Quantcast
Channel: HAVEFOLKET
Viewing all 1793 articles
Browse latest View live

HVAD SKAL I DINE KRUKKER I ÅR?

$
0
0
KRUKKERNE

En have helt uden krukker er ved at høre til sjældenhederne her i Danmark - og det forstår man jo så godt. 
Krukker er med til at sprede hygge og liv, og mulighederne er mange.

TEKST & FOTO: KARINA 






Jeg ville aldrig undvære mine krukker i haven, og næsten hvert år kommer der nye til. En gang imellem fordi jeg finder nogle planter i plantecenteret, men ikke har pladsen i bedene, og en gang imellem bare fordi jeg har lyst til fornyelse.

Normalt lægger jeg ikke de store planer for krukkerne/arrangementerne på forhånd. Det sker bare hen over sommeren. Dog har jeg alligevel en lille idé om, hvor krukkerne skal stå, ligesom jeg allerede om vinteren har fundet et par mulige kandidater til sommerens flor. Hvor jeg finder inspiration, er forskelligt. Nogle idéer kommer helt af sig selv, og nogle udvikles efter et inspirerende havebesøg.


Én af de danske haver, jeg især er betaget af, er Haven i Hune, hvor krukkearrangementerne aldrig skuffer. Denne smukke opstilling er jeg personlig ret vild med, selvom min egen stil måske er mere strømlinet.

Ligesådan har jeg det, når jeg ser på krukkerne her. Et par krukker og et par kålhoveder - simpelt men uhyre dekorativt såvel som humoristisk.  

En anden dekorativ plante er husløg, som jo i øvrigt er super nem, idet den kræver minimalt med vand - en god krukkeplante til den travle krukkeindehaver. 



Primula er der også mange, der efterhånden er faldet for, og flere og flere sorter kommer til. 

Jeg har allerede et par idéer til, hvad krukkerne skal fyldes med i år. Et par græsser er for mig helt uundværlige, og skal jeg gøre en bestemt beboer herhjemme begejstret, kunne jeg vælge at tilplante et par krukker med kattegræs som her. På den anden side vil det måske være bedre at gå efter noget, som vores kat ikke anser som sit eget private tag selv-bord.
De planter, som i hvert fald kommer til at stå fremme, er min lille samling agapanthus, måske også et par nye hosta og forskellige salviearter.


Og hvad med dig? Hvilke planter kan du bare ikke undvære i dine krukker, og har du allerede nu en idé om, hvilke nye, der bare må komme til i år?  


HVORFOR KAN DANSKERE EGENTLIG LIDE AT GÅ I HAVEN?

$
0
0
HAVETANKER

Det spørgsmål dukker efterhånden op efter at have læst diverse amerikanske havesider på nettet. Enkelte af dem  havde - uvist ad hvilken vej - fået snuset sig frem til, hvor koldt og vådt her er i Danmark, og hvordan vi skandinaver har en yderst laisser faire-holdning til det at dyrke vores haver. Det synes jeg altså kræver et par linjer.
TEKST & FOTO: MARIANNE






Vi har en laisser faire-holdning til vores haver i Skandinavien! Især i europæisk have- og weblitteratur kan man finde beskrivelser af skandinavisk havestil som minimalistisk, entusiastisk byhave-kultur  eller "slet ikke noget". Det kan jeg sagtens nikke genkendende til, fordi vi bl.a. i disse fora kan finde vidnesbyrd om mange forskellige havestile, trends og interesser inden for haveliv og -design. Men laisse faire? Er vi sådan?




Det synes jeg altså ikke. Dog var der på en af websiderne et kendetegn, som man kunne nikke genkende til. Der stod: Gør som skandinaverne: Bare giv slip. Få det til at ligne den vilde natur, lad de toårige selvså sig ganske, som de behager. Plant tæt, så ukrudtet ikke får magt. Sørg for at have en pergola eller en stor parasol, som du kan sidde under, hvis solen skinner (det er virkelig morsomt, de vil ikke være i solen, selvom den altså ikke skinner så ofte i det lille land).


Under parasollen, ja, for der er skandinaverne ofte, også hvis det regner. Forfatterne påstår, at det i Danmark regner hver anden dag i gennemsnit. "Kan det virkelig være rigtigt?" tænkte jeg så. Men det kan det faktisk. I flg. DMI er der hvad, der svarer til ca. 177 regnvejrsdage om året. Det er altså ca. halvdelen. Det er nok derfor, vores land er så frodigt?


I øvrigt blæser det ad h til. Ja, det skrev de naturligvis ikke, men det var det, de mente, da de påpegede, at vi i gennemsnit har en vindstyrke, der ligger på omkring 7. Det skyldes, at vi har en meget lang kystlinje og mange beboede små øer, hvilket betyder, at der er havgus og blæst i mange haver.


Vi skandinaver går i haven eller tænker på have hele året rundt. Dét er i hvert fald rigtigt! Ikke alle haveejere, kan jeg så tilføje, men vi, der er inkarnerede havefolk og haveelskere; vi, der  går rundt med haven i hjertet og jord i blodårerne. Vi tænker have året rundt. Drømmer om have. Læser om have. Skriver om have med andre i havegrupper på Facebook, Instagram mv.



Og det her er virkelig særligt! Vi kan sådan set godt finde på at gå i haven, skønt det lige har været frostvejr, eller skønt det er det stadigvæk. Vi fodrer fuglene, sørger for, at hønsene får vand, der ikke fryser, tjekker vandet i vores damme, og så går vi i ud vores vinterhaver. Dér har vi et bord og et par potter, og der finder vi fred og glæde ved at stå og potte eller så lidt. Det kan jeg jo kun nikke bekræftende til!




Vi flytter også alle vores indendørsrum ud i haven, uden dog at imitere dem indenfor. For en vis enkelhed præger os. Et bord, et par stole, et lille køkkenbord ved siden af en vandhane og så en grill. Det kan gøre det.



Nu er det så, at mega store amerikanske barbecue-parties, havetraktorer og en hær af gartnermedhjælpere og pool-mænd toner frem for mit indre blik. At vi (næsten ikke) har sådan noget, det er også morsomt. Men vores land er jo meget lille, som de siger, og derfor har vi en eminent evne til at udnytte den beskedne plads til alt muligt.



Hey, hallo! Det er måske her, der ligger nogle forretningsmuligheder gemt på bunden af skattekisten for lille Danmark. Al vores viden om have på meget lidt plads. Det vi betragter som en almindelig havestørrelse, er jo en usandsynlig lille have set med amerikanske øjne. Hertil kommer vores byhaver, altanhaver og baggårdshaver, for ikke at glemme kolonihaverne, som de sammenligner med containerbyer bare på en yderst charmerende måde "med små hække omkring hvert lille skur".




Danmark har sandelig masser at byde på i det store udland. Det er bare om at flyve op over skyerne og tågen, se på vores lille andedam og gribe mulighederne og markedet.


Undskyld, at dette pludselig fik sådan en lidt kommerciel vinkel. Men jeg tror faktisk, jeg lige pludselig blev smittet af den der amerikanske tilgang til tingene: Hvor der er et potentielt marked, skal det da udnyttes!


Men: Hvis vi så i samme åndedrag tager den merkantile havehat af og lægger den ved siden af den kølige bajer på havebordet et øjeblik, så kan vi måske gøre os nogle tanker om det med at have en laisser faire-holdning til vores haver? Har vi det? Vil vi gerne have det? Og har vi noget at byde på med vores tilgang til det at have en have?



BILLEDER FRA EN INSTAGRAMMER

$
0
0
PLANTER

Vi har inviteret Anne Mette - alias Cugina K - med i gæsteredaktionen. Anne Mette har lagt blogningen lidt på hylden, men er i dag super aktiv på Instagram, hvor havesnak også lever i bedste stil.

TEKST & FOTO: ANNE METTE, CUGINA K.



Jeg er taknemmelig for at være en del af HAVEFOLKETs gæsteredaktionen - men hvad kan jeg så bidrage med? Jeg er ikke ekspert, derfor vælger jeg at vise nogle af de billeder fra min Instagramkonto, der har fået flest kommentarer og hvor jeg efterfølgende ofte har haft hen-over-hækken-snakke. Jeg starter med nogle af dem, som jeg selv har sået:


Vild gulerod, Daucus carota 'Dara' er altid populær.



Hestemynte, Monarda hybrida Bergamo, en bi-magnet.



Purpur fredløs, Lysimachia 'Beaujolais', som jeg har fået fortalt ikke trives så godt i Danmark, men jeg sår den gerne igen.



Natviol, Hesperis Matronalis 'Purple', ingen sommer uden.



Vild kørvel, Anthriscus sylvestris 'Ravenswing', her har den selvsået sig lige voldsomt nok, men den er jo let at fjerne (synes jeg).



Laurentia, den fineste lille sommerblomst, som er let at så og er fin hele sommeren.

De næste er primært indkøbte planter, som jeg er ekstra glad for (men kun lidt, for jeg elsker hver og en derude).



Dahlia Classic Poeme og Sphaeralcea Childerley, ny farve hos mig - og jeg er vild med den.



Iochroma/Dunalia/Acnistus australe og Salvia Amistadt - bare fordi de har den fineste lilla farve. Førstnævnte skal overvintre frostfrit.



Salvia Eveline og blæresmælde, Silene vulgaris, grøftekanten som jeg er glad for.



Hampstokrose, Althaea cannabina kan ikke anbefales nok. Den er så smuk med sine lange, spinkle stilke og de små lyserøde blomster. Her sammen med mamelukærmebusk, Lavatera 'White Angel' og pil, Salix Hakuro Nishiki. 



Jeg er faldet godt og grundigt for Eucomis-familien, her er det Vandermerwei og Comosa 'Montana'. De skal overvintre frostfrit. 



Nicotiana knightiana, igen varm anbefaling, blomstrer fra tidlig sommer til sidst i november, hvor sneen tog livet af den. Lidt sommerblomster og en selvsået kvan, som står i en 10 cm sprække mellem to fliser. 


Jeg har lært at nænne at plukke buketter - sådan næsten, for jeg har stadig svært ved det. 



Men ikke alt er finpudsede billeder på Instagram, der er også plads til at få trøst når sådan noget her sker, helt uden at være planlagt.



Eller når vinteren pludselig kommer en weekend i november. 


På Instagram hedder jeg @cuginak, måske ses vi?



Du kan læse mere om Anne Mette og hendes haveliv på bloggen "Cugina K", som du finder lige herEller find Anne Mette på instagram lige her

HEGN I DEN NATURLIGE HAVE

$
0
0
HAVENS ELEMENTER

Flere og flere sværger til den naturlige have. En have, der giver en følelse af frihed og luft under vingerne, og kreative indslag hører gerne til i samme genre.



TEKST & FOTO: LONE





Pileflet er hyggeligt. For os, der ellers bruger det meste af tiden på et kontor, er det bare noget af det sundeste at komme ud og prøve kræfter med naturen. Dette er ikke nogen lektion i,  hvordan man laver et pilehegn, men inspiration til, hvordan man også kan gøre.



Liv i et pilehegn kan man skabe ved at plante slyngplanter op ad hegnet. Herunder er det en klatrerose, der får lov at flette sig ind og ud mellem pilen.



Herunder et andet eksempel på en smuk begrønning af pilehegnet.



Men de grønne toppe på pilestolperne er nu ikke til at stå for. Det er lige lidt mere vildt.

Og så vidner hegnet her i den grad om de kræfter, som pilen er i besiddelse af. Hvis du selv har dyrket pil i haven, vil du vide, hvad jeg mener. Det er en meget sejlivet plante. Stik en kvist i jorden et sted, og du har en pileplante. Der skal ikke meget hokus-pokus til for at få dem til at vokse.


Du kan læse mere om pil her: "Dyrk pil", "Flet et nemt hegn af pil" og "Pilens helbredende virkning". 

DOWNSIZING

$
0
0
HAVETANKER
GÆSTEREDAKTION

Jeg ville så gerne dyrke en frodig og smuk have. Sådan en med skønne søde frugter, knasende sprøde grøntsager, hyggelige lune læsteder og plads til leg og latter. 

TEKST & FOTO: RIKKE OBASI, GÆSTEREDAKTION
HAVE NR. 1 + 18




Jeg ville så gerne give børnene rum til at opleve, lære og nyde havelivet. Jeg ville så gerne sætte mit travle arbejdsliv i perspektiv ved at gå i haven og mærke jordforbindelsen. Jeg ville så gerne … men jeg kan desværre ikke.

Allerede som helt ung måtte jeg revidere mine drømme, så de ikke kolliderede med mit helbred. Dengang måtte jeg droppe et fysisk hårdt arbejde i landbruget til fordel for et teoretisk studie på Landbohøjskolen. Kan jeg ikke få lov til at rode i jorden, kan jeg da i det mindste blive rigtig klog på den, var min tanke, og sådan blev det. Jeg lærte at leve med de begrænsninger, som en skrøbelig ryg nu engang giver, både i forhold til job og fritid, og jeg fandt en måde at holde have på, som skroget ville være med til. Desværre fik ryggen endnu et knæk for 1½ år siden, hvor jeg kom til skade herhjemme. Det tog lang tid at komme på benene igen, helt bogstaveligt, for jeg havde pådraget mig nogle nerveskader, som ikke lige stod til at fikse.

Den første sommer måtte jeg lade have være have, og barmhjertige mennesker i min havekoloni tog sig af græsslåning mm. Dog groede bede og køkkenhave hurtigt til i ukrudt, og haven kom til at se farlig ud. Dette forår tog jeg så for alvor fat på at genoprette haven. Desværre måtte jeg hurtigt sande, at helbredet var en større udfordring end først antaget. Jeg havde lidt naivt forestillet mig, at havearbejdet ville være god træning, og at jeg nok hurtigt ville komme i bedre form af det, men sådan gik det desværre ikke.

Jeg kunne kun arbejde i ganske kort tid ad gangen, havde brug for at lægge mig hele tiden, og betalte med dagevis af smerte og besvær. Den største smerte var det dog at se på at haven forfaldt. Jeg er ikke en meget patentlig gartner, og kan snildt holde ud at det roder og vokser vildt her og der, men at det hele vokser fra mig, bryder jeg mig bestemt ikke om. Arbejdet med at passe kolonihaven gik fra at være en udsøgt fornøjelse fyldt af belønninger i form af frugt, grønt og liv, til at være en konstant dårlig samvittighed og irritation over alt det, som jeg ikke længere kunne. Jeg forsøgte at bede andre om hjælp, men oplevede at andre menneskers gode vilje ikke altid kan omsættes til faktisk hjælp. Jeg blev ked af at bede om hjælp, ungerne blev sure over at være tvangsindlagt, og glæden over haven smuldrede. Til sidst måtte jeg træffe den tunge beslutning at sætte kolonihaven til salg.


Til alt held er jeg faktisk så priviligeret, at jeg har to haver. Have nr. 18 er kolonihaven og Have nr. 1 er den lille have, som hører til vores rækkehus. Der er ikke mange kvadratmeter, og længe har de været udlagt til græs og en for havens lidenhed umådelig stor trampolin.



Tanken var at Have nr. 1 skulle bruges af ungerne til leg og tumleri. Der findes derfor kun ganske få planter, som jeg hæger lidt om. Resten af havens vækster tåler boldspil, cykler og vild leg. Her findes altså et vist potentiale for mine grønne udfoldelser, og det er da også inden for disse rammer, at mine nye havetanker skal udfolde sig. 




”Downsizing” hedder det med et uskønt nydansk ord. Jeg står lige nu midt i en fuldstændig ny situation. Jeg skal forsøge at trække de vigtigste elementer af min kolonihave med hjem i min rækkehushave. Jeg er klar over at jeg må vinke farvel til æbleespalieret, som hver år giver mig flere æbler end vi kan nå at spise; aspargesbedet, som langt om længe er vokset til, og nu forsyner os med skønne grønne delikatesser forsommeren igennem; tobakspibeplanten, som endelig ser ud til at være i god vækst og snart vil omfavne huset; fuglekasserne, som huser en helt sværm at skønne småfugle; bøgelabyrinten, som jeg plantede til Esther da hun var lille, og som hun netop nu har den helt rigtige alder til at lege i; bærhaven, som bugner af alle slags bær fra midt på sommeren og året ud; den røde hyld, som skulle forsyne os med pink blomster til rosa hyldeblomstdrik; kolonihavehuset, som engang var en skurvogn, men som nu næsten er klar til at være vores weekendresidens; kæmpestauderne, som jeg har bestilt hjem fra udlandet, fordi de endnu ikke findes i handlen her hjemme; den røde og grønne hassel, som jeg har plantet sammen for at få den skønneste kontrast mellem de mørke og de lyse blade; rabarberne, som hvert år forsyner både mig og resten af min omgangskreds med flere røde stilke end vi kan nå at bage, sylte og koge; stauderne, som er plantet til at afløse hinanden i blomstring sommeren igennem, og som nu endelig dækker jorden under dem; for slet ikke at nævne den stadigt voksende samling af juleroser, som datteren og jeg hvert år supplerer med et par nye varianter fra Gartneriet Spiren.

Jo, der er nok at sige farvel til, og slet ikke plads til at tage det hele med. Derfor trækker salget også ud. Jeg må planlægge og plante om, for noget skal vi altså have med os, og juleroserne står højt på listen.


Det første trin var at erkende, at jeg ikke kan, det næste er at planlægge omlægningen. Derefter kommer alt det praktiske, så salget og endelig når jeg til det, som jeg allerhelst vil; den nye have. Ja, haven har jo været her hele tiden. Kunsten er at gøre den til min drømmehave. Jeg må finde på, være kreativ og tænke langsigtet, for hvis den skal være min, skal jeg også kunne passe den helt selv. I virkeligheden tror jeg, at min haveglæde kan udleves på et ret lille areal, for det handler ikke så meget om areal om mængder, som det handler om liv og vækst.

Jeg er selvfølgelig stadig trist over at skulle sige farvel til Have nr. 18, og gruer da også for den dag, hvor jeg giver nøglerne videre, men jeg kan mærke at glæden over at stå overfor et nyt haveprojekt overskygger melankolien over afskeden.


For mig er havedrømmen flydende. Den ændrer sig hele tiden, og denne gang må jeg så ændre den mere radikalt end jeg i virkeligheden bryder mig om. Alligevel er den ikke knækket, og jeg ser frem til en hel lang vinter med næsen i haveblade, -bøger og -blogs.

Jeg skal bruge den mørke tid til at planlægge min have - fuldstændigt lige som jeg plejer, nu bare i mindre skala. Nøden tvinger mig, men haveglæden driver mig, for have må jeg bare have.




Du kan læse meget mere om Rikke og hendes haveliv på bloggen 'Have nr. 1 + 18', som du finder lige her. Du kan også læse lidt om hele tanken bag årets gæsteredaktion lige her.

I MIN URBANE JUNGLE KAN JEG BRØLE, SOM JEG VIL

$
0
0
HAVETANKER


Bor du i et kvarter, hvor begejstringen for planter ikke er særlig udpræget, og er du selv sådan én, der ikke kan undvære alt det grønne? Det er jeg i hvert fald, og i min lille have får den ikke for lidt. 
TEKST & FOTO: KARINA






E
n container fyldt med brugte lokummer, en nabobygning, der bare står og forfalder - med andre ord et kvarter, der ligeså charmerende, som det kan være, også er en område uden æstetisk værdi.
Årsagerne hertil er ikke kun en ikke-eksisterende haveinteresse, men også manglen på træer - for dem er der vitterlig ikke mange af. Hertil skal siges, at man da i nogle af de små forhaver kan finde et lille træ, men i det store hele er der altså forsvindende få. Måske virker det bare sådan, fordi kvarteret er meget domineret af bygninger og baghuse. Måske.

Personligt synes jeg jo, at det er en skam, da jeg ved, at det at omgive sig med planter har stor betydning for livskvaliteten. Desuden bliver man altså også et gladere menneske, når man færdes og lever i pæne omgivelser. Træer er uden tvivl med til at løfte et boligområde. En vej med træer og smukke forhaver er det dejligste, jeg ved.

Som en lille og ubetydelig kvinde er der ikke meget, jeg kan gøre ved mit kvarter. Uanset om det var kommunen eller naboerne, jeg henvendte mig til, ville det blive en kamp, jeg ikke kunne vinde.

På min egen lille have har jeg dog heldigvis indflydelse. Her kan jeg gøre, hvad der passer mig, og plante ligeså meget, som jeg har lyst til, hvilket jeg også har gjort.
I vores baghave har jeg givet den særligt gas med planter, da det er her, udsigten virkelig er grel. Jeg har skabt min egen lille urbane jungle, der om sommeren er dejlig fredelig og frodig. 



Skønt baghaven ikke fylder meget mere end 20 kvadratmeter, har jeg alligevel fået plads til tre store hjortetakstræer. Kronerne er efterhånden blevet så tætte, at det vitterlig føles som at gå rundt i en jungle en miniature. Hvor gulvarealet ikke er optaget af terrassen, er det fyldt ud af store frodige bregner.



HJORTETAKSTRÆET giver den helt rette stemning og har længe været et af mine yndlingstræer. Vil du vide mere om det, kan du læse meget mere i planteportrættet, du finder ved at klikke på linket.




Ligesådan kan du finde meget mere jungleagtig inspiration i vores tidligere bragte tema om DET EKSOTISKE HJØRNE. Klik på linket, og gå på opdagelse i alle de skønne og skæve artikler.



Og så tilbage til min have - her set fra et af vinduerne på 1. sal i vores hus.
Hvor jeg dog elsker det - og hvor ser jeg bare frem til endnu en sommer i vores lille urbane jungle...




DYRK DINE EGNE INGEFÆR

$
0
0
I HAVEN 

Måske du kender den der citron-, ingefær- og honning-shot, som jager snue, (the flue) og andet stads på porten i vintermånederne? Og måske du overvejer, om du kan dyrke ingefæren selv? Jeg har læst om, at det kan lade sig gøre, og så skal det jo prøves! Det kan sagtens lade sig gøre, skal jeg hilse og sige. Hvis man ved, hvad man skal. 

TEKST & FOTO: MARIANNE




Man kan bruge ingefær til meget. Wokretter, te, shots, syltet til sushi, en smagfuld kold drik af den smukke og stærke rizom. Sidstnævnte gerne tilsat lidt lime og en stængel citrongræs. Den drik får hurtigt ben at gå på.

Nogle gange køber jeg stort ind af ingefæren, og desværre kommer der andre ting ind foran, så jeg ikke får brugt dem i tide. De kommer til at ligge i mørket i en skuffe, på køkkenbordet eller måske på køl, og så sker det, at den tager tilløb til små "knopper". Den er jo levende, den lille rizom og det betyder, at den vil gøre alt for at sikre slægtens overlevelse. Spiser du ikke den hele, har du glemt den, ligesom jeg gjorde med hele to pakker økologiske ingefær, så står du pludselig med en hel lille vuggestue med ene glade babyansigter, der ser forventningsfuldt på dig.



Frem med potter og såmuld og i jorden med dem. Det gjorde jeg fluks, som du kan se på billedet. Senere har jeg læst mig til hos Karna Maj, at de skal deles - ganske som vi jo gør med iris og andre rizomer. Bræk derfor roden fra hinanden med et øje (et skud) på hvert stykke rizom. Grav dem kun lidt ned i jorden, og lad et godt stykke af overfladen stikke op. Rizomer skal have lys, omend ikke alt for meget lys. Vand let, hold dem varme, og giv dem en lys opholdsplads, men lad dem ikke stå i direkte sol.

Når det bliver lunt, og du alligevel flytter dine såninger og andet følsomt ud i dit drivhus, kan du også flytte dine ingefær. Vand jævnligt, sørg for, at de står i halvskygge, og giv dem et lille klap og en kærlig kommentar indimellem i løbet af sommermånederne.



I sensommeren og hen mod den tid, hvor efteråret begynder at træde i karakter, kan du være så ualmindelig heldig at se, at din ingefær går i blomst. Det er efter sigende ret sjældent, det sker på disse breddegrader, og det er et skue, som stopper alle, hvis vej falder forbi. Det ligner ikke noget, du nogen sinde før har set. Her var det i september i Camilla Plums drivhus, jeg var heldig at få øje på et smukt eksemplar.

I følge Karna Maj kan man høste en hel del i sensommeren, så jeg er allerede begyndt at glæde mig. Skal bare lige have fundet nogle flere potter frem og have delt dem. Måske kan jeg bruge nogle af dem som værtindegaver.

5 INSPIRERENDE HAVEBØGER

$
0
0
BØGER

Armchair Gardening, et begreb der virkelig har kronede dage i haveverdenen især i vintermånederne.
Jeg gør det også, dyrker Armchair Gardening både her på nettet og ligeså meget med en god havebog i skødet. 


TEKST & FOTO: KARINA 




Havebøger findes der mange af. Både de informative og de inspirerende.
Da jeg for godt ti år siden var spritny som haveejer, var det mest de informative bøger, jeg brugte. En af de bøger, som jeg dengang var særlig henrykt for, var Politikens store havebog. Den var en  sand bibel, hvad den helt sikkert stadigvæk er for mange haveejere. 
Da jeg senere blev mere rutineret og plantekyndig, og havens design kom til at fylde det hele, blev de praktiske bøger udskiftet med de mere inspirerende og billedmættede, og dem er der heldigvis rigtig mange af. 
Bøger, jeg virkelig holder af, har moderne, små og urbane haver i fokus - hvilket skyldes både min smag, og at jeg selv er ejer af en lille byhave.

I min reol står der mange favoritter, men der er fem af bøgerne, som jeg tager frem igen og igen, og som jeg vil fortælle om her. Måske kender du dem allerede.



Garden Designers at Home - Noel Kingsbury
Hvordan ser havedesignernes egne haver ud? I Noel Kingsbury's Garden Designers at Home får du syn for sagn. I bogen bliver du inviteret ind i 25 forskellige haver, ikke bare 25 tilfældige haver, men haver, som tilhører nogle af havebranchens mest indflydelsesrige designere. Det interessante ved bogen er, at havedesignerne selv kobler ord til beretningen om deres private haver, og det er særlig sympatisk, at de fortæller om såvel succeserne som anstrengelserne og udfordringerne ved tilblivelsen. Det eneste minus ved bogen er, at man på fotosiden godt kunne ønske sig en lidt bedre kvalitet. Bortset fra det er Garden Designers at Home virkelig en spændende og alsidig bog.



Den hvide have - Claus Dalby
Man har sovet i "have-timen", hvis man ikke er bekendt med navnet Claus Dalby, forlægger og havemand om en hals.
20 havebøger har han ifølge min skyndsomme optælling udgivet, og alle i en virkelig fremragende kvalitet. En af de bøger, som jeg er særlig vild med, er "Den hvide have" fra 2013. En sværvægter på i alt 416 sider. Som titlen antyder, handler bogen om hvide haver, og den er fyldt med det ene smukke fotografi efter det andet.
Ud over at blive blæst væk over alle de ultra-lækre haver, får du også en velskrevet og layoutlækker bog - for slet ikke at glemme alle de mange eksempler på skønne hvidblomstrende planter. Det er ren forkælelse.



12 trädgårdar - Ulf Nordfjell
En havedesigner, som jeg er ret stor fan af, er svenske Ulf Nordfjell. Nogle vil måske kende ham fra Chelsea Flower Show, hvor han i 2013 fik guldmedalje for sin virkelig elegante Laurent Perrier Garden. Foruden Laurent Perrier Garden har Nordfjell tegnet en række betagende haver, og 12 af dem finder du i bogen "12 trädgårdar". Fælles for alle haver i bogen er, at de har en skøn nordisk signatur, såvel som de er i fin balance mellem det feminine og maskuline. En meget inspirerende bog, som jeg varmt kan anbefale.


Outdoors - Diarmuid Gavin & Terrence Conran
Er du til internationale haver, og trænger du til inspiration ud over det sædvanlige, så kan du roligt erhverve dig bogen "Outdoors" fra 2007. Fra det ene verdenshjørne til det andet - næsten - føres du rundt blandt nogle af det 21. århundredes mest fortryllende privathaver. "Outdoors" er skrevet af Diarmuid Gavin & Terrence Conran, som begge er velrenommerede havedesignere. I bogen lægger de ud med et par forord med haveinspiration som overskrift. Dernæst følger en dialog de to imellem blandt andet omkring de mennesker, der har haft indflydelse på deres arbejde. En bog i storformat og på i alt 272 sider, og der er fuld valuta for pengene.



City Garden - Pierre Nessmann
City Garden af Pierre Nessmann er den sidste bog, som jeg i denne omgang vil give et par ord med på vejen. Det var én af de første inspirationsbøger, jeg anskaffede mig efter at have fået styr på det grundlæggende, og jeg har brugt den flittigt fra dag et. Som du jo nok allerede har fanget, handler "City Gardens" om byhaver - lige en bog for mig og måske også for dig? For selvom du måske slet ikke bor i byen, er der en masse gode idéer at hente, hvad end det handler om lækre plantesammensætninger eller indretning på meget få kvadratmeter. En bog, jeg absolut ikke vil undvære i min reol.

Og sådan har jeg det faktisk med alle mine havebøger.
Hvad med dig? Har du nogle favoritter, som du bare kan læse igen og igen? 


TRESCO ABBEY GARDEN

$
0
0
HAVEREPORTAGE

I dag skal du med en af HAVEFOLKETs læsere på havebesøg. Tag med Marianne Hauge til haven "Tresco Abbey Garden" i det sydvestlige hjørne af England.

TEKST & FOTO: MARIANNE HAUGE
GÆSTEBLOGGER






En øgruppe bestående af fem beboede øer og ca. 50 klippeskær, og som ligger langt ude i Atlanterhavet ca. 50 km fra Englands sydvestligste hjørne, kan den byde på noget for en haveinteresseret? 

På The Isles af Scilly, som øgruppen hedder, ligger en ikonisk og vidt berømt have ved navn Tresco Abbey Garden. Haven ligger på øen Tresco og er grundlagt tilbage i 1834 ved ruinerne af et gammelt kloster fra det 12. århundrede. 



Haven er løbende udbygget og vedligeholdt og rummer planter fra alle kontinenter. Den er opbygget med lange lige gange med masser af mindre sidegange. Om foråret er haven præget af blomstrende kamelia og rododendron samt masser af blomsterløg. I højsommeren er det dahlia, fuchsia, agapanthus, petunia, aeonium, protea, datura, brugmansia og mange andre planter, som sørger for farvepragten.
I haven er der mange velvoksne træer, som sørger for flotte strukturelle rammer om haverummene - bl.a. ses store klynger bregnetræer og velvoksne fyrretræer, som dels sørger for at give højde i haven dels fungerer som vindbrydere sammen med flere store palme- og løvtræer. 

Der er store samlinger af kaktus, echium og øvrige planter, som hører til klippehaven. I de rum, som skabes af træer og havegange, findes flere temahaver. Middelhavshaven er en af disse temahaver. Af øvrige kan nævnes en stenhøjshave med planter fra både Sydafrika, øvre og nedre Australien og Mexico.
Haven er i nyere tid udbygget med frugthave, urtehave og drivhuse. For at sikre god bestøvning i frugthaven er der sået en bred rabat med bivenlige blomster, således at der er føde til bierne også uden for frugttræernes blomstringstid. I frugthaven dyrkes ribs, solbær, brombær, taybær, sommerhindbær, efterårshindbær, blåbær samt jordbær i forskellige sorter. I urtehaven er der et bredt udvalg af almindelige haveurter mikset med blomster. I drivhusene opformeres planter til udplantning, og der dyrkes store mængder basilikum og tomater.

Rundt om i haven er der placeret statuer, vandkunster og et lysthus dekoreret med strandskaller og mosaikker, og der er masser af bænke, så man kan sidde og nyde de imponerende omgivelser.

I alt rummer haven ca. 4000 forskellige planter. I et hjørne af haven ligger et lille museum med galionsfigurer. Dette kan ses som et minde om de tider, hvor farvandene omkring Isles of Scilly var farlige at sejle i. Der er sket et utal af skibsforlis rundt om øerne, og de galionsfigurer, der er drevet i land, vises i museet.

HER ER VI
Tresco Abbey Garden
Tresco, Isles of Scilly TR24 0QQ
Storbritannien

FRISK OP MED HVID

$
0
0
DIY

Når vinteren alligevel har tænkt sig at overnatte et par dage (og især nætter) endnu, kan du lige så godt vende blikket mod noget andet. Her er det div. kurve, der bliver frisket op med årets farve: hvid, hvis man da skal tro det digitale medie Pinterest.


TEKST OG FOTO: MARIANNE





Det er så smukt, når nyfalden sne er drysset ud over en vintertræt og brun have. Men nogle gange gider vi den bare ikke. Især nu, hvor hav- og frøkatalogerne er begyndt at dukke op i indbakker og postkasser. Når lysten til at så og se ting spire har taget et fast greb om ens sind, og det kribler så meget i havehandsken, at der både er indkøbt såjord og hentet såbakker og minidrivhuse frem fra skure og gemmer. Når der endelig er kommet orden i alle frøene, og når man opdager, at man står og falder i staver ved hylderne med frø i indgangen til supermarkedet.


Nå, mikrogrønt kan man da altid så. Og så er der jo også masser af andet at tage sig til. Her er det forskellige kurveting, andre måske ville have smidt ud, men som jeg har sat mig for at friske op. Med hvid, som jeg paradoksalt nok aldrig, aldrig bliver træt af. Trods ens. Og nu varer det ikke så længe, som det har gjort, inden vi kan gå ud med en kurv nyvasket, duftende sengetøj og hænge det op i haven mellem træerne eller på tørrestativet.

Her er det overdelen af en yndig rattanvugge, som min førstefødte, Kat, har ligget i, da hun var lille. Og hold lige fast - det er faktisk snart .... (hvisker) 30 år siden. Nu får den nyt liv som vasketøjskurv, en af de helt store. Jeg glæder mig som et lille barn til at tage den i brug. For findes der noget skønnere end at stå en tidlig forårsdag med spurve og musvitters kvidren i øregangene og med kun trækroner med bristefærdige knopper samt en tørresnor mellem sig og selve den himmelblå - og hænge tøj op?


En afdanket brændekurv fandt jeg også. Den var faktisk købt hvidpigmenteret, men det er forsvundet gennem de par år, den har været i brug.


Jeg bruger TRIP TRAP´s kridtlud, som egentlig skal bruges til at lysne trælofter med. Den er glimrende. Vasketøjskurven får en gang lak fra spraydåse, så jeg kommer ind i alle mellemrum og dermed undgår, at vasketøjet pludselig er kridtet til.








Jeg står i et skønt rum, hvor en sol, eller er det et snefnug eller måske en blomst - hænger i loftet og gør mig lystig og optimistisk. Dette er en hyggelig og hurtig aktivitet, der giver resultat mit der vuns. En make over til hus og have. Men tag dig i agt. Lysten til at friske op kan gribe om sig, så advar gemal, hund og andre, der kommer forbi, mens du er i gang.







FÅ INSPIRATION FRA EN SOLSKINSHAVE

$
0
0
PRYDBEDE

Hvis du lige nu sidder og bestiller frø til såning af dine egne planter, så kig med her, og få inspiration til sammensætningerne.

TEKST & FOTO: LONE









Packwood House i England har en have, der kan begejstre enhver haveentusiast. Måske også én, der slet ikke er havepassioneret - det tror jeg faktisk. Hvorfor mon? Fordi den har en hel masse forskelligt at byde på og det i en ret overbevisende stil. Et af rummene er et aflangt haverum, der ligger forhøjet i forhold til de øvrige som en slags dæmning med en gang mellem to små bygninger. Gangen er flankeret af volumiøse blomstrende bede i solskinsfarver - fra gult over orange til rød. Hist og her er der prikker af blåt, lilla mv., der understreger de dominerende farver. Jeg kender desværre ikke navnene på alle disse planter, men hvis du sidder derude med en viden om nogle af planterne, så fyld endelig på via kommentarerne.

I bedet herover ses til højre de fine frøstande af bronzefennikel. De er fantastiske i blomstrende bede og lette at have med at gøre. 






Herover ses, hvordan pink pludselig blander sig. Selvom den jo umiddelbart farvemæssigt er helt ved siden af, så er den med til at gøre, at det gule/orange ikke bliver for farvemættet. Et godt fif!



Jeg har været på jagt i billederne og har samlet en kollage med de mange forskellige blomstringer. Bemærk forskelligheden i planternes grafiske fremtoning: Skærme, spir, rosetter mv.

Herover ses bronzefennikel, montbrethia, røllike, gul solhat, raketblomst, solbrud, solsikker, kertepileurt, salvier, klematis og meget mere. Måske du kender nogle af de viste kultivarer og har erfaring med dem? Del gerne dine input med os.

Også på afstand ser det fantastisk ud. Det giver virkelig lyst til at gå i gang med at lege med farver i haven!

Hvis du synes, at du har set et enkelt af billederne her før, så har du helt ret. Vi har nemlig tidligere lavet en reportage fra hele haven ved Packwood House. Den finder du lige her.

DE FØRSTE TEGN

$
0
0
HAVEDAGBOG

Det kan virkelig mærkes nu. Solstrålerne går igennem vinduerne på steder, hvor de ikke har været en hel vinter, og i haven begynder spæde skud at pible frem.

TEKST & FOTO: KARINA 






I min som i de fleste andres haver er det i øjeblikket de fine vintergækker, der blomstrer. Jeg har været en lille tur ude med kameraet, så se med.

De er altså ikke til at stå for, de små gækker, som, inden vi får set os om, efterfølges af krokus, våriris og vibeæg.



Jeg glæder mig til det hele, også til alle de blomstrende træer og buske.
Herunder er det knopperne på et af mine bærmispel-træer, du ser, og jeg vil tro, at de vil blomstre allerede om en måned eller halvanden.



I haven er det selvfølgelig ikke kun vintergækkerne og knopperne på træerne, jeg nyder, men også alt det stedsegrønne. En af mine favoritter er skovfrytlen her.




Ligesådan er blå bjørnegræs en yndling, som herunder ses i en af havens krukker. At et tulipanløg har forvildet sig derned, må skyldes, at græsserne er blevet gravet op og plantet i krukken.



Fjeren ved siden af tulipanbladet er fra en skade, og at den er i krukken, kan jeg godt forklare. Den har min søn nemlig "plantet". Nu ved han sådan set godt, at fugleunger kommer fra æg, alligevel kunne han sidste år ikke dy sig for at eksperimentere med alternativ fugleformering.


Hvem kan være trist ved sådan nogle syn? Ikke jeg...

BRYLLUPSBUKET FRA SKÆREHAVEN

$
0
0
DEKORATION

Min datter skulle giftes sidste sommer, og jeg havde inden da en sneaky fornemmelse af, at hun ville bede mig om at være med i noget med dekoration. Se her, hvordan en buffetbuket kan komme til at se ud, når man har rigeligt at skære af.
TEKST & FOTO: MARIANNE








At min eneste datter skulle giftes, var en af grundene til, at jeg kastede mig ud i projektet med skærehaven, som vi har skrevet om i alle vores trykte magasiner fra 2015. Sådan at kunne gå ud og bare skære løs til store og skønne buketter har altid været en af mine store drømme. Og til min datters bryllup ville jeg rigtig kunne give den gas.

Så aftenen inden stod jeg i min baghave og gik i gang. Jeg ville gerne lave noget luftigt og blomsterengsagtigt. Noget, der var romantisk uden at være for "flæset". Buketten skulle bruges som dekoration på et buffetbord, for vi skulle efter brylluppet på Christianshavns Brygge til champagnebrunch i min datters og svigersøns baggård lidt længere nede ad gaden.

Det var i den allervarmeste periode af sommeren 2015, og derfor var det alfa og omega, at buketten kunne holde. Snittene i stænglerne blev lange, så de kunne suge al den væde, der var nødvendig, for at buketten kunne holde sig strunk. Jeg brugte oasis og skar den til, så hele beholderen blev fyldt ud. Desværre havde jeg ikke en beholder, som jeg syntes passede, men så lod jeg gardiner af grene hænge ned foran, og så gik det alligevel.
I buketten kom:
  • Alm. matrem
  • Lathyrus 'Beaujolais'
  • Klematis 'Warszawska Nike' 
  • Fingerbøl
  • Knautia 'Macedonica'
  • Div. hosta og klematis som grøn bund.

Det var sådan omkring 29 grader i skyggen allerede om formiddagen. Brylluppet blev fyldt med glæde, kærlighed, grin og festtog. Buketten blev beundret både af de unge veninder, af tanter og onkler og allermest af brudeparret, som blev så glade for den. Jeg skulle jo have haft et helt fodboldhold af unger, for det er den rene svir at lave buffetbuketter, når man bare kan plukke løs.

SÅ ER DET SÅTID

$
0
0
I HAVEN 

Det er ved at være såtid. Måske har du allerede nu været rundt i diverse frøbutikker samt på nettet og forsynet dig med alskens dejlige sager.
TEKST OG FOTO: HAVEFOLKET  






Hvis ikke, og savner du lidt inspiration såvel som nyttige informationer, så er der hjælp at hente. På HAVEFOLKET har vi nemlig gennem årene bragt en del portrætter af både et- og toårige planter.



Vi har samlet listen til dig lige her, og alt hvad du skal gøre, er at klikke på plantens navn for at komme direkte til planteportrættet. Måske er der noget, der kan friste?



T O Å R I G E

Angelica archangelica

Muskatsalvie
Salvia sclarea



Natviol el. vellugtende aftenstjerne
Hesperis matronalis










E T Å R I G E


Linum usitatissimum

Cosmos atrosanguineus

Jomfru i det grønne
Nigella hispanica

Kæmpeverbena
Verbena bonariensis

Morgenfrue
Calendula officinalis
Opiumvalmue
Papaver somniferum
Rød havemælde
Atriplex hortensis rubra 'Red plume'
Solsikke
Helianthus annuus


Stolt kavaler
Cosmos bipinnatus

Tallerkensmækker
Tropaeolum Majus




Voksurt 
Cerinnthe major purpurascens


Ærteblomst
Lathyrus odoratus

DIN GUIDE TIL FORKULTIVERING

$
0
0
I HAVEN

At få øje på de allerførste små kimblade, der folder sig ud for øjnene af en, og sørge for, at de gror til en plante, der kan blomstre i ens egen have - stor eller lille. Det giver en skaberglæde, der er helt ubeskrivelig. Man vil bare have mere.


TEKST: MARIANNE
FOTO: MARIANNE & KARINA




Det griber meget nemt om sig, når du sår dine egne planter. Du bliver så glad for det, at det nemt kan løbe fra dig. Første gang, når du køber frø, der kan give dig de dejligste grøntsager og det skønneste blomsterflor. Anden gang, når du står med alt dit havegear og leger med jord og vand. Ja, så kan du jo lige så godt så det hele, tænker du. 



Tredje gang, når du skal til at prikle og potte om, for det hele er jo kommet op. Og så står du lige og mangler et par og tyve hænder mere, end du har, for ikke at tale om hylder og bede. Læs med her og få gode råd.

FRØENE
Nogle er mindre end knappenålshoveder, og andre store som en femmer. Nogle skal kun have meget lidt jord eller sand over sig, andre sås dybt. Som udgangspunkt skal frøene sås i en dybde af tre gange sin størrelse. De små frø er nemmere at styre, hvis de blandes med tør såmuld.

SÅJORD
Brug rigtig såjord til dine såninger, den er nemlig kun svagt gødet. Alt andet bliver for kraftigt for de små planter. Nogle bruger almindelig plantejord iblandet sand eller grus. På den måde ”fortyndes” gødningsindholdet og jorden ”luftes”, så rødderne har nemmere ved at udvikle sig.


BAKKER ELLER POTTER
Du behøver ikke at købe dyrt ind. Tørvepotter er ubæredygtige og dyre. Du kan sagtens bruge rensede og skoldede farsbakker, som du har prikket huller i. Men i princippet kan du bruge hvad som helst, blot der er huller i bunden, så planten ikke drukner.




MÅTTE
Det er smart at stille potterne på en lille måtte, som kan opbevare vand. Her kan de små planter selv suge vand op. Du kan købe det færdigt, men du kan også bruge et hundetæppe, karklude, udtjente håndklæder eller engangsvaskeklude.

VANDING
Start med at vande dine potter igennem inden såningen. Lad dem stå i nogle timer eller et døgn. Så kan du så. Næste gang du vander, er det en god idé at gøre det nedefra, for sådan lærer planten hvilken vej, den skal trække vandet fra, og den bliver dermed mere robust.

MINIDRIVHUS
Når frø skal spire, skal der være fugtigt, men der skal også luftes ud. Det gøres nemt i færdigkøbte minidrivhuse. De dyre kan genbruges år efter år og har udluftning i toppen. Du kan også bruge emballage fra frugt eller lign. Husk at lave huller i.

TEMPERATUR/LYS
Det er værd at læse på posen, hvornår planterne skal sås, for der er stor forskel på, hvornår de spirer. Lys og temperatur skal følges ad. Lav temperatur og meget lys giver for størstepartens vedkommende sunde planter. Det omvendte giver lange, spinkle og ranglede planter.

PRIKLING/OMPOTNING
Du skal prikle de små planter om, når de har fået deres første bladpar (kimbladene) plus et sæt af de rigtige blade. Lad være med at sætte dem i for store potter, for så kan de gå i stå i væksten. Sørg derfor for, at potten passer til plantens størrelse og pot om et par gange.

DATO OG TÅLMOD
Tålmodighed er noget af det allervigtigste, når du sår. På nogle frøpakker står der, hvor længe frøene typisk er om at spire, det er dog kun vejledende. Skriv dato for såningen på, så kan du følge lidt med. 








SPØRGSMÅL & SVAR
Der dukker ofte spørgsmål op, når man går i gang med at så. Egentlig er det ikke så vanskeligt, når lige man ved hvordan, men synes du første gang, du kaster dig ud i at så, at det halve mislykkes for dig? Så fortvivl ikke. Der skal også lidt held til, og næste gang går det garanteret meget bedre. Men der er selvfølgelig lige et par ekstra tricks, der er gode at kende til.


JEG VENTER OG VENTER
”Jeg har sået og venter og venter, men der kommer ikke noget op. Jeg ved ikke, om det er fordi, frøene står for koldt eller for varmt. De får lys, og jeg har vandet. Hvad gør jeg galt?”
Det kommer helt an på, hvad det er, du har sået, og tålmodighed er et must. Nogle frø skal have kulde for at spire, og det giver du dem nemt ved skiftevis at stille dem i køleskab i 3-4 dage og tage dem ud igen i 3-4 dage hen over en måneds tid. Slut af med at have dem stående lyst og fugtigt indenfor, så skal de nok spire. Endelig kan det jo være, at frøene har mistet spireevnen, hvis de er blevet for gamle.

ER DER MUG I MINE 
SÅNINGER?
”Der kommer tit noget hvidt stads på jorden omkring de små spirer, og jeg synes, det ser så ulækkert ud, at jeg smider det hele ud. Nogle gange visner planterne helt. Er ved helt at opgive, hvad skal jeg gøre?”
Det er formentlig mug og svamp, og det har planterne ikke så godt af. Det er fordi, der har været for lidt luftcirkulation. Det er jo en balancegang, for de skal også stå i et let fugtigt miljø. Står de i spirekasse/minidrivhus, så luft ud dagligt. Du kan også lave en opløsning af atamonvand (1:10) og douche det på jorden, når du har sået. Det forhindrer mug i at opstå.

SKADER JEG SPIRERNE, NÅR JEG TYNDER UD?
”Jeg har læst, at jeg skal udtynde såningerne, hvis de står for tæt. Men det virker som om, jeg skader de andre småplanter, når jeg tynder ud. Hvad gør jeg galt?”
Det gør du faktisk også, hvis de står alt for tæt, hvilket de nemt kan komme til! Løsningen er at finde din neglesaks eller vindruesaks frem og klippe de overflødige spirer over. Fisk dem op med en pincet. Derved skader du ikke de blivende planter, som får plads til at udvikle sig.

HVOR LANG TILVÆNNING SKAL DER TIL?
”Der er noget med, at de små spirer skal vænnes til at være udenfor, inden de kan plantes ud. Hvor lang tid tager det for dem at vænne sig til udelivet?”
I foråret her i Norden svinger temperaturerne hen over døgnet fra minus et par stykker til op til 10-15 grader. Det er en del for små nye planter. Derfor skal du bruge en uges tid - nogle gange 14 dage - på at vænne dem til at leve ude. De første par dage i et par timer eller 4, de sidste dage i 5-6 og op til 10 timer. 

Man kommer tit til at så mange flere planter, end man skal bruge. Byt dem væk eller smid dem ud. Hellere være glad for få og nyde dem end løbe sur i det hele. Læs i øvrigt også meget mere om såning, dyrkning og om de enkelte planter her på havefolket.com.



HAVEFOLKETs forårsmagasin 2015 'SPRING UD'
Guiden herover er et uddrag fra HAVEFOLKETs 
forårsmagasin fra 2015. Du finder hele forårsmagasinet 
lige her.

KENDER DU FARVEN GREIGE?

$
0
0
FARVER

Hvad for en farve, tænker du måske? Men bare rolig; som havemenneske støder du tit på greige. Den findes alle vegne udenfor og bevæger sig på en skala fra lyst sandstrand over rå beton og solpatineret lærketræ til den snefrosne jord og en bedaget brændestabel. Se med her, og lad dig inspirere til brug af farven - både inde og ude. 


TEKST & FOTO: MARIANNE




Grænsen mellem inde og ude udviskes mere og mere i disse år, ligesom grænsen mellem land og by. Da naturlige materialer vinder mere og mere frem i indretningen, øges interessen for, hvilke farver, der egentlig findes ude i naturen. I stuerne boomer indretning med planter, og den helt perfekte baggrund er det derfor naturligt at finde - i naturen.





Ordet greige er en sammentrækning af grey og beige og er opstået i kølvandet af det modehit, det er at male med kalkmaling. Annie Sloan, som producerer den slags maling, har nogle farvekort, der kan få de fleste til at klikke mange gange med klikfingeren på webshoppens indkøbskurv.

For vi elsker bare de farver. Farverne på en sandstrand, forskellige sten, jord - både tør og våd, sandet og humusrig - grus, tør og fin beton, birkebrænde, snedækkede marker, tørt hø, en slidt hvidtet husmur og fliserne på din terrasse - ja, vi kunne blive ved. Alle disse nuancer, der tilsammen danner en rolig flade og alligevel skaber kant, baggrund og til dels også ramme.







Denne farve, greige, står til alt uden undtagelse. Sæt stærke latinamerikanske farver til, og få en fest. Sæt de kølige, douche farver fra himmel og hav til, og dyrk det skandinaviske fuldt ud. Sæt grøn i alle tænkelige og utænkelige nuancer til, og du vil skabe ro hos den, der iagttager og lever i og med dem. Andre materialer blandes også ind i "det naturlige". Det være sig kobber - både i blankpudset og patineret - udgave, bast, siv, græs, snor, garn, jute, hø, zink, skifer, olieret teaktræ, messing og gråsort stål.



Det er alt sammen materialer, som du med garanti kan finde ude i din have eller uden for din dør. Tag bare de "gamle"æblekasser, der er i omløb for tiden og anvendes til alt fra bogkasser til potteopbevaring. De har samme sammensætning af grå og beige, og der er næsten ikke to, der er ens - sjovt nok ligesom grøn.

Naturen er mangfoldig. God fornøjelse med at finde dine greige materialer frem i haven, hvad enten den er inde eller ude.


PLANTEKOMPOSITIONER MED PRYDGRÆSSER

$
0
0
HAVEDESIGN


Vil du også gerne have prydgræsserne ind i haven, så se med her, når vi giver dig forslag til kompositioner, der 
indeholder både græsser og stauder - i 5 forskellige farveskalaer.

TEKST: KARINA
FOTO: KARINA & LONE




BOURGOGNE
De mørke og bourgognefarvede stauder er her sat sammen med den elegante Carex pendula, som ses til højre. Til venstre i kollagen ser du sankthansurt, Sedum ‘Matrona’, og hjortetrøst, Eupatorium rugosum ‘Chocolate’. I bunden kløver, Trifolium repens, med sortsnavnet ’Dark Estelle’. Da denne har en lav vækst, egner den sig bedst som forgrundsplante. Den smukke tidsel, Cirsium rivulare atropurpureum, er mørk inden udspring og senere får den pinkfarvede blomster. 

I det mørke bed kan der eventuelt suppleres med løg som vibeæg, Fritillaria meleagris, og tulipanerne ’Queen of Night’ og ’Cafe Noir’. Dertil prydløg, Allium Atropurpureum, som er den mørkeste, der findes på markedet. Flere gode supplementplanter i den mørke ende kan også være: Bjergknopurt, Centaurea montana ’Jordy’, storkenæb, Geranium ’Samobor’, mørkbladet alunrod, Heuchera, og sølvlys, Cimicifuga ramosa ’Brunette’.

BLÅ/VIOLET
Det blå bed, som leder tankerne mod himmel og hav, har elefantgræs, Miscanthus sinensis ’Ferner Osten’, i hovedrollen. Sammen med den ses den kønne asters, Aster macrophyllus ‘Twilight’, og den meget skulpturelle mandstro, Eryngium tripartitum. I bunden lobelia, Lobelia vedrariensis, og ikke at forglemme de karakterskabende spir fra indiantermynte, Agastache foeniculum



Som løgsupplement tulipanen ’Bleu Aimable’, den fine blå prærielilje, Camassia, og prydløg som fx Allium caeruleum og Allium aflatunense
Flere stauder fra den blå palet er også katteurt, Nepeta ’Six Hills Giant’ eller Nepeta ’Walkers Low’, salvie, Salvia nemorosa, blå iris og storkenæb, fx Geranium ’Jolly bee’.

GUL/HVID
Fra blå stiller vi ind på den gule skala. Gul er komplementærfarven til blå og lige så smukke, som de er sammen, er de det også alene. Her står gult nu ikke helt alene, for vi har inviteret den hvide farve ind som gæst. I det gule bed tager Calamagrostis angustifolia ’Overdam’ plads som prydgræs. De pæne strå skyder tidligt om foråret og er i den grønne, gule og hvide farveskala. Som mage har vi igen taget fat i en asters, denne gang den skønne Aster umbellatus. Dernæst den lidt mindre kendte men mindst lige så lækre mandstro, Eryngium yuccifolium, til den mere kendte gyldenris, Solidago ‘Golden Rain’. Den sidste skønhed, som endnu ikke er så kendt på det danske marked, er Inula magnifica ‘Sonnenstrahl’, som os bekendt ikke bærer et dansk navn.



Gode supplementplanter som løg kan være den lave og gule allium, Allium ’Moly’, og stauderne lodden løvefod, Alchemilla mollis, daglilje, Hemerocallis, løvehale, Phlomis russeliana, mfl.


LYSERØD/MØRK RØD
For at give det lyserøde bed lidt kant har det fået selskab af den lidt mørkere røde. Græsset, som står med sine nærmest candyflossagtige aks, hedder Eragrostis spectabilis. Den mørke farve, vi har taget ind i det lyserøde bed, er lægekvæsurt, Sanguisorba ‘Tanna’. Ved siden af er det silkekatost, Sidalcea virgata. Høstanemonen, Anemone hupehensis, har vi også med i den rosa og pink afdeling, denne er af sorten ‘Pamina’. Til sidst er det pileurt, Persicaria amplexicaulis japonica, denne lækre sag bærer sortsnavnet ‘Rosea’.




Der findes et væld af lyserøde og pinkfarvede tulipaner, man kan sætte til dette bed. I prydløgsafdelingen er der også et par stykker, der passer i farverne: Allium ’Pink jewel’, Allium sphaerocephalon og Allium ’Roseum’. Flere stauder i denne farveskala er slangepileurt, Bistorta officinalis, torskemund, Linaria, storkenæb, Geranium, og den rosa løvehale, Phlomis tuberosa



GRØN/HVID
Den sidste farvekombination, vi viser her, er præget af grønt og hvidt. Den smukke men også lidt løbske græs, Phalaris arundinacea ’Picta’, er vi flere, der er glade for på redaktionen, så selvfølgelig skal den også med på listen. Den har selskab af den hvide bjergknopurt, Centaurea montana ‘Alba’, og som forgrundsplante ses den fine kløver Trifolium repens. ’Green Ice’. Til den udvalgte græs er også den tofarvede hosta ’Patriot’ en formidabel partner sammen med den hvide mandstro ’Silver Ghost’. 




Et væld af tulipaner findes også til denne palet, men to, vi ikke vil undvære, er ’Purissima’ og ’Spring Green’. På alliumfronten kommer der flere og flere hvide på hylderne. Se blandt andet efter ’Nigrum’, ’Mount Everest’ og ’Graceful Beauty’. Grønne og hvide stauder foruden de nævnte er purpursolhat, Echinacea ’Green Envy’, drejeblomst, Physostegia virginiana, fredløs, Lysimachia clethroides, og pragtskær, Liatris ’Spicata’.


Artiklen herover er et uddrag fra HAVEFOLKETs forårsmagasin fra 2015. Du finder hele forårsmagasinet lige her.

SØLVPIL

$
0
0
PLANTEPORTRÆT

Der er rigtigt mange, der anskaffer sig pilebladet pære som substitut for det kulde-sarte oliventræ. 

Med sit smukke løv kan sølvpil lidt af det samme som både oliven og pilebladet pære. 

TEKST & FOTO: KARINA





Der findes rigtig mange forskellige pilearter, og fælles for alle er, at de er hurtigt voksende.

Sølvpil, salix alba 'Sericea', som vi har taget fat på i dag, har en oftest en gennemgående stamme og en tæt forgrenet krone.


SØLVPIL
Salix alba 'Sericea'


I mange storbyer ser man ofte den flotte sølvpil i gadebilledet, hvilket billederne her også vidner om. Træerne, som du ser her, er fra indgangen mod Charlottehaven , som vi tidligere har bragt en reportage fra.



Sølvpil er et træ, der udmærker sig ved både at kunne stå solitært og i grupper, men det, som nok er træets allerstørste aktiv, er de smukke lancetformede blade, hvis sølvgrå toner med lidt god vilje minder om oliventræets. Se blot.






Bladene bliver omkring 8-10 cm lange og bliver siddende langt hen i efteråret, og hvad angår pasning er sølvpil ret fodringsløs. Den tåler relativt meget vind såvel som kraftig beskæring. Det eneste, den dog ikke tåler, er at stå for tørt, så sørg for at plante den i en nogenlunde fugtighedsbevarende jordbund.



Det er da virkelig et smukt træ, synes jeg. I hvert fald kunne jeg sagtens finde på at anskaffe mig et par stykker til haven - hvis jeg blot havde lidt mere plads.



FAKTA

NAVN: Salix alba 'Sericea'
DANSK NAVN: Sølvpil
LYSFORHOLD: Sol til halvskygge
HÅRDFØR: Ja
JORDBUND: Almindelig næringsrig havejord til den fugtige side
VÆKST: Gennemgående stamme og tæt forgrenet krone
STØRRELSE: Fra 10 - 20 meter, men kan beskæres
BLOMSTRING: Uanselige rakler i april
ANVENDELSE: Solitært eller i grupper

FORÅRSTILBUD I SHOPPEN

$
0
0
SHOPPEN

Nu er det endelig forår, og så skal vi have ryddet op på lageret. Derfor kan du lige nu gøre en god handel i vores shop. Alt på hylderne er sat ned med 35%. Klik endelig ind, og se efter, om ikke der skulle være noget for dig. 


REDAKTIONEN HAVEFOLKET



Forår betyder også, at det er tid til at så, prikle og senere plante ud, og så er det godt med et praktisk haveforklæde. Du kan købe dit haveforklæde til en god pris her hos os, og i de kommende to uger har vi forårstilbud på flere gode ting i SHOPPEN.


Se straks indenfor, for tilbuddene gælder naturligvis kun lige så længe, som vi har varer på hylderne. 
KLIK HER OG KOM DIREKTE TIL SHOPPEN. 



OBS: RABAT 35% FRATRÆKKES VED KASSEN

SKAL VI BESKÆRE DE NYPLANTEDE PLATANTRÆER?

$
0
0
HAVEBREVKASSEN

Marianne har i sin have plantet flotte plataner udspændt på parasol-espalier'er. Men hvordan er det nu? Skal de beskæres allerede det første år?


SVAR: MIMI, SITAS.DK
FOTO: MARIANNE WINTHER







Kære Havefolket 

Jeg har købt to platantræer i efteråret 2015, og jeg er meget i tvivl om, hvornår og hvordan jeg skal beskære dem. Jeg er meget nervøs for at gøre det forkert, så resultatet bliver grimt, eller at ødelægge fremtidig beskæring.

Træerne er jo både unge og nyplantede, og jeg ved ikke, om det gør en forskel i forhold til ældre træer, når de beskæres bl.a. med hensyn tidspunktet. Jeg medsender billeder af træerne.

Jeg håber, at I kan give mig nogle gode råd. 

Venlig hilsen 
Marianne Winther

. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 

Kære Marianne

Træerne er nyplantede, og SITAS anbefaler, at nyplantede træer først beskæres, når de har fået ordentlig fat med rødderne efter ca. to år. Du kan se på træet, om det har fået fat, for så vil det begynde at skyde normalt i kronen. 

Du skal beskære i sensommeren (aug/sept). Træerne er da i vækst og har stadig tid (inden frosten) til at lave en forsvarsbarriere i veddet, så sygdomme bliver lukket ude. Et godt redskab til at beskære trækroner med er ARS stangsaks. Så kan du beskære kronerne uden at skulle kravle rundt på en stige. Beskær, som du klipper hæk - klip de kviste af, som kommer længere ud, end du ønsker. 

Når grenene i kronen er stærke nok, kan du fjerne bambusstokkene. Det vigtigste ved nyplantede træer er, at de skal vandes. SITAS anbefaler, at der vandes regelmæssigt gennem hele sommeren, fra bladene springer ud, til de falder af. I en normal dansk sommer skal du gennemvande med 20-30 liter pr. træ en gang om ugen.

Med venlig hilsen
Mimi Hvass
www.sitas.dk


Har du, som læser med, erfaring med emnet og måske flere gode råd i forbindelse med dagens brevkassespørgsmål, så er du som altid meget velkommen til at skrive med via brug af kommentarfeltet. 




Vil du læse flere brevkassespørgsmål og -svar, kan du finde dem alle her.
Du kan også læse mere om HAVEFOLKETs havepanel og de eksperter, der står klar til at svare på dine spørgsmål. Find dem her.
Viewing all 1793 articles
Browse latest View live