyde pausen fra havearbejdet. Med udgangspunkt i min egen have får I her et par ord om begge strategier. For med dette, som med så meget andet haverelateret, er der ikke ubetinget den rigtige eller forkerte måde at gribe det an på.

I mine første haveår klippede jeg alt ned, når det viste tegn på, at døden nærmede sig. Visne stængler og blade reflekterede dårligt på mig som haveejer - planterne skulle jo se sunde og grønne ud. Så faktisk begyndte jeg nedklipningen allerede lige efter afblomstringen. Ofte kom der nye grønne skud og måske en ekstra blomstring, og jeg tog det som tegn på succes. Men det er en meget intens måde at holde have på, som kræver, at man konstant er over den og i øvrigt er flittig med vand og gødning, for det tærer selvsagt på planternes ressourcer konstant at skulle genopstå.

Om det var derfor, ved jeg ikke - men tabstallene over vækster afgået ved døden, når vinteren var ovre, var lidt vel høje. Tung lerjord fremmer ikke levedygtigheden, men jeg ville gerne forbedre de stakkels stauders odds. Jeg begyndte at læse havebøger. Og her blev det ofte anbefalet at klippe ned i det tidlige forår. Det har jeg så gjort i de sidste sæsoner, og det var her, jeg opdagede, at planterne kunne mere end blot producere blomster og grønt. Frøstandene og de tørre, døde plantedele var faktisk meget flotte og nogle gange overraskende i deres måde at udvikle frø på. Alligevel blev tidligt forår til midt vinter. Jeg var ganske enkelt for utålmodig og gav igen og igen efter for trangen til at rydde op. For at være på forkant, som det hedder.

I år skal det være anderledes. Jeg har sat mig godt og grundigt på mine hænder, så jeg ikke lader mig friste. På dage med høj, klar vintersol har jeg skridtet haven af og tvunget mig selv til kun at kigge på alle de visne frøstande og strå. Saksen bliver i sit hylster, for i år vil jeg se, hvad der sker, hvis jeg går linen helt ud - hvis jeg først klipper ned i marts/april. Selv om de døde plantedele begynder at se ret trætte og triste ud nu. For jeg kan se, at det gør en forskel på jorden: tulipaner og andre løg er længere fremme, der hvor de døde planter står tilbage, i forhold til de nyanlagte bede, hvor jorden er åben. Og så er jeg jo også spændt på, hvordan mængden af selvsåede frø kommer til at se ud til foråret...

Men lige nu kan jeg glæde mig over, at mine græsser og stauder endnu ikke har givet efter for sneen og den hårde vind. Tung, klæbende tøsne er næsten den største trussel mod et vinterbed med tørre plantedele, for ligger de først ned kommer, de selvsagt ikke op igen.

Det har været en spændende opdagelse at se planterne i deres fulde livscyklus. Jeg anede feks. ikke, at høstanemonen ville præstere disse kugle af pakkede frø, som i løbet af vinteren er svulmet op til fine, lette vatkugler. Med et drys sne eller en coating af rimfrost er frøstande og visne blomsterstande noget af det smukkeste.

FORDELENE VED TIDLIG KLIPNING:

Det pynter! Som vinteren skrider frem, bliver de tørre og døde plantedele mere og mere triste at se på, og en gang tung tøsne eller kraftig blæst kan får det hele til at lægge sig ned i en uskøn, brungrå masse.

Det er nemt! Alt andet lige, er det meget nemmere at klippe stauder og græsser ned, når du ikke behøver at tage så meget hensyn til nye skud eller spirende løg. Det vil du blive nødt til i foråret, hvor klipningen må foretages lidt nænsomt og kontrolleret, mens det i efteråret eller vinteren kan ske noget mere hårdhændet - f.eks. med en buskrydder. Nogle kører også lige over med plæneklipperen og lader det findelte afklip ligge som jorddække.

Du har tiden! Der er jo ikke så frygtelig meget andet at tage sig til i vinterhalvåret - ikke i haven i hvert fald, så det er en måde at få ryddet ud i to-do-listen, så du er klar til det sjove, når varmen og lyset vender tilbage.

Du undgår selv-såere! Når frøstandende er klippet af, bliver de ikke spredt ukontrolleret rundt i haven. Du kan evt. gemme frøene og selv stå for såningen - med fuld kontrol over, hvor planterne skal være!

Stjerneskærm har de flotteste blomsterhoveder, som beholder den fine form længe. Vind og vejr vil til sidst få bugt med den, men indtil da er den et smukt syn.

Udfordringen med at klippe sent er, at du skal undgå at beskadige de nye skud og de løg, der titter frem. Ikke nok med at saksen kan få fat i de skøre, saftspændte blade, men en støvlesål kan også hurtigt blive plantet oven i de små skud, når man skal omkring og klippe ned.

Dejligt at se, at der er liv derude. Her er det ærenpris, der titter frem, men der går et par måneder endnu, inden der for alvor kommer gang i væksten.

FORDELENE VED SEN KLIPNING:

Der er noget for øjet! Selv om stauderne er afblomstret for længst, og græsserne er tørret ind, så kan de være særdeles dekorative. Frøstandene kan være mindst lige så flotte som blomsterne, så hvorfor fjerne dem før end højest nødvendigt?

Det luner! De tørre plantedele er med til at forbedre mikroklimaet omkring planten og holde på varmen. Sorter af stauder og græsser, som ikke er så vinterhårdføre, har lidt bedre odds til at klare vinteren ved ikke at blive klippet ned. (Meget sarte planter bør du nok vinterdække under alle omstændigheder).

Haven fornyr sig selv! Ved at lade frøstandene blive kan planterne selv stå for formeringen. De kaster simpelthen frøene for dig. Nogle er kuldekimere, og her passer det særdeles godt, at frøene får lov at få vinterkulden at mærke.

Nyd din have! Indefra. Læs en havebog. Gå til haveforedrag. Find nye planter og frø ved at trawle internettet igennem. Vinterså. Alt det du kan få tid til ved IKKE at stå med bagdelen i vejret ude i din have.

Hvis du kan lade være...

Hvad er dine erfaringer med nedklipning? Gode tips modtages gerne! Enten som kommentar her på bloggen, på vores FACEBOOK side eller på INSTAGRAM.

HAVELIV
GÆSTEREDAKTION / MARTS

”Lottes lille have” har jeg kaldt min have, for lille, det er den - ca. 100 m2.
Jeg flyttede ind i rækkehuset med den lille have i 2012 og havde ikke før boet i noget med en tilhørende have. Haven bestod dengang af en græsplæne og en rose, en hortensia og lidt høstanemoner.

TEKST & FOTO: LOTTE SØRENSEN

Istarten havde jeg ikke nogle ideer til, hvordan haven kunne ændres. Men som foråret kom, begyndte der så småt at ske noget. Tanker og ideer til, hvordan haven kunne komme til at se ud, kom så småt til mig. Plantelister blev lavet. Et bed langs den lille sti ned mod skuret blev gravet. Planteskoler og plantemarkeder rundt omkring blev besøgt, og den ene skønne plante efter den anden flyttede ind i haven. Der blev sået og plantet og lånt bøger om haver og planter. Lidt efter lidt fik jeg ændret haven til det, jeg gerne ville. Udfordringerne i haven er nu at få plads til alle de planter, jeg ikke kan leve foruden.

I foråret 2016 fik jeg anlagt en træterrasse oppe ved huset. Her har jeg de fleste af mine krukker.

Roser holder jeg rigtig meget af. På grund af pladsmangel er der desværre kun ca. 25 forskellige roser, og de er nøje udvalgt.

Tv : Rosen Princess Alexandra of Kent

Jeg prøver på at have så stor en variation af planter, som det nu er muligt.

I haven er der en lille sti ned mod pergolaen og skuret. Her der er i efteråret lagt en hel del allium på begge sider af stien.
Det bliver spændende at se, når de lilla og hvide bolde kommer frem.

Klematis elsker jeg også, de fylder ikke så meget nede ved jorden.

Her er det Clematis triternata 'Rubromarginata', der kravler i Discovery æbletræet.

Vand i en have er også vigtigt for mig. Det er dejligt beroligende at lytte til lidt vandplask.

Da der ikke kan være et havebassin, er der placeret et par krukker med vand udstyret med solcellespringvand.

Her om vinteren opbevares nogle af krukkerne under havebordet, som er dækket af kraftig plastik og sat tæt op ad huset. Andre er til overvintring i det isolerede haveskur. Det ser ud til, at det meste har klaret vinteren, som dog ikke er ovre endnu.

Lige nu nyder jeg vintergækkerne og glæder mig til, at foråret kommer.

Som de fleste haveelskere kan jeg slet ikke vente med at komme i gang.

Du kan se meget mere til Lottes skønne have på hendes blog og instagramprofil.

BØGER

En af de havetrends, der ser ud til at være kommet for at blive, er den naturlige tilgang til haven. En have, hvor biodiversiteten er i højsædet, og hvor den kultiverede have når andre niveauer. Hvor haven er mere naturvenlig og dermed byder på godter, der fremmer dyre- og insektlivet såsom vand, sten og områder med langt græs. Og så er der selvfølgelig alle planterne, som fremmer dyrelivet - ikke mindst mange vilde planter, der sagtens kan tøjles i den kultiverede have.

TEKST & FOTO: LONE

Står man over for ønsket om at skabe en naturhave eller måske bare implementere elementer i haven, så er nettet altid en god inspirationskilde, men der er også gode bøger om emnet, og i den forbindelse vil vi i dag lige nævne tre interessante bøger, der kan være til nytte.

NATURHAVEN, DEN MANGFOLDIGE HAVE
At anlægge en naturhave er ikke det samme som at lade hele matriklen overtages af ukrudt eller lade haveaffaldet ligge til kompostering til åbent skue. En naturhave er ifølge forfatterne af denne nye bog et bevidst, æstetisk behageligt og ikke mindst naturvenligt valg, som kræver omtanke, planlægning og viden. Men for mange kan det også betyde en lettelse af de ellers lidt tunge haveopgaver som fx at kunne reducere græsslåning til få gang hen over sommeren. Bogen indeholder en praktisk vejledning til at komme i gang med omlægningen, hvad enten man vil gå 100% ind i begrebet eller bare plukke lidt hist og her. Det er formuleret let tilgængeligt af de tre forfattere, der er uddannede biologer og til daglig arbejder med naturformidling.
Forfattere: Katrine Turner, Lilli Gruwier, Lars Brøndum
Forlag: Turbine
Sider: 180
Vejl. pris: 280 dkr.

APOTEKERHAVEN, DYRK DINE EGNE MEDICINSKE PLANTER
Mange af de medicinske planter er velegnede, når man søger planter, der er gode for havens biodiversitet. I samme åndedrag kan man hurtigt blive fanget af planternes egenskaber ud over at bier og sommerfugle er vilde med dem, og denne bog giver viden på netop dette felt.
De medicinske planter kan dyrkes, hvor der er plads, om det så er i nyttehave, bede eller i krukker. Bogen indeholder grundige plantebeskrivelser med instruktive fotos, beskrivelse og historisk baggrund, dyrkningsvejledninger, nyttefunktion, videnskabelige fakta og ikke mindst tips til konservering.
Forfattere: Elizabeth Millard
Forlag: Turbine
Sider: 198
Vejl. pris: 250 dkr.

MAD MED NATURENS VILDE PLANTER

Så går vi lige et skridt videre. For når man inviterer naturen indenfor, hvorfor så ikke også få glæde af den i køkkenet. Denne kogebog tager fat i, hvilke af de vilde planter, man kan spise, og giver forslag til tilberedningen. Som forlaget beskriver det: "Nogle vilde urter kan man tørre og lave te af. Andre kan bruges i salater eller puttes i middagsretter, hvor de tilfører smag og er med til at gøre maden smuk og indbydende." Bogen omfatter 54 af de mest almindelige spiselige planter, svampe og bær og giver vejledning i, hvor de kan findes og - ikke mindre vigtigt - hvornår.
Forfattere: Anne Mæhlum, Jim Hensley, Nina Dreyer Hensley
Forlag: Politikens forlag
Sider: 296
Vejl. pris: 300 dkr.

Har du allerede erhvervet dig en af de tre bøger herover, så lad os meget gerne høre din mening om den. Har du i øvrigt en anden yndlingsbog om naturhaven, så skriv også meget gerne om den i kommentarerne herunder til glæde for andre læsere, der tænker på at give sig i kast med en naturhave.

HAVESNAK

GÆSTEREDAKTION

Det er i begyndelsen af marts. Det er stedsegrønne, sølvgrå og kobberbrune farver, der dominerer i haven. Den grønne bambus brillerer sammen med gennemsigtige blomster, der ligner papir, bøgehække, prydgræsser med stive strå og aks af lavendel.

TEKST OG FOTO: ULRIKA SABEL

Man kan se, at de første blomsterløg er på vej op. Indtil videre er det ikke rigtig forår eller havevejr, men det er nu, haven er nøgen, og man kan se strukturerne i forhaven. Det var netop her, planlægningen af haven begyndte baseret på en havedrøm om en allé af træer. Men hvordan kan man indpasse en allé i en almindelig villahave?

Indgangen til mit hus går lidt ind i haven og bestod oprindelig af en L-formet gang med betonplader dekoreret med perlesten og grimme, tilgroede buske fra 70’erne. Dette var ikke min havedrøm, og jeg indså, at det ville kræve mod og en energisk indsats at opfylde den.

Min vision var at skabe et haverum med en allé og en indgang med en buet og naturlig gangsti med blikfang og siddepladser. Et sted, hvor man ønsker at stoppe op og slappe af på vej hjem fra arbejde.

For at kunne rumme en allé var det nødvendigt at vælge træer med rimelig størrelse. Kugleakacie vokser hurtigt og er frodig. Trækronen kan skæres til for at opretholde form og størrelse. Træet har et eksotisk udtryk og er mit favorittræ. Hvor er jeg heldig.

I efteråret 2013 begyndte vores arbejde. Storsække med natursten og jord blev leveret. Haven var i flere måneder en byggeplads. Sten efter sten blev sat på plads, og et hegn blev bygget for at indramme og for at skjule cykler og skrald. Fire kugleakacier blev plantet i august 2014 i de nye staudebede. Min allé var klar, og følelsen var vidunderlig.

Resultatet var en gavmild gangsti af grå granit indrammet af hegn, bøgehække og en allé af træer. Forhaven blev straks et yndet sted at fange forårssolen med en kop kaffe og et havemagasin. Et haverum, der siger: "Velkomme hjem."

På den anden side af bøgehækken er der en cirkulær græsplæne, der er børnenes have. Haverummet er indrammet af høje stedsegrønne hække. Kun få planter er blevet udskiftet med nye. Sandkassen er skjult af bede med stauder med sølv, hvide og sorte blomster og en nyplantet tibetansk kirsebær. Her gemmer min datter Flora sig blandt blomster, når hun bager sandkager. Trampolinen er omgivet af en anden bøgehæk. I fremtiden, når trampolinen er væk, er der planer om en skjult terrasse.

Jeg har bevidst valgt stauder og træ, der har et metallisk skær. Den kobberfarvede bark på tibetansk kirsebær skinner i solen. Krybende læbeløs 'Chocolate Chip' har skiftende farver og en stilfuld glans. Lavendel 'Hidcote Blue' har den smukkeste sølvgrå farve.

Staudebedet til højre er fyldt med staude-salvie ’Caradonna’ og ’West-Friesland’, lavendel ’Hidcote Blue’, rødbladet salvie, rørhvene ’Overdam’, lammeøre ’Big Ears’, formklippede havtorn ’Hikul’, hvide tulipaner, hvid allium ’Mount Everest’ og kæmpe verbena. Alle stauder er skåret ned først på foråret. De er en del af vinterhaven.

Græsplænen er omkranset af små stier med perlesten. Det lille staudebed til venstre består af sølvfarvede stauder og hvid/lilla blomsterløg, men 2017 rummer helt nye planer. Til venstre er der plads til parkering af cykler.

Hortensia 'Anna Belle' er virkelig flot sammen med grå granit. Natursten er et dyrt materiale, men et valg, jeg aldrig har fortrudt. Det er simpelthen så smukt. Jeg har flere pilekurve med bambus. En nem måde at få stedsegrønne planter i vinterhaven.

I haven vokser lige nu en næsten sort forårsbebuder, påskeklokken ’Blue Lady’. Jeg længes nu efter farve og planter de første hornvioler. Jeg håber, at foråret kommer snart med alt, hvad det indebærer. På gensyn i april.

Du kan se meget mere til Ulrika's have på hendes instagram-profil som du finder lige her.

HAVELIV
GÆSTEREDAKTION / MARTS

Egentlig er det lidt af en balancegang, at få en spændende og dejlig have som børnefamilie - en have, der ikke bare er en græsplæne med et gyngestativ på - uden at den kommer til at blive drevet af for meget åh-hvornår-skal-vi-dog-få-det-gjort, og heller ikke kommer til at blive for dyr i anlæg og drift.

TEKST & FOTO: TINA ØSTERGAARD

Vores have er delvist blevet til med mig gravende løs en masse sommeraftener i tidsrummet mellem 20-22, når børnene er puttet. Dog på tidspunkter, hvor jeg har haft brug for frirummet i haven, og ikke fordi haven havde brug for min tilstedeværelse. Derudover er den delvist groet frem i løbet af en masse dejlige sommerdage med børnene vimsende rundt omkring i haven - enten helt optagede af deres egen haveleg eller som de bedste og mest engagerede små havehjælpere. For når mor og far selv arbejder i haven af lyst, så får børnene også lyst til at være med, fordi de er nysgerrige, og ikke fordi de skal. Og det samme, synes jeg, skal gælde for de voksne: at havearbejdet skal udføres, fordi vi har lyst, og ikke fordi vi bør og skal. Har vi en dag mere lyst til at cykle en tur i skoven, så skal en eller anden opgave i haven ikke standse det. Her vil jeg nævne to ting, der bliver streget fra vores bør-og-skal-liste i år, så der både bliver tid og rum til mere eventyr.

Den første ting er meget relateret til netop marts måned, nemlig forspiring. I virkeligheden synes jeg, at det er rigtig hyggeligt at gå og forspire. Men det ender altid med, at vi af en eller anden årsag ikke får ført projektet helt til dørs. Så de små planter bliver aldrig ompottet og kommer ofte hverken i jorden eller ud i haven på det rigtige tidspunkt. Så i år har jeg tænkt mig, at vi kun forspirer et lille udvalg af grøntsager og kun, hvad der kan stå i én vindueskarm. Vi gør det mest af alt kun for, at børnene kan følge med i, hvordan planterne vokser frem. De resterende grøntsager må vi så direkte i bedene, når vi når dertil. Det går nok også.

Den anden ting, som er noget mere omsiggribende, er planen om helt at slippe af med vores græsplæne. For den er da om noget en tidssluger, som skal passes på helt fast basis. I den store have er der masser af fordele ved en græsplæne. Her kan den give lige præcis de tiltrængte pauser og luft mellem beplantningen. Men i en lille have, som oven i købet er fuldstændig omkranset af et fællesareal bestående af masser af græsplæner med meget bedre plads til boldspil, bliver dens samlede værdi ikke så stor.

Da vi flyttede ind, bestod haven kun af fliser og græsplæne, og vi har stadig både lidt græsplæne foran og en del bagved. Bagved er der både græs som små stier rundt mellem staudebedet og som et større areal under blandt andet vores æbletræ. For mig at se er små stier guld værd, når der er tale om børn og haver. I den del af baghaven, hvor jeg har sat nogle højbede med bær og plantet bede med krydderurter og stauder, er der nu pludselig fuld gang i både fangeleg og gemmeleg. De små stier indbyder til at gå på eventyr og taler i den grad til børnenes fantasi. Jeg kan se, at børnene altid som det første lige drøner en gang eller to rundt i snirklerne, når de kommer derud. Særligt er den helt lille gangbro ind gennem staudebedet meget populær. Før, da der kun var græsplæne, kunne man stort set ikke lave andet end bare at sætte sig på den.

Egentlig synes jeg, at stier lavet af græs er virkelig skønne, men jeg må erkende, at hvis de er det eneste græs, der er tilbage, så er de ikke besværet værd. Også fordi de er og skal være umanerligt snirklede og snørklede at komme rundt på, hvilket er helt og aldeles umuligt med en græsslåmaskine. Da det er et must, at man kan gå på stierne med bare fødder, så er min plan, at græsset skal erstattes med trædefliser med trædebregner og timian imellem. På den måde vil bed og stier smelte sammen på en anden måde, så stien ikke bliver en afgrænsning af bedet, men kommer til at være en hemmelig rute gennem bedet. Det nuværende græsareal under og rundt om æbletræet vil jeg erstatte med en forlængelse af trædeflise-stien samt et bed med hindbær-krat, skovjordbær og rabarber. Dette bed må gerne få lov til at passe sig selv og gro lidt vildt. Min plan med baghaven er derfor, at dette skal være et sted, hvor man kan forsvinde ind i alt det grønne. Så masser af høje stauder, små stier, en interimistisk rosenbue og bær og frugt at plukke i børnehøjde i ét stort dejligt kaos. Det er drømmen - der er stadig lidt vej igen.

Hvor baghaven skal være vores eventyr-vildnis, er forhaven mere ordnet og planlagt. Forhaven skal være et sted at spise og hænge ud mere end et sted at gå på opdagelse. Men at hænge ud behøver i min optik ikke at være stillesiddende - og er det meget sjældent for små børn. Så snart isen er spist, eller bogen er læst, så er de videre. Så ud over sandkassen, som er et glimrende hænge-ud sted for de mindste, vil jeg gerne have opsat noget de kan gynge, vippe, dreje eller kravle på, så der bliver mulighed for en mere aktiv form for væren end bare at sidde stille på en bænk. Så her kommer min planlagte pergola i forbindelse med drivhuset med nogle gode overliggere til at spille en central rolle.

I modsætning til vores lidt hemmelige og gemte baghave åbner forhaven sig op ud mod de øvrige klyngehuse og fællesarealet, så den har en stemning af en slags "byens torv", som jeg godt kan lide at arbejde videre med. Vi har af samme årsag valgt at holde bøgehækken lav ud mod den fælles legeplads, da vi godt kan lide det liv, som der hermed trækkes ind i vores have. Legepladsen kommer til at virke som en mere naturlig forlængelse af vores egen have, så vores egne børn nemmere lige smutter derover. Jeg har desuden lavet en lille udgang gennem bøgehækken bagerst i haven, som også lægger op til netop denne smuttur.

For at vende tilbage til græsplænen, så vil der her i forhaven være et lille stykke tilbage i havens hjørne syd for drivhuset. Her vil jeg lave en lille mini-køkkenhave bestående af højbede. Mellem højbedene skal vi have lagt en belægning, der på en eller anden fin måde spiller sammen med den belægning, som vi vælger at lægge inde i drivhuset. Jeg forestiller mig en lille torve-plads mellem indgangen til drivhuset og vores lille skyggebænk, hvor alle skub-op-is er blevet spist hele sommeren, så den efterhånden bare hedder is-bænken. Gerne med et eller andet inde på midten. Jeg svinger lidt mellem, om det skal være noget, der involverer noget vand, eller om det skal være en stor sten til at kravle på.

Jeg kan godt lide, at der på den måde bliver forskel både i stil og i stemning mellem haverne på de to sider af huset. Det giver flere muligheder for både brug, leg og små indretnings-eksperimenter. Desværre bliver det først på et tidspunkt efter juni, at jeg kan komme i gang med denne plan, da jeg har fået bækkenløsning og derfor ikke kan grave eller løfte det mindste. Det skønne gravebillede med min datter som havehjælper er desværre fra sidste forår. Men, men... det skal både haven og jeg nok også komme igennem, og jeg skal tidsnok få mulighed for at grave i den igen.

Skøn marts til jer alle :)

Du kan se meget mere til Tina's have på Instagram og læse om hendes havedesigns på hjemmesiden Familiens have

HAVESNAK

Ønsker du dig en drømmehave?
Hvis du gør og altid er på
udkig efter god inspiration, er der godt nyt.

TEKST: HAVEFOLKET
FOTO: VENLIGST UDLÅNT AF CLAUS DALBY

For godt tre uger siden åbnede Claus Dalby sin nye haveklub, der bugner af lækker inspiration til alt fra farvesammensætninger i bedene til flotte buketter og meget meget mere. Nyttige tips er der også at hente, da Claus ud over at vise os rundt i sin fantastiske have også laver videoer med gode råd. I den seneste video ser man f.eks, hvordan man forspirer sommerblomsterne.

Ud over alle videoerne får man som sølv- eller guldmedlem af klubben også mulighed for at opnå rabatter på Claus' efterhånden mange havebøger udgivet på forlaget Klematis. Envidere vil man én gang om året blive inviteret til et foredrag. I 2017 er overskriften på foredraget
Selskabsplanter.

Til de mange, som kender til Claus Dalbys utrolige have og ofte har drømt om at få lov at besøge den, er der også her godt nyt. I 2017 bliver guldmedlemmer som noget helt unikt inviteret til at besøge den private have.

Hvem bliver ikke betaget af dette syn, og hvem kunne ikke blive fristet til et guldmedlemskab og derved komme til at se den i virkeligheden.

Er du fristet, så klik her for at se priser og fordele på de forskellige medlemskaber.

En sand fornøjelse er det altid, når Claus Dalby toner frem på skærmen. Det er en vidensbank uden lige og en utroligt inspirerende haveklub, han har lavet. Her på redaktionen er vi ret begejstrede. Er det også er noget for dig, og har du lyst til at høre mere om medlemskaberne, så besøg for nærmere oplysninger clausdalby.dk

I HAVEN

Lige nu må vi skubbe lidt til naturens orden for at få taget hul på foråret. Hornvioler er en måde at få sat lidt farve på haven, mens alt endnu er præget af sort jord og små, sarte knopper. Hvem kan stå for deres farverige ansigter? De pynter gevaldigt i krukker, altankasser, og hvor man ellers kan finde plads til dem.

TEKST & FOTO: HENRIK

Nu kan vi mærke det. Foråret er lige om hjørnet. Hvis vi ikke kan se det på vejrudsigten, så kan vi da i det mindste se det ved alle dagligevareforretninger og havecentre; de frister med flotte løgplanter og masser af stedmoderblomster - og hornvioler.

Jeg har aldrig fået et helt klar svar på, om de er samme plante - bare med henholdsvis store og små blomsterhoveder. Heller ikke på planteskolen. De er i hvert fald ofte mærket lidt lemfældigt og som regel med betegnelsen Viola Cornuta. Selv om det retteligt kun burde være hornviolerne. Den gængse opfattelse er, at stedmoderne er etårige og hornviolerne er flerårige. Og så er der alligevel også undtagelser fra denne regel.

Men hvad betyder det, når man får fine nye planter næsten smidt i nakken til ingen penge? Og når man gerne vil have et farvekick og sparket gang i havesæsonen. Lige i disse uger er vejret typisk ret lunefuldt, og man kan aldrig vide, hvornår der kommer en omgang sne eller en grum, grum omgang barfrost. Så man må passe på ikke at lade sig rive alt for meget med og i hvert fald satse på de sikre heste: Løgene og så planter, som kan tåle et lidt barsk vejr. Det kan hornviolerne.

Jeg går uden om stedmoderblomsterne, for jeg synes, de hurtigt blæses i stykker af den hårde vind her i haven. Hornviolerne er mere robuste, og jeg har glæde af dem til langt hen på sommeren. De tåler frosten og kan sagtens stå i sne til halsen og alligevel se raske og ganske tilfredse ud. Selvfølgelig kan vinden flå lidt i de fine kronblade, men med den imponerende blomstring ser man det ikke så meget.

Som sagt skulle hornviolerne kunne overvintre, men det gør de i hvert fald ikke hos mig. Til gengæld selvsår de sig gerne. Til både fryd og rædsel, for det er gerne i fugerne mellem fliserne og i pigstensbelægningen rundt om huset. Jeg prøver altid at lade dem være, til de har fået en størrelse, der gør det muligt at pille dem op. Så nu står der en række små planter under havebordet og venter på godt vejr. Ved siden af står en flamingokasse med små spirer af frø, jeg såede i efteråret. En kasse med jord, trykket let til, et drys med høstede frø fra sommerens sidste blomstring - det er det. Spirene har også stået under havebordet vinteren over og er stort set ikke vokset, men mon ikke et par dage med forårssol sætter skub i dem?

Billedet herover er fra april sidste år, hvor jeg lavede samme øvelse. Kort efter blev de plantet ud og kunne få lov til at brede sig noget mere. De stod nok en uge eller to for længe i såbakken. Det skulle også være muligt at formere planterne ved deling og stiklingeformering, men det har jeg ikke erfaring med.

En måned senere så de ud som ovenfor. Og det gjorde de faktisk hele sommeren. Hvis du klipper dem ned, kan du undgå, at de sætter frø, og at de bliver for ranglede. På den måde kan du få to, måske tre blomstringer ud af de samme planter.

Frøene skal høstes lige efter, blomsten er faldet. Hvis de sidder for længe, springer de ud til højre og venstre og er væk. Jeg klipper kapslen af, når den har mistet lidt af den grønne farve. Ned i et syltetøjsglas med et løst låg på. Når kapslerne er tørre og åbne, skruer jeg låget på og giver glasset en ordentlig rystetur. Tah-dah! Så ligger de løse, små frø i bunden af glasset.

Du kan ikke med sikkerhed vide, hvilken farve dine nye planter får. Hornviolen er ikke så stabil og krydser meget nemt. Resultatet ser du netop nu på alle de forskellige farver og kombinationer, der tilbydes i handlen, og jeg køber altid nogle, når jeg ser dem. Det er nemlig nu, de giver særlig glæde i havens krukker, og hvorfor ikke lade nogle af dem pynte indendøre også?

Hvad siger du? Er hornvioler ikke bare et hit i haven lige nu?! Har du erfaringer dem, som du vil dele med os? Enten som kommentar her på bloggen, på vores FACEBOOK side eller på INSTAGRAM.

I HAVEN
GÆSTEREDAKTION / MARTS

Vi er midt i marts, dagene er blevet længere, og fuglene synger. Nattefrosten kan stadig være ubarmhjertig, men solen får mere og mere magt i dagstimerne, så forårstravlheden begynder at melde sig i haven. Jeg ved godt, der er mange af jer, der elsker denne tid, men hvis jeg skal være helt ærlig, så er marts ikke på listen over mine yndlingsmåneder.

TEKST & FOTO:JEANNETT FRUERGAARD

Jeg hører til den utålmodige type, der ikke er så god til at glæde sig over, at det hele så småt sætter igang nu. Jeg ville ønske, det hele var godt igang, at jeg kunne knipse i fingerne, og så var vi midt i april i stedet for. Jeg kan godt lide forår, når det hele er kommet igang, men jeg elsker sommer, måske endnu mere sensommer og efterår. Jeg synes også rigtig godt om vinter, og det at haven skifter stemninger. Men lige nu, hvor vi ligesom bare venter på at det hele skal gå igang, det er lidt svært for mig.
Heldigvis har vi en del vintergækker og krokusser i haven, dem kunne jeg ikke undvære.

Når det så er sagt, så har jeg faktisk slet ikke tid til at knipse tiden en måned frem, for det er nemlig lige nu, at alt det sjove starter. Det er lige nu, travlheden melder sig. Vi skal igang med forårsarbejdet, og det er faktisk også lige nu, at jeg begynder at få en lille smule sommerfugle i maven, fordi det arbejde, vi gør her i marts og april, er så vigtigt for haven resten af året. Der skal ryddes op og klippes ned, roser og mange af havens planter skal have gødning første gang allerede nu, og det er vigtig at gøde til tiden, hvis planterne skal strutte af sundhed til sommer. En stor del af min have er skærehave. Her er der mange sommerblomster, der skal forspires allerede nu, og hvis de ikke lykkes, så bliver skærehaven altså lidt kedelig.

Jeg ville lyve, hvis jeg skrev, at min have er en stressfri have, et sted hvor vi tager en dag ad gangen, først og fremmest slapper af, og bare nyder dagen. Jeg tror, det er lidt tabu at skrive, at en have nogle gange kan være stressende frem for afslappende, for vi vil jo alle gerne have den der oase, der bare emmer af ro og overskud. Det er bare ikke der, vi er lige nu, lige nu er vi igang med at opbygge vores drøm - en oase, der måske kommer til at emmer af ro og overskud, og vi har aftalt, at det må gerne koste lidt ekstra tid, sved og arbejdskraft et par år endnu.

Nu er det jo ikke sådan, at det er surt slæb det hele, for så gad vi selvfølgelig ikke. Meeeen, når jeg kigger op på det, vi kalder køkkenhave, og tænker på, hvordan vi gerne vil have den til at se ud om et par måneder, ja så kan det altså ikke undgås, at der kommer et lille suk!

Vi har en del anlægsarbejde de kommende måneder. Det meste er heldigvis af den sjove slags, fordi det hårde arbejde blev gjort sidste år. Fx. skal der grus i alleen og plantes bøgehæk på ydersiden. Jeg er sikker på, det kommer til at give et hurtig resultat, samtidig med at planterne i bedene forhåbentlig vokser til. Dejligt med arbejde, der forholdsvis hurtigt ser ud af noget.

Vi har klippet alle stauder og græsserne ned i de lange bede, men ikke i rosenbedene. Her er jeg i gang lige nu. Det er så skønt at være i gang i bedene igen, og jeg nyder at se alle de nye spirer, der er på vej.

Yndlingsarbejdet her i foråret er at så alle de små skønne frø, som er blevet bestilt hjem i løbet af vinteren. Jeg har et lille planterum ude i stalden med egen indgang og kælder under. Her kan jeg godt bruge en del timer med at så frø og plante sommerblomster. I år har jeg købt flere frø, end jeg plejer, men selv om der er mange, der skal i jorden, starter jeg kun ganske få op inde i vindueskarmen. De fleste frø sår jeg først, når det bliver lidt lunere, og jeg kan bruge drivhuset.

Næste gang håber jeg at kunne vise en masse skønne spirer, både dem jeg har sået i potter, men forhåbentlig er der også kommer lidt flere løg op rundt omkring i bedene. Det er bestemt skønt, at vi endelig kan begynde at plukke de første buketter ind fra haven igen. På gensyn i april.

Du kan se meget mere til Jeannette's have på Instagram og på bloggen Ævlebævle

I HAVEN

Det har været en rigtig dejlig weekend med plusgrader samt skyfri himmel, og jeg vil tro, at der er mange af jer, der som jeg har brugt en del af tiden i haven.

TEKST & FOTO: KARINA

Mit allerførste gøremål i haven var denne weekend at få klippet staudebedene ned og få fejet i alle haverummene. Umiddelbart lyder det jo som en rimelig overkommelig opgave i min lille have, så det overraskede mig da en smule, at jeg nemt fik brugt en hel lørdag blot på det. Det lykkedes at komme i hus med både soignering af bedene samt fejning. Dernæst gjaldt det om at få set til de overvintrede krukkeplanter.
Planterne, som jeg overvintrer i vores haveskur, består kun af seks afrikanske liljer og to små oliventræer. Alle planter har som noget nyt stået inde i vores uopvarmede skur ved et stort vinduesparti, så jeg var ret spændt på at se, hvordan de havde klaret sig gennem vinteren.

Jeg startede med at flytte alle krukkerne ud på det lille terrassedæk lige foran, og allerede dér var det tydeligt, at de havde klaret det forskelligt.

Umiddelbart ser det ud til, at de blå skærmliljer er dem, der har klaret sig bedst, hvorimod den hvide stort set ikke havde nogle levende blade tilbage. Det overraskede mig egentligt en smule, da jeg har hørt - og også tidligere har erfaret - at de hvide er mere modstandsdygtige over for kulde. Helt opgivende er jeg nu ikke, for mon der ikke skal dukke lidt nye skud op, hvis de bare får tiden til det. Det tror jeg. Ihvertfald fik alle planter lidt kærligt nusseri og en tur ude under solens stråler, hvilket sikkert var tiltrængt.

De to små oliventræer havde klaret det glimrende, så de kom tilbage på deres plads ved det lange trallebord, hvor de får lov at blive stående, uanset om temperaturen falder, da jeg er overbevist om, at de nok skal kunne klare lidt vejrlige udfordringer.

Efter en hel dag med knokleri i haven var lidt forkælelse på sin plads, så sammen med ispindene, koldskålen og grillpølserne kom et par vibeæg også med mig hjem fra indkøb.

Hvad med dig, har du fået set til dine overvintrende krukker. Lad høre, og del gerne dine erfaringer i kommentarfeltet herunder.

I DRIVHUSET
GÆSTEREDAKTION / MARTS

Forspiringen er ved at tage overhånd. I min fantasi er mit drivhus mindst lige så stort som Monty Dons to store drivhuse - tilsammen. Det burde det i hvert fald være, hvis jeg skal have plads til al den prikling, som venter lige om hjørnet. Men jeg elsker at forspire. Elsker at vente på, at de første spirer viser sig. Og jeg elsker at se ting gro. Se om ting kan lykkes.

TEKST & FOTO: BONNIE HALL

Det startede med frøindsamling i efteråret. Der er jo helt ufatteligt mange ting, som med fordel kan sås direkte efter indsamling i efteråret, blandt andet skærmplanter og andre stauder, som skal have en kuldeperiode for at spire. Og hvorfor så ikke komme i gang med det samme? I en kolonihaveforening er det endda en oplagt mulighed at bytte frø med naboerne. Det udviklede sig til en hyggelig eftermiddag med vandring fra have til have og endte med lommerne fulde af kaffefiltre med frø i. Jeg kom også til at forgribe mig på en engelsk hjemmeside med frø. Nogle af dem, som jeg ikke kunne finde i Danmark.
Det meste vil jeg jo gerne så så kontrolleret som muligt. Dels for, at jeg ikke i min overeffektive oprydning i haven kommer til at luge dem væk i deres spæde vorden - og dels for at den enkelte plante får en bedre chance i kampen om pladsen i bedene. Når man gerne vil plante varieret og tæt, så er det en fordel at sætte små planter ud på et tidspunkt, hvor de har en fair chance mod naboerne. Desuden er jeg bare voldsomt utålmodig af natur, så efterårssåning var også en kærkommen mulighed for at forlænge havesæsonen og næsten være på vej ind i den næste.

Men altså, der skete jo det, som man kunne forvente, ville ske. I starten af februar havde jeg allerede fået sået 38 forskellige ting - og var ikke engang nået til poserne i køleskabet, hvor der stod 'marts ude', 'marts inde', 'april ude' eller 'april inde' på. Det skal altså give nogle problemer, hvis man bare har en nogenlunde spireprocent, og tit ser såbakkerne jo ud, som om frøene har en spireprocent på 150. Så er det frem med pincetten.

Jeg har altid godt kunne tænke mig en drivbænk. Vi havde et højbed af lærketræ stående, som ikke blev brugt, da jeg ikke kunne finde en god placering til det. Men nu har jeg set lyset. Det er blevet placeret bag drivhuset, hvor det får delvis sol. Så skal jeg bare have fundet på et låg/tag. Enten skærer jeg en gammel sprosset dør ned, så den passer - eller også laver jeg det selv med en polycarbonatplade og noget træ. Fordelen ved at bruge polycarbonatplade er, at det giver en beskyttende og og isolerende effekt. Monty Don fra Gardeners' World bruger faktisk også sine til vinteropbevaring af frostfølsomme planter og lægger en isoleringsmåtte rundt om og henover, så det ville også kunne afhjælpe et vinterproblem.

Det er jo alt for småt. Jeg kunne snildt bruge et drivhus, der var dobbelt så stort. I år havde jeg vinterisoleret en mindre del af drivhuset, så det blev holdt på 8 grader ved hjælp af en varmeblæser med termostat. Mest af hensyn til min Agapanthus og citrustræer. Næste år vil jeg isolere en større del af drivhuset - hele den bagerste halvdel.

I starten af vinteren klarede jeg mig med et par pottevarmere. En veninde fortalte mig om dem. De er super smarte, lette at lave og holder drivhuset tre-fem grader over temperaturen ude, men når frosten rigtigt tager fat, så er det ikke nok. Desuden brænder de ud i løbet af natten og så bliver der koldt igen. Og jeg er ikke så vild med levende lys uden opsyn. Jeg opgav at få en høj nok temperatur med pottevarmere og gik over til en lille drivhusgasvarmer. Den gav heller ikke nok, og da den så ovenikøbet trak flammen bagud på grund af et lidt for løst spændebånd, så blev den også sat fra jobbet. Nu har jeg fået en elektrisk varmeblæser, og den er jeg glad for. Stabilt syv-otte grader som minimum. Perfekt til min nye kaffir lime og bergamotcitrusen.

En anden ting, som jeg også såede i efteråret, er frø fra min venindes fantastiske træpæon. Det er en næsten umulig opgave, der kræver en hulens masse tålmodighed. Ikke min stærke side, men jeg arbejder med det. Langsommeligheden. At ting gerne må tage tid. Jeg elsker ideen om langsommelighed. At alting faktisk ikke behøver at være færdigt i går. Såning af træpæonfrø er en god øvelse.

At få træpæoner til at spire skulle tage omkring to år - og endnu længere tid, før man ser den første blomst. I efteråret, da jeg fik frøene, kom halvdelen i fryseren, og den anden halvdel blev sået i lerpotter og gravet delvist ned i et halvskygget bed. Der er fint, hvis de beskyttes lidt af blade eller sne, men ellers står de bare der og står i et par sæsoner, før der begynder at komme noget op. Mine er midlertidigt i drivhuset, da en pergolastolpe skulle have pladsen, men de skal ud igen.

Du kan læse meget mere om Bonnie og hendes haveliv på hendes hjemmeside som du finder lige her.

I HAVEN

Jeg ønsker mig en ny lille koloni af vintergækker i haven, og lige nu er faktisk det bedste tidspunkt at tage hånd om vintergækkerne. Den hurtigste måde at formere vintergækker på er nemlig ved at dele dem.

TEKST & FOTO: LONE

Vintergækker spreder sig ved frø, men det går helt anderledes langsomt end ved fx erantis. Man kan i stedet lægge købte løg, men det er sådan med vintergækker, at de taber lidt af deres kraft, når løgene tørrer, og det betyder, at etablering vintergækker fra nyindkøbte løg kan være en lidt langsommelig affære.

Vintergækker er til gengæld ualmindelig flittige til at sætte sideløg, hvilket er årsagen til, at man ofte ser dem stå i store grupper. For at få dem spredt ud over et større stykke, skal de dog have lidt hjælp, hvorved man også motiverer dem til at yngle sideløg.

Har du vintergækker i haven allerede, så kan du grave op og dele. Alternativt, så har du garanteret en nabo eller haveven- eller veninde, som gerne deler en klump med dig.

Vintergækkerne deles bedst, når de blomstrer, eller når de lige er afblomstret. Man graver ganske enkelt en klump op og sørger for, at der er lidt jord ved, så den ikke tørrer ud. Får du en klump foræret, så får du det bedste resultat ved at gå hjem og plante dem ud straks efter, så løgene ikke når at tørre.

Man deler planterne op i små grupper á to-tre løg og planter klumperne ud hver for sig. Sæt løgene i en plantedybde på ca. otte cm, og hold en god indbyrdes afstand. Efter en to-tre år vil grupperne være blevet synligt større, og man har fået etableret sig en ny lille koloni.

HAVELIV
GÆSTEREDAKTION / MARTS

Der er noget i luften i denne tid. Ikke bare fine forårsfornemmelser og ting, der pibler op af jorden, men også mere konkret fugle, der kurtiserer hinanden. I haven hopper to solsortehunner rundt og kæmper om en solsortehans gunst og nok også om de æbler, jeg lægger ud til dem. To duer har fundet sammen, men det varer næppe længe, før flere støder til og forsøger lykken. Det er aldrig kedeligt at iagttage duernes lidt kluntede forsøg på at gøre tilnærmelser til hinanden.

TEKST & FOTO: MONICA LANGELUND

Imit første indlæg her på Havefolket skrev jeg, at det ville være dejligt, hvis et pindsvin flyttede ind i haven. Tænk at lægge have til et kært, lille væsen, der efterhånden har svære levevilkår i naturen. Man har lov at drømme, for jeg ved godt, at det ikke er særlig realistisk i en lille lukket rækkehushave, når man samtidig har hund – en jagthund oven i købet.
Men bag vores have løber et smalt fælles stisystem, og dér er ideelle forhold for pindsvin. Tæt krat, mange træer og buske. I selvsamme stisystem er der også et rigt fugleliv, og der bor flere egern højt oppe i træerne. Både fugle og egern og for så vidt også tudsen i kompostbunken skelner ikke mellem vores have, nabohaverne og stisystemet.

Det er ikke nemt at tage billeder af fuglelivet med en jagthund i haven, så her er et billedet af skurken i stedet.

Og heri ligger et væsentlig omdrejningspunkt for den ’wildlife’-venlige have: forståelsen af, at der måske nok står et hegn eller en hæk, der adskiller ens have fra naboens have, men dyrelivet går jo ikke op i grænser. Fuglene her i området nyder godt af, at vi fodrer flittigt i vores have og har to store kristtjørn, der byder på lækre røde bær om vinteren. Det er godt nok længe siden, at sæsonens sidste bær blev spist. Som jeg sidder og skriver, lander et dompap-par for en kort bemærkning i det ene kristtjørntræ. Det er første gang, jeg ser dén fugl i vores have. Hvor er den smuk, og så er der to. Det var samme begejstring, jeg oplevede, da jeg sidste år så sjaggeren for første gang. De kom i en kæmpe flok, ribbede alle bærrene på de to kristtjørne på et par dage, og videre var de.

Buret her fungerer rigtig godt, fordi det holder de store fugle væk.

Ikke at store fugle ikke også skal have noget at spise, men det giver spurve og mejser mere madro på denne måde.

Min teenagedatter ryster opgivende på hovedet over min iver, fordi jeg farer op og vil tage et billede af dompapparret - jeg når det ikke. Et kort øjeblik efter er de fløjet ind i nabohaven, hvor de har en busk med orange bær, der stadig ikke er spist.

I nabohaven til den anden side er der perfekte stedsegrønne træer at bo og gemme sig i. Og på det lange smalle stisystem står et par høje birketræer, hvorfra duer, kragefugle og sjaggere kan sidde og holde øje med, hvad der sker i hele området. Det er bare en villavej i en forstad til København, men det er et lille fugleparadis her.

Duetræf på en gammel antenne på taget.
De eneste fugle, der ikke lod sig afskrække, da jeg forsøgte at fotografere fuglene i haven.

Flere egern havde sidste år reder i træerne langs stisystemet, og de kom sommeren igennem ned i haverne og slog sig løs. På et tidspunkt var der fire egern i vores lille have på samme tid. Nogle af dem var åbenlyst unger og i gang med at opdage verden. Det var en fest. En af ungerne kravlede på en af sine første dage uden for reden op i klatrerosen ved husmuren og kiggede forundret ind ad vinduet på os, som vi sad der og kiggede ud på den. Det var lidt som at være i zoologisk have og se dyrene muntre sig, men her var det os mennesker, der var lukket inde.

En anden gang vandrede et egern ubekymret ind ad vores terrassedør, fordi vi lidt åndsfraværende havde efterladt en pose solsikkefrø lige ved indgangen. Men egernet kom hurtigt ud igen, da vores hund vågnede. Vores hund jagter dem troligt, men fanger dem heldigvis aldrig. Der er lidt Tom og Jerry over den evige jagt.

Et sultent egern holder sig ikke tilbage og er nærmest flyttet ind i egernrestauranten.

Vi har en egernrestaurant, de benytter flittigt. En af ungerne endte i en periode nærmest med at bo nede i foderkassen. Hver gang, jeg spotter et egern i haven, oplever jeg en barnlig begejstring. Den er lige sikker hver gang. Jeg går i stå og orienterer familien om, ’at nu er der besøg derude’. Det er altid en begivenhed, når et egern aflægger vores have visit. Det er spøjst at tænke på, at lige så elsket det røde egern er herhjemme, lige så hadet er det grå egern i fx South Carolina, hvor min barndomsveninde bor. Da jeg besøgte hende forrige år, fortalte hun, at man kalder dem tree rats – trærotter – derovre, fordi der er så mange af dem, og de spiser alt. Inkl. dele af husene. Jeg synes nu stadigvæk, de er søde.

Men når nu jeg er ved dyrearter, der bliver invasive: Sidste år var endnu et snegleår i vores have. De åd den hjemmedyrkede salat, de åd hostaerne og mange af blomsterne, og både min mand og jeg var som så mange andre haveejere temmelig frustrerede. Min mand ville gerne bruge sneglegift, og jeg ville ikke. Vi bliver sjældent uvenner, men her var faktisk et punkt, hvor jeg et kort øjeblik tænkte, at haven ville skille os ad. Så uenige var vi. Men selvfølgelig kom det ikke så vidt. Udelivet har en forunderlig forsonende virkning på os mennesker, måske fordi vi her er omgivet af noget, der er så meget større end os selv.

Mine argumenter om hensynet til miljøet kom til kort, for der er delte meninger om, hvor skadeligt sneglegift er for miljøet, men jeg argumenterede indædt for det meningsløse i at bruge sneglegift i én rækkehushave, når sneglene bare kunne komme væltende fra nabohaverne. Løsningen blev at undgå sneglegift. Når vi til sommer anlægger en lille havedam, er det både for hyggens skyld og for dyrelivet generelt. Men især tudsen skal gerne have optimale levevilkår, for den spiser sneglene. Det er i mine øjne en meget bedre løsning end sneglegift. Og så tiltrækker vi samtidig et rigere insektliv oveni. Sidste år købte jeg tilmed min første bog om havens insekter. Jeg fandt den brugt på Den Blå Avis. Havens insektliv er helt sikkert noget, jeg vender tilbage til i mine indlæg i takt med, at haven vågner.

Man må ikke holde høns, hvor jeg bor,
så vi har fundet et alternativ.

Det med, at dyr ikke kender til menneskeskabte grænser, har med andre ord både sine gode og dårlige sider. Så der er ingen vej udenom fremadrettet: der skal samles snegle ind en stor del af året, for én ting er min mand og jeg enige om: lækre er de ikke. Faktisk hader jeg at samle snegle ind, men hellere dét end at bruge sneglegift, som måske nok er effektivt på dræbersnegle, men som også slår ikke-invasive snegle ihjel og udgør en risiko bl.a. for de udsatte pindsvin. Så hostaerne kommer i potter i år, og jeg har lært at undgå at stille potter direkte på jorden, fordi sneglene elsker at lægge æg i det fugtige mørke under potterne. Og så er der nok bare planter, der er sværere at dyrke i en have, der helst skal fungere på naturens præmisser. Sådan må det være.

Der er i disse år meget fokus på, at haven er en forlængelse af vores indearealer - et sted, vi kan indrette, så det passer til vores behov og interesser. Det er jeg slet ikke uenig i, men jeg tænker, det er vigtigt at huske, at haven altid vil være mere end vores hjem, fordi vi deler den med dyre- og naturlivet omkring os uanset hvor lidt meget eller lidt, vi går op i den del.

Du kan se meget mere fra Monicas's have på hendes instagram-profil som du finder ved at klikke lige her.

HAVELIV
GÆSTEREDAKTION / MARTS

Endelig forår. Endelig er det atter tid til at fordybe sig i haven, og glæden er stor, når jeg ser de små stauder og løgplanter, der kommer op af jorden igen. Når jeg går i haven, glemmer jeg tiden og kobler fuldstændig af.

TEKST & FOTO: LOTTE SØRENSEN

Vores lokale plantecenter er igen åbent og fristede med denne skønhed - Helleborus.

Herunder: Helleborus og perlehyacinter:

Herunder: Helleborus 'Cinderella'

Hornvioler er ikke til at undvære her i det tidlige forår.

Sidste weekend hentede vi hestegødning gennem Gratisgødning.dk. Jeg fik ti spandfulde - det forslår vist til mine 100 m2 have.

Jeg har fået et nyt rosenstativ, som skal holde lidt fast i rosen 'Aicha', den er ret vild. Græsplænen ser vintertræt ud, så den skal også have lidt plænegødning til april.

Overalt i haven dukker der løgplanter op. Bøgeblade ligger i et tykt lag i staudebedene og luner, men nu kan jeg ikke vente længere med at få dem samlet op.

Jeg har for første gang sået hjelmbønne, Dolichos lablab. Efter blot en uge ser de sådan ud. Der bliver vist trængsel i vindueskarmen. De kan blive to-tre meter høje, får flotte lilla blomster, og bladene er grønne og hjerteformede. De skal vokse et lunt sted, gerne i drivhus, men hos mig bliver det i krogen af terrassen.

Der er også sået rørblomst - Penstemon. De står ude, da de skal koldsås. Andre frø, som jeg har købt, er hareøre, prydgulerod, pæonvalmue, voksurt og orientalsk pileurt. Hvor de lige skal finde plads i haven, har jeg ikke styr på, men de fletter sig nok ind i alle de andre blomster i haven.

Krukken med solcellespringvandet er atter i gang og virker selvfølgelig kun, når solen skinner. Jeg har i år købt noget vandglas fra Borup for at tætne krukken bedre. Foran krukken står der en dronningebusk, der har fået små grønne blade.

Når jeg går i haven, glemmer jeg tiden og kobler fuldstændig af.